Sejlerskole med fokus på sikkerhed

HVALPSUND: For lederen af sejlerskolen i Nautilus-Hvalpsund, Dan Cort Jørgensen, er sikkerheden for alle der færdes på og i vandet i højsædet.

-Jo mere man ved om at færdes på havet, både m.h.t. sejlads og sikkerhed, jo større bliver glæden ved at sejle, siger han.

Sejlerskolen tager til maj i år hul på sin 9. sæson. I sommerperioden øves der praktisk sejlads hver mandag, og i vintermånederne dygtiggør sejlerne sig teoretisk.

Klubben har løbende gennemført duelighedsundervisning inden for de seneste 9 år. Sejlerne i Nautilus-Hvalpsund er dermed nogle af de bedst uddannede sejlere i Danmark, set i forholdet til klubbens størrelse – ganske flot!.

Dan Cort Jørgensen fortæller, at i vinteren 2022/23 valgte sejlerskolen at udbyde ”Yachtskipper 3 uddannelsen”. Det er niveauet lige over duelighedsuddannelsen og uddannelse har været efterspurgt. At det kunne lade sig gøre skyldes Jens Aage Jensen. 

Jens Aage Jensen er tidligere kaptajn, navigationslærer, forfatter til flere navigationsbøger og har uddannet over 4000 sejlere både i duelighed og yachtskipper 3, så med ham ved ”roret” kunne vi trygt ”søsætte” yachtskipper 3 uddannelsen. Pensum er meget omfattende med både udenadslære af søvejsregler (færdselsregler til søs), sejladsplanlægning og i sikkerhed.

Undervisningen blev afsluttet med fokus på sikkerhed. Klubben havde lånt Farsø Svømmehal så deltagerne kunne afprøve en redningsflåde, kombineret med et tjek om redningsvestene nu også fungerede som de skulle. På Falck stationen i Farsø fortalte et andet klubmedlem, brandmand Lars Stilling om brandbekæmpelse og demonstrerede forskellige slukningsmetoder. Efterfølgende fik deltagerne selv lov til at prøve kræfter med brandslukning, med diverse brandslukkere. Nu venter den endelige eksamen til maj og i mellemtiden skal sejlbådene klargøres og søsættes.

Hvis der opstår brand ombord er det også vigtig at vide hvordan man agerer. Det blev vist ved Falck stationen i Farsø af klubbens kyndige brandmand Lars Stilling.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: