Byrådsmedlem Per Bisgaard (V) er formand for det nye Bosætningsudvalg. Sammen med tre andre byrådspolitikere søger han nu borgere der har interesse i at indgå i Bosætningsudvalget.
VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune sætter nu gang i arbejdet med et nyt bosætningsudvalg og inviterer borgere, foreninger og erhvervsliv til at blive en del af indsatsen.
Arbejde med at tiltrække og fastholde borgere Byrådet i Vesthimmerlands Kommune har besluttet at nedsætte et midlertidigt § 17, stk. 4-udvalg, som skal arbejde med at tiltrække og fastholde borgere i kommunen. Udvalget får til opgave at udvikle idéer og komme med konkrete anbefalinger til, hvordan Vesthimmerland kan blive et endnu mere attraktivt sted at bo.
Fire politikere er allerede udpeget til udvalget. Per Bisgaard (V) er udpeget som formand for Bosætningsudvalget, og derudover består udvalget af Henrik Dalgaard (C), Asger Andersen (A) og Liselotte Lynge (Æ).
Nu åbnes der for, at engagerede borgere og repræsentanter fra lokalsamfundet kan blive en del af udvalget.
Formand Per Bisgaard ser frem til at få flere med i arbejdet: – Hvis vi skal lykkes med at tiltrække flere borgere, kræver det gode idéer fra dem, der kender kommunen bedst. Derfor vil vi gerne have flere med, som har lyst til at bidrage og tage del i arbejdet, udtaler han.
Åben proces frem mod sommer I løbet af foråret og frem mod sommer afholder kommunen arrangementer, hvor interesserede kan høre mere om arbejdet og få indblik i, hvordan man kan ansøge om at blive medlem af udvalget.
Her vil der være mulighed for at blive klogere på opgaverne, stille spørgsmål og få inspiration til, hvordan man kan bidrage. De konkrete datoer meldes ud senere.
Løbende vil der være en ansøgningsproces, hvor der skal udvælges repræsentanter fra blandt andet foreningslivet, erhvervslivet og borgergrupper samt en person med kompetencer inden for fx bosætning, markedsføring eller planlægning.
Udvalget vil blive sammensat, så det afspejler både faglighed, engagement og en bred forankring i hele kommunen.
Fokus på handling og inddragelse Bosætningsudvalget skal blandt andet arbejde med boligudbud, natur, kultur- og fritidsliv, infrastruktur og erhvervsmuligheder. Arbejdet vil ske i tæt dialog med borgere, interessenter, kommunens andre udvalg og skal munde ud i konkrete initiativer og anbefalinger til Byrådet.
Et § 17, stk. 4-udvalg er rådgivende og har til formål at arbejde med tværgående og udviklingsorienterede emner med bred inddragelse af både politikere og eksterne deltagere. Bosætningsudvalget er nedsat til en periode på to år fra 1. maj 2026.
Fra på lørdag kan man købe Lions Club Farsøs kuponhæfte der giver adgang til rabatter eller service hos 26 lokale forretninger. Hæftet koster kr. 100,- der også fungerer som en lodseddel i en konkurrence om tre Vesthimmerlands Gavekort a’ kr. 2.000,-
FARSØ: Atter i år udgiver Lions Farsø sammen med mange af egnens forretninger det store kuponhæfte, hvor der er masser af gode rabatter at hente i de medvirkende forretninger. De mange rabatter gælder helt frem til 31. august så der er lang tid til at få kuponerne brugt.
Rabatkuponer til 26 lokale forretninger Hæftets rabatkuponer kan bruges i forretningerne frem til 31. august i år. Ud de rabatter de enkelte butikker giver, når man handler eller indtager måltider, så indgår hæftets nr. også i en udtrækning som en lodseddel om tre styk Vesthimmerlands gavekort a’ hver kr. 2.000. Det vil sige, at man som en af de fire heldige vindere kan handle endnu mere i de lokale butikker.
Alt fra dessert til el-cykel med rabat Det er 26 forretninger der bakker op om Lions Club Farsø’s rabathæfte, der indeholder rabatkuponer på alt lige fra en dessert, til el-cykler til specialpris.
Peter Møller fra Lions Club Farsø, der har været rundt ved forretningerne siger: – Vi ved jo godt, at det ikke er alle der køber hæftet, der kan bruge alle rabatterne, for alle har f.eks., ikke brug for en el-cykel, men de fleste kan bruge to wienerschnitzler i Golfrestauranten, og så har man allerede tjent det hæftet koster ind. For de to glas vin eller øl man får til maden ved aflevering af kuponen, er nemlig de kr. 100 værd som hæftet koster.
Sættes til salg fra på lørdag Hæftet vil blive sat til salg fra på lørdag i forbindelse med Mors dags arrangementet i Farsø Rådhuscenter. Herefter fortsætter salget de følgende lørdage på Centertorvet. Hæftet kan også købes hos Din Tøjmand i Farsø Rådhuscenter.
1000 hæfter Der er i alt 1.000 kuponhæfter til salg og der sælges indtil der er udsolgt. ”Smag på Farsø” den 12. juni og ”Se og Smag på Hvalpsund” den 9. juli – som også er Lions arrangementer, tages også i brug hvis der stadig er hæfter tilbage.
Overskud støtter lokalt Om baggrunden for kuponhæftet fortæller Peter Møller: – Når Lions Club Farsø går ind i sådan et projekt med rabatkuponer, er det naturligvis for at prøve at generere et overskud til nogle af de områder som den lokale Lions Club støtter og bakker op om.
De lokale projekter som Lions Club Farsø har valgt at støtte med salget af kuponhæftet er Børn i sorg, Højgårdens Venner og Ullits Friskole & SFO.
Hæftets navn er oplagt Hvorfor har Lions Club Farsø valgt at kalde hæftet Forfatterbyens kuponhæfte?.
Her forklarer Peter Møller: – Da vi jo bor og lever i det område hvor forfatterne Johannes V. Jensen og Thit Jensen blev født og voksede op, synes vi det var oplagt at kalde det Forfatterbyens kuponhæfte.
Desuden er vi Lions Farsø stolte af museet for Johannes V. Jensen og Thit Jensen, da de første skridt til realiseringen af museet i Søndergade netop i sin tid blev taget af Lions Club Farsø.
Farsøs butikker er klar med masser af gaveideer til mor.
FARSØ: Det er Mors dag på søndag, det fejres allerede på lørdag i Farsø, hvor børn, butikker og andre vil kræse om mor.
Et morsdags udvalg i Farsø Handelsstandsforening, bestående af Michelle Nielsen fra Sportigan og Anne Bak fra Inge & Birthe, har fundet på nogle aktiviteter hvor mor og barn/børn hygger sig sammen, og har kvalitetstid sammen.
Farsøs butikker og Farsø Rådhuscenter har pyntet op til Mors dag
På Centertorvet i Farsø Rådhuscenter er der indrettet et KREA værksted. Her kan børn designe et stof indkøbsnet til mor eller klippe og pynte et morsdagshjerte til mor. Aktiviteterne er gratis.
Lørdag er der indrettet et KREA værksted på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter, hvor børn – evt. sammen med deres mor kan være kreative på stof indkøbsnet eller klippe og pynte et morsdagshjerte
Der vil også være mulighed for at tage på skattejagt sammen med mor på Centergangen i Farsø Rådhuscenter. Der skal findes hjerter med bogstaver, som kan danne et ord. Alle deltagere i skattejagten får en belønning for deres deltagelse. Belønningen udleveres i Sportigan.
Rundt omkring på Centergangene i Farsø Rådhuscenter kan man lørdag finde bogstaver som indgår i en skattejagt. Skattekortet udleveres på Centertorvet, og der kan afhentes en belønning i Sportigan, når opgaven er løst.
Hvis det hele skal være hemmeligt for mor, inklusive morsdags gaven, så tag far med til eventen i stedet.
Det nye Kreativ-hus var klar til brug i november. Men det først nu her i foråret at eleverne får nytte af terrassen foran huset – og om lidt også græsset foran.
STISTRUP: i forbindelse med tiltrædelsesreceptionen for Farsø Efterskoles nye forstander Erik Stensgaard Poulsen, i sidste uge, var der efterfølgende mulighed for gæsterne, at se Farsø Efterskoles nye kreativ-hus.
Ventede længe på tilladelser Efter længere tids forberedelser og venten på tilladelse fra kystdirektoratet, gik arbejdet for alvor i gang efter sommerferien sidste år. I slutningen af august var der rejsegilde. Efter efterårsferien stod huset klart og efterskolen kunne tage det i brug i starten af november.
Viceforstander Jens Chr. Jensen viste rundt i det nye Kreativ-hus. Her ses et af undervisningslokalerne.
Kreative elever Huset bruges i dagtimerne af 10. klasse og skolens kreative-linje, men også af de elever som har krea som valgfag.
De kreative fag på Farsø Efterskole har stor interesse fra elevernes side. Der kan arbejdes med tekstil, keramik og billedkunst, d.v.s. arbejde med maling, decoupage, syning, hækling, strikning, keramik og meget mere.
Tidligere var de kreative aktiviteter spredt rundt om på efterskolen, så derfor er det et stort ønske der nu er gået i opfyldelse.
Huset er også stedet hvor eleverne kan mødes i deres fritid over kreative ting eller bare for at socialisere, for foran huset mod vest er der opbygget en indbydende solterrasse, og foran den er der netop blevet sået græs.
Ordblinde efterskole Farsø Efterskole er en ordblindeefterskole for unge med læse- og skrivevanskeligheder etableret i 1998. Skolen har plads til 106 elever som alle er optaget dette skoleår. De 46 går i 10. klasse, 52 i 9. klasse og 8 elever i 8. klasse. Skolen har desuden 28 lærere og medarbejdere.
Denne golfvogn som har fået navnet ”Solvognen” bringer beboerne ud i naturen i Hvalpsund og omegn.
HVALPSUND: Ca. 2 gange om året afholdes der beboermøde, hvor alle beboere på Friplejehjemmet Hesselvang, som ønsker det, kan deltage.
Her spørges ind til stort og småt, for at høre om alle er tilfredse med den pleje de får, om personalet kommer når de kalder, om maden er tilfredsstillende og mængden og udvalget af arrangementer og aktiviteter på Hesselvang tilfredsstillende.
Beboernes medbestemmelse er tydelig På disse møder er der god plads til at beboernes egne ideer og ønsker kommer frem. På den måde bliver beboernes medbestemmelse på egen hverdag bliver tydelig, præcis som der lægges op til i ministeriets nye ældrelov.
Korte ture i nærområdet med golfvogn På de seneste møder er ønsket om flere små-ture i nærområdet bragt op, frem for store heldagsudflugter. Dette ønske har personale, ledelse og frivillige i venneforeningens bestyrelse arbejdet videre med.
Og allerede mens vintermørket og kulden stadig havde overtaget udenfor, ankom vidunderet på 4 hjul til Friplejehjemmet Hesselvang, nemlig en golfvogn. De første måneder var det især frivillig Henning Poulsen, som brugte den lille golfvogn til at hente madvarer i den lokale brugs.
Men nu er foråret kommet og lysten til at komme mere udenfor er stor. ”Solvognen”, som golfvognen efter en nylig navne konkurrence er blevet døbt, er rigtig blevet taget i brug af beboere, frivillige og ansatte.
Skønne ture i Hvalpsund og på Louns Halvøen er ren velvære Rigtig mange småture i den skønne natur på Louns halvøen bliver det til, så snart solen er på himlen.
-Nogle stykker suser afsted til Hessel og ud i ”Anemoneskoven”, andre tager en tur ned langs vandet mellem havnene og ud omkring Illeris. Enkelte har endda været helt ude omkring Fjordparken i Louns. Når man kører rundt i den lille åbne vogn føler man en nærhed til naturen på en helt anden måde end i lukkede biler, fortæller aktivitetsmedarbejder på Hesselvang, Dorthe Liltorp Bredtoft og fortsætter:
-Beboerne giver udtryk for hvor skønt det er at mærke solen varme på huden og vinden i håret. Når vognen stille og roligt lister afsted på havnepromenaden kan de både se ned i Limfjordens klare vand og høre de små skvulp når bølgerne rammer de norske granitskærver. Det er ren velvære er der flere af beboerne som giver udtryk for.
Vognen er finansieret af Friplejehjemmet Hesselvangs Venner og fra ”Arven”, som er givet til gavn og Friplejehjemmets behov i forbindelse med udflugter og andre ekstraordinære oplevelser for Friplejehjemmets beboere.
Mad fra alverdens lande På beboermøderne bliver maden og ønsker til retter næsten altid drøftet. Senest blev der bl.a. spurgt ind til om beboerne kunne tænke sig at smage på mad fra alverdens lande, som et tema en gang om måneden i de kommende måneder. Det var der udbredt stemning for. Heldigvis er der ikke langt fra tanke til handling, på det lille friplejehjem. Forleden blev der startet forsigtigt ud ”med en tur” til Sverige. Der var pyntet festligt op med internationale flagranker og bordløbere. Det svenske flag prydede menu-tavlen som i dagens anledning lød på ”Potatismos, kjøttboller og tyttebær. Til dessert jordgubbegrøt med fløde”.
Maden er i stort fokus på Hesselvang og somme tider må den gerne være anderledes. Derfor bliver der en gang om måneden serveret mad fra et andet land. Men den danske klassiker ”Flæskesteg” bliver også serveret og indtaget på festlig vis.
Ved bordene gik snakken om tidligere ferier til nabolandet, om den smukke natur og myggene, om Abba og pludselig foreslog en beboer om ikke Sveriges nationalsang ”Du gamle, du fria, du fjællhøga nord” skulle spilles. Snart efter lød melodien i højtalerne. Middagen sluttede med fællessangene ”Kom maj du søde milde” og ” Den gamle gartners sang”.
Et ønske om at holde den slags små hverdagsfester kommer også fra beboerne, så allerede få dage senere havde søndagsmiddagen fået et pift, med duge på bordene, fine foldede servietter, personalet var trukket i serveringstøj med fine forklæder, og der blev serveret til hver enkelt fra de pyntede fade. Menuen denne dag lød på en elsket dansk klassiker ” Flæskesteg med hvide og brune kartofler og syltetøj”.
Beboernes medbestemmelse ikke en ny tanke På Friplejehjemmet Hesselvang er det at have beboernes medbestemmelse med i hverdagen ikke en ny tanke, idet stedets værdigrundlag har været en implementeret del siden Friplejehjemmets begyndelse. I værdigrundlaget lyder det bl.a.
”Friplejehjemmet Hesselvang skal være et hjem for ældre i deres individuelle forskellighed, hvor de kan bevare deres selv- og medbestemmelse i så vidt et omfang og så længe som muligt. Ethvert menneske, der har levet et langt liv, har sine egne vaner, holdninger, noget de sætter pris på og noget de ikke bryder sig om. Mad, påklædning, personlig pleje, indretning, interesser er forskellige fra person til person. Det er ledelsens og personalets opgave at fokusere på og imødekomme de ønsker og behov, som følger heraf.
På Friplejehjemmet Hesselvang har man gennem årene erfaret at beboernes selvbestemmelse, som den nye ældrelov lægger meget op til, kan komme til udtryk på lige så mangfoldig vis, som mennesker er mangfoldige.
I søndags blev en ny samlingshytte ved den kystnære naturbase i Hvalpsund og Hvalpsund Familie Camping indviet. For snorklipningen stod Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen (t.h,) og formand for Sparekassen Danmark Fonden Himmerland, Michael Jørgensen.
HVALPSUND: Søndag blev en ny samlingshytte officielt indviet på Hvalpsund Familie Camping. Hytten skal danne ramme om naturaktiviteter for både lokale, turister og campister – på tværs af generationer.
Idéen til projektet opstod for flere år siden, fortæller naturvejleder Karin Winther. Den tog form efter et møde med campingpladsens ejere og foreningen Vandaksen, hvor ønsket om flere naturaktiviteter blev tydeligt.
Styrke oplevelser i naturen Campingpladsen, som blev overtaget i oktober 2021, havde allerede tidligt ambitioner om at styrke oplevelser i naturen. Ifølge ejer Sofie Midtgaard Skov ønskede man især at skabe aktiviteter målrettet børnefamilier og bedsteforældre med børnebørn.
Samlingshytten giver ly og læ, og kan bruges af alle – også grupper.
– Vi ville gerne åbne naturen for flere og skabe oplevelser, hvor både lokale og besøgende kunne være med. Men vi måtte også erkende, at vi ikke kunne løfte opgaven alene, sagde hun ved indvielsen.
Samarbejde med Naturekspeditionen og Vandaksen Samarbejdet med Naturekspeditionen og Vandaksen blev afgørende for projektets udvikling. Resultatet er nu en samlingshytte, der supplerer eksisterende faciliteter som undervandssti og grejrum ved campingpladsen.
Samlingshytten er placeret ved Hvalpsund Familie Campings indgang og herfra er der fri adgang til den kystnære naturbase og grejhuset.
Ifølge Karin Winther er behovet for udendørs faciliteter vokset i takt med, at flere søger mod naturen.
På den kystnære naturbase kan man studere bunden af Limfjorden iført vaders og vandkikkert. Om sommeren kan man også svømme langs undervandsstien.
– Vi kan se, at interessen for naturaktiviteter er stigende, og det gælder alle aldersgrupper. Samtidig er der et praktisk behov for faciliteter, hvor man kan samles efter aktiviteter – især når man har været ude i naturen, sagde hun.
Leg og læring i naturen Samlingshytten er en del af en større satsning på såkaldte naturbaser i Vesthimmerlands Kommune. Her tilbydes gratis faciliteter og aktiviteter, der kombinerer leg og læring i naturen.
Borgmester Per Bach Laursen fremhævede i sin tale betydningen af samarbejde mellem offentlige og private aktører.
– Projekter som dette viser, hvad der kan lade sig gøre, når frivillige, erhvervsliv og kommune arbejder sammen. Mange gode idéer opstår lokalt, og det er vigtigt, at vi understøtter dem, sagde borgmesteren.
Også fondsstøtte har spillet en væsentlig rolle. Formand for Sparekassen Danmark Fonden Himmerland, Michael Jørgensen, fortalte, at fonden har bidraget økonomisk til projektet.
– Vi støtter initiativer, der skaber aktivitet og fællesskab lokalt, og som gør det lettere at engagere sig frivilligt. Dette projekt passer perfekt ind i den målsætning, sagde han.
Fonden har støttet samlingshytten med 62.500 kroner.
HVALPSUND: Kun få dage efter sæsonåbningen på Hessel, fandt sæsonens andet arrangement sted. Det var Hestens dag, der efter et par års pause, var tilbage på programmet igen.
Dagen var arrangeret i samarbejde med Himmerlands Køre- og Rideforening, der har stor tradition for komme på Hessel, når det omhandler heste.
Der blev bl.a. vist keglekørsel – en disciplin, der stiller store krav til både hestens lydighed og kuskens præcision.
Keglekørsel speaket af Jørgen Konge.
De besøgende kunne også opleve traditionelt markarbejde med heste, herunder pløjning, harvning m.m. Arbejdsformer som var helt almindelige for blot 70 år siden, før traktorerne overtog.
Også tømmertræk var på programmet og gav et indblik i tidligere tiders arbejde i skov og landbrug.
Tømmertræk
Formidlingen blev varetaget af hesteeksperten Jørgen Konge, som med stor faglig viden og historisk indsigt guidede publikum gennem dagens aktiviteter. Han stod desuden for præsentationen af gamle danske hesteracer som jysk hest, knabstrupper og frederiksborger på Hessels gårdsplads.
Rundt omkring på Hessel lød der vrinsk og hovslag, og på vejene i området tilbød Hessels hestevognslaug ture i hestevogn for de besøgende. For børnene var der ponyridning om eftermiddagen samt en opvisning arrangeret af Farsø Rideklub.
Dagens mest charmerende par. Mor og søn. Føllet er knap en måned gammel
Allerede inden middag havde omkring 150 gæster indfundet sig til Hestens Dag.
Aftenen startede med at DDS spejderne gik mindeparade i mindelunden.
FARSØ: Det er i år 81 år siden, Danmark blev frit efter 5 års besættelse.
Her til aften, stod de lokale blå DDS Spejdere, traditionen tro stod bag 4. maj mindehøjtideligheden i Mindelunden i Farsø Søanlæg. En højtidelighed der har fundet sted hvert år siden 1949.
Det skete med mindeparade, blomsternedlæggelse og fanevagt i mindelunden, sange og en tale ved præst Jari Tollestrup Jensen.
Inden talen gik 19 spejderne parade fra spejderhuset til mindelunden til afspilningen af frihedsbudskabet fra radioen den 4. maj 1945. Herefter gik spejderne enkeltvis frem for at aflægge spejderløftet ved fanevagten.
Traditionen tro aflagde de blå spejdere spejder-ed ved fanevagten
Med til traditionen hørte også de to sange ”En lærke letted” og ”Altid frejdig”, som de ca. 70 fremmødte ærbødigt sang med på.
Ca. 70 var mødt frem til den traditionsrige mindeparade i Farsø Søanlæg.
Tale af Jari Tollestrup Jensen, sognepræst for Gislum, Vognsild og Haubro sogne:
Vær beredt. Det er næsten som om hele verden råber spejdernes motto hver aften i de her dage.
Sognepræst for Gislum, Vognsild og Haubro sogne, Jari Tollestrup Jensen holdt 4. maj talen.
Når vi står her i aften, så er det under en forårshimmel, der langsomt skifter farve. Det er den blå time, kalder man den. Den tid på døgnet, hvor mørket og lyset mødes.
Det er nu, vi skal gøre os beredte og klare til nattemørket og finde lyset frem. For 81 år siden på den her aften, der modtog danskerne det budskab, der har ændret alt. Ja, gennem støjen fra de engelske radiostationer lød ordene, som vi hørte lige før.
At Danmark er frit. Tyskerne har overgivet sig. Og det var øjeblikket, hvor mørket slap sit greb.
Folk løb ud på gaderne og rev de forhadte mørklægningsgardiner ned og satte levende lys i vinduerne. Og det er derfor, vi er her i dag. Det er derfor, der i aften brænder små lys, flakkende flammer i vindueskarmene over hele landet.
Men hvorfor er det, vi stadig gør det? Jo, kigger vi på de små flammer, som brænder der i vindueskarmene i aften, så minder de os om noget, som vi alle kender, nemlig symbolet på fællesskab, bålet. Hvad enten det er Sankt Hans bålet, Byfest bålet eller Lejr bålet. For hvor et lejrbål giver varme til samvær, til lys, til at læse kort og til at hygge sig, så er 4. maj lysene tændt for at minde os om en tid, hvor Danmark ellers lå i mørke.
Det var mørke af frygt og undertrykkelse. Men ligesom spejderne lærer os, at natten bliver mindre skræmmende, når man tænder et lys og rykker sammen i patruljen, så lærer danskerne i 45, at friheden tændes, når vi tør stå sammen som et folk. Når man som spejder bygger tårne eller broer af rafter, så ved man bare, at er et reb bundet forkert, så holder hele konstruktionen ikke.
Og derfor er det vigtigt at huske alle de hjertebånd, der blev bundet under krigen. For modstandskampen her i Farsø og Omegn, der var det, det sværeste pionerarbejde man kunne forestille sig. For mange modstandskæmpere var de gamle spejdere.
De vidste vigtigheden af at hjælpe sin flok, for at det skulle holde. Modstandskæmperne byggede det fundament af frihed, vi står på i dag, med livet som indsats. Dengang var patruljen ikke en leg eller en fritidsinteresse. Det var modige mænd og kvinder, der opererede i det skjulte under trækronerne. Deres løb handlede ikke om at finde poster, men om at modtage våben fra flyene og bringe vigtige beskeder frem, mens faren lurede bag hvert et træ. De fulgte de idealer, vi ser i spejderbevægelsen, at være hjælpsomme mod sit land, og tro mod det løfte, man giver hinanden om at beskytte de svageste. De forstod, at man aldrig må lade en kammerat i stikken, heller ikke når stien er svær at finde.
Nu står vi her foran spejderhuset, og vi ser tit spejderne med deres kompas for at finde vej gennem terrænet. Men spejderløftet er måske i virkeligheden det vigtigste kompas for spejderne, for det fortæller dem ikke nødvendigvis hvor nord er, men hvad det rigtige er.
Befrielsen giver mening for ungdommen i dag, netop fordi friheden kræver vedligeholdelse, præcis som et godt grej. Man kan ikke lade en økse ligge ude i regnen og forvente, at den er skarp til næste gang, at den skal bruges. På samme måde kan vi ikke lade friheden ruste. Vi vedligeholder den gennem de værdier, som spejderne repræsenterer, at tage ansvar, være ærlige og hjælpe dem, der har brug for det. Hver gang en ung rækker en hånd ud til en kammerat, holdes der liv i den ånd, der fik modstandsfolkene i Farsø til at sige nej til uretten.
Nu har I jo fået besøg af en præst i aften. Jeg ved godt, at det danske spejderkops ikke som sådan er kristen funderet, men jeg kan alligevel ikke lade være med at komme med en lille bemærkning. Der er noget, der er givet os alle, nemlig det hvide kors på det røde banner.
Når flaget hejses i byen, så retter vi ryggen. Vi hejser det til hverdag og fest, og når vi ser Dannebrog stige til vejrs, så er det et symbol på, at vi er trygge. Uanset om flaget det blafrer til børnefødselsdag bag ligusterhækken, sommerfest i sommerhuset eller ved standerhejsningen i FUIK, så sender flaget en lydløs hilsen mod himlen. En bøn om fred, der stiger til vejrs. Hver gang det danske banner det når toppen af stangen på en lys majdag, er det en bøn om fred. Det er vores måde at sige tak på, at vi lever i et land, hvor vi kan samles frit. Selv når vi ikke bevidst tænker over det, ja, så er hver en hejsning af vort frie lands banner et ønske om fred.
Det samme er de små lys i vinduerne. De er både lys for de modstandsfolk, der gik forud for os. Folk som dem her bag os, Christian Ulrik Hansen og Per Sonne. De fulgte endda stien helt til ende, så de nye generationer i dag kan vandre i et frit land. Men lysene er også tændt for, at de nye generationer skal huske, at det kalder os til samling, til frihed, fred og fællesskab. Især når vi ser en verden, der ellers bliver mørk af krig og ensomhed.
Ja, så når vi ser lysene i aften, så skal vi se det som et vagtskifte og huske dem, der stod før os. Og vi lover, at vi vil gøre vores bedste for at holde frihedens bål tændt.
Lad os altid gå frejdigt frem med blikket mod den blå himmel og det hvide kors. Fødderne solidt plantet i den danske jord, der passer på os alle. Vær beredt!
Den stemningsfulde mindehøjtidelighed sluttede ovenfor Mindelunden i det smukke gamle spejderhus, hvor spejderne bød på kaffe og kage.
HVALPSUND: Der findes i forvejen 8 trædesten i nærheden af Limfjorden, Å-løb og særlig natur langs Vesthimmerlands vestkyst. I søndags blev trædesten nr. 9 sat ved den kystnære naturbase i Hvalpsund ud for Hvalpsund Familie Camping.
Fra naturvejleder og medlem af Vandaksen ,Karin Winther, som har fundet på ideen med trædesten, og har sin egen placeret på yderst på Louns halvøen, lød det:
– Det kan være, at I har set, at der er de her sten med vandaksens logo, og så er der en sort pæl ved siden af med en QR-kode. Når man skanner QR-koden bliver der vist en video, hvor dem, der har sat stenen, fortæller om, hvorfor de lige har valgt dette sted.
Det gennemgående for alle stenene er, at de alle er sat at nogle, som elsker Vesthimmerland. Og i dag, da vi skulle indvie samlingshytten, så spurgte vi Sofie og Brian (indehavere af Hvalpsund Camping – red.), om de ikke også ville pege på et sted.
Sofie Midtgaard Skov fortæller: Det kommer fra, da vi var rundt og kigge på forskellige campingpladser, så kom vi her til Hvalpsund og herned til vandet. Vi tænkte straks, her skal vi være. For vi synes, at det var helt fantastisk lige her i vandkanten. Og siden er vi så er flyttet hertil, og må bare sige, at vi har de smukkeste solnedgange udover fjorden lige her. Når man står her er der fred og ro – og herligt og dejligt. Så derfor skal trædestenen stå her.
Her sætter Sofie Midtgaard Skov trædestenen i strandkanten ud for Hvalpsund Familie Camping og den kystnære naturbase. I baggrunden ses Karin Winther.
/cf
Om Vandaksens Trædesten Der findes mange sten og afmærkninger i naturen, som fortæller, at lige præcis dette sted er et ekstraordinært sted. Det kan være steder med en særlig god udsigt, en spændende natur, en god historie – og den behøver ikke at være “gammel” for at have interesse, en god stillekupé, et godt sted med bær eller svampe, eller et sted hvor solnedgangen er særlig betagende. Vandaksen ønsker at markere disse særlige steder langs vores vestkyst. Derfor har vi opfordret lokale til at opsætte en trædesten og fortælle om deres yndlingssted i Vesthimmerland. Kilde: Vandaksen
I dag åbner “Byttehjørnet” på genbrugspladsen. Her er det Byttehjørnet på genbrugspladsen i Farsø. Her kan man aflevere brugbare ting og frit tage det man selv kan bruge.
VESTHIMMERLAND: I dag mandag fåk genbrugspladserne i Vesthimmerland en nyhed, nemlig ”Byttehjørnet”.
Det betyder at genbrugspladsen nu også er et sted, hvor du kan gøre et godt fund. For i byttehjørnet kan brugbare ting og materialer få nyt liv i stedet for at ende som affald.
Her kan man gratis tage ting med hjem eller stille noget, som man ikke længere har brug for, men som andre kan få glæde af.
Hvad kan man finde? Byttehjørnet er placeret under åben himmel. Det er beregnet til ting og materialer, der kan tåle vind og vejr. Det kan fx være havefliser, havemøbler, cykler, træ til udendørs brug samt håndvaske og armaturer.
Når Byttehjørnet åbner, er det (næsten) tomt – indholdet skabes nemlig af borgerne selv og vokser i takt med, at flere bidrager.
Ta’ og gi’ – og hold orden Man må frit tage og stille ting, og det hele er gratis. Til gengæld skal alle brugere hjælpe med at holde det ryddeligt ved at placere tingene i det afgrænsede område. Det gør det nemmere og rarere for alle at gå på opdagelse.
Personalet hjælper på vej Pladsguiderne står klar til at hjælpe og giver gerne et praj, hvis noget, man har med, egner sig bedre til Byttehjørnet end som affald.
Følg med og bliv inspireret Vesthimmerlands Forsyning deler løbende billeder og opdateringer på deres Facebookside – så du kan følge med og måske finde inspiration til selv at give noget videre.