FARSØ: Det er i år 81 år siden, Danmark blev frit efter 5 års besættelse.
Her til aften, stod de lokale blå DDS Spejdere, traditionen tro stod bag 4. maj mindehøjtideligheden i Mindelunden i Farsø Søanlæg. En højtidelighed der har fundet sted hvert år siden 1949.
Det skete med mindeparade, blomsternedlæggelse og fanevagt i mindelunden, sange og en tale ved præst Jari Tollestrup Jensen.
Inden talen gik 19 spejderne parade fra spejderhuset til mindelunden til afspilningen af frihedsbudskabet fra radioen den 4. maj 1945. Herefter gik spejderne enkeltvis frem for at aflægge spejderløftet ved fanevagten.
Med til traditionen hørte også de to sange ”En lærke letted” og ”Altid frejdig”, som de ca. 70 fremmødte ærbødigt sang med på.
Tale af Jari Tollestrup Jensen, sognepræst for Gislum, Vognsild og Haubro sogne:
Vær beredt. Det er næsten som om hele verden råber spejdernes motto hver aften i de her dage.
Når vi står her i aften, så er det under en forårshimmel, der langsomt skifter farve. Det er den blå time, kalder man den. Den tid på døgnet, hvor mørket og lyset mødes.
Det er nu, vi skal gøre os beredte og klare til nattemørket og finde lyset frem. For 81 år siden på den her aften, der modtog danskerne det budskab, der har ændret alt. Ja, gennem støjen fra de engelske radiostationer lød ordene, som vi hørte lige før.
At Danmark er frit. Tyskerne har overgivet sig. Og det var øjeblikket, hvor mørket slap sit greb.
Folk løb ud på gaderne og rev de forhadte mørklægningsgardiner ned og satte levende lys i vinduerne. Og det er derfor, vi er her i dag. Det er derfor, der i aften brænder små lys, flakkende flammer i vindueskarmene over hele landet.
Men hvorfor er det, vi stadig gør det? Jo, kigger vi på de små flammer, som brænder der i vindueskarmene i aften, så minder de os om noget, som vi alle kender, nemlig symbolet på fællesskab, bålet. Hvad enten det er Sankt Hans bålet, Byfest bålet eller Lejr bålet. For hvor et lejrbål giver varme til samvær, til lys, til at læse kort og til at hygge sig, så er 4. maj lysene tændt for at minde os om en tid, hvor Danmark ellers lå i mørke.
Det var mørke af frygt og undertrykkelse. Men ligesom spejderne lærer os, at natten bliver mindre skræmmende, når man tænder et lys og rykker sammen i patruljen, så lærer danskerne i 45, at friheden tændes, når vi tør stå sammen som et folk. Når man som spejder bygger tårne eller broer af rafter, så ved man bare, at er et reb bundet forkert, så holder hele konstruktionen ikke.
Og derfor er det vigtigt at huske alle de hjertebånd, der blev bundet under krigen. For modstandskampen her i Farsø og Omegn, der var det, det sværeste pionerarbejde man kunne forestille sig. For mange modstandskæmpere var de gamle spejdere.
De vidste vigtigheden af at hjælpe sin flok, for at det skulle holde. Modstandskæmperne byggede det fundament af frihed, vi står på i dag, med livet som indsats. Dengang var patruljen ikke en leg eller en fritidsinteresse. Det var modige mænd og kvinder, der opererede i det skjulte under trækronerne. Deres løb handlede ikke om at finde poster, men om at modtage våben fra flyene og bringe vigtige beskeder frem, mens faren lurede bag hvert et træ. De fulgte de idealer, vi ser i spejderbevægelsen, at være hjælpsomme mod sit land, og tro mod det løfte, man giver hinanden om at beskytte de svageste. De forstod, at man aldrig må lade en kammerat i stikken, heller ikke når stien er svær at finde.
Nu står vi her foran spejderhuset, og vi ser tit spejderne med deres kompas for at finde vej gennem terrænet. Men spejderløftet er måske i virkeligheden det vigtigste kompas for spejderne, for det fortæller dem ikke nødvendigvis hvor nord er, men hvad det rigtige er.
Befrielsen giver mening for ungdommen i dag, netop fordi friheden kræver vedligeholdelse, præcis som et godt grej. Man kan ikke lade en økse ligge ude i regnen og forvente, at den er skarp til næste gang, at den skal bruges. På samme måde kan vi ikke lade friheden ruste. Vi vedligeholder den gennem de værdier, som spejderne repræsenterer, at tage ansvar, være ærlige og hjælpe dem, der har brug for det. Hver gang en ung rækker en hånd ud til en kammerat, holdes der liv i den ånd, der fik modstandsfolkene i Farsø til at sige nej til uretten.
Nu har I jo fået besøg af en præst i aften. Jeg ved godt, at det danske spejderkops ikke som sådan er kristen funderet, men jeg kan alligevel ikke lade være med at komme med en lille bemærkning. Der er noget, der er givet os alle, nemlig det hvide kors på det røde banner.
Når flaget hejses i byen, så retter vi ryggen. Vi hejser det til hverdag og fest, og når vi ser Dannebrog stige til vejrs, så er det et symbol på, at vi er trygge. Uanset om flaget det blafrer til børnefødselsdag bag ligusterhækken, sommerfest i sommerhuset eller ved standerhejsningen i FUIK, så sender flaget en lydløs hilsen mod himlen. En bøn om fred, der stiger til vejrs. Hver gang det danske banner det når toppen af stangen på en lys majdag, er det en bøn om fred. Det er vores måde at sige tak på, at vi lever i et land, hvor vi kan samles frit. Selv når vi ikke bevidst tænker over det, ja, så er hver en hejsning af vort frie lands banner et ønske om fred.
Det samme er de små lys i vinduerne. De er både lys for de modstandsfolk, der gik forud for os. Folk som dem her bag os, Christian Ulrik Hansen og Per Sonne. De fulgte endda stien helt til ende, så de nye generationer i dag kan vandre i et frit land. Men lysene er også tændt for, at de nye generationer skal huske, at det kalder os til samling, til frihed, fred og fællesskab. Især når vi ser en verden, der ellers bliver mørk af krig og ensomhed.
Ja, så når vi ser lysene i aften, så skal vi se det som et vagtskifte og huske dem, der stod før os. Og vi lover, at vi vil gøre vores bedste for at holde frihedens bål tændt.
Lad os altid gå frejdigt frem med blikket mod den blå himmel og det hvide kors. Fødderne solidt plantet i den danske jord, der passer på os alle. Vær beredt!
Den stemningsfulde mindehøjtidelighed sluttede ovenfor Mindelunden i det smukke gamle spejderhus, hvor spejderne bød på kaffe og kage.
/cf