HVALPSUND: Søndag blev en ny samlingshytte officielt indviet på Hvalpsund Familie Camping. Hytten skal danne ramme om naturaktiviteter for både lokale, turister og campister – på tværs af generationer.
Idéen til projektet opstod for flere år siden, fortæller naturvejleder Karin Winther. Den tog form efter et møde med campingpladsens ejere og foreningen Vandaksen, hvor ønsket om flere naturaktiviteter blev tydeligt.
Styrke oplevelser i naturen
Campingpladsen, som blev overtaget i oktober 2021, havde allerede tidligt ambitioner om at styrke oplevelser i naturen. Ifølge ejer Sofie Midtgaard Skov ønskede man især at skabe aktiviteter målrettet børnefamilier og bedsteforældre med børnebørn.

– Vi ville gerne åbne naturen for flere og skabe oplevelser, hvor både lokale og besøgende kunne være med. Men vi måtte også erkende, at vi ikke kunne løfte opgaven alene, sagde hun ved indvielsen.
Samarbejde med Naturekspeditionen og Vandaksen
Samarbejdet med Naturekspeditionen og Vandaksen blev afgørende for projektets udvikling. Resultatet er nu en samlingshytte, der supplerer eksisterende faciliteter som undervandssti og grejrum ved campingpladsen.

Ifølge Karin Winther er behovet for udendørs faciliteter vokset i takt med, at flere søger mod naturen.

– Vi kan se, at interessen for naturaktiviteter er stigende, og det gælder alle aldersgrupper. Samtidig er der et praktisk behov for faciliteter, hvor man kan samles efter aktiviteter – især når man har været ude i naturen, sagde hun.
Leg og læring i naturen
Samlingshytten er en del af en større satsning på såkaldte naturbaser i Vesthimmerlands Kommune. Her tilbydes gratis faciliteter og aktiviteter, der kombinerer leg og læring i naturen.
Borgmester Per Bach Laursen fremhævede i sin tale betydningen af samarbejde mellem offentlige og private aktører.
– Projekter som dette viser, hvad der kan lade sig gøre, når frivillige, erhvervsliv og kommune arbejder sammen. Mange gode idéer opstår lokalt, og det er vigtigt, at vi understøtter dem, sagde borgmesteren.
Også fondsstøtte har spillet en væsentlig rolle. Formand for Sparekassen Danmark Fonden Himmerland, Michael Jørgensen, fortalte, at fonden har bidraget økonomisk til projektet.
– Vi støtter initiativer, der skaber aktivitet og fællesskab lokalt, og som gør det lettere at engagere sig frivilligt. Dette projekt passer perfekt ind i den målsætning, sagde han.
Fonden har støttet samlingshytten med 62.500 kroner.
/cf
