Forside Blog Side 1166

Snekaos ved at ebbe ud

NORDJYLLAND: Nordjylland er begravet i snemasser, så landmænd må hælde mælk ud og busser står stille. Men ikke mere snestorm i denne omgang, lover DMI.

Danmark slipper for mere snestorm. I hvert fald i denne omgang. Der kan dog stadig komme nogle fnug fra himlen, men slet ikke i så massive mængder, som man har set i det nordlige Jylland i de seneste dage, oplyser vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

– Der kan komme lidt, men det bliver slet ikke så dramatisk, som vi har set. Samtidig er vinden nu begyndt at løje af, så der vil heller ikke være så meget snefygning, siger Jørn Thomsen.

Han tilføjer, at der heller ikke er udsigt til meget sne i de kommende dage, selv om det bliver koldt med temperaturer under frysepunktet.

– Men nu er vi forbi snestorm og -fygning i denne omgang. Det bliver meget mere roligt i de kommende dage, siger Jørn Thomsen.

Busserne har stort set holdt stille i den nordlige del af Jylland i løbet af onsdagen.

Over 20 af skolerne i Nordjylland har holdt lukket, og mere end 175 butikker har ikke fået mælk og smør fra Arla. Samtidig har over 100 mælkeproducenter måtte hælde mælken ud. For ingen mælkebiler kunne nå frem og hente mælken.

Ifølge Falcks pressevagt er der foreløbig rykket ud til 2441 strandede billister, og tre ladebygninger er brast sammen under trykket fra sneen. Derfor opfordres ejere af lader og stalde til at rydde tagene for sne.

Vinterudsalget starter næste torsdag

FARSØ: På næste torsdag vil de gule udsalgsskilte og de mange stærkt nedsatte varer være udprægede i Farsøs butikker.

Der vil blive lokket med besparelser på op til 50% – eller mere, på tøj, sko og alle andre former for vareartikler.

Udsalgsstarten går næste torsdag kl. 9.00, og så er det med at være på pletten, for at få fingrene i kø -tilbuddene, der nærmest foræres væk, eller det øvrige rige udvalg af udsalgsvarer som butikkerne har mærket ned.   

Ud over udsalgstilbud med rigtig store besparelser, hører en varmende portion gule ærter også med til udsalgsstarten i Farsø. De gule ærter med flæsk og pølse – eller alternativet, røde pølser med brød serveres på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter til middag mens menuen til aften er skiftet ud med stjerneskud til de voksne og Nuggets med Pommes Frites til børnene.  

Kig derfor udsalgsavisen fra Farsø, som er ilagt som 2. sektion til Farsø Avis i næste uge, godt igennem og vær forberedt på en god handel. 

Autogårdens tag kollapsede under sneen

Autigården Farsø

FARSØ: Som snevejret tog til i løbet idag, og lagde sit ellers smukke hvide dække på byens tage, udviklede det sig imidlertid faretruende hos bilværkstedet Autogården i Nørregade.

Væk er taget hos Autogården på Nørregade i Farsø, da snemasserne begyndte at tynge.

De store jernbjælker gav efter under vægten af den tunge sne

Bilværkstedets tag, der tog imod sne mængden på en stor tagflade, begyndte i løbet af formiddagen at knage faretruende over biler og mekanikere i værkstedet. Det fik bilværkstedets ejer Peter L. Nielsen til lynhurtigt at hive bilerne ud af værkstedet og få dem placeret udenfor og endnu bedre på nærliggende pladser af hensyn til sammenstyrtningsfaren.

De store jernbjælker begyndte at bøje mere og mere under snemassernes store vægt, og kun takket være en af værkstedets store lifte endte taget, til sidst, ikke helt på værkstedets gulv.

Lige nu arbejder håndværkere og mekanikere side om side i Autogården. Mindre reparationer såsom skift af batterier, dæk udføres fortsat i Autogården, mens større reparationer, der kræver lift udføres på lånebasis ude hos mekanikerkollegaer i byen, oplyser Peter L. Nielsen.

Det kræver lidt ekstra logistik, men alle reparationer skal nok blive udført, lover han. Peter L. Nielsen har valgt ikke at lukke sit værksted trods det manglende tag. Netop det kolde og vinterlige føre betyder, at der er flere biler der skal på værksted.  

Farsø Motionsklub sætter fokus på sundhed og bevægelse

FARSØ: Vi er nu kommet på den anden side af nytåret og Nytårsforsætter og ekstra kilo på sidebenene kan fortælle os, at der skal sættes fokus på sundhed og bevægelse.

Farsø Motionsklub starter sine populære motionshold op i denne uge – så det er bare at komme i gang.  

Formand for Farsø Motionsklub Maibritt Svendsen fortæller, at motionsklubben igen i år kan tilbyde mange nye former for træning, idet instruktørstaben er udvidet og dermed står med gode kort for at starte den nye sæson op.

– Samtidig er vi inde i en positiv udvikling, da de tidligere doping problemer ser ud til at være elimineret. Ved den sidste kontrol foretaget af Antidoping Danmark, blev ingen testet positivt, det er et godt signal og vi mærker da også en øget interesse for vores center fra mange fronter. Kommunen benytter i dag centret i formiddagstimerne, ligesom der i samarbejde med Sundhedscentret er oprettet hold omkring ”motion på recept”. Det er vigtige samarbejdspartnere for en forening som os, og sender et godt og positivt signal ud til befolkningen, udtaler formanden, og fortsætter: – Der har allerede nu været stor søgning til vores hold, der starter op i det nye år, det er dejligt og vi forventer os meget af de nye tiltag der er gjort i centret, på holdsiden og i spinning.

Women’s time
Kvinder i alle aldre tilbydes nu træning i Farsø Motionsklub på et lukket hold, hvor kun kvinder har adgang til motionscentret. Træningen tilrettelægges individuelt d.v.s. at man får en personlig guidet instruktion, ligesom der lægges et træningsprogram som er tilpasset individuelt. Træningen foregår også individuelt og tilrettelægges så både cardio- og styrketræningsmaskinerne indgår. Man bliver hver gang modtaget af instruktørerne Helle og Janne, som vil hjælpe i gang og give den fornødne råd og vejledning i forhold til sin. Det er op til den enkelte deltager, hvor lang tid der ønskes at bruges på træningen, og om der skal trænes en eller to gange ugentligt.

Der er mange fordele forbundet med at træne i fitnesscenterets træningsmaskiner. Desværre har mange kvinder svært ved at se sig selv svede og ase i maskinerne. – Det er en skam, siger Helle Rannes, der er innovatøren bag det nye koncept i Farsø Motionsklub. – For det første er der fordelene i at holde sig slank og i form, for det andet er der store sundhedsmæssige fordele såsom at forbygge knogleskørhed, forbedre styrken i musklerne og derved udsætte kroppens aldring. Det har længe været et ønske fra min side at kunne tilbyde kvinder i alle aldre at træne i fitnesscentret, og efter forhandlinger med bestyrelsen er det nu lykkedes at får to tider afsat pr. uge, hvor centret kun er åbent for kvinder, fortæller Helle Rannes.

MorgenFRUER i holdsalen
Dette hold har efterhånden kørt nogle år, og Annette Wirenfeldt, der er instruktør på holdet, glæder sig over at der er kommet nye ansigter på holdet og opfordrer flere til at melde sig til og deltage. Holdet er et tilbud til kvinder i alle aldre, da undervisningen er tilrettelagt så alle uanset alder og niveau kan deltage, og der kræves ingen forudsætning for at tilmelde sig, andet end lysten til at gøre noget godt for sig selv og sin krop. Annette Wirenfeldt, har flere uddannelser bag sig og har netop været på kursus hos Birgitte Nymann i træningsformen EFFEKT, en funktionel muskeltræning som gør kroppen bedre til at gøre de ting, du gør til hverdag og samtidig opnår du en bedre balance. Der arbejdes langsomt og kontrolleret i øvelserne, og det er primært kroppen selv som bruges som redskab i træningen. Samtidig er træningen på dette hold et miks af yoga og pilates træning, så der vil indgå flere former.

 Kom i top-form
Sussi Nielsen er igen tilbage i Farsø Motionsklub. Hun har tidligere kørt flere forskellige spinninghold, og vil nu kaste sig over noget nyt og gammelt. Sussi Nielsen har lavet et koncept, hvor man får lov at yde det bedste man kan. Formålet er at forbedre form og kondition, så man kan sætte nye mål for løb til sommer. Sussi Nielsen tilbyder en god opvarmning med tempokørsel i spinningsalen og efterfølgende skal løbeskoene på, og der skal løbes intervaltræning udendørs på centersbanen ved hallen. Sussi selv er allerede gået i træning for at kunne yde sit bedste og give god motivation for deltagerne på holdet. Der skal kæmpes og slides – men træningen tilrettelægges naturligvis den enkelte deltagers niveau og ønsker om mål.

 

 

Vinteren har bidt sig fast

VESTHIMMERLAND: Der er endnu et stykke vej til, at havene omkring Danmark fryser til is, men vinteren har bidt sig fast, og det betyder isdannelse på søer, åer og Limfjorden. Varer kulden ved med frost dag og nat, er det blot et spørgsmål om tid, før der kommer isvinter.

Vinteren og frosten har bidt sig fast og natten til søndag er der målt minus 16,5 grader i det Vesthimmerlandske.

Selv om vejret blev lidt mildere med temperaturer lige over frysepunktet og lidt sol her i starten af ugen, vil det ikke betyde noget. Det bliver ikke tøvejr af den grund, og kulden er tilbage igen fra det kolde hjørne i nordøst fra i morgen.

At man ikke kan tage en isvinter for givet viser 2007’s gennemsnitstemperatur, der var på 4,7 plusgrader i december, januar og februar.

 

Kandis er tilbage 5. juledag

Kandis

FARSØ: Det er ellers meget trofaste band Kandis, måtte sidste år med kort varsel melde afbud til 5. juledagsballet i Farsø, grundet tragiske omstændigheder. Men nu er Kandis tilbage i Farsø og sågar med en ny CD i bagagen, så repertoiret spænder endnu videre.

Kandis måtte melde afbud til 5. juledagsballet i Farsø sidste år, men nu de tilbage

Bag arrangementet står Hotel Farsø, der vil sørge for rigtig lækker julemad inden dansen slås an.

Der er tradition for, at der er rift om at være med til juleballet, hvor i omegnen af 400 danseglade møder op.

Så har du lyst til at hygge dig sammen med venner, familie eller kollegaer, så er det med at få reserveret i god tid.        

Vesthimmerland fraråder regeringen centralisering

VESTHIMMERLAND: På vegne af Byrådet i Vesthimmerlands kommune sendte borgmester Jens Lauritzen og kommunaldirektør Mogens Kristensen, kort før jul, et åbent brev til regeringen, folketinget og Kommunernes Landsforening, hvor man fraråder at centralisere de kommunale opgaver yderligere. Her er brevets ordlyd:

Byrådet i Vesthimmerlands kommune har med interesse fulgt debatten om objektiv sagsbehandling – en debat, der bl.a. er igangsat den analyse, som revisionsfirmaet Deloitte har udarbejdet.

Analysen konkluderer, at der på landsplan er væsentlige besparelsesmuligheder omkring stordrift og digitalisering.

Byrådet er opmærksom på, at det til stadighed er nødvendigt at nytænke den kommunale opgaveløsning på en række områder. Kun på den måde kan kommunerne frigøre ressourcer, der kan anvendes på de primære kommunale serviceområder – børnepasning, undervisning og ældrepleje.

Derfor ser Byrådet frem til, at der bliver mulighed for at høste besparelser på området objektiv sagsbehandling for på den måde at flytte ressourcer fra ”kolde hænder til varme hænder”

Vesthimmerlands kommune ser dog med bekymring på den drejning som debatten har fået.

Det virker som om, at der er tro på, at besparelserne kun kan etableres via nogle få meget store enheder. ATP og SKAT (via skattecentrene) har været nævnt som mulige løsninger.

Kommunernes Landsforening har ladet forstå, at de også kunne forestille sig nogle meget få centre, f.eks. beliggende i København, Odense og Århus.

Byrådet er langt fra tilhænger af en centralisering af den størrelsesorden på området. Det strider også mod tankerne i kommunalreformen – som jo kun er tre år gammel. Her blev det bl.a. påpeget, at kommunerne er borgernes indgang til det offentlige. Det betød bl.a. at pas og kørekort blev flyttet til kommunerne. En opgave, som kommunerne til fulde har vist, at de magter.

De erfaringer, som kommunerne har fra statsliggørelsen af den kommunale skatte- og opkrævningsadministration viser, at en lang række borgere fortsat henvender sig til kommunerne på disse områder. Det vil derfor være bekymrende, såfremt opgaverne omkring boligstøtte, forskudsvis udbetaling af børnebidrag, folkepension, økonomisk fripladstilskud og barselsdagpenge skal centraliseres på ganske få centre i landet. Opgaveløsningen vil på den måde komme uacceptabelt langt væk fra borgerne – og der vil ikke være mulighed for at få en helhedsorienteret opgaveløsning i kommunerne.

Her spiller det endvidere ind, at en lang række af de borgere, som er omfattet af objektiv sagsbehandling er svage borgere, der efter Byådets opfattelse bør tages et særligt hensyn til.

Vesthimmerlands kommune vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at der på skatte- og afgiftsområdet synes at være store problemer.

Skats topchef Ole Kjær er i medierne den 7. december citeret (bl.a. offentliggjort i Politikken og Nordjyske) at ”Skat laver flere, dyre fejl, og skattegælden risikerer at stige yderligere i de kommende år”. Videre udtaler Ole Kjær: ”Konsekvensen er, at vi laver flere fejl, som vi skal bruge en masse kræfter på at genoprette. Jeg kan ikke udelukke, at nogle af disse fejl koster statskassen penge. En anden konsekvens kan være, at skattegælden stiger” Disse udtalelser virker foruroligende, da der nu er gået godt fire år siden statsliggørelsen.

Vesthimmerlands kommune vil derfor kraftigt opfodre Regeringen og KL til at opgive planerne om en stærk centralisering af arbejdsopgaverne vedr. objektiv sagsbehandling.

Lad kommunerne klare effektiviseringsopgaven enten i eget regi eller ved at nabokommuner går sammen om at løse opgaven i lokale centre, hvor der bliver taget hensyn til vore svage medborgere. Herved vil opgaven blive løst efter intentionerne i kommunalreformen.     

Det blev en hvid jul !

VESTHIMMERLAND: Det hører efterhånden til sjældenhederne, at juleaften kan fejres med snehvide landskaber, som det nu hører sig til.

Men med det første snelag på plads en uge for jul og temperaturer omkring frysepunktet, kunne DMI juleaftensdag, om eftermiddagen konstatere landsdækkende hvid jul. Og dagen efter, 1. juledag, blev den hvide jul yderligere beseglet, da snefnugene dalede ned og tilføjede yderligere et par centimeter til julesneen.

Disse billeder er taget 2. juledag, hvor sneen tog sig ekstra flot ud i solskin og med blå himmel.           

 

Non-stop julebal 2. juledag

Live Deluxe

FARSØ: Traditionen tro afholdes der stort julebal på Hotel Farsø 2. juledag, arrangeret i samarbejde med FUIK’s Venner.

Traditionen tro mødes det meste af Vesthimmerlands ungdom i Farsø 2. juledag, hvor der er julebal på Hotel Farsø. Også i år er der nonstop live musik, leveret af orkestrene Fake That og Live Deluxe, der vil tage balgæsterne med på en musikalsk rejse gennem flere årtier ude på dansegulvet.

Og der bliver noget at se frem til, lover de to arrangører, der ligesom de seneste år, igen disker op med at sætte hele 2 live-bands på programmet, der non-stop, fra kl. 22.00 til 03.00, vil levere et repertoire af danseglad musik fra 60’erne og frem til i dag, til at sætte fut i danseskoene. De to bands er Fake That og Live Deluxe.  

Begge bands er kære kendinge af juleballet, og derfor har arrangørerne også med god grund valgt at booke dem igen til 2. juledag. 

Det er tredje gang at Fake That vil sætte gang i festen med fede pop/rock melodier. Det andet band er Live Deluxe, som også var med sidste år, og som har den tidligere Farsø dreng Martin Hosbond, som i dag er bosiddende i Odense som forsanger.   

Begge bands har en stor erfaring fra den danske musikscene med mange kluboptrædener og festivaler bag sig – og begge har ry for at sætte gang i festen.

Repertoiret for begge bands vedkommende bliver pop-rock hits fra de seneste årtier krydret med nostalgiske genhør af de store klassikere som f.eks. U2, John Mayer, Robbie Williams, Bryan Adams, Maroon 5, Charles barkley, Gawin Degraw, Depeche Mode og Stevie Wonder – men også den danske popscene, såsom Thomas Helmig og Nephew vil man kunne lægge øre til.

Der bliver således tale om rock, disco, pop og andre populære musikgenrer, når ungdommen fra det meste af Vesthimmerland mødes i Farsø med de unge der er flyttet fra egnen, når de nu alligevel er hjemme til jul.    

Traditionen tro kan man også godt regne med fuldt hus, fuld drøn på, glade gensyn og 20 meter bar til at hente sig læskende drikke i, lover arrangørerne.

Så sæt blot kryds i kalenderen og kom i god tid, lørdag den 26. december til årets største bal, opfordrer FUIK’s Venner og Hotel Farsø.      

 

890 kommunalt ansatte har gået over 160 mio. skridt på 3 uger

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommunes skridttællerkonkurrence sluttede op til jul og konkurrencens 3 vinderhold fik personligt overrakt deres præmie af borgmester Jens Lauritzen ved en lille festlighed i Byrådssalen.

”Team mange skridt”, som er personaleforeningen på Farsø skole vandt Vesthimmerlands kommunes 3 uger lange skridttællerkonkurrence med 365.000 skridt i gennemsnit.

1. pladsen gik til ”Team mange skridt”, som Personaleforeningen på Farsø Skole står bag. – De har gået over 356.000 skridt i gennemsnit, hvilket svarer til 3,8 gange om kommunegrænsen, sagde borgmester Jens Lauritzen.

2. pladsen gik til GIS/Vejmyndigheden på Teknisk Forvaltning i Farsø, som har gået over 346.240 skridt i gennemsnit mens 3. pladsen gik til Heines piger fra Økonomisk Forvaltning, der har gået over 320.000 skridt i gennemsnit.

– I har vundet fordi I har gået rigtig mange skridt i de 3 uger, som skridttællerkonkurrencen har varet. Faktisk har I gået mellem 17.000 og 16.000 skridt hver dag, lød det fra Jens Lauritzen. Et flot resultat, som jeg vil ønske alle tillykke med og I har fortjent jeres gevinster som i frit kan bruge til hvad som helst, og samtidig kan jeg oplyse, at der i alt er gået over 160 mio. skridt i de 3 uger, hvilket svarer til 426 omgange om kommunegrænsen, sluttede Jens Lauritzen sin overrækkelsestale.

 

 

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.