Snekaos ved at ebbe ud

NORDJYLLAND: Nordjylland er begravet i snemasser, så landmænd må hælde mælk ud og busser står stille. Men ikke mere snestorm i denne omgang, lover DMI.

Danmark slipper for mere snestorm. I hvert fald i denne omgang. Der kan dog stadig komme nogle fnug fra himlen, men slet ikke i så massive mængder, som man har set i det nordlige Jylland i de seneste dage, oplyser vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

– Der kan komme lidt, men det bliver slet ikke så dramatisk, som vi har set. Samtidig er vinden nu begyndt at løje af, så der vil heller ikke være så meget snefygning, siger Jørn Thomsen.

Han tilføjer, at der heller ikke er udsigt til meget sne i de kommende dage, selv om det bliver koldt med temperaturer under frysepunktet.

– Men nu er vi forbi snestorm og -fygning i denne omgang. Det bliver meget mere roligt i de kommende dage, siger Jørn Thomsen.

Busserne har stort set holdt stille i den nordlige del af Jylland i løbet af onsdagen.

Over 20 af skolerne i Nordjylland har holdt lukket, og mere end 175 butikker har ikke fået mælk og smør fra Arla. Samtidig har over 100 mælkeproducenter måtte hælde mælken ud. For ingen mælkebiler kunne nå frem og hente mælken.

Ifølge Falcks pressevagt er der foreløbig rykket ud til 2441 strandede billister, og tre ladebygninger er brast sammen under trykket fra sneen. Derfor opfordres ejere af lader og stalde til at rydde tagene for sne.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: