Forside Blog Side 359

HimmerLand har åbnet ny eksklusiv hotelfløj – FOTOS

Himmerlands administrerende direktør Mette Ravn, klippede den røde snor til den nye hotelfløj med 26 nye hotelværelser.

GATTEN: HimmerLand har som led i sin transformation fra golfcenter til helårsresort for alle, gang i mange byggeprojekter.

I dag kunne HimmerLand åbne sin nybyggede hotelfløj med 26 nye værelser inklusive suiter og mødefaciliteter.

Går fra 60 til 86 værelser
Det var Himmerlands administrerende direktør Mette Ravn, som klippede den røde snor til den nye hotelfløj.

Åbningen blev overværet af husejere i HimmerLand, repræsentanter fra Vesthimmerlands Kommune, virksomheder og ledere fra andre Lars Larsen Group selskaber. 

Hun sagde: – Fra i dag kan HimmerLands gæster nu vælge imellem endnu flere værelser, når det næste ophold, eller den næste konference skal bookes. Med de 26 nye værelser går vi fra 60 til 86 værelser.

De seks af værelserne er suiter med separat soveværelse, stue, balkon og egen tagterrasse med udsigt til golfbanen.
Dette er et familieværelse til fire personer med hems

Den nye hotelfløj er bygget i forlængelse af det eksisterede hotel med et nybygget indgangsparti som bindeled. Man kan således tjekke ind i receptionen og følge hotelgangene i både stueplan og på 1 sal frem til sit bookede værelse. Ud over værelser er der også to mødelokaler der også kan bruges til loungeområder.   

Her viser hotelchef Jane Andersen rundt.

Høj standard
HimmerLands Hotelchef Jane Andersen er også begejstret for tilføjelsen af de nye hotelværelser.

-Med de nye værelser synes jeg, vi sætter en høj standard for, hvad vi mener er en kvalitetsoplevelse. De smukkeste farver, lækre møbler og en indretning, som inspirerer. Vi har bygget seks af værelserne som deciderede suiter med egen terrasse, egen stue, og en fantastisk udsigt til de af vores gæster, der efterspørger noget ekstra, og det kan vi give dem nu, siger Jane Andersen og fortsætter:

Gæster siger wauw
-Jeg tror, at vores gæster vil sige wauw. Dernæst tror jeg, de vil bemærke hvordan det føles rart og lækkert at bevæge sig rundt – ikke kun på de nye værelser – men på hele resortet fordi vi arbejder så hårdt på at sikre, at uanset om du er i vores spa eller i en af vores restauranter, så oplever du genkendeligheden i vores farver, materialevalg og den helt unikke stemning, vi har her i HimmerLand. 

Spadestik taget for et år siden
Første spadestik til den nye hotelfløj blev taget i september sidste år af bestyrelsesformand for HimmerLand og Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg og totalentreprenør Hans Jørgen Kastberg, Kastberg A/S. Så byggeriet har taget et års tid.  

Den nye hotelfløj indeholder også 2 store mødelokaler med egne terrasser med udsigt til golfbaner og Sjørup Sø. De kan både bruges til møder og konference eller som loungeområder for hotelgæster
Den nye hotelfløj er bygget sammen med den eksisterende.

Gæster flyttede ind få timer efter indvielse 
Byggeriet har fulgt tidsplanen om at kunne tages i brug i starten af oktober. Umiddelbart efter indvielsen i fredags stod de første gæster klar til at flytte ind på en stor del af værelserne. I efterårsferien er samtlige af de nye værelser optaget.    

-Det viser lidt om hvor stor interesse der er for vore værelser i kombination med vore mange faciliteter, som der også bliver flere af, fortæller Mette Ravn, mens hun viser de flotte nye værelser frem.

-Vores hidtidige hotelkapacitet slår ofte ikke til, så med de nye værelser kan vi matche efterspørgslen, siger Mette Ravn der glæder sig over HimmerLands udvidelser.   

-Jeg er glad for at så mange valgte at lægge vejen forbi til åbningen i dag, vi har jo gang i mange byggeprojekter, så det er dejligt at se, der er interesse for vores resort. Det næste vi, inden for kort tid, kan præsentere, er blandt andet paddlebaner, siger Mette Ravn.

Ny sportshal klar om få uger
Udover hotelfløjen kan HimmerLand nemlig om få uger præsentere en ny stor sportshal som udover paddlebaner også kommer til at indeholde en 9-mands kunstgræs fodboldbane og en tennisbane. Til næste sommer åbner HimmerLand Multihal med yderligere halfaciliteter, fitness og indendørs golfsimulatorer. Multihallen kan desuden bruges til koncerter, større arrangementer og konferencefaciliteter. 

Bedre arbejdsvilkår til SOSU’er skal sikre en værdig ældrepleje!

Theresa Berg Andersen

Af: Theresa Berg Andersen, SF – Spidskandidat til Folketingsvalget 2022

Vi bliver ældre og ældre. Det har vi vidst længe, men det er på tide, at vi også følger med den demografiske udvikling og handler derefter, så vi ikke bliver taget med bukserne helt nede om nogle få år.

En analyse fra KL viser, at om blot 8 år vil vi mangle 16.000 SOSU’er… Det er immervæk mange.

Jeg håber ikke, at det bliver min mor eller far, som ikke kan få den hjælp, som de har brug for, og sådan tror jeg i virkeligheden de fleste har det.

En gennemsnitlig hjemmehjælpsmodtager i Vesthimmerland  modtog 3,16 timers hjælp om ugen i 2020. Det giver sig selv, at det er meget begrænset, hvad man egentlig kan få hjælp til med 3,16. timer om ugen.

Vi kommer ikke uden om det. Hvis vi skal sikre en værdig ældrepleje i fremtiden, så skal vi også sikre en bedre rekruttering og i særdeleshed fastholdelse af vores SOSU’er.

Problemet er bare, at det opnår vi ikke, medmindre vi imødekommer det lønefterslæb der findes, og sikre bedre arbejdsvilkår.

Det er ikke værdigt og vi kan ikke være det bekendt, hvis vores ældre ikke kan få den hjælp, som de har brug for.

Som politiker vil jeg derfor kæmpe for bedre arbejdsvilkår i vores ældrepleje, så vi kan sikre, at der er hænder nok.

Alt andet er ikke fair, hverken for vores SOSU’er eller vores ældre.

Fokus på et grønnere Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: Klimforandringer er er global udfordring, som i høj grad kræver lokal handling, hvor  Vesthimmerlands Kommune varetager en vigtig rolle som myndighed og virksomhed, tæt på borgerne og erhvervslivet.

Derfor er der i budget 2023 afsat 1. mio. kr., som en pulje af penge alle kommunale udvalg kan søge ind i for at fremme den grønne omstilling i Vesthimmerland.

For at værne om det gode liv og med fokus på et grønnere Vesthimmerland er der afsat 200.000 kr. til indkøb af el-cykler til hjemmeplejen i hvert af årene 2023-2026.

Solnedgangspladsen er færdig og godkendt til UG

Selvom det er sent på året, så er der ingen tvivl om at Hvalpsund har fået en skøn solnedgangsplads.

HVALPSUND: Solnedgangspladsen, placeret imellem Hvalpsund Badeanlæg og Færgelejet i Hvalpsund er nu bygget helt færdig og er klar til brug.

Her til eftermiddag var arbejdsgruppen på inspektion, og der var kun ros til Vesthimmerlands Kommunes arbejde.

Den får også stor ros med på vejen og bruges allerede flittigt.

På inspektionstidspunktet var der sågar højvande, som absolut ingen indflydelse havde på pladsen.

Der mangler nu kun at blive skubbet lidt strandsand og sten på plads omkring platformen.

Beachvolleybanen har fået en oprydning. Der er således fjernet en del hyben som voksede ind over banen.

Også beachvolleybanen er lige nu ved at blive ryddet for hybenbuske og andre vækster der vokser ind over pladsen. Ganske vist får det ikke stor betydning for denne sæsons benyttelse af området, men så står det klar til næste år.

4 års fødselsdag fejres med besøg af veterankøretøjer

Igen i år har købmand Michael Frederiksen fået hjælp af Tina Knudsen, til at invitere veterankøretøjer til Vester Hornum til fejring af købmandsbutikkens fødselsdag.

VESTER HORNUM: Ideen er ikke ny – men god!.

Sidste år i forbindelse med fejringen af sine 3 første år som købmand i Vester Hornum, var Michael Frederiksen kommet på den ide, at invitere nogle ejere af veteranbiler forbi med deres køretøjer.

Han havde dog ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at der kom over 50 køretøjer. Men det gjorde der, hele Krogstrupvej var afspærret og fyldt med veterankøretøjer, der også omfattede knallerter og motorcykler.

Alle synes det var en fantastisk begivenhed, derfor har Michael Frederiksen igen spurgt lokale Tina Knudsen fra Flejsborg, der er medlem af Aalestrup Classic, om hun vil give invitationen videre til. Det vil hun naturligvis og mon ikke der kommer ligeså mange køretøjer i år. Det vil i ,hvertfald glæde købmanden!.

Ud over veteranbiler fejres fødselsdagen også med gode tilbud i butikken, ligesom de lokale FDF spejdere vil være på plads med salg af burgere og kaffe og kage.

SE ANNONCEN FOR FØDSELSDAGEN HER

Varmeplanlægning af Vesthimmerland er i gang

VESTHIMMERLAND: Med regeringsaftalen “Danmark kan mere II” fra april 2022, er det kommunerne pålagt at lave en fremskyndet varmeplanlægning.

Ambitionen i “Danmark kan mere II” er bl.a., at Danmark skal frigøre sig af afhængigheden af russisk gas, samt at accelerere den grønne omstilling. I den forbindelse er det kommunerne en bunden opgave at lave en fremskyndet varmeplanlægning. Det er en kæmpe opgave med vidtrækkende perspektiver. 

Flere møder med varmeværkerne
Teknisk forvaltning i Vesthimmerlands Kommune arbejder intenst med opgaven, og har således afholdt flere møderunder med fjernvarmeværkerne i Vesthimmerland for at høre til værkernes tanker og perspektiver. Derudover er der afholdt et fællesmøde med alle værker med henblik på at tænke i helheder for varmeplanlægningen og lede efter synergier.

Overskudsvarme fra biogasanlæg tænkes også ind
Den eventuelle overskudsvarme fra et muligt energilandskab i Svoldrup Kær har desuden affødt et fællesmøde mellem Vesthimmerlands Kommune, værkerne og BioCirc.

Værkerne har således gennem møderne fået kendskab til den opgave, som kommunen har med varmeplanlægningen og et kommende brev til alle borgere, som beboer ejendomme i gasforsynede områder.

Værkerne har ligeledes fået tværgående kendskab til hinandens muligheder og perspektiver, samt et indblik i hvilke muligheder et energilandskab i Svoldrup Kær vil kunne bibringe. Værkerne er i den forbindelse stillet opgaven, at vurdere og arbejde med, hvorvidt det enkelte værk kan udbrede sin fjernvarmeforsyning og således pege på, hvilke områder/landsbyer som på sigt kan blive fjernvarmeforsynet.

Senest har Teknisk Forvaltning haft opfølgningsmøder med de enkelte fjernvarmeværker til brug for at arbejde med varmeplanlægningen.

Dyrt at udbrede fjernvarmen yderligere
Teknisk Forvaltning har fået det overordnede indtryk via tilbagemeldingerne, at det er meget begrænset, hvor rentabelt det kan være at udbygge fjernvarmenettet til størstedelen af de pt gasforsynede områder. Desuden har de enkelte værker forskellig tilgang til at udvikle i ikke fjernvarmeforsynede områder.

Dette er den foreløbige evaluering af arbejdet med varmeplanlægning. Varmeplanen skal udarbejdes og fremsættes til politisk vedtagelse inden udgangen af 2022.

Vækst for virksomheder og befolkningstilvækst

VESTHIMMERLAND: I denne uge vedtages det endelige kommunale budget for Vesthimmerland af Byrådet.

Heri fremgår bl.a. tiltag for at skabe bedre rammer for vækst i Vesthimmerlands Kommune. Det gælder både den økonomiske vækst i virksomhederne, som skaber arbejdspladser og genererer skatteindtægter, og befolkningstilvæksten, ved at fastholde eksisterende borgere og formå at tiltrække nye.

Byrådet i Vesthimmerland tildeler Erhverv Væksthimmerland et tilskud på 400.000 kroner, der skal sikre at kommunens erhvervsservice bliver yderligere styrket og mere synlig for de lokale virksomheder. En ny fremtidig struktur, der skal styrke erhvervslivet i Vesthimmerland og sikre et stærkt samarbejde med ambitionerne om at skabe mere vækst og erhvervsudvikling.

Byrådet fastholder desuden ambitionerne om at øge mulighederne for en fleksibel almen boligmasse (via boligforeninger) i Vesthimmerland. Derfor fortsætter Byrådet med at prioritere 5 mio.kr. om året i grundkapital, der kan understøtte boligbyggerier, der skaber vækst og udvikling – både i boligforhold og med tanke på øget bosætning. I august prioriterede Byrådet et nyt alment boligbyggeri med 36 boliger på Tulipanvej i Farsø.

Derudover har Byrådet foreløbigt afsat 1,6 mio. kr. til senior bofællesskaber – og der ses derfor positivt på ideoplæg til etableringen af denne type boliger, som kan prioriteres i de kommende år.

Et helt specielt indtryk af Christiansborg: Politikerne sover med støvlerne på

Elev på Vesterbølle Efterskole, Charlotte Christensen var i denne uge, hvor der blev udskrevet valg, i erhvervspraktik hos MF’er Marie Bjerre (V). Det var en helt særlig oplevelse at være på Christiansborg på det tidspunkt.

Af Charlotte Christensen, erhvervspraktikant for MF’er Marie Bjerre (V), uge 40.

Jeg fik i denne uge lov til at følge Marie Bjerre og hendes medarbejdere som erhvervspraktikant. Jeg må sige, at det har været en vild uge.

Siden første dag har der ikke været et fast program hverken for politikerne, medarbejderne eller mig. Ingen ved, hvad den næste time bringer, og alle venter i spænding på, at vores statsminister, Mette Frederiksen, “trykker på knappen” og udskriver valg.

Alle venter på svar: Hvornår kan de samle tropperne og starte kampagnen?

Når jeg går op og ned ad gangene, kan jeg mærke den sitrende stemning. Se ansatte løbe rundt og lave de sidste opgaver, inden den officielle valgkamp begynder samtidig med, at pressen bringer breaking news ud til hele Danmark. Sådan har det været hele ugen både til folketingets åbning og i de normale “arbejdsdage”. Gæster og journalister har fyldt gangene med liv. Dette skete også onsdag, da Mette Frederiksen udskrev det længe ventede valg. Gangene blev fyldt med politikere, som skulle ud at føre valgkampagne på gaderne, og man kunne opleve jubel i de forskellige rum.

Selvom det ikke er helt normale tider på Christiansborg, har det stadig været en virkelig fed oplevelse. Det er et fantastisk smukt sted, hvis baggrund er bygget på flere historier.

Det var spændende at komme bag facaden på politikerne og se det politiske arbejde udefra. Christiansborg er nemlig en arbejdsplads ligesom hvilken anden. Den er bare en smule anderledes. 

Der er udskrevet valg

FOLKETINGSVALG: Lidt over kl. 13.00 i dag udskrev statsminister Mette Frederiksen folketingsvalg.

Valget afholdes tirsdag den 1. november 2022.

Vesthimmerland har indmeldt to arealer til energiparker 

VESTHIMMERLAND: Regeringen og en bred kreds af partier indgik i juni 2022 “Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022”. Som en del af aftalen er der sat et ambitiøst mål om at firedoble den danske produktion af vedvarende energi inden 2030

Det skal blandt andet ske ved at etablere en række større energiparker på land. Ved energiparker forstås større samlinger af landvindmøller og solcelleanlæg med eventuel tilkobling til Power to X-anlæg.

Bolig- og Planstyrelsen har med aftalen fået til opgave at udføre en landsdækkende statslig screening af arealer med potentiale til etablering af energiparker. Kommunerne er inviteret til at bidrage til den statslige screening ved at indmelde arealer, som kommunerne vurderer er egnede til etablering af VE-anlæg(Vedvarende Energi). Arealerne vil indgå i den samlede statslige screening og behandles sammen med øvrige identificerede arealer (som er indmeldt af branchen).

Svoldrup Kær og Nørrekær Enge
Vesthimmerlands Kommune har den 19. september 2022 indmeldt to potentielle arealer i Vesthimmerland. Det er et areal i Nørrekær Enge og et areal i Svoldrup Kær.

Vesthimmerlands Kommune fik i foråret 2022 med hjælp fra rådgivningsfirmaet PlanEnergi, udarbejdet en screening af potentialer for etablering af Ptxanlæg i Vesthimmerlands Kommune. Screeningen fra Planenergi peger på netop disse to arealer som egnede til etablering af energiparker.

Den statslige screening baseres på en række kriterier, herunder bl.a. energiparkernes placering i forhold til boliger, el-nettet og anden kritisk infrastruktur, natur- og miljøinteresser, lavbundsjorde og arealer med særlige drikkevandsinteresser.

Der er i statsligt regi ikke taget stilling til, om kommunerne får en indsigelsesret overfor branchens indsendte forslag til arealer. Men der vil blive gennemført en høring af screeningsresultaterne i fire uger. Indtil videre er denne høring kommunernes mulighed for at komme med evt. indsigelser over for branchens forslag.

I forhold til Svoldrup Kær er det firmaet Biocirc, der er branchen, og har et ønske om at etablere et Power to X-anlæg.  

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.