Forside Blog Side 346

I Hvalpsund får man varmepenge tilbage

I modsætning til alle andre varmeværker i Danmark holder Hvalpsund Kraftvarmeværk A.m.b.a fra årsskiftet og vil ovenikøbet betale nogle af varmepengene tilbage til forbrugerne for 2022.

HVALPSUND: I modsætning til alle andre varmeværker i Danmark, der lige nu sender besked ud til sine forbrugere om en prisstigning fra årsskiftet, så går man i Hvalpsund i den modsatte retning.

Formand for Hvalpsund Kraftvarmeværk A.m.b.a., Peder Holm Pedersen, oplyser at værket for det første holder varmeprisen fra 1. januar, men endnu mere opsigtsvækkende kan forbrugerne også forvente at få varmepenge tilbage for i år.

Et standardhus på 130 m2 kan se frem til at få kr. 2.500,- af sine varmepenge for 2022 tilbagebetalt.

Tilbagebetalingen vi ske i forbindelse med årsopgørelsen pr 31. december 2022.

Men hvorfor kan varmeværket i Hvalpsund holde prisen i ro, når andre værker ikke kan.

Peder Holm Pedersen fortæller at værket har en effektiv drift og et dygtigt personale, der forstår at skrue op og ned på de rigtige tidspunkter. Og ikke mindst har man en fornuftig aftale med sin leverandør af flis, som værket får sit brændstof fra.

Det kommer nu de ca. 300 husstande og forbrugere tilsluttet Hvalpsund Kraftvarmeværk A.m.b.a til gode.    

-Vi har også gas som back-up, men det benytter vi os aldrig af til opvarmning. Vi bruger til gengæld gas, når det kan svare sig at producere el. Det har det været flere gange hen over efteråret. Vi producerer kun el, når vi kan tjene penge på det, fortæller formanden.     

Hvalpsund Kraftvarmeværk A.m.b.a ser også ind i at få tilsluttet flere forbrugere. I år er alene 11 nye forbrugere kommet til, herunder de 6 lejeboliger på lystbådehavnen, som Aars Boligforening lige nu er ved at opføre.

Jeg har en forventning om endnu flere boliger på lystbådehavnen i nærmeste fremtid, så det lover godt for den fortsat gode driftsøkonomi i Hvalpsund Kraftvarmeværk, siger Peder Holm Pedersen.                    

Galleri Himmerland lukker efter den traditionelle juleåbning

Den 1. november 2017 overtog og åbnede Carina Österman og Hans Jørgen Pedersen Galleri Himmerland. Grundet helbredsmæssige udfordringer lukker parret nu galleriet her 5 år senere – i hvert fald for nu.

GATTEN: Tre søndage i advent med juleåbent, så er det desværre slut for Galleri Himmerland – i hvertfald for nu!

Helbredsmæssige udfordringer har tvunget ejeren af Galleri Himmerland, Carina Österman, til at tage den tunge beslutning, at galleriet lukker ved udgangen af 2022.

Svær beslutning
-De mange store oplevelser med glade gæster fra hele landet og samarbejdet med dygtige og unikke kunstnere, har gjort beslutningen ekstra svær, fortæller Carina Österman.


Håber det kan genopstå
Det er derfor hendes håb, at galleriet på et tidspunkt kan genopstå i en eller anden form, da det har været erfaringen, at galleriet ikke kun har fungeret som et salgssted for kunst, men også i høj grad vil blive savnet som udflugtsmål, hvor man kan tage hen og nyde varieret og interessant kunst i en hyggelig og afslappet atmosfære.

For at få solgt ud af kunstværkerne i Galleri Himmerland vil der de tre sidste åbningsdage, som vil være de tre første søndage i advent, være muligt at gøre et køb på kvalitetskunst, bl.a. dette maleri ”Green bay” af Marian Munck.

3 åbningsdage tilbage
Dette gælder også galleriets juleåbning de 3 første søndage i advent, hvor der i lighed med de forrige år vil være pyntet til jul, og der serveres juleknas og gløgg.

Som noget helt ekstraordinært, og med stor velvilje fra galleriets kunstnere, vil det disse 3 søndage være muligt at opnå rabat på et stort udvalg af den udstillede kunst.

Ud over maleri vil der også blive solgt ud af skulpturer, bl.a. denne ”Læseglæde” af Susanne Kirsaa og puder med kunsttryk.

Går man i købetanker er der således en oplagt mulighed for at gøre en ekstra god handel. Og hvis det købte maleri skal rammes ind, vil man den første adventssøndag kunne møde Johnny Bihlet fra M10 Rammer, som vil kunne sørge for dette.   

Også disse kunstpuder vil der blive solgt ud af

I øvrigt vil de fleste af galleriets kunstnere være til stede den sidste åbningsdag den 11. december, hvor de vil gøre deres til, at den sidste åbningsdag i Galleri Himmerland bliver noget helt specielt, og hvor Carina Österman vil blive takket for sin store indsats med at formidle og sælge kunst.

SE ANNONCEN FOR GALLERI HIMMERLAND HER

Farsø´s lokale julemærke udkommer i år for 14. gang

Her ses to glade piger fra 2.A., hvis tegninger i år pryder Farsø’s lokale julemærke, som udgives og sælges af Lions Club Farsø. Til venstre er det Emilie med ”Juletræ på blåt” mærke og til højre Isabella med ”Juletræ på lyserødt”.

FARSØ: I år er det 5. gang at elever på Farsø skole har tegnet forslag til Farsø’s lokale julemærke. I år er det 2.A. – og dermed de hidtil yngste elever, der har tegnet og bidraget med deres opfattelse af traditionel dansk ”hygge” jul. Det blev til i alt 26 tegninger.

Tovholder for Lions Farsø´s lokale julemærke, Peter Møller, var fredag på besøg i klassen. Han havde medbragt flødeboller til alle og en lille præmie til de to elever, hvis tegninger blev valgt til årets julemærke ark. Mærkerne er trykt som almindelige julemærker og kan købes i kiosken og i boghandlen i Farsø Rådhuscenter. Endvidere sælges mærkerne som elektroniske mærker til virksomheder, der vil bruge dem i signaturen i deres e-mail.

Overskuddet fra Farsø’s lokale julemærke går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro og er øremærket således at det ikke må indgå i den daglige drift, men skal bruges til oplevelser for børnene.

Vi håber derfor at mange igen i år vil købe julemærket, opfordrer Peter Møller

Anna-Grethe Sperling træder ind for Theresa Berg Andersen

SF’s Anna-Grethe Sperling afløser Theresa Berg Andersen i Vesthimmerlands Byåd

VESTHIMMERLAND: Som bekendt blev Byrådsmedlem Theresa Berg Andersen (SF) valgt til Folketinget den 1. november. På den baggrund anmoder hun nu om at udtræde af Byrådet i Vesthimmerland.

Anmodningen blev godkendes i Byrådet her til eftermiddag og derfor indtræder 1. stedfortræder for SF, Anna-Grethe Sperling, Farsø, fra den 1. december 2022 i Byrådet.

SF ønsker tillige at foretage ændringer i de hverv som Theresa Berg Andersen har varetaget: Hvervet som 2. viceborgmester overtages af Jane Bonnerup, hvervet som medlem af Økonomiudvalget overtages af David Rathkjen, hvervet som formand for Beskæftigelsesudvalget overtages af Rasmus Vetter, hvervet som medlem af Beskæftigelsesudvalget overtages af Anna-Grethe Sperling, hvervet som delegeret til Kommunalpolitisk topmøde overtages af David Rathkjen og hvervet som stedfortræder for Jane Bonnerup i valgbestyrelsen ved kommunale valg overtages af Anna-Grethe Sperling.

Deruodver ønsker SF, at Rasmus Vetters overtager hvervet som medlem af Teknik- og Miljøudvalget fra Jane Bonnerup.Som formand for beskæftigelsesudvalget vil Rasmus Vetter ligeledes indtræde som næstformand i Det Lokale Arbejdsmarkedsråd (LAR).

Black Friday udvidet med Black Weekend

Tag fat på julegaveindkøbene nu!. Fredag, lørdag og søndag kan der gøres ”sorte” handler i den udvidede åbningstid i Farsøs butikker.

FARSØ: Sidste torsdag gav Farsø med tændingen af julebelysningen i Farsø officielt tegn til at juleaktiviteter og julehandel i Farsø kunne begynde.

Tag fat på dine juleindkøb nu
Og allerede fra på fredag forstærkes julehandlen – og altså julegaveindkøbene i Farsøs butikker – først med Black Friday, fra kl. 08.00 til 20.00 og de efterfølgende to dage indtil kl. 15.00 med Black Weekend, hvor der bydes indenfor til julegaveindkøb.

Så gør derfor dine juleindkøb i Farsø i god tid!.

Handl de ”sorte” tilbud over 3 dage
Traditionelt er Black Friday den største julehandelsdag op til jul. Men de seneste to corona år har man bevidst bredt de sorte handler ud over flere dage. Det at gøre sorte handler over flere dage passer tilsyneladende både kunder og butikker godt, så det holdes der fast ved.        

Derfor kan de ”sorte tilbud” handles i Farsø over tre dage, fredag, lørdag og søndag med udvidet åbningstid.  Enkelte Farsø butikker er sågar allerede i gang og kører Black Week.

Se Black Friday og Black Weekend tilbuddene i Farsø i Black Weekend avisen som er ilagt denne avis.     

Bemærk også, at der er julemarked på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter lørdag med mange flotte hjemmelavede ting, der kan pyntes op med til jul eller gives som gave.

Søndag kan man i forbindelse med handlerne i butikkerne vinde ballongaver for sammenlagt kr. 10.000. For at vinde skal man forevise sin bon fra sin søndagshandel i en af Farsøs butikker på over kr. 300,- på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter. Derved har man retten til at hive en sort ballon ned fra loftet over Centertorvet. Nå ballonen sprænges, vil man kunne se, om man har vundet en af de mange flotte præmier, som er handelsgavekort til Farsø, Farsø Vin og æblemost.         

Masser af gode input til Farsø’s byudviklingsplan

Her ses Majken Hviid og Malene Jørs Nielsen fra LabLand arkitekter til fyraftensstunden, sidste onsdag i Bykontoret i Farsø Rådhuscenter med en gruppe Farsø borgere, der kommer med input til Farsøs byudviklingsplan angående Børn og Unge

FARSØ: Arbejdet med byudviklingsplanen for Farsø er godt i gang

Lige for øjeblikket er der tre onsdage med åbent bykontor i Farsø Rådhuscenter, hvor alle er velkomne til at kigge forbi med ideer til byens udvikling – eller for at høre om de foreløbige tanker for byudviklingsplanen.

Men onsdagene bruges også til temamøder. Sidste onsdag havde LabLand Arkitekter, som står for udarbejdelsen af byudviklingsplanen, møde med først en gruppe elever på Farsø Skole, herefter en Walk & Talk med skoleleder Lennart Roland Petersen. Om aftenen et møde med en gruppe unge i Farsø Ungdomsklub og endelig en fyraftensstund omhandlende Børn og Unge, hvor foreninger, hal, forældre og andre med relation til Børn og Unge mødte op for at drøfte tilbuddene til dem. Men ikke mindst hvordan det skal være at være barn eller ung i Farsø efter at byudviklingens tiltag har fået effekt.

De fremmødte til fyraftensstunden havde forberedt sig godt. Der kom rigtig mange forslag til tiltag for børn og unge i skoletiden og i fritiden, som især er koncentreret omkring skolen, hallerne og stadionområdet – og til dels også ved søanlægget. 

De mange forslag blev forelagt og markeret på bykortet til LabLand at arbejde videre med. Majken Hviid fra LabLand arkitekter glæder sig meget over det engagement som borgere i Farsø udviser for deres fremtidens by.

Der sker med god hjælp fra netværket Farsø Udviklingsgruppe, der med sine kontakter kan trække borgere ind, der har særlig interesse for konkrete emner eller grupper af borgere i byen.

Sidste onsdag var der også et møde med Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet omkring at synliggøre de to forfattere i byrummet særligt langs med hovedgaden – altså fra rundkørsel til rundkørsel og i bymidten med en række virkemidler.

Denne onsdag mødes Labland med borgere der har særlig interesse for området omkring regnvandssøen og hundeskoven på Røjbækvejs østside. Derudover finder et møde sted med seniorforeninger.

Julefrokosten var tilbage

Der var stor tilslutning til Farsø Pensionistforenings julefrokost i klubhuset

FARSØ: I dag afholdt Farsø Pensionistforening julefrokost i Klubhuset.

-Vi havde en vellykket og dejlig eftermiddag med god mad. Fræer Harmonikaorkester stillede med 6 musikanter og underholdt med sang og musik og havde også sanghæfter med til fællessang, fortæller Karin Møller, der er foreningens kasserer og fortsætter: 

Fra medlemmernes side var der stor tilslutning til arrangementet og vi kan mærke at vi er ved at være tilbage i normal gænge efter Corona-nedlukningen.

I næste uge slutter foreningen året af med julehygge, hvor der som sædvanlig serveres æbleskiver.

-Desuden er programmet klar for 2023 og det glæder vi os til, slutter Karin Møller.  

Byudvikling Farsø: Åbent bykontor og fyraftensstunder

I dag og de kommende to onsdage er der åbent i Bykontoret i Farsø Rådhuscenter hvor byudviklingsplanen for Farsø formes og laves i dialog med borgerne.

FARSØ: Arbejdet med byudviklingsplanen for Farsø er godt i gang. For en lille måneds tid kunne Farsøs borgere for første gang stifte bekendtskab med ”bykontoret” i Farsø Rådhuscenter

Det er i den kommende tid mødestedet mellem borgere, kommunens planlæggere og ikke mindst arkitektfirmaet LabLand, som har fået opgaven med at styre processen i mål med hensyn til Farsøs nye byudviklingsplan.

Indtil videre har borgerne været inddraget med besvarelse af et spørgeskema og fremmøde i det føromtalte bykontor.  Desuden mødtes LabLand sidste onsdag med Byudviklingsrådet, som er deres netværk og sparringspartnere omkring lokale forhold. Her blev der givet en status omkring fokusområder i udviklingsplanen og den videre proces.

Af den fremgår, at LabLand i dag onsdag og de to kommende onsdag vil være til stede i Farsø og i bykontoret. Det er for at dykke ned i en række emner og invitere til dialog.

Der er lagt et program for møder – såkaldte dialogmøder og fyraftensstunder, med udvalgte grupper såsom børn & unge, seniorer, handel & erhverv, ejendomsinvestorer og endelig borgere og foreninger der interesserer sig for Byliv og Mødesteder. Alle temaer bygger ovenpå de mange input som LabLand modtog i Bykontoret den 29. oktober. Nu er næste skidt at blive mere konkret – og måske dukker der sågar nye emner op, som borgerne byder ind med.

Ligesom ved den første åbning i bykontoret lyder opfordringen igen, at man kigger forbi for at dele sine ideer til byens udvikling. Man kan også høre om de foreløbige tanker til byudviklingsplanen, som der allerede er taget fat på. Man kan også tilmelde sig dialogmøderne og fyraftensstunderne, hvis man har særlig interesse for konkrete emner.

Dette finder sted i Bykontoret i Farsø Rådhuscenter:
Onsdag den 23. november:
Kl. 15.00 – 17.00: Åbent Bykontor
Kl 17.00 – 18.30 : Fyraftensstund – Børn og Unge

Onsdag den 30. november:
Kl. 15.00 – 17.00 : Åbent Bykontor

Onsdag den 7. december:
Kl. 15.00 – 17.00: Åbent Bylivskontor
Kl. 17.00 – 18.00: Fyraftensstund – Handel og erhverv
Kl. 18.30 – 20.00: Fyraftensstund – Byliv og mødesteder

Ny produktionsleder til Outline Vinduer

Nicki Berlin Wils er netop tiltrådt stillingen som produktionsleder i malerafdelingen hos Outline Vinduer i Farsø

FARSØ: Nicki Berlin Wils er netop tiltrådt stillingen som produktionsleder i malerafdelingen hos Outline Vinduer i Farsø.

Her består hans primære ansvarsområder af personaleledelse af afdelingens medarbejdere samt kvalitetssikring, som skal bidrage til at sikre høj leveringssikkerhed og effektivitet.

Nicki har akademiuddannelse i ledelse og har erfaring som lagerchef, produktionsleder og instruktør hos henholdsvis Jydsk Værktøj A/S, CloudOhms Production og Siemens Gamesa. Han har desuden en baggrund som tømrer, glarmester og smed.

Privat er Nicki bosiddende i Nørresundby.

Farsø har fået en ny Europamester

Her ses Patrick Trier Larsen fra Karateskolen Jeff Speakman’s Kenpo 5.0 - Himmerland i Farsø øverst på skamlen som Europamester i Kenpo 5.0 Karate.

FARSØ: Patrick Trier Larsen fra Karateskolen Jeff Speakman’s Kenpo 5.0 – Himmerland i Farsø, er blevet Europamester i Kenpo 5.0 Karate.

Mesterskabet blev afholdt i Paris og havde deltagere fra 14 lande bl.a. U.S.A, Danmark, Belgien, Spanien, Holland, Frankrig m.fl. Man kæmpede om Europamester Titlen i Kenpo 5.0 Karate, som er en blanding af normal Full Contact Karate og Mixed Martial Arts, dog også med tilladelse til spark og slag i skridtet.

Det var første gang at Karateskolen fra Farsø var inviteret til at deltage i Europamesterskaberne, så man må sige at det var en fantastisk præstation af Patrick, at snuppe Guldet med hjem til Danmark og lille Farsø. 

Efter alle divisionerne, var kæmpet, fik alle Guldvinderne, muligheden for at kæmpe mod hinanden i Grand Championship. Denne kæmpes uden nogen begrænsninger på vægt, erfaring, højde og bæltegrad.

Endnu engang viste Patrick sin dygtighed og han tog Sølvet med hjem, efter en hård kamp mod en amerikansk modstander, der lever af at undervise i Kenpo 5.0 Karate og Brazilian Ju-Jitsu, hjemme i U.S.A.

Nu er karateskolen Jeff Speakman’s Kenpo 5.0 – Himmerland i Farsø inviteret til at komme til Las Vegas i juli måned 2023, for at deltage i World Cup, seminarer, camp og masser af hygge med den verdensomspændende Kenpo 5.0 Familie.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.