Forside Blog Side 16

Ny sognepræst tiltræder i Farsø til september

Tom Skuldbøl tiltræder som sognepræst i Farsø den 1. september.

FARSØ: Farsø Menighedsråd har ansat en ny sognepræst. Fra 1. september tiltræder 51-årige Tom Skuldbøl stillingen og flytter sammen med sin hustru ind i præsteboligen i Søparken.

Ser frem til nyt kapitel i Farsø
Tom Skuldbøl kommer fra en stilling som viceforstander på Djurslands Efterskole i Fjellerup, hvor han har arbejdet gennem de seneste 17 år. Sammen med sin hustru Elly, der er forretningsfører på efterskolen, ser han frem til at begynde et nyt kapitel i Farsø.

Parret har fire børn: Tobias på 25 år, Jeppe på 23 år, Nadia på 21 år og Nicoline på 15 år. De to ældste er allerede flyttet hjemmefra, mens de yngste snart begiver sig ud på nye eventyr med henholdsvis efterskoleophold og højskoleophold i Brasilien.

Selvom Tom Skuldbøl blev uddannet teolog fra Aarhus Universitet allerede i 2004, har vejen til præstegerningen været lang. Efter studiet arbejdede han som leder af et caféværested i Herning i fire år, inden han blev ansat på Djurslands Efterskole.

– Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at jeg på et tidspunkt skulle være præst. Nu har det vist sig, at tiden er kommet, og at det skal være i Farsø, fortæller han.

Ved siden af arbejdet nyder Tom Skuldbøl at tilbringe tid med familie og venner, gå ture i naturen med familiens hund Max, læse bøger, spille padel og følge med i både fodbold og cykelsport.

Fået positivt indtryk af Farsø Sogn
Det kommende præstepar har allerede fået et positivt indtryk af Farsø Sogn.

– Vi har oplevet, at menighedsrådet, de ansatte og frivillige har et stort engagement og stort hjerte for kirken og de som bor i sognet. Der er gang i rigtig mange gode og relevante aktiviteter, som understøtter visionen om at være en imødekommende og åben kirke, som kan rumme alle i sognet og være et levende fællesskab. Jeg vil glæde mig til at bære med på den vision, siger Tom Skuldbøl.

Han ser frem til samarbejdet med de mange frivillige og ansatte omkring kirken og håber at kunne bidrage til det fællesskab, som allerede præger sognet.

Som præst ønsker han især at bringe kirkens budskab videre og være til stede for mennesker i både glæde og sorg.

– Vi har som kirke et fantastisk budskab, og som præst ser jeg det som en meget væsentlig opgave at skulle række evangeliet videre til tro, håb, trøst og glæde. Jeg vil som præst møde mennesker i meget forskellige livssituationer, og jeg håber at kunne være noget for dem midt i glæde og sorg.

Tegner virkeligt godt
– Hvis folk i Farsø og omegn bare er næsten lige så flinke som dem, jeg allerede har mødt, så tegner det virkelig godt. Vi glæder os til at flytte hertil og til at blive en del af lokalsamfundet, siger den kommende sognepræst.

/cf

Afsked med sognepræst Steen Rughave

På søndag er der afsked med Steen Rughave som sognepræst for Louns, Alstrup og Strandby sogne.

STRANDBY/LOUNS/ALSTRUP: Sognepræst Steen Rughave går nu på pension, som i kirkesprog hedder ”pastor emeritus”. Han vil derfor på søndag have afskedsgudstjenester i Strandby og Louns kirker.      

Steen Rughave blev sognepræst for Strandby, Louns og Alstrup sogne i efteråret 2018. Han kom som sognepræst fra Brønderslev. I de 2 første år havde han ingen embedsbolig – altså præstegård, da den var under opførelse i Louns. Han kunne endelig tage den i brug i sommeren 2020, efter han i 2 år havde pendlet fra sit sommerhus på Salling. 

Siden har han nydt præstegården i de smukke omgivelser på Louns halvøen midt imellem Louns Sø og Louns Bredning.  

/cf

Historiske motorcykler lægger vejen omkring Ertebølle

Her ses Lars Sørensen med Danmarks Veteran Motorcykleklubs ejendom, en Henderson fra 1922, der ellers er fast udstillet på Egeskov Slots museum, men i kommende weekend er i Ertebølle.

ERTEBØLLE: Danmarks Veteran Motorcykleklub afholder hvert år sit ”Fladtankerløb”. Det finder sted forskellige smukke steder hvert år i samarbejde med en campingplads, der kan huse motorcyklerne og deres førere og hjælpe med forplejning.

I år er Ertebølle og Ertebølle Strand Camping valgt.

-Det ser vi meget frem til, siger Lars Brandt fra Ertebølle Strand Camping, der allerede sidst på eftermiddagen på fredag vil tage imod de mange gæster.

Et rullende museum
Lørdag skal de over 50 historiske motorcykler ud på en fællestur i det vesthimmerlandske. Fra kl. 14.30 vil de returnere ved campingpladsen i Ertebølle og blive sat til udstilling, og alle er velkomne til at kigge forbi.

Kom og kig
Og der vil virkelig være noget at kigge på.

De flotte og historiske motorcykler stammer alle fra perioden 1914-1932. Der vil bl.a. være Triumph, Harley-Davidson, BSA, Norton, Indian og mange andre kendte mærker. Der er dog udstedt enkelte wildcards til motorcykler der er lidt nyere, dog er den yngste deltagende motorcykel fra 1946.

Blandt de interessante motorcykler er en Henderson motorcykel fra 1922 som Danmarks Veteran Motorcykleklub fik forærende i 1960’erne. Den har i mange år stået i Egeskov Slots museum, men i år er den ude at køre og har startnummer 1 i ”Fladtankerløbet” og køres af en af klubbens æresmedlemmer Lars Sørensen. 

Fortid til nutid
Men der bliver også mulighed for at se det nyeste indenfor el-biler.

MTH Biler Aars kigger nemlig forbi med de nyeste Toyota el-bil modeller.

/cf

Kæmpe traktortræf i Haubro i kommende weekend

Årets tema på Haubro Klassisk & Veteran Traktortræf er i ”den lille grå” Ferguson, der i år har 80 års jubilæum. Der satses på at samle 80 stk. ”lille grå” i Haubro.

HAUBRO: I kommende weekend afholdes Haubro Klassisk og Veteran traktortræf for 6. gang

Fokus på ”Den lille grå Ferguson”
I år vil der være særligt fokus på ”Den lille grå Ferguson”, et mærke der i år har været 80 år i Danmark.

-Vores mål er derfor at samle 80 grå Ferguson i Haubro til traktortræffet. Vi ved ikke, om det kan lade sig gøre, men det skal ikke afholde os fra at prøve, siger Jens Ole Rask, formand og tovholder for træffet, og understreger, at man ikke skal holde sig tilbage fra at møde op med sin grå Ferguson – uanset stand.

Det særlige ved ”Den lille grå Ferguson” er at den efter anden verdenskrig blev central i mekaniseringen af landbruget. Den havde også modelnummer TE-20, vejede kun 1100 kg, hvilket gjorde den let at manøvrere i løs og blød jord, samtidig med at motorkraften kunne bruges effektivt til at trække plove og harver. Den mest banebrydende innovation var trepunktsophænget, som gjorde det muligt at hæve og sænke markredskaber direkte fra førersædet og regulere plovdybden. Dette system sparede tid og arbejdskraft og gjorde traktoren ekstremt alsidig.

”Den lille grå Ferguson” er kun en af mange historier der skal fortælles denne weekend.

Gamle maskinstation historier
-Vi er så heldige at vi har fået samlet en masse gamle maskinstationsfolk sammen. De glæder sig rigtig meget til at fortælle om livet på maskinstationen, vise masser af billeder ligesom der bliver udstillet maskiner fra gammel maskinstationstid, lyder det videre fra Jens Ole Rask.

Blandt fortællerne er ”De tre tenørder” Jørgen Boiskov Hansen, Gorm Aabjerg Friis og Peter Zilmer, der begge dage vil stå for åbningstalen.

Veterantraktortræk
Søndag vil der desuden være veterantraktortræk i forskellige klasser. Man kan undre, at man vil udsætte de gamle traktorer for sådan en dyst med en efterspændt slæde.

Masser af gamle traktorer at kigge på
-Men den er god nok, lyder det fra Jens Ole Rask, der ser frem en rigtig hyggelig weekend, hvor der vil være mange forskellige traktormærker – ud over ”de grå”, maskiner og biler at kigge på.

De tidligere år viser, at der sagtens kan samles over 200 veteran- og klassik traktorer i Haubro.

Der vil desuden være stumpemarked, laug fra Hessel, salgsboder, hoppeborg til børn, pedaltraktorer til de mindste, pølsevogn og fest for udstillerne i teltet lørdag aften.

Haubro Klassisk & Veteran Traktortræf glæder sig til en weekend med masser af glade gæster og udstillere.

/cf

Kæmpe energi-projekt kan snart være på vej i offentlig høring

HORNUM/VESTER HORNUM/HAUBRO/FARSØ/VOGNSILD: Byrådet skal tage stilling til, om et revideret forslag til at det omfattende vindmølle- og solcelleprojekt i området mellem Hornum, Vester Hornum, Farsø Haubro, Holme, Svoldrup Kær og Vognsild skal sendes i offentlig høring.

Projektet er en del af den større energipark, som BioCirc og Wind Estate ønsker at etablere i området. Planerne omfatter blandt andet 21(27) vindmøller, cirka 240 hektar solceller, batterianlæg, transformerstation samt nye rekreative faciliteter og stiforbindelser.

Solcellearealet halveret
Da Byrådet behandlede projektet i januar, blev sagen sendt tilbage til miljøforvaltningen med krav om, at solcellearealerne skulle reduceres betydeligt. Siden da er projektet blevet tilpasset, og det samlede areal til solceller er reduceret fra omkring 480 hektar til cirka 240 hektar.

De fleste solcelleområder placeres nu inden for en afstand svarende til fire gange vindmøllernes højde, som Byrådet tidligere har ønsket. Enkelte mindre områder ligger fortsat uden for denne grænse, men ifølge kommunen får det ikke betydning for de nærmeste naboer.

21 (27) vindmøller, 240 hektar solceller og nye rekreative områder kan blive en del af Energipark Holme. Det mørkegule område svarer til 240 hektar solceller. De lysegule områder er udtaget i forhold til det oprindelige forslag, da det lægger udenfor 4 gange vindmølle højde. De 21 røde cirkler er vindmøllerne BioCirc ønsker at opføre, De 6 lysegule cirkler er vindmøllerne Wind Estate ønsker at opføre.

Vindmøller op til 185 meter
Planforslaget giver mulighed for opstilling af 21 vindmøller fordelt på to områder.

Den nordlige del af projektet omfatter 11 vindmøller mellem Vester Hornum, Hornum, Støttrup og Havbro. Den sydlige del omfatter 10 vindmøller i Svoldrup Kær mellem Holmevej og Svoldrupvej.

Hertil kommer lokalplan 1127 mulighed for opstilling af yderligere 6 vindmøller. Dette projekt hører under Wind Estate.

Møllerne kan få en maksimal højde på 185 meter. Samtidig nedtages seks eksisterende vindmøller i Svoldrup Kær og erstattes af seks nye og højere møller. Dog nedtages de nu utidssvarende Morum møller.  

Anlægget skal levere strøm til BioCirc og ny industriklynge 
Energianlægget vil samlet have en produktion på op til ca. 718 GWh/år svarende til årligt forbrug for ca. 163.000 husstande ved et forbrug på 4.400 KWh/år. Formålet er, at anlægget skal levere strøm til nettet og til en kommende industriklynge ved Holmevej, der omfatter et nyt erhvervsområde, en udvidelse af det eksisterende Vesthimmerland Biogas samt et kommende Power to X- anlæg. Der anlægges en 150 kV transformerstation, der skal gøre det muligt at transformere og fordele strømmen.

Natur, stier og udsigtstårn
Ud over energianlæggene indeholder lokalplanen også forslag til rekreative faciliteter. Omkring Hødalsbakke og Trend Å kan der etableres blandt andet udsigtstårn, shelters, hytte og toiletfaciliteter.

Derudover planlægges nye stiforbindelser, som skal skabe bedre adgang til området og binde energiparken sammen med de omkringliggende landskaber.

Miljørapport vurderer begrænset påvirkning
Kommunen har udarbejdet en samlet miljørapport, der blandt andet undersøger støj, skyggekast, natur, dyreliv, landskab, kulturarv, trafik og menneskers sundhed.

Konklusionen er, at projektet – med de nødvendige afværgeforanstaltninger – ikke forventes at medføre væsentlige negative miljøpåvirkninger.

Samtidig er der udarbejdet et udkast til den såkaldte § 25-tilladelse, som fastsætter krav til blandt andet støj, naturhensyn, beplantning, grundvandsbeskyttelse og senere nedtagning af anlæggene.

Flertal anbefaler udsendelse i høring
Under den seneste behandling i både Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget og Økonomiudvalget, i sidste uge, blev et forslag om at fjerne solcelleområderne nord for Holmevej nedstemt.

Begge udvalg anbefaler derfor nu Byrådet at sende kommuneplantillæg, lokalplan, miljørapport og § 25-tilladelse i offentlig høring.

Der lægges samtidig op til, at høringsperioden forlænges fra de normale otte uger til i alt 11 uger, da perioden overlapper sommerferien.

Hvis Byrådet godkender forslaget på sit møde torsdag i denne uge, forventes høringen at løbe fra slutningen af juni til begyndelsen af september. Der planlægges desuden et borgermøde den 20. august, hvor borgere kan få information om projektet og de kompensationsordninger, der følger af VE-loven.

/cf

Farsø kræver nyt erhvervsareal udlagt og byggemodnet

Farsø venter stadig på erhvervsgrunde. Dette område ved Svoldrupvej peges der på

FARSØ: Igennem rigtig mange år har Farsø ikke kunnet tilbyde erhvervsgrunde til virksomheder, der ønsker at etablere sig i byen. Som man kunne læse her i avisen for to uger siden(3. juni) kommer det nu også til at knibe med ledige erhvervslejemål. Altså på alle måder en dårlig situation for erhvervslivet i Farsø.

Farsø råber op
Det har derfor også fået de lokale erhvervsdrivende og netværket Farsø Udvikling til at råbe op, særligt fordi kommunen har lagt op til at udlægge et mindre erhvervsområde ved Svoldrupvej, men uden at byggemodne det. I stedet skal byggemodningen først gennemføres, når konkrete virksomheder melder sig som købere.

Det vil man ikke ”spises af med” i Farsø, for reelt har man på den måde ikke byggeklare grunde at tilbyde.

Lang proces
Vesthimmerlands Kommune har siden oktober 2024 arbejdet med et erhvervsbyggemodningsscenarie, inklusiv forundersøgelser og overslag for erhvervsbyggemodning på et område ved Svoldrupvej, øst og syd for genbrugspladsen.  Desuden har der også været kigget på muligheden for en aflastningsvej fra Fabriksvej til Røjbækvej.  

Ud over et længere forestående planlægningsarbejde for kommunen viser beregninger også, at kvadratmeterprisen i det nye erhvervsområde vil blive væsentligt højere end erhvervsområder andre steder i kommunen, sågar dyrere end en beliggenhed ved motorvejen. Det kunne man læse her i avisen den 22. april.           

De ekstra udgifter skyldes blandt andet jordbundsforhold, arkæologiske undersøgelser samt udfordringer med afvanding og grundvand på det nuværende landbrugsareal. Derfor afsatte kommunen i april 2025 700.000 kroner til yderligere forundersøgelser.

Også planerne om aflastningsvejen har vist sig at være bekostelige. På et møde i Økonomiudvalget den 22. april blev det derfor besluttet ikke at arbejde videre med en forbindelsesvej mellem Røjbækvej og Fabriksvej. Samtidig blev forvaltningen bedt om at udarbejde et alternativt forslag til erhvervsområdet ved Svoldrupvej.

Kommunen foreslår byggemodning efter aktuelle henvendelser
Til Økonomiudvalgets møde den 10. juni kom forvaltningen med en fornyet vurdering af arealerne og foreslog en meget åben og tilpasningsegnet proces. Helt atypisk foreslog forvaltningen at erhvervsgrunde på arealet udbydes til salg nu og at byggemodning reelt afventer indtil der er aktuelle henvendelser.

Ikke gangbar løsning
Konsekvenserne af dette er, at der ikke kan udarbejdes et anlægsbudget og ej heller grundstørrelser, vejforløb mv. Reelt kender køberen ikke kvadratmeterprisen.  

Det er netop denne model som Farsø ikke kan acceptere, og som blev gjort politikerne i Økonomiudvalget klart, til mødet den 10. juni.  

Ny beregning
Det blev derfor på mødet i Økonomiudvalget besluttet at borgmesteren bemyndiges til at erhverve det areal, der ikke er i kommunalt eje. Samtidig skal beregningerne for byggemodningen opdateres, hvorefter sagen igen skal behandles politisk.

Det er dette område – markeret med gult, der nu arbejdes på at udlægge til erhvervsgrunde langs Svoldrupvej. En del af arealet er allerede ejet af Vesthimmerlands Kommune. De sorte felter er arkæologisk interessante områder, de skal udgraves hvis de skal benyttes.

Dermed er spørgsmålet om nye erhvervsgrunde i Farsø fortsat åbent, men de lokale forventer nu, at processen munder ud i byggeklare arealer, der kan understøtte byens erhvervsudvikling.

/cf

Herregårdskoncert ramte plet med Tørfisk

Tørfisk leverede varen til årets Herregårdskoncert på Hessel. Som orkesteret er kendt for var der røverhistorier og rigtig god musik.

HVALPSUND: Koncertteltet på plænen foran laden på Hessel, var fyldt til sidste plads med 330 tilhørere, da det populære vestjyske orkester Tørfisk i lørdags gæstede den årlige herregårdskoncert på Herregården Hessel.

Koncerten var for længe udsolgt.

Tørfisk kom med deres 45 års jubilæumsshow, og det erfarne ”boyband”, der efterhånden har opnået kultstatus, gav den fuld gas med røverhistorier med glimt i øjet, og de kendte numre såsom Tørfisk, Bacon 3 x om dagen, Vinkels Røv og selvfølgelig VLTJ.

Koncerten fandt sted i Hvalpsund Borgerforeningens største telt, som var opstillet foran Hessels lade. Selvom det regnede op til koncerten, så var det helt glemt da Tørfisk gik på scenen. Der var rigtig god stemning, grin og latter.

Der var derfor rigtig god stemning i teltet fra start til slut, hvor oplæggene til sangene, der berørte hverdagsemner, med et twist gav gode grin. De fire medlemmer gik efter hinanden med deres særheder med vanlig vestjysk lune, altså rigtig god underholdning. 

Publikum blev også opfordret til at synge med på sangenes omkvæd, nogle så særprægede tekster som ”Bacon 3 x om dagen – en hyldest til de danske svin” og mange flere.      

I 2025 udgav orkesteret ”Nye Tider” med den nuværende konstellation betående af brødrene Egon og Bent Kirk, Anker Hviid og Tommy Thiel Rasmussen.

Mange husker fortsat Bent Bro, der var med til at starte gruppen i 1981, ligesom biskop Henning Toft Bro gennem mange år var en markant del af orkestret. Selvom begge i dag er ude af bandet, så lever Tørfisks særlige stil og autenticitet videre i den nuværende besætning.

Det kunne man tydeligt mærke på Hessel, for mange af tilhørerne har fulgt orkestret, som gennem årene har givet utallige koncerter her i lokalområdet.  Det er ikke så underligt, for humoren er den samme, og så forstår man den vestjyske dialekt.           

Det var derfor en koncert med stor spilleglæde, glimt i øjet og vestjysk charme, som virkelig kom ud over scenekanten i Hvalpsund Borgerforenings største telt.  

Koncerten blev dermed endnu en stor succes for arrangørerne, Herregården Hessel og Hvalpsund Borgerforening. Det kan derfor blive svært at komme efter denne fantastiske koncert og finde et navn til næste års Herregårdskoncert, der kan begejstre i samme stil, selvom Herregårdskoncerten alle årene har haft kendte navne på plakaten. Også i 2024 var koncerten udsolgt, da Stig Rossen gæstede Hessel.

/cf

Thit Pris til energisk og engageret håndboldkvinde

Liselotte Frederiksen var torsdag aften modtager af Thit Prisen 2026

FARSØ: Der var både hyldest og varme ord på Store Torv, da Lions Club Thit Jensen torsdag aften uddelte årets Thit Pris i forbindelse med arrangementet ”10 retters Menu gennem Farsø”.

Forud for prisoverrækkelsen bød Karin Havemose på vegne af Lions Club – Thit Jensen deltagerne velkommen i mål.

-Vi håber I har haft en fornøjelig tur rundt i Farsø med hyggeligt samvær, solskin, en lille regnbyge, men i særdeleshed en aktivering af smagssanserne. Nu er vi kommet til tidspunktet hvor vi skal uddele årets Thit Pris.

Pris for særlig indsats
Thit Prisen uddeles hvert år til en kvinde, der har gjort en særlig indsats for Farsø og lokalsamfundet. I år havde prisuddelingen en særlig betydning, da 2026 markerer 150-året for forfatteren og kvindesagsforkæmperen Thit Jensens fødsel i Farsø.

I sin tale fremhævede Karin Havemose, at årets modtager besidder mange af de egenskaber, som også kendetegnede Thit Jensen: handlekraft, viljestyrke, omtanke og evnen til at få ting til at ske.

Valget faldt på Liselotte Frederiksen, der gennem mange år har været en markant og engageret frivillig kraft i Farsø.

Træder altid til
-Hun har altid været aktiv i foreningslivet både som spiller, træner, holdleder og som den person, der altid træder til, når der mangler en hjælpende hånd.

Vi ser hende i bybilledet til Farsø Festen, til Hot Sommer, hvor hun som aktiv i Håndboldens Venner er tovholder for tombolaen. Hertil fremskaffer hun og samler hun gevinster ind og finder frivillige til at bemande tombolaen.

Det samme gør sig gældende i regi af Håndboldens Venner ved omdelingen af Farsø Avis i sommerhusområderne. I årenes løb er hun blevet bekendt med alle smutvejene i Trend, Ertebølle og i Hvalpsund. Og det kendskab til sommerhusområderne gør hun brug af til fordeling af ruter til de børn og unge, som skal finde postkasserne.

Hun får også hjælp af mand og børn, som hun aktivt inddrager i sit frivillige arbejde. Eller er det pigerne (hendes døtre – red), som animerer hende til det ?, f.eks. når der skal bruges frivillige til en spejderlejr eller til det daglige spejderliv.

Godt humør og stor energi
I begrundelsen blev hun beskrevet som en positiv, imødekommende og smilende person, der møder både arbejde og fritidsliv med godt humør og stor energi.

-Der har altid været gang i hendes liv. I fritiden er hun med hvor der sker noget, eller hun får noget til at ske. Med årets Thit Pris hylder vi en kvinde, der med sin person og gennem sit frivillige arbejde, gør en reel forskel for lokalsamfundet, lød det blandt andet ved overrækkelsen.

Thit Prisen blev uddelt for 16. gang og består af en glasplade med Thit Jensens silhuet og årstal. Kunstværket er skabt af Farsø-glaskunstneren Ingrid Fredgaard. En flot buket blomster fulgte med, overrakt af sidst års Thit Pris modtager Ellymaria Løkke Poulsen.

Taknemmelig modtager
En glad Liselotte Frederiksen takkede for hæderen og fortalte, at hun på forhånd havde undersøgt rækken af tidligere prismodtagere.

– Jeg har været nødt til at kigge på, hvem det er, man er i klub med, og det er godt nok nogle fine navne, sagde hun.

Hun understregede samtidig, at hendes frivillige engagement i høj grad er udsprunget af ønsket om at følge og støtte sine børn i deres aktiviteter.

– Gennem det frivillige arbejde er jeg blevet rigere. Jeg har mødt mange skønne mennesker og oplevet utallige børnesmil, og det bliver man rig af.

Tak til min familie for at give mig plads til det her, og til de mange skønne mennesker, jeg møder derude, lød det fra modtager af Thit Prisen 2026, Liselotte Frederiksen.

/cf

5 x 26.000 fra Lions piger til hjælpegrupper for børn

Her ses de fem modtagere af donationer fra Lions Club – Thit Jensen. Det var repræsentanter fra (f.v.) Familiehuset i Hornum, Skyggebørn, Foreningen Børn & Sorg Vesthimmerland og Jammerbugt, Familienetværket v. Røde Kors Farsø og Barnets Blå Hus Vesthimmerland der alle takkede for pengene, som nu kommer til gavn for mange børn og deres familier

FARSØ: Ud over få fyldt maven med lækre retter ved en hyggelig gåtur gennem Farsø, så gjorde man med sin deltagelse i torsdags i forbindelse med ”10 retters menu gennem Farsø” også en god gerning ved at støtte hjælpegrupper for børn.

130.000 til hjælpegrupper for børn
Lions Club – Thit Jensen, der stod bag ”Smag på Farsø”, havde udvalgt fem hjælpegrupper for børn, som der sammenlagt blev støttet med kr. 130.000, som faktisk er femtusinde kroner mere end sidste år.   

Hver af de fem hjælpegrupper fik overrakt kr. 26.000 – et beløb, der blandt andet henviser til årstallet 2026, men som især afspejler den store opbakning til arrangementet.

Tak for støtten
Ved overrækkelsen var repræsentanter fra de fem organisationer mødt op for at modtage donationerne og sige tak for støtten.

Heidi Larsen fra Foreningen Børn & Sorg Vesthimmerland og Jammerbugt understregede, hvor stor betydning bidraget får:

– De her penge gør en stor forskel for de børn, jeg arbejder med. Det er børn i sorg, og vi oplever, at flere og flere benytter vores tilbud. Derfor er det meget vigtigt for os at modtage denne støtte, sagde hun.

Julie Henriksen fra Familienetværket ved Røde Kors Farsø glædede sig også over donationen:

– Det her er utroligt kærkomment. Vi arbejder med sårbare og udsatte familier og giver dem oplevelser, de ellers ikke ville få. Sidste år var vi blandt andet i cirkus med familier, som aldrig tidligere havde prøvet det. Og husk når man handler i butikken, så støtter man også familienetværket som aktivitet. Så af hjertet tak for støtten, lød det.

Fra Børnenes Blå Hus takkede den frivillige Alice både arrangørerne og lokalsamfundet:

– Det gør en verden til forskel for mange familier, børn og unge i sårbare situationer. At opleve et lokalsamfund, som bakker så stærkt op, er helt fantastisk, sagde hun.

Charlotte, der repræsenterede Skyggebørn v. Jes Dige på vegne af bestyrelsen, fortalte, at pengene vil være med til at sikre gratis sorggrupper for børn og unge.

– Vi tilbyder et gratis tilbud uden venteliste, hvor børn og unge kan møde andre i samme situation og tale om deres sorg. Det betyder utroligt meget for os, at I lægger alle de frivillige kræfter i at samle disse penge ind, og I støtter så godt op om det i lokalsamfundet. Tusind tak herfra, sagde hun.

Også Familiehuset i Hornum modtog en donation. På vegne af huset takkede Ilse Skadhauge Larsen for støtten:

– Disse penge går direkte til at give børn nogle store oplevelser. Det er helt fantastisk. Tusind tak, lød det.

/cf

520 fik aktiveret smagssansen gennem Farsø

Der var også god stemning ved Hotel Farsøs stop på Baldersvej. Her blev der serveret lækre kæmpe rejer.

FARSØ: Torsdag aften i sidste uge blev der afholdt ”Smag På Farsø”. Det var 9. gang Lions Club – Thit Jensen afholdte det smagsfulde arrangement.

Arrangementet, der er Vesthimmerlands største af sin slags, blev udsolgt på rekordtid. På blot knap 14 dage var alle billetter revet væk, så de 520 der havde sikret sig billet, havde set frem til den smukke gåtur gennem Farsø by med 10-retter undervejs.

Sendt afsted af Thit og Johs. V. 
Deltagerne blev sendt afsted i hold fra Store Torv af selveste Thit Jensen og Johs. V. Jensen med hyggemusik i baggrunden. Herefter fulgte de lækre gourmetretter fra 10 udvalgte lokale spisesteder – herunder tre nye. Drikkelsen dertil var der ligeledes flere udbydere der sørgede for ude på ruten.

10 stop med lækkerier
De 9 hold med op til ca. 60 lækkersultne deltagere på hvert hold, blev sendt afsted med 10 minutters mellemrum. Det betød, at der ude ved de 10 boder, som var fordelt langs den 3,8 km lange rute gennem Farsø by, ikke opstod ventetid på at sætte tænderne i lækkerierne. Her oplevede man også den hyggelige og snaksaglige stemning, som man havde håbet på.

Kimbrer Kroen var med for første gang, og her blev der serveret hønsesalat med bacon topping.
Der var en god stemning og snakken gik på turen imellem madstederne

Samtlige 520 deltagere kunne i mål på Store Torv melde om fyldte maver og gode kulinariske oplevelser.

Veltilpasse og med fyldte maver slog deltagerne sig ned på Store Torv efter turen gennem Farsø.

Musik og gymnastik på Store Torv
På den ellers regnfulde dag, brød solen heldigvis frem til aften til ”Smag på Farsø”. Sådan var det indtil næsten alle var i mål. En mindre byge faldt over midtbyen, som dog ikke gjorde noget, heller ikke for gymnasterne fra DGI Himmerlands Ynglinge hold, som ikke aflyste deres 2. afdeling selvom de blev våde. Dog blev springsekvenserne på air-tracken ændret til en glidebane i stedet.

En enkelt regnbyge faldt under 2 afdeling af DGI Himmerlands Ynglinge holds opvisning. Men det blev undskyldt med en flot regnbue over midtbyen.

Ud over hyggestemning med musik leveret af Villadsen & Søn og gymnastik, var man også spændt på at høre, hvem der havde tilmeldt det største hold. Det var Outline med over 100 deltagere.

Spændende var det også at høre hvem der fik Thit prisen og årets donationer. Deltager armbåndene kunne også gemme på en overraskelse, nemlig at vinde en af de mange lodtrækningspræmier for sammenlagt kr. 5.000. Hovedpræmien var en robotklipper.

Nu ser Lions Club – Thit Jensen frem mod næste år, hvor Smag på Farsø kan fejre 10-års jubilæum, og man kan godt begynde at glæde sig, for jubilæumsudgaven kan meget vel blive større end nogensinde før.

/cf

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.