FARSØ: Der var både hyldest og varme ord på Store Torv, da Lions Club Thit Jensen torsdag aften uddelte årets Thit Pris i forbindelse med arrangementet ”10 retters Menu gennem Farsø”.
Forud for prisoverrækkelsen bød Karin Havemose på vegne af Lions Club – Thit Jensen deltagerne velkommen i mål.
-Vi håber I har haft en fornøjelig tur rundt i Farsø med hyggeligt samvær, solskin, en lille regnbyge, men i særdeleshed en aktivering af smagssanserne. Nu er vi kommet til tidspunktet hvor vi skal uddele årets Thit Pris.
Pris for særlig indsats
Thit Prisen uddeles hvert år til en kvinde, der har gjort en særlig indsats for Farsø og lokalsamfundet. I år havde prisuddelingen en særlig betydning, da 2026 markerer 150-året for forfatteren og kvindesagsforkæmperen Thit Jensens fødsel i Farsø.
I sin tale fremhævede Karin Havemose, at årets modtager besidder mange af de egenskaber, som også kendetegnede Thit Jensen: handlekraft, viljestyrke, omtanke og evnen til at få ting til at ske.
Valget faldt på Liselotte Frederiksen, der gennem mange år har været en markant og engageret frivillig kraft i Farsø.
Træder altid til
-Hun har altid været aktiv i foreningslivet både som spiller, træner, holdleder og som den person, der altid træder til, når der mangler en hjælpende hånd.
Vi ser hende i bybilledet til Farsø Festen, til Hot Sommer, hvor hun som aktiv i Håndboldens Venner er tovholder for tombolaen. Hertil fremskaffer hun og samler hun gevinster ind og finder frivillige til at bemande tombolaen.
Det samme gør sig gældende i regi af Håndboldens Venner ved omdelingen af Farsø Avis i sommerhusområderne. I årenes løb er hun blevet bekendt med alle smutvejene i Trend, Ertebølle og i Hvalpsund. Og det kendskab til sommerhusområderne gør hun brug af til fordeling af ruter til de børn og unge, som skal finde postkasserne.
Hun får også hjælp af mand og børn, som hun aktivt inddrager i sit frivillige arbejde. Eller er det pigerne (hendes døtre – red), som animerer hende til det ?, f.eks. når der skal bruges frivillige til en spejderlejr eller til det daglige spejderliv.
Godt humør og stor energi
I begrundelsen blev hun beskrevet som en positiv, imødekommende og smilende person, der møder både arbejde og fritidsliv med godt humør og stor energi.
-Der har altid været gang i hendes liv. I fritiden er hun med hvor der sker noget, eller hun får noget til at ske. Med årets Thit Pris hylder vi en kvinde, der med sin person og gennem sit frivillige arbejde, gør en reel forskel for lokalsamfundet, lød det blandt andet ved overrækkelsen.
Thit Prisen blev uddelt for 16. gang og består af en glasplade med Thit Jensens silhuet og årstal. Kunstværket er skabt af Farsø-glaskunstneren Ingrid Fredgaard. En flot buket blomster fulgte med, overrakt af sidst års Thit Pris modtager Ellymaria Løkke Poulsen.
Taknemmelig modtager
En glad Liselotte Frederiksen takkede for hæderen og fortalte, at hun på forhånd havde undersøgt rækken af tidligere prismodtagere.
– Jeg har været nødt til at kigge på, hvem det er, man er i klub med, og det er godt nok nogle fine navne, sagde hun.
Hun understregede samtidig, at hendes frivillige engagement i høj grad er udsprunget af ønsket om at følge og støtte sine børn i deres aktiviteter.
– Gennem det frivillige arbejde er jeg blevet rigere. Jeg har mødt mange skønne mennesker og oplevet utallige børnesmil, og det bliver man rig af.
Tak til min familie for at give mig plads til det her, og til de mange skønne mennesker, jeg møder derude, lød det fra modtager af Thit Prisen 2026, Liselotte Frederiksen.
/cf
