HVALPSUND: Koncertteltet på plænen foran laden på Hessel, var fyldt til sidste plads med 330 tilhørere, da det populære vestjyske orkester Tørfisk i lørdags gæstede den årlige herregårdskoncert på Herregården Hessel.
Koncerten var for længe udsolgt.
Tørfisk kom med deres 45 års jubilæumsshow, og det erfarne ”boyband”, der efterhånden har opnået kultstatus, gav den fuld gas med røverhistorier med glimt i øjet, og de kendte numre såsom Tørfisk, Bacon 3 x om dagen, Vinkels Røv og selvfølgelig VLTJ.

Der var derfor rigtig god stemning i teltet fra start til slut, hvor oplæggene til sangene, der berørte hverdagsemner, med et twist gav gode grin. De fire medlemmer gik efter hinanden med deres særheder med vanlig vestjysk lune, altså rigtig god underholdning.
Publikum blev også opfordret til at synge med på sangenes omkvæd, nogle så særprægede tekster som ”Bacon 3 x om dagen – en hyldest til de danske svin” og mange flere.
I 2025 udgav orkesteret ”Nye Tider” med den nuværende konstellation betående af brødrene Egon og Bent Kirk, Anker Hviid og Tommy Thiel Rasmussen.
Mange husker fortsat Bent Bro, der var med til at starte gruppen i 1981, ligesom biskop Henning Toft Bro gennem mange år var en markant del af orkestret. Selvom begge i dag er ude af bandet, så lever Tørfisks særlige stil og autenticitet videre i den nuværende besætning.
Det kunne man tydeligt mærke på Hessel, for mange af tilhørerne har fulgt orkestret, som gennem årene har givet utallige koncerter her i lokalområdet. Det er ikke så underligt, for humoren er den samme, og så forstår man den vestjyske dialekt.
Det var derfor en koncert med stor spilleglæde, glimt i øjet og vestjysk charme, som virkelig kom ud over scenekanten i Hvalpsund Borgerforenings største telt.
Koncerten blev dermed endnu en stor succes for arrangørerne, Herregården Hessel og Hvalpsund Borgerforening. Det kan derfor blive svært at komme efter denne fantastiske koncert og finde et navn til næste års Herregårdskoncert, der kan begejstre i samme stil, selvom Herregårdskoncerten alle årene har haft kendte navne på plakaten. Også i 2024 var koncerten udsolgt, da Stig Rossen gæstede Hessel.
/cf
