Forside Blog Side 1165

Farsø Avis kæmpede sig igennem sneen

FARSØ: Avisen skal ud og alt gik også planmæssigt indtil natten mellem tirsdag og onsdag, hvor Farsø Avis sammen med mange andre ugeaviser i den nordjyske region sneede inde hos Nordjyske Distribution i Hjørring.

Budene stod hele tiden klar til at rykke ud til depoterne, men udrykningen blev først aktuel torsdag eftermiddag, hvor Farsø Avis nåede ud til det reducerede antal depoter grundet vejrliget.

 

De fleste aviser nåede ud til læserne torsdag aften, mens enkelte ruter i Hvalpsund, Strandby, Gatten og Farsø by først blev færdigomdelt i løbet af fredag og lørdag.

 

Heldigvis hører det til sjældenhederne at vejret kan forårsage så store forsinkelser på omdelingen.

 

Selvom den trykte udgave af Farsø Avis altid vil være at foretrække, benyttede en del sig af at læse avisen i den elektroniske udgave på farsoavis.dk.

 

En mulighed der for øvrigt også byder sig hvis man er ude at rejse eller på anden vis ikke har mulighed for at få fat i den trykte udgave af Farsø Avis.                

En australsk oplevelse i Farsø

FARSØ: Det er noget af en omvæltning at komme fra en storby på den anden side af jordkloden -og fra 40 sommergrader, og så dumpe ned i lille Farsø i vinterkulden.

Louisa Starkey og Lise Nielsen i deres spejderuniformer i sneen. Det var første gang at australske Louisa havde oplevet sne.

Men det har netop været en del af udfordringen for 17-årige Louisa Starkey fra Adelaide i Australien, der som en del af et internationalt spejderudvekslingsprogram har opholdt sig seks uger i Farsø.

Louisa Starkey har været privat indkvarteret hos jævnaldrende Lise Nielsen i Farsø, der i efteråret selv var i Australien og boede privat hos en familie en halv times kørsel fra Adelaide.

Begge piger har derfor fået en god indsigt i hver af hinandens kulturer, og der har derfor været rigeligt at tale om og opleve, mens Louisa Starkey har opholdt sig i Farsø.   

Louisa Starkey fortæller at Danmark og Australien trods alt minder meget om hinanden.

Der er den samme venlige og uformelle omgangstone. Dog tiltaler man lærerne i skolen ved efternavn, som den eneste forskel hun har bemærket.

Af andre forskelle nævner Louisa Starkey, at man i Australien bærer skoleuniform, og at man som skoleelev ikke er påtvunget at lære fremmedsprog.

Det der nok har gjort størst indtryk er kulden og ikke mindst sneen. Louisa Starkey har aldrig før oplevet sne, og en temperatur under 10 grader i Adelaide om vinteren, hører så absolut til sjældenhederne, fortæller hun.

I det hele taget har Louisa Starkey nydt opholdet i Farsø, og ikke mindst at blive indlemmet som en del af familien hos Lise Nielsen. Selv kommer Louisa Starkey fra en stor familie, og specielt var det da, at fejre jul langt væk hjemmefra, fortæller hun, men til gengæld vil den danske julehygge sammen med Lises familie og en ægte White Christmas(hvid jul), gå ind i erindringen som noget helt særligt.

Louisa Starkey har fulgt Lise Nielsens dagligdag med skolegang, lektier, fritidsaktiviteter og naturligvis spejderbevægelsen i Farsø. Det blev da også til et spejdertræf ved Kolding, ligesom Louisa Starkey fik lejlighed til at mødes med de øvrige 8 australiere, der også er med i det dansk-australske spejderudvekslingsprogram. Desuden inviterede Lise Nielsen på tur i Tivoli og Zoo – og på en af Farsøs egen begivenheder op til jul, nemlig at blive hejst 80 meter op over Farsø i en lift.

Det var en oplevelse at se Farsø og egnen fra oven, fortæller Louisa Starkey, der selv kommer fra en aktiv storby på 1,1 mio. indbyggere, som en skarp kontrast til lille Farsø.               

I løbet af de seks uger opholdet har varet, har de to piger nærmest skabt sig et søsterforhold, som for begges vedkommende helt sikkert byder på genvisit.                                      

Når Louisa Starkey kommer tilbage til Australien skal hun holde foredrag og fortælle om Farsø og Danmark. – Jeg kan virkelig kun opfordre andre til at besøge Danmark. Det er ligeså smukt og venligt som jeg havde forestillet mig, slutter Louisa Starkey, der i søndags rejste tilbage til Australien med mange gode danske minder i rygsækken.

Sason Pizza fylder 15 år

FARSØ: – Som tiden dog går!. Sådan lyder det fra Abdulah Yurtserver, der for nu 15 år siden, åbnede Sason Pizza & Kebabhouse i Farsø. I øvrigt som det første pizzaria i Farsø og dengang på adressen Stationsvej 2.

Farsøs første pizzaria Sason Pizza fylder 15 år

I 2006, efter at bymidteprojektet i Farsø var blevet en realitet og adressen Stationsvej 2 revet ned, åbnede Sason Pizza & Kebabhouse i bymidten i helt nye lokaler og med plads til 60 spisende gæster i restauranten. 

Abdullah Yurtserver bor i dag i Aalborg, men tager dagligt turen til Farsø. Sason Pizza har i dag fire medarbejdere, der dækker den daglige åbningstid fra kl. 11.00 til 21.00.

Vinterudsalget starter i morgen torsdag

FARSØ: De gule udsalgsskilte er fundet frem i Farsøs butikker, der sågar lokker med besparelser på op til 50% på tøj, sko og andre former for vareartikler.

Der er mange penge at spare, når udsalget i Farsøs butikker starter i morgen kl. 9.00

Med til udsalgsstarten hører de gule ærter, men også tre andre mættende retter har fundet vej til udsalgsstarten.

Startskuddet går i morgen torsdag kl. 9.00. Men allerede i dag kan du se udsalgsvarerne i forretningsvinduerne, og derved udse dig netop det, du gerne vil have. Ligesom flere af forretningerne har køtilbud, som det absolut er værd at ’være på pletten’ for at få fat i.

Nye udsalgsvarer
Personalet i butikkerne har den seneste uges tid haft travlt på varelageret med at ’mærke’ varer ned. Og de bliver ved med at finde ’nye’ udsalgsvarer frem, indtil der afsluttes med en kæmpe udsalgsspurt midt i februar.

Det kan derfor anbefales at kigge avisens 2. sektion, udsalgsavisen godt igennem, så man er forberedt på en god handel. Men husk, at de mange tilbud i avisen kun er et lille udpluk af forretningernes store udbud.

Gule ærter en tradition
Traditionen tro byder Farsø Handelsstandsforening alle udsalgskunder på en god og varm portion gule ærter med flæsk og pølse på centertorvet i Farsø Rådhuscenter. Men også tre andre mættende retter har fundet vej til starten på Vinterudsalget i Farsø. Så man kan roligt give så god tid til at udsalgshandle og klare middagsmaden og aftensmaden samtidig.

Snekaos – tak for indsatsen

FARSØ: Der var ingen sure miner og ingen mangel på personale under snestormen i Sygehus Himmerland i sidste uge.

Der var ingen mangel på personale på Farsø sygehus under snestormen i sidste uge. En del af personalet tog ekstra længe vagter eller indlogerede sig på sygehuset, så patienterne var i gode hænder mens sneen fygede udenfor.

Personalet overnattede i stor stil på sygehusene i både Farsø og i Hobro for at passe de indlagte patienter. Chefsygeplejerske Helle Overgaard er virkelig imponeret over, hvordan personalet har stået sammen og virkelig har tacklet situationen helt fantastisk.

 

Hun fortæller, at der er en del personale, som har været på sygehuset under hele snestormen.

 

– Der var flere, som mødte ind tirsdag morgen, og som først blev afløst i løbet af torsdagen. Alle sygehusets boliger, som ikke er udlejet, har været overtaget af overnattende personale. Dertil var der en hel del, som overnattede rundt omkring på sygehuset i senge i mødelokaler, på sovesofaer i vagtværelser og på løse madrasser.

 

Der er virkelig blevet udvist holdånd og et stort sammenhold her på vores sygehuse, og det er vi utrolig taknemmelige for, siger Helle Overgaard, der også glad kan meddele, at ingen planlagte operationer eller indlæggelser er blevet aflyst pga. snestormen. Alle funktioner blev godt dækket ind, og der blev derfor kun aflyst indlæggelser og operationer på de patienter, som ikke kunne komme frem.

Vinteren er over os

FARSØ: Det er smukt og betagende, men også koldt og besværligt. Sneen har nu lagt sig som en flot hvid dyne over landskabet, men det var besværligt da den kom i starten af sidste uge.

Kraftigt snefald, efterfulgt at vekslende vinde var hvad fodgængere, cyklister og bilister skulle kæmpe sig igennem, og tit på ikke ryddede veje og fortove.

Det lader ikke til at Kong Vinter vil slippe taget foreløbigt for frost både dag og nat sikrer at sneen bliver liggende.

Derfor gik man fredag og lørdag i gang med gravko og lastbil for at få fjernet snemasserne fra hovedgaden i Farsø, så både fodgængere, cyklister og biler kunne passere fortov og cykelsti.       

10 nye ungdomsdommere

FARSØ: Farsø KFUM HK’s ungdomstrænere var idag til herrelandskamp i Forum Horsens. Men hvorfor var de nu det? Jo, mandag den 4. januar uddannede Farsø håndboldklub 10 nye håndbolddommere.

Farsø KFUM HK’s nyuddannede dommere/trænere sammen med landsholdsdommer Per Olesen (siddende) og Lars Ejby Pedersen (stående) til højre i billedet.

Klubben ser gerne at alle klubbens trænere har et godt kendskab til spillets regler, så derfor fik de 10 trænere en grundlæggende viden indenfor dommerreglerne.

I samarbejde med Håndboldens Venner, som bidrog med et økonomisk tilskud, blev der derefter arrangeret en håndboldtur til Horsens.

Her fik de 10 trænere fra Farsø lejlighed til først at overvære landsholdskampen mellem Tjekkiet og Slovakiet og dernæst landskampen Danmark – Norge.

I mellem de to kampe var der lige tid til at hilse på Verdens bedste dommerpar fra Danmark, nemlig Per Olesen og Lars Ejby Pedersen, som lige var blevet færdige med at dømme Tjekkiet – Slovakiet.

De 10 ungdomstrænere fra Farsø KFUM HK havde en dejlig tur til Horsens. Fra nu af kan trænerne ikke bare kalde sig ungdomstrænere – nu kan de også kalde sig ungdomsdommere.

 

Lars Larsen flytter elevuddannelse til golfcenteret i Gatten

GATTEN: JYSK-ejer Lars Larsen flytter sin elevuddannelse til sit privatejede Himmerland Golf & Country Club i Gatten.

Alle butikselever i JYSK gennemgår fremover deres teoretiske uddannelsesforløb på 10 uger på Himmerland Golf & Country Club. Uddannelsescentret har tidligere ligget i Strandby, men uddannelseslokalerne blev utidssvarende.

JYSK har netop offentliggjort, at virksomheden søger 100 nye elever til de godt 100 danske butikker. Og det bliver en speciel oplevelse, de kommende JYSK-elever får, når de begynder som butikselever efter sommerferien.

Lars Larsen har nemlig flyttet elevuddannelsen fra de utidssvarende rammer i Strandby til golfcenteret i Gatten.

– Tiden var løbet fra lokalerne i Strandby, og vi vil i JYSK i de kommende år satse endnu mere på interne uddannelser af vores medarbejdere, så derfor giver det mening at flytte uddannelsen til topmoderne lokaler og omgivelser, siger Lars Larsen.

JYSKs interne uddannelse er i forbindelse med flytningen blevet navngivet JYSK Academy, og det er her, de kommende elever skal opholde sig 10 uger over de to år, uddannelsen til salgsassistent varer, mens den praktiske uddannelse foregår ude i butikkerne.

Himmerland Golf & Country Club ligger, som bekendt, i noget af Danmarks flotteste natur. Så udover at blive indført i den mere teoretiske del af butiksarbejdet, kan eleverne i deres fritid gøre brug af bl.a. swimmingpool, bowling, tennis, squash, pool – og naturligvis golf.

JYSK har cirka 1600 butikker i 32 lande og åbner i gennemsnit tre butikker om ugen rundt om i verden. Derfor har elever i JYSK store karrieremuligheder, fortæller uddannelsesleder Jørgen Olsen.

– Vores elevuddannelse er særdeles attraktiv, og vore folk er meget eftertragtede, når de får eksamensbeviset i hånden. Heldigvis beholder vi de fleste selv, siger Jørgen Olsen.

I erhvervsorganisationen Dansk Erhverv bekræfter uddannelseschef Svend Berg, at en elevuddannelse fra JYSK hører til helt i toppen.

– Jeg har fulgt elevuddannelserne i detailhandlen i mange år, og her er JYSKs uddannelse en af dem, jeg gang på gang fremhæver som velorganiseret og fagligt velfunderet. Uddannelsen er i høj grad moderne og fremadrettet og sikrer, at de unge får de kvalifikationer, der skal til for at være kompetente og eftertragtede i dansk detailhandel. Derudover vil JYSK som international virksomhed altid være attraktiv som uddannelsessted for unge med drive og ambitioner, siger Svend Berg.

Farsø Avis er stadig forsinket

FARSØ: Status her torsdag eftermiddag er, at Farsø Avis stadig ikke er omdelt, men skulle være fremme ved budene kl. 15.30, hvorefter omdelingen kan gå igang.

Selvom Farsø Avis har været færdigproduceret og trykt siden tirsdag eftermiddag har de to seneste to dages kraftige snefald givet problemer for udbringningen af avisen.

Status er her torsdag eftermiddag, at avisen stadig ikke er omdelt, men skulle være fremme ved budene kl. 15.30, hvorefter omdelingen kan gå igang.     

Dermed skulle Farsø Avis læsere gerne modtage det trykte eksemplar af avisen i løbet af i eftermiddag og aften – vel at mærke der hvor budene kan komme frem. Desværre er mange villaveje og biveje i landstriktet ikke ryddet tilstrækkeligt endnu til at avisen kan komme frem.   

Farsø Avis beder derfor fortsat om god tålmodighed – og opfordrer til, at man på de sædvanlige afleveringssteder sørger for god snerydning, så avisbudet kan komme frem og aflevere avisen korrekt.

Den elektroniske udgave af Farsø Avis kan læses her: http://e-pages.dk/farsoavis  

Farsø Avis kan være forsinket

FARSØ: På grund af snevejret er det ikke lykkedes at få bragt Farsø Avis ud til alle bude i udgivelsesområdet. Og de bude der har modtaget aviser, har meget svært ved at komme rundt.

Det ufremkommelige føre i nat og her til morgen har bevirket, at ikke alle bude modtaget Farsø Avis til omdeling i dag.

Man bør derfor indstille sig på en forsinket omdeling af Farsø Avis, der eventuelt kan trække ud til imorgen torsdag. 

Farsø Avis kan dog læses i den elektroniske udgave via dette link:  http://e-pages.dk/farsoavis  

    

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.