VESTHIMMERLAND: De fleste husstande i Vesthimmerlands Kommune kan se frem til en mindre besparelse på affaldsgebyret næste år. Til gengæld bliver flere af gebyrerne for virksomheder reguleret, mens prisen på blandt andet aflevering af haveaffald forbliver uændret. Byrådet har netop godkendt de nye gebyrer for 2027.
Husstande sparer 30-50 kroner om året
De nye affaldsgebyrer betyder, at de fleste husstande i Vesthimmerlands Kommune får en årlig besparelse på mellem 30 og 50 kroner. For sommerhusejere bliver den samlede udgift stort set uændret.
Gebyrene er beregnet på baggrund af Renovest A/S’ budget for 2027, kommunens budgetaftale og de forventede udgifter til affaldsindsamling og administration.
Selvom flere omkostninger stiger, blandt andet til brændstof til renovationsbiler og maskiner, trækker lavere afskrivninger på materieludgifterne i den modsatte retning. En stor del af det materiel, der blev anskaffet i forbindelse med de nye affaldsordninger i 2016, er nemlig nu afskrevet.
Producentansvar giver fortsat usikkerhed
De nye regler om producentansvar for emballage trådte i kraft 1. oktober 2025. Reglerne betyder, at producenterne skal bidrage til at betale for håndteringen af emballageaffald.
Der er dog fortsat usikkerhed om, hvor stor en del af udgifterne Renovest får refunderet.
I beregningen af affaldsgebyrerne for 2027 er der derfor regnet med, at 62,5 procent af de relevante indsamlingsudgifter bliver refunderet. Det er samme andel, som Renovest foreløbig får dækket i 2026. Hvis refusionsordningen senere ændres, kan det få betydning for økonomien på affaldsområdet.
Kommunens mellemværende med affaldsfonden skal udlignes
En del af gebyrberegningen handler også om kommunens økonomiske mellemværende med affaldsfonden. I 2027 skal kommunens tilgodehavende reduceres med tre millioner kroner. Det sker blandt andet gennem betalinger fra Renovest, afskrivninger på det tidligere affaldsdeponi på Stengårdsvej i Oudrup og et forventet driftsoverskud på affaldsområdet.Med de nye gebyrer forventes kommunens tilgodehavende hos affaldsfonden at være udlignet ved udgangen af 2027.
Der er dog endnu en økonomisk sag, som kan få betydning for borgernes fremtidige affaldsregninger.
Skattemyndighederne har anerkendt kommunens krav på 4,5 millioner kroner for moms, der ifølge sagen blev opkrævet ulovligt hos boligejendomme i perioden 2012-2021. Når renter medregnes, forventes tilbagebetalingen at blive på mellem seks og syv millioner kroner.Pengene skal føres tilbage til boligejendommene gennem lavere affaldsgebyrer. Beløbet er ikke indregnet i de nye gebyrer for 2027.
Virksomheder får ændrede affaldsgebyrer
For virksomheder er der også ændringer på vej. Gebyrerne for tømning af beholdere til restaffald bliver generelt forhøjet med 4,13 procent. Det gælder både ordninger, hvor virksomheden selv stiller med en beholder, og ordninger, hvor beholderen leveres af Renovest.
Virksomheder kan også benytte kommunens indsamlingsordning for genanvendeligt affald, der omfatter blandt andet papir, pap, glas, metal, plast, madaffald samt mad- og drikkekartoner. Denne ordning har været åben for virksomheder siden april 2023. Her bliver gebyrerne forhøjet med 1,5 procent. Det adskiller sig fra husholdningernes ordning, hvor de samlede omkostninger blandt andet påvirkes af lavere afskrivninger på materiel, der primært anvendes ved indsamling fra boliger.
Billigere at besøge genbrugspladsen
Der er også enkelte ændringer for virksomhedernes brug af genbrugspladserne. Gebyret for at aflevere affald i små køretøjer kan sænkes en smule i 2027. Prisen reguleres efter Renovests gennemsnitlige omkostninger ved håndtering af affald på genbrugspladserne. Gebyret for aflevering af farligt affald følger samme regulering.
Prisen for modtagelse af haveaffald forbliver uændret på 193 kroner pr. ton.
Til gengæld lægges der op til en prisstigning på 1,9 procent for asbestholdigt affald. Prisen for afhentning af ét ton asbestholdigt affald bliver dermed 1.630 kroner inklusive moms.
Behandlingspriserne for deponiaffald stiger med omkring tre procent, mens sikkerhedsstillelsen forhøjes med 1,8 procent. Da statens affaldsafgift fortsat er 475 kroner pr. ton, bliver den samlede prisstigning dog forholdsvis begrænset.
Gebyrer for sagsbehandling stiger
Virksomheder, der benytter kommunens brugerbetalte sagsbehandling på affaldsområdet, får også reguleret priserne. Her stiger gebyrerne med 3,27 procent, hvilket svarer til den forventede fremskrivning af kommunens indtægtsbudget fra 2026 til 2027.
Priserne for modtagelse af affald på Renovests anlæg følger desuden de takster, som Vesthimmerlands Forsyning har udarbejdet.
For genanvendeligt affald, der afleveres i store køretøjer, består prisen af en grundpris for Renovests interne omkostninger samt et tillæg, der afhænger af markedsprisen for at afsætte affaldet. Disse markedspriser kan ændres løbende og bliver som udgangspunkt justeret fire gange om året.
Forventer overskud på tre millioner kroner
De nye affaldsgebyrer er fastsat, så indtægterne forventes at dække udgifterne til affaldsordningerne og samtidig bidrage til et driftsoverskud på tre millioner kroner i 2027.
Overskuddet skal blandt andet være med til at nedbringe kommunens økonomiske mellemværende med affaldsfonden.
Kommunens administrationsbidrag fra affaldsfonden bliver fastsat til 3,434 millioner kroner i 2027.
/cf
