VESTHIMMERLAND: Onsdag er Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet indkaldt til ekstraordinære aftenmøder med det ene punkt på dagsorden at tage stilling til det areal, der endeligt skal indmeldes for Energiparken i Holme.
Punktet taget af Byrådsmødet
Egentlig skulle beslutningen allerede være taget på det ordinære Byrådsmøde i sidste uge, men punktet blev taget af.
Fra formand for Teknik- og Miljøudvalget, Allan Ritter, lød begrundelsen på Byrådsmødet:
– Jeg synes vi skylder en forklaring hvorfor vi tager punktet af, for det var i bund og grund en simpel sag.
I tvivl
Det drejer sig om det område der ligger syd for anlægget. Vi har været tvivl om, at hvis vi udvidede anlægget med det, om det så kunne give problemer i forhold til ansøgningen. Det har vi behandlet i Teknik- og Miljøudvalget i dag før byrådsmødet. Et at medlemmerne i udvalget stillede det spørgsmål. ”Når vi laver den ændring, betyder det så at vi kan tage en del af det nordlige område ud?”. Det har vi alle 7 i udvalget fået opfattelsen af, at man kunne. Det er vi nu blevet orienteret om at det kan man faktisk ikke. Det betyder, at vi bliver bundet af det vi beslutter. Vi finder det derfor uordentligt overfor de borgere der vil blive berørt af det her, at skulle behandle det på 5-10 minutter. Det er jo en kæmpe beslutning. Det tror jeg også vi er enige om i Byrådet.
Vi kunne fornemme det på borgermødet. Det er noget der har stor betydning for mange mennesker, men det er også noget vi skal tage en beslutning om.
Tager en ekstra omgang
Vi synes derfor det rigtige er at afholde et temamøde, og få det ordentligt belyst, og på den baggrund tage beslutningen på et ordentlig oplyst grundlag. Det er vi enige om fra udvalget, og det kan jeg også se økonomiudvalget er enig i. Vi skal ikke bondefanges i noget, som vi ikke kan stå på mål for. Vi skal være klar over hvad vi tager beslutning om. Det skylder vi de borgere der er involveret.
Uvist om der meldes ind inden 1. juli
Om temamøde og de ekstraordinære møder ender ud i en indmelding til Plan- og Landdistriktsstyrelsen (Staten – red) med henblik på at få det udpeget som statslig energiområde vil møderne vise. Men for at komme i betragtning i første omgang skal indmeldingen være styrelsen i hænde senest 1. juli. Efter den dato vil man kunne komme med i en ny ansøgningsrunde.
/cf