FARSØ: I dag var det så vidt, at der kunne holdes rejsegilde på den nye servicebygning på Farsøs nye genbrugsplads på hjørnet af Røjbækvej og Svoldrupvej.
Servicebygning og genbrugsplads er forventelig klar til indflytning 1. marts 2019.
Louise Mølgaard Mogensen, Vesthimmerlands Kommunes projektleder på genbrugspladsen holdt talen ved rejsegildet og sagde således:
– Projekt genbrugsplads og materielgård har jo varet noget tid. Der var mange overvejelser undervejs. Glæden er så ikke desto mindre, at vi står her i dag og er så langt, at vi kan fejre rejsegilde på servicebygningen.
Bygningen her bliver arbejdsmæssigt et udgangspunkt og samlingspunkt for mange ansatte. Både for Vesthimmerlands Forsynings folk på genbrugspladsen og Park og Vejs folk på materielgården her i Farsø. Men også kommunens naturvejleder får sin gang her til opbevaring af materiel.
Det bliver et hus hvor der bliver meget aktivitet – både hen over året, men til tider også hen over hele døgnet. Med de faciliteter vi har med vaskeplads, omklædning, kantine – som er til fælles brug for bygningens brugere, så har jeg en forventning om at huset virkelig bliver brugt.
Flytningen af både genbrugspladsen og materielgården, når den tid kommer, betyder at vi kan tage lidt mere hensyn til omgivelserne. Fordi vi her får lidt mere plads og lidt mere råderum til at I kan udføre jeres arbejde uden at have naboer sådan lige op ad.
Jeg vil på kommunens vegne sige stor tak til vore håndværkere, som lige nu har sin gang her på pladsen. Tak for jeres indsats og den gode dialog vi har. Tak fordi i knokler løs på projektet så vi kan blive færdige med det.
Tre gange større
Farsøs nye genbrugsplads er arealmæssigt tre gange så stor som den nuværende på Søndergården. Tegningerne på den nye genbrugsplads var færdige for ca. 1 år siden, men det var først efter flere licitationer at det samlede projekt for genbrugsplads og servicebygning blev sat i gang i april måned. Undervejs viste det sig, at der skulle ryddes op i jordlagene bestående af ”gammel søbund” toppet med blandet opfyld. Det har forsinket projektet således, at opførelsen af servicebygningen først kunne gå i gang i september. Det samlede projekt koster i omegnen af 7 mio. kr.
Lang tid undervejs
Projekt ny genbrugsplads startede tilbage i 2013, hvor regler for støj betød at genbrugspladsen måtte lukke om søndagen og det grønne affald midlertidigt måtte flyttes til Svingelbjergvej. Men pladsen på Søndergården har også længe været udfordret på arealets størrelse. Derfor købte Vesthimmerlands kommune i 2014 arealet på hjørnet af Røjbækvej – det tidligere cementstøberi med tilhørende hal.
I første omgang var det kun meningen at genbrugspladsen skulle flytte til Røjbækvej, men i 2017 blev det besluttet at materielgården skulle flytte med, og at adressen Søndergården 4 efter flytningen vil blive sat til salg.
Der gik politik i det
I 2017 gik der også politik i Farsøs nye genbrugsplads. En overgang så det ud til at Farsø slet ikke stod til at skulle have en ny genbrugsplads, da man fandt det mere hensigtsmæssig at bygge en ny fælles genbrugsplads for Aars, Farsø og Aalestrup og opføre den ved Østrup.
Men andre ord har det været en lang sej vej at nå dertil hvor projektet nu er nået til.
I denne store hal får Park & Vej muligheden for at reparere og se deres materiel efter. I en del af hallen får kommunens naturvejleder også muligheden for at opbevare sit materiel tørt og godt.
I denne del af bygningen er der kontor til Vesthimmerlands Forsyning, Park & Vej, fælles kantine og omklædningsrum.
Den nye genbrugsplads er mere end tre gange større end den gamle. Dermed får brugerne i Farsø og Omegn en grenbrugsplads, der både i udseende og funktion svarer til de andre pladser i kommunen. Desuden vil det være muligt at aflevere haveaffald udenfor genbugspladsens åbningstid, som det også er tilfældet i dag.

Sådan ser skitsen ud for den nye genbrugsplads i Farsø. Pladens størrelse er givet ud fra at antallet af fraktioner/sorteringer er mange flere end bare for få år siden. Der vil være ca. 30 stationer – inkl. miljøsortering på pladsen.
