Forside Blog Side 383

Farsø Bageri har slået dørene op til nyrenoveret butik

Farsø Bageri’s butik er gennemrenoveret og har fået et helt nyt look og indretning. Sidste onsdag genåbnede butikken efter halvanden uges ombygning. Her viser Peter Holleufer, Henrik Holleufer, Louise Borg og Anita Nielsen stolte den nye butik frem for kunderne.

FARSØ: Her til morgen kunne Farsø Bageri i Søndergade slå dørene op til en gennemrenoveret bagerbutik i et helt nyt look.

Egentlig var det planlagt at ombygningen kunne være klaret på fem dage, men der dukkede flere uforudsete opgaver op, så det blev til halvanden uge.

Heldigvis havde bagerbutikken lejet sig ind i lokaler i Farsø Rådhuscenter med en pop-up butik, mens håndværkerne knoklede løs i bagerbutikken. Så det gjorde ikke så meget at det trak ud. Kunderne kunne fortsat forsynes med bagerbrød, og bageriet i Søndergade var i fuld drift.

Bagermester Peter Holleufer fortæller: Vi havde besluttet at bagerbutikken skulle have den helt store tur. Det betød gulve blev brudt op, og her gemte der sig faktisk flere lag gulve nedenunder. Vi kom i bund og nu er der faktisk blevet lidt højere til loftet i bagerbutikken. Også væggene har fået den store tur. Nogle er gennembrudt – andre er muret til, så der er nu en ny adgang for personalet fra bagbutikken. Desuden er alle vægge blevet forsynet med akustikpaneler, hvilket giver en helt anden rumklang i butikken og dæmpning af lyden fra kølere og stenovn.

Nye glaskølere præsenterer kager og sandwich lækkert frem.

Som kunderne straks kunne se, så har renoveringen også givet mulighed for en helt ny indretning af butikken. Brød, kager og sandwich er lækkert præsenteret i glaskøleskabe, mens vinduesudstillingen er væk. Den nye indretning har givet mere plads til kunderne i butikken.

Bagerst i butikken er der opsat en stenovn, hvilket giver mulighed for bagning af nye brødtyper.

-Det glæder vi os til siger Peter Holleufer, der sammen med butikkens personale er meget glade for resultatet af ombygningen, som det har været værd at vente på.

Han er også meget taknemlig for muligheden for pop-up butikken i Farsø Rådhuscenter.

-Havde vi vist at ombygningen trak ud, havde vi gjort lidt mere ud af det, men fremfor alt havde vi åben og kunne betjene kunderne under hele ombygningen.

Kunderne blev budt velkommen i den nye butik med flag

1028 børn skal samle affald i Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: I denne uge samler 1028 børn fra skoler og dagtilbud i Vesthimmerlands Kommune affald.

Det er skoleledere, lærere, pædagoger og dagplejere, der har meldt deres elever og børn til årets udgave af Affaldsindsamlingen. På landsplan deltager flere end 164.000 børn – det højeste antal nogensinde.

I Danmarks Naturfredningsforening glæder man sig over de mange tilmeldinger.

– Det er intet mindre end fantastisk, at skolerne og dagtilbuddene bakker så massivt op, og at så mange børn skal deltage på Affaldsindsamlingen i år. Ikke alene gør det en konkret og synlig forskel, når så mange giver en hånd med – det er også en håndgribelig måde at lære børnene, hvor vigtigt det er at passe ordentligt på naturen og miljøet. Og det er helt afgørende, hvis vi skal løse problemet med henkastet affald på den lange bane, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Skal tælle engangsemballage
Når børnene skal på jagt efter henkastet affald, er sigtekornet stillet særligt skarpt på kaffekopper, slikpapir og andre former for engangsemballage.

Hvert år laver Danmarks Naturfredningsforening en opgørelse over, hvor mange kilo affald der er blevet samlet i forbindelse med Affaldsindsamlingen, men som noget nyt bliver børnene også bedt om at tælle, hvor mange stykker engangsemballage de finder.

I år sætter Danmarks Naturfredningsforening nemlig fokus på de mange typer af engangsemballager, der alt for ofte bliver smidt på gaden og i naturen. Ikke alene skal det afdække problemets omfang – optællingen tjener også et pædagogisk formål.

– Det ser måske ikke ud af så meget, når der ligger en sammenkrøllet chipspose i vejkanten eller en fladtrådt cigaretpakke ved busstoppestedet. Men det gør virkelig indtryk på børnene, når affaldssækkene er bugnende fulde og man bliver opmærksom på, hvor meget der egentlig ligger og flyder. Og når der ovenikøbet er tale om emballager, der er lavet til kun blive brugt én gang, bliver det endnu lettere for børnene at forholde sig til, at vores affald også er et kæmpe spild af ressourcer. Og det er en vigtig pointe i forhold til klimaet, siger Maria Reumert Gjerding.

Som led i Affaldsindsamlingen får skolerne og dagtilbuddene adgang til helt nye digitale undervisningsmaterialer, der bl.a. skal gøre børnene klogere på affald, affaldsforebyggelse og ikke mindst sammenhængen mellem affald og klima.

Offentlige indsamlinger hele ugen
Børnene er ikke de eneste, der skal samle affald i uge 13. På Affaldsindsamlingen deltager også foreninger, idrætsklubber, virksomheder og ikke mindst private borgere.

Kommende weekend kulminerer affaldsugen med hundredvis af offentlige affaldsindsamlinger i hele landet.

Danmarks Naturfredningsforening forventer, at op mod 35.000 vil samle ind i løbet af weekenden.

Bl.a. har Fandrup Borgerforening og Overlade Borgerforening oprettet deres egne affaldsindsamlinger, hvor der samles affalds langs indfaldsvejene og i byen.

Børn bliver afledt med farverige billeder og bøger

Formand Lars Andresen og kasserer Mette Lapirtis(i stolen) er mødt ind på laboratoriet på Farsø Sygehus for at få præsenteret farverige billeder, billedbøger og legetøj som sygehusets yngste patienter møder når de kommer for at få taget blodprøver. Her møder børnene bl.a. bioanalytiker Trine Christiansen(t.v.) og laborant Ellen Veggerby(bagerst). En tredje medarbejder Eva Fabricius, som også har været med til at ansøge støtteforeningen om pengene til indkøbet, kunne ikke være med ved fotograferingen.

FARSØ: Det at møde ind på et sygehus – kan ligesom for mange voksne, være et utrygt bekendtskab for børn.

På laboratoriet på Farsø Sygehus, der officielt hedder Klinisk Biokemisk Afdeling Farsø, møder der i omegnen af 200 børn ind om året for at få taget blodprøver.

Årsagen kan være allergier eller kroniske sygdomme, som kræver udredning eller kontrol på baggrund af en blodprøve.

Bioanalytiker Trine Christiansen fortæller, at man hidtil har brugt talens kunst som afledning for det stik, der tages for at udtage blod.

Nu er der kommet farverige børneplakater på væggene og billedbøger til at bladre i. Og selvfølgelig er der også en belønning. Den er hidtil blevet serveret i en hvid plastikkurv. Kurven er nu blevet erstattet af en lille farverig metalkuffert, hvor børnene frit kan vælge en ting – lige fra en slikkepind til en plastikfigur som belønning.

Selvom det er nogle af de mindre ting, der søgt penge til hos Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø, så fortæller formand Lars Andresen at alt har sin berettigelse, for det handler om at også sygehusets yngste patienter kan føle sig mere trygge, når de kommer på sygehuset.

Det er laboratoriets ansatte der har ansøgt støtteforeningen om penge, og det er da heller ikke hemmelighed, at der står flere ønsker på ønskesedlen, som man håber Støtteforeningen kan hjælpe med at indfri, men der skal en ansøgning til.

Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø er for øjeblikket ved at lade op til foreningens generalforsamling i maj, der også byder på et offentligt møde, hvor regionrådsformand Mads Duedahl er inviteret. Han vil som nytiltrådt regionrådsformand fortælle om sit syn på sundhedsvæsenet i Nordjylland og naturligvis også Farsø Sygehus.  

Pakhuset føres videre af Event & Gastronomi

Kok Martin Møller, indehaver af Event & Gastronomi har fået en ny kompagnon, kok Henrik Kowalski. Sammen har overtaget ledelsen af Pakhuset i Hvalpsund, som de åbner for gæster den 8. april.

HVALPSUND: Pr. 28. marts har Lene og Ejgild Bach valgt at overdrage den daglige ledelse af Pakhuset til Event & Gastronomi i Farsø.

Det er derfor gået stærkt på det seneste for indehaver af Event & Gastronomi, Martin Møller, for det er helt klart en mulighed, som han ikke har villet forpasse.

-Det er kun en gang, at man får muligheden for en restaurant med denne fantastiske beliggenhed. Så den har jeg grebet sammen med min nye kompagnon Henrik Kowalski, som kommer til at stå for den daglige drift på Pakhuset, mens jeg fortsætter med Event & Gastronomi i Farsø, fortæller Martin Møller.

Der skal nu ansættes personale til Pakhuset med den fleksibilitet, at man eksempel kan låne køkkenpersonale af hinanden ved større selskaber. Pakhuset kan ved fuldt hus betjene 180 gæster og det kræver sit i såvel køkken som i restaurant og selskabslokaler.

Henrik Kowalski, 28 år kommer fra Fredericia. På trods af hans unge alder, har han allerede nået rigtigt meget. Ligesom Martin Møller fik han interesse for kokkefaget, da han startede i fritidsjob som opvasker. Begge er uddannet kokke. Martin på Hotel Farsø og Henrik på Kongebrogården i Middelfart.

Begge har prøvet sig af på forskellige restauranter i ind- og udland og dermed opbygget sig en stor erfaring med restaurantdrift. For 2 år siden vendte Martin tilbage til Farsø for at starte Event & Gastronomi i Farsø. Selvom det var midt i corona-tiden fik han sin forretning slået i gangmed levering til arrangementer ud af huset, som er en del af konceptet, men også selskaber i egne lokaler i Farsø.

Henrik har derimod ikke haft drømmen om at starte sit eget – indtil nu, sammen med Martin. Særligt ikke efter at han var i en motorcykelulykke sidste efterår. Han er nu kommet sig helt, og så sent som for tre uger siden kunne han melde sig helt rask efter den lange sygemelding med genoptræning.

-Da vi trådte ind her på Pakhuset, var jeg heller ikke tvivl, siger Henrik Kowalski. Det her er helt enestående. Vi glæder os til at komme i gang.  

Martin og Henrik har lejet et hus i Hvalpsund, så de kan koncentrere sig om åbningen af Pakhuset.  De to arbejder hen imod at Pakhuset åbner for gæster den 8. april.       

Det rykker i Hvalpsund

Frem til på den anden side af sommerferien vil der være entreprenørarbejde i området ved lystbådehavnen.

HVALPSUND: Der arbejdes på kystsikring, moler, flex-parkering, legeplads og toiletbygning Der er virkelig gang i entreprenørmaskinerne i Hvalpsund for øjeblikket.

Nu griber gravemaskiner gang i en luns mere af Hvalpsund. Det bliver omkring området ved lystbådehavnen og Fjordvej. I denne uge er Vesthimmerlands Forsyning begyndt at grave Fjordvej op for at lave kloakering. Kloakeringen er først og fremmest til de boliger som Aars Boligforening vil gå i gang med at opføre i efteråret, men også til fremtidige boliger på arealet hvor Restaurant Marina i dag ligger.

I samme ombæring vil Fjordvej få sit nye forløb bag om Marina som det har været planlagt i årevis. 

Hvalpsund borgere, sejlere og turister skal derfor denne sommer regne med en del gravearbejde i området og det vil ikke altid være muligt at køre igennem området.

Per Cæsar Torp blev stemmesluger til vandbestyrelse

Per Cæsar Torp fra Farsø trak over halvdelen at stemmerne som forbrugerrepræsentant i Vesthimmerlands Vand de kommende fire år.

VESTHIMMERLAND: Med 285 ud af de i alt 445 afgivne stemmer i forbindelse med valg af forbrugerrepræsentanter og suppleanter til bestyrelsen i Vesthimmerlands Vand for perioden 2022 – 2026, har Per Cæsar Torp fra Farsø helt klart været borgernes førstevalg blandt de fire opstillede kandidater med 64% af stemmerne.
Vesthimmerlands Forsyning har i perioden fra 7. marts til 20. marts afholdt et valg, hvor man som borger i Vesthimmerland har kunnet afgive sin stemme elektronisk via Nem ID.
Selskabet betjener 13.624 adresser i Vesthimmerland.
Resultatet blev:
Per Cæsar Torp, Farsø fik 286 stemmer (64%) og er valgt som bestyrelsesmedlem
Niels Bach, Løgstør fik 83 stemmer (19%) og er valgt som bestyrelsesmedlem
Lenette Glerup-Jahn, Løgstør fik 63 stemmer (14%) og er valgt som 1. suppleant
Ole Høgh Sørensen, Løgstør fik 14 stemmer (3%) og er valgt som 2. suppleant
Forbrugerrepræsentanterne indtræder i bestyrelsen umiddelbart efter generalforsamlingen den 28. april 2022.
-Det er det højeste antal kandidater og stemmer, der nogensinde har været til vores forbrugervalg. Dejligt at så mange har udvist interesse for spildevandshåndtering i vores kommune. Det vidner om et engagement i vores fælles vandmiljø. Så hermed en særlig tak til de fire kandidater og de 445 stemmer, udtaler bestyrelsesformand Jens Lauritzen.
Valget til bestyrelsen i Vesthimmerlands Vand følger valgåret for kommunalvalget, så de to nye medlemmer sidder på posten frem til 2026, hvor der igen er valg

Galleri Himmerland åbner sæsonen med spændende ny kunst

Galleri Himmerland kan i år præsentere 25 kunstnere indenfor maleri, fotokunst, trækunst, smykkekunst, glaskunst, keramik og bronze og endelig kunstpuder. Heriblandt Annie Hjorths glaskunst. Hun har bl.a. leveret kunstværker til kongehuset

GATTEN: Til den nye sæson 2022 er det lykkedes Galleri Himmerland at tilknytte 6 nye kunstnere, hvis virke spænder vidt indenfor kunstens verden. Kunstnerne præsenterer bl.a. glaskunst, bronze, maleri- og fotokunst.

Glaskunstneren Annie Hjorth er oprindelig uddannet billedkunstner, men for at få mere lys, transparens og refleksion i hendes værker, begyndte hun i 2014 at arbejde i glas. Som billedkunstner var Annie Hjorth vant til, at farverne opførte sig nogenlunde forudsigeligt, og at hun i det hele taget havde kontrol over resultatet af hendes arbejde. Sådan er det ikke i glaskunst. At arbejde i glas er fyldt med overraskelser. Når Annie Hjorth går i gang, ved hun aldrig helt, hvad der kommer ud af det. Men når det lykkes, giver hendes glaskunst stærke inspirerende referencer til naturen, først og fremmest havet og vand i det hele taget. Annie Hjorth udstiller bredt såvel privat som offentligt, og hun har bl.a. leveret kunstværker til kongehuset, bestilt som gaver fra Århus Cityforening.

Bronzekunstneren Susanne Kirsaa lever fuldt op til Galleri Himmerlands vision om at præsentere original og varieret kunst. Skulpturen og formningen sammen med håndværksprocessen er for hende afgørende for at skabe kunst der taler til beskueren.  Hun finder sin inspiration i hele verden inklusiv hendes eget hjem og nære omgivelser. Susanne Kirsaa er af den opfattelse, at kunsten først kommer til sin ret, når det er placeret i et hjem eller en virksomhed, hvor det er værdsat og elsket. Susanne udstiller på gallerier i Danmark og Norge, og har bl.a. en permanent udstilling hos Salling Group i Århus.

Galleri Himmerland oplever større interesse for abstrakt malerkunst, hvorfor det er en stor glæde at kunne præsentere kunstmaleren Sanne Bruhn fra Haderslev. Da Sanne bor tæt på havet, er det naturligt at hun på sine daglige gåture langs stranden bliver inspireret gennem de mange sanseindtryk fra naturen. Naturens forunderlige farvespil kan genkendes i Sanne Bruhns abstrakte kunstværker. Liv, kraft og energi bliver med Sannes penselstrøg overført til lærredet, hvor værket udfolder sig med sikker sans for farvesammensætning og komposition

Eventyrlyst er en del af bagagen hos Naja Duarte, der startede med keramik, men endte i billedkunsten. Najas motivverden spænder vidt fra det abstrakte til detaljerede blomstermotiver og  livfulde portrætter. Fælles for dem alle er en bred farvepalet, og et sikkert penselstrøg, der muliggør et kunstværk med masser af liv og sirlige detaljer.

Hos Galleri Himmerland oplever man til stadighed stor efterspørgsel efter malerier fra Færøerne.Den barske natur og det specielle færøske lys tiltaler mange af galleriets gæster, og Færøerne har da også gennem tiden inspireret mange dygtige kunstnere. En af disse er det heldigvis lykkes at tilknytte Galleri Himmerland på trods af hendes mange udstillinger i ind-og udland. Det drejer sig om Lone Mørkøre, som gennem sin færøske mand og et flerårigt ophold på færørene, har fået et nært forhold til de nordatlantiske øer. Den vilde natur, luften, havet, det fantastiske lys og de skærende kontraster er altid at finde i Lones malerier.

Nogle nåede at stifte bekendtskab med Norske Mark Petersens fotokunst ved galleriets juleudstilling i 2021..De positive tilbagemeldinger gør, at Mark også er tilknyttet galleriet i 2022.Mark Petersen er en sand fotonørd på den positive måde. Han bruger mange timer før han er tilfreds med værkets udtryk. Årsagerne til dette er bl.a. at hans motiver aldrig er digitalt ændret eller farvemanipuleret. Med andre ord er det han ser også det du ser, men udført i en uovertruffen og exclusiv kvalitet. Marks motiver findes overvejende i den nordjyske natur, hvor specielt vestkysten er interessant. Mark Petersen modtog i 2021 anerkendelse fra kongehuset for sin flotte fotokunst, der foruden Galleri Himmerland kan opleves i USA og Sydafrika.

Der er således lagt op til endnu en spændende sæson hos Galleri Himmerland, hvor man udover de nye kunstnere kan opleve galleriets faste kunstnere præsentere nye spændende kunstværker, således galleriets gæster får en særdeles interessant og varieret tur rundt i kunstens mangfoldige verden. Galleri Himmerland kan således præsentere 25 kunstnere indenfor maleri, fotokunst, trækunst, smykkekunst, glaskunst, keramik og bronze og endelig kunstpuder.

Traditionen tro er det igen i år lykkedes galleriet at skaffe en spændende åbningstaler til ferniseringen den 26. marts. Det drejer sig om Vesthimmerlands Kommunes borgmester Per Bach Laursen. Endvidere vil man kunne møde flere af galleriets kunstnere, som gerne fortæller om deres arbejde med kunsten. Galleri Himmerland håber derfor på en spændende og fornøjelig fernisering.

SE ANNONCEN HER

Store gevinster at hente på natur og friluftsliv

VESTHIMMERLAND: Et scoop – intet mindre. Sådan betegner Vandaksen selv det hold af oplægsholdere som foreningen stiller med til dette års generalforsamling med efterfølgende offentligt møde i næste uge på Vitskøl Kloster.

Friluftsrådet direktør kommer på besøg
At direktøren fra Friluftsrådet, Winni Grosbøll er en af oplægsholderne, skyldes en kronik i dagbladene, hvor hun bl.a. skriver at kommunerne kan hente store gevinster ved at udbygge deres sti og rutenetværk.

Foreningen Vandaksen har budt ind
-Og da Vandaksen er en forening, som arbejder for at skabe et unikt, sammenhængende stisystem til vands og til lands ved Vesthimmerlands vestkyst, så er det oplagt at høre, hvordan vi kan få fingrene i disse gevinster, fortæller Vandaksens formand Jørgen Ørnskov.

Og så er vi da også meget interesserede i at høre mere om det kommende nationale stisystem som Friluftsrådet er en del af, og ikke mindst de ekstraordinære store udlodningsmidler som udloddes til temaer inden for Fysiske rammer for friluftsliv, Børn og unges friluftsliv og Vandfriluftsliv.

I kronikken skriver Winni Grosbøll også, at en stærkere rekreativ infrastruktur, herunder diverse stisystemer, i høj grad vil kunne komme landets kommuner til gode.

For borgere, turister og øget bosætning
Der er nemlig mange fordele at hente, hvis man er villig til at prioritere og investere i dette område; Højere livskvalitet for borgerne, mere omsætning for turismen – og ikke mindst viser en ny analyse, foretaget af Realdania og Bolius fra november 2021, at naturen kommer ind på første pladsen når danskerne bliver bedt om at pege på den vigtigste årsag til, hvorfor de har valgt deres nuværende bopæl.

Hør Vesthimmerlands visioner for natur- og friluftsliv
Derfor er det også fantastisk, at det er lykkedes borgmester Per Bach Laursen at skabe plads i en meget travl kalender. Han kommer og fortæller om kommunens visioner for natur- og friluftslivet, og endelig har også udvalgsformand for Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Per Nyborg takket ja til at fortælle om, hvordan udviklingen i landdistrikterne kan bidrage til at øge den samlede attraktionsværdi i Vesthimmerlands kommune.

Det er et hold med stor viden, visioner, ideer, og noget på hjerte, så der er lagt op til en spændende aften, hvor der er mulighed for at blive klædt godt på inden for natur og friluftsliv, nationalt, regionalt og lokalt.

FAKTA: Vandaksen
Vandaksen er en forening som arbejder for, om at skabe et unikt, sammenhængende stisystem til vands og til lands ved Vesthimmerlands vestkyst.

I bestyrelsen sidder ildsjæle og repræsentanter for foreninger, erhverv og forvaltningen i Vesthimmerlands kommune; Carsten Grove – Kajakklubben Nautilus, Lars Marquart – Kajakklubben Løgstør, Dennis Gislum – FDF Aars, Tove Douglas – Roklubben Nautilus,

Niels Kristian Veggerby – Myrhøj Camping, Jørgen Ørnskov – lokal ildsjæl og naturvejleder Karin Winther som er repræsentant for Vesthimmerlands kommune.

Vesthimmerlands Kommune tilbyder Ukrainere hjælp

VESTHIMMERLAND: I sidste uge vedtog Folketinget en særlov, der gør det muligt for personer, der er fordrevet fra Ukraine, at få midlertidig opholdstilladelse i Danmark.

Det endnu uvist hvor mange Ukrainere der er ankommet til Vesthimmerland siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar. Det skyldes, at Ukrainerne ikke har pligt til at lade sig registrere hvis de opholder sig i Danmark under 3 måneder.

Men med særloven, som altså kræver en opholdstilladelse, vil Ukrainerne få adgang til sundhedsvæsen, skolegang og arbejde i Danmark på lige fod med danskerne.

Men en opholdstilladelse kræver mange papirer der skal udfyldes, ligesom der også er mange ting at forholde sig når man ankommer til et nyt land.

Derfor rækker Vesthimmerlands Kommune nu hånden ud til de ankomne Ukrainere med et informationsmøde, men også personer som kan hjælpe med udfyldelse af papirer samt råd og vejledning. 

De udfyldte papirer skal omkring Udlændingestyrelsens borgerservice i Aalborg til registrering og behandling før en opholdstilladelse kan udstedes.

Med en opholdstilladelse kan man vende tilbage til Vesthimmerlands Kommune, der kan anvise til læge, psykologhjælp, skoler og arbejde hos lokale virksomheder som har budt sig til i en database  

Der er således en stor vilje til hjælpe de nye borgere til en god og tryg hverdag i Vesthimmerland.                      

Indkvarteringen af de tilkomne flygtninge skal kommunen ikke direkte sørge for, men Vesthimmerlands Kommune har erfaring med at drive asylcentre rundt omkring i landet.

Man er således også ind i billedet denne gang sammen med udlændingestyrelsen. Foreløbigt er der åbnet Center Dokkedal ved Egense, som er en tidligere efterskole. Her er der plads til 300 personer, hvor de 180 allerede er indlogeret. Kapaciteten slipper derfor snart op. Det er derfor ikke usandsynligt at Asylcentret i Østrup bliver genåbnet. Det har senest huset uledsagede flygtninge under 18 år.    

Det ser ud til at løse sig på Idunsvej

Idunsvej

FARSØ: – I forhold til den fortsatte udvikling af Farsø by er det vigtigt, at der er egnede og tilstrækkelige byggegrunde til boligbyggeri. I den forbindelse har vi været bekymrede over de udfordringer, der har været med at afsætte grunde i den eksisterende udstykning på Idunsvej, siger formand for Farsø Erhvervsråd, Anette Overgaard.

Det glæder os derfor, at Vesthimmerlands Kommune har igangsat et udviklingsprojekt, der i samarbejde med de nuværende grundejere på Idunsvej, har fokus på at udvikle de tilbageværende byggegrunde, så de bliver mere attraktive for potentielle nybyggere i Farsø og forhåbentligt også nye borgere i Farsø.

Der skal sikres jord til en udvidelse af Idunsvej
Såfremt projektet lykkes, vil de tilbageværende grunde forhåbentlig være solgt inden for få år. Derfor har vi også bedt Vesthimmerlands Kommune om at arbejde på en udvidelse af udstykningen på Idunsvej, da det erfaringsmæssigt kan være en proces, der strækker sig over mange år, når kommunen påtænker at erhverve jord til brug for byggegrunde.

Det vil derfor være rettidig omhu såfremt Vesthimmerlands Kommune erhverver den fornødne jord til at sikre, at der også om 3 år er attraktive byggegrunde til rådighed i Farsø.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.