Store gevinster at hente på natur og friluftsliv

VESTHIMMERLAND: Et scoop – intet mindre. Sådan betegner Vandaksen selv det hold af oplægsholdere som foreningen stiller med til dette års generalforsamling med efterfølgende offentligt møde i næste uge på Vitskøl Kloster.

Friluftsrådet direktør kommer på besøg
At direktøren fra Friluftsrådet, Winni Grosbøll er en af oplægsholderne, skyldes en kronik i dagbladene, hvor hun bl.a. skriver at kommunerne kan hente store gevinster ved at udbygge deres sti og rutenetværk.

Foreningen Vandaksen har budt ind
-Og da Vandaksen er en forening, som arbejder for at skabe et unikt, sammenhængende stisystem til vands og til lands ved Vesthimmerlands vestkyst, så er det oplagt at høre, hvordan vi kan få fingrene i disse gevinster, fortæller Vandaksens formand Jørgen Ørnskov.

Og så er vi da også meget interesserede i at høre mere om det kommende nationale stisystem som Friluftsrådet er en del af, og ikke mindst de ekstraordinære store udlodningsmidler som udloddes til temaer inden for Fysiske rammer for friluftsliv, Børn og unges friluftsliv og Vandfriluftsliv.

I kronikken skriver Winni Grosbøll også, at en stærkere rekreativ infrastruktur, herunder diverse stisystemer, i høj grad vil kunne komme landets kommuner til gode.

For borgere, turister og øget bosætning
Der er nemlig mange fordele at hente, hvis man er villig til at prioritere og investere i dette område; Højere livskvalitet for borgerne, mere omsætning for turismen – og ikke mindst viser en ny analyse, foretaget af Realdania og Bolius fra november 2021, at naturen kommer ind på første pladsen når danskerne bliver bedt om at pege på den vigtigste årsag til, hvorfor de har valgt deres nuværende bopæl.

Hør Vesthimmerlands visioner for natur- og friluftsliv
Derfor er det også fantastisk, at det er lykkedes borgmester Per Bach Laursen at skabe plads i en meget travl kalender. Han kommer og fortæller om kommunens visioner for natur- og friluftslivet, og endelig har også udvalgsformand for Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Per Nyborg takket ja til at fortælle om, hvordan udviklingen i landdistrikterne kan bidrage til at øge den samlede attraktionsværdi i Vesthimmerlands kommune.

Det er et hold med stor viden, visioner, ideer, og noget på hjerte, så der er lagt op til en spændende aften, hvor der er mulighed for at blive klædt godt på inden for natur og friluftsliv, nationalt, regionalt og lokalt.

FAKTA: Vandaksen
Vandaksen er en forening som arbejder for, om at skabe et unikt, sammenhængende stisystem til vands og til lands ved Vesthimmerlands vestkyst.

I bestyrelsen sidder ildsjæle og repræsentanter for foreninger, erhverv og forvaltningen i Vesthimmerlands kommune; Carsten Grove – Kajakklubben Nautilus, Lars Marquart – Kajakklubben Løgstør, Dennis Gislum – FDF Aars, Tove Douglas – Roklubben Nautilus,

Niels Kristian Veggerby – Myrhøj Camping, Jørgen Ørnskov – lokal ildsjæl og naturvejleder Karin Winther som er repræsentant for Vesthimmerlands kommune.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: