Forside Blog Side 368

FarSØ festen slutter af med Nikita  

FARSØ: Der er garanti for at søndag eftermiddag og aften i forbindelse med FarSØ Festen bliver Festlig, Folkelig og Fornøjelig i Farsø Søanlæg.

Søndag er der nemlig lagt op til den store finale, først med det underholdende byfestoptog gennem byen, der naturligvis har mål på Søvej ved Søanlægget, således der kan festes og hygges videre på festpladsen og i det store byfesttelt. 

-Vi runder FarSØ festen 2022 af med en fed oplevelse. Lad os igen få teltet til at gynge i anlægget, når Nikita sørger for god populærmusik, der lader op til god stemning, syng-med og dans, siger formand for FarSØ festen, Palle Bro Kristensen. 

Denne eftermiddag og aften er til at mødes over en hyggesnak og en øl eller vand – eller måske en portion Stegt Flæsk med Persillesovs. Men den er ikke mindst for dem som ønsker at lytte til kendte numre og måske tage sig en eftermiddags svingom.  Og husk der er gratis adgang, påpeger Palle Bro Kristensen, der også garanterer tørvejr – i det store festtelt forstås.  

Er man mere til eftermiddagskaffe og kage har spejderne salg af dette i spejderhuset.

Nikita spiller til kl. 18.30 og der er en times slantefest indtil kl. 19.00. hvor festen slutter
SE PROGRAMMET FOR BYFESTEN HER

Kæledyr vist frem på skue – FOTOS

Lørdag over middag var der dyrskue i solskinnet udenfor byfestteltet, men de unge ejere havde naturligvis medbragt skygge og vand til kæledyrene

FARSØ: Lørdag over middag troppede flere katte og hunde, en hamster, skildpadder og sågar en vandrende pind op ved Byfestteltet i Farsø Søanlæg sammen med deres unge ejere, for at blive bedømt til dyrskuet i forbindelse med FarSØ Festen.

10-årige Liva (t.h.)havde taget sine to kattekillinger på 14 uger, Charlie og Vilma med til dyrskue. Også veninderne Karoline og Sofie var med.
10-årige Isabella med hamsteren Leo
7-årige Isabella med hunden Sally. Den kunne i øvrigt give hugh-five
Så vidt vides var det første gang at en vandrende pind var med til dyrskue. Dommerne Kurt Friis Jørgensen og Niels Krebs Hansen måtte også kigge godt efter i kassen for at kunne få øje på den. 10-årige Andreas kunne fortælle at den godt kunne lide brombær blade. Den vandrende pind har Andreas overtaget fra Farsø Skole og nu bor den hjemme på hans værelse.
Lærke på 11 år med de to svenske gårdhunde Kato og Fie som er søskende
Melania på 4 år havde sin hund Karamel, som er af racen Beagle med. Melania kunne vise at de to havde øvet kunster, hvilket imponerede dommerne.
Anton på 6 år havde sine to skildpadder Rocky og Junior med. Her fortæller han at Rocky og Junior godt kan lide at bo i drivhuset og de spiser salatblade.
Arthur på 5 år havde hunden Tulle med. Her har han fået sin gave for deltagelsen i dyrskuet

Dommerne Kurt Friis Jørgensen og Niels Krebs Hansen kom på en svær opgave med at bedømme, og derfor tog de sig god tid med at hilse på alle dyr og talt med deres ejere om dyrenes race, alder, hvad de spiser og om de kunne nogle tricks.

Dommerne kunne dog trøste sig med at alle fremmødte børn med deres kæledyr fik en gavepose med bl.a. drikkedunk og gavekort til Land & Fritid samt Landal.

11 årige Ida Hedegaard Kristensen havde sorteret i legetøjet derhjemme.

Indenfor i Byfestteltet havde 11 andre børn samlet deres aflagte legetøj sammen for at sælge det. De stod selv for salget.

Cafehygge i spejderhuset

FARSØ: I forbindelse med FarSØ Festen, søndag åbner DDS Spejderne deres cafe i Spejderhuset ovenfor festpladsen

Her trakteres der med hjemmebagt kage og kaffe serveret på det fineste porcelænsstel.

Pengene går til spejderkassen.

LÆS PROGRAMMET FOR BYFESTEN HER

Må vi præsentere et af Vesthimmerlands flotteste og sjoveste optog

Hvad findes der mon af flotte, aktuelle og sjove indslag til byfestoptoget i år?

FARSØ: Søndag – over middag, finder et af FarSØ Festens populære indslag sted, nemlig det med de mange kreative indslag og sjove udklædninger, byfestoptoget.

Kl. 13.00 vil optoget være på plads på sit startsted på Vestervang i den sydlige ende af byen med Kimbrergarden i spidsen. Herefter går ruten ad hovedgaden Søndergade, Nørregade, Højgårdsvej og Gråbølle for at ende på Søvej.

FarSØ Festen håber ligesom de forrige år på ca. 10 indslag. Indslagene i byfestoptoget bliver belønnet i kategorierne det flotteste, det sjoveste og mest aktuelle indslag.

Har man endnu ikke tilmeldt sin byfestvogn, kan det nås endnu og helt frem til lørdag. Man kan tilmelde sig til Kris fra FarSØ Festen på 2299 7777

SE PROGRAMMET FOR BYFESTEN HER

Er du vild med banko så mød op i byfestteltet

FARSØ: Banko er populært – og det er det sandelig også når der er FarSØ fest.

Normalt er ca. 200 personer bænket til banko, hvilket viser dets popularitet.

Men der er også mange gode gevinster på spil, bl.a. et gavekort på kr. 1.000,- til Farsø Handelsstandsforenings medlemsbutikker.

Bankospillet starter kl 10.00, men kommer man allerede kl. 9.00 er der et gratis rundstykke og en kop kaffe at komme i gang på.

SE PROGRAMMET FOR BYFESTEN HER

Byfesten er også børnenes fest

FARSØ: Særligt lørdag forkæler FarSØ Festen børnene og opfordrer dem til at kigge forbi festen.

Ligesom fredag og søndag, vil legelandet for børn åbne på festpladsen fra kl. 13.00. Det indhegnede legeland består bl.a. af flere hoppeborge, rodeotyr, m.m. og formedelst kr. 50,- kan børn lege her hele dagen og komme og gå til ”legelandet” som de har lyst til.  

Også det populære børnedyrskue finder sted lørdag, ligesom børn opfordres til at komme med deres aflagte legetøj eller andet, som de kan sælge på kræmmermarked. Begge dele vil foregå inde i Byfestteltet, mens guldgravningen vil foregå udendørs i container fyldt med sand og ”guld”, fortæller Byfestens formand Palle Bro Kristensen.

Ved at finde farvede sten i den store sanddynge, kan man vinde slikkepinde eller fribilletter til legelandet.

SE PROGRAMMET FOR BYFESTEN HER

Endelig var der Farsø Løb igen – FOTOS -VIDEO

Starten går på FarSØ Løbet

FARSØ: Efter to års pause stod mange på spring til at deltage i Farsø Løbet eller Hyggeløbet torsdag aften i sidste uge. Hyggeløbet blev introduceret første gang i 2019.

Løbene havde Farsø Tri & Trim som arrangør, som – om nogen, ved hvordan løb skal afvikles.

Løbsspeaker Peter Møller kunne kort inden start oplyse 1.010 tilmeldte løbere. Starten på Farsø Løbet gik i hovedgaden ud for Vestjysk Bank. 10 minutter senere gjaldt det hyggeløbet.

Det var perfekt løbevejr temperaturmæssigt – lige omkring de 20 grader, og frem for alt holdt det tørt.

716 gennemførte
Selvom forholdene var perfekte, så skulle det vise sig at kun 716 gennemførte. Den store forskel fra de 1.010 tilmeldte skyldes, at Farsø Skole havde tilmeldt samtlige elever, men ikke alle mødte op til start.

Starten går på Hyggeløbet

Farsø Løbet på 6.5 km. havde 452 deltagere til start. Først over målstregen var Morten Stilling fra Viborg AM i tiden 21:08 foran Mads Nyrup fra Farsø, som løb i 21:43 og Jesper Greve fra Vexa HLM Running i 22:00. Hos kvinderne var Petra Hermann hurtigst i tiden 25:35. Herefter fulgte Lisbeth Schütt Rasmussen i tiden 25:52. På 3. pladsen fandt man Farsø pigen Natasja Haldrup i tiden 26:13. Natasja vandt i øvrigt i 2019, men måtte denne gang se sig slået.

Nybovej

”Hyggeløbets” 3,1 km havde 264 deltagere til start. Her blev der ikke kåret vindere, men ligesom med Farsø Løbet så blev tiderne registret automatisk med de elektroniske løbsnumre.

Søndergade

I start og målområdet ved Store Torv var der samlet mange tilskuere, som heppede deltagerne i mål. Herefter fulgte præmieoverrækkelserne i byfestteltet i Søanlægget.

Selvom Farsø Skole var største hold, så talt de ikke i konkurrencen om største hold. De fik i stedet udenfor kategori en belønning i form af et gavekort på kr. 1.000.

Farsø Efterskole største hold
Det var til gengæld Farsø Efterskole i Stistrup der løb med sejren i konkurrencen om det største hold. Her deltog 114 elever. Herefter fulgte Outline med 72 deltagere og Versalift med 55 deltagere.

Grisefesten – hvor godtfolk mødes

Med til traditionen under grisefesten er ”futtog” gennem teltet.

FARSØ: FarSØ Festens Grisefest fredag aften er uden sidestykke festens mest populære programpunkt, og ligesom tidligere år, må man melde udsolgt af spisebilletter.   

Udsolgt på 9 timer
Da FarSØ Festen den 1. august udbød grisefestbilletterne til salg var de udsolgt på blot 9 timer. I forvejen havde festen solgt billetter til 17 VIP sponsorer.

Så der vil være fyldt ved bordene i festteltet, når 500 personer bænker sig til helstegt pattegris med tilbehør fra Det Lille Slagteri.

Husk bordreservation
Annette Engsig fra Byfestkomiteen opfodrer grupper, hvis de ikke allerede har gjort det, at reservere bord hos Centerkiosken senest i morgen torsdag kl. 12.00, hvorefter vi i byfesten går i gang med bordplanen.

-Kom gerne i god tid. Vi åbner dørene kl. 18.00. På den måde kan alle komme på plads og få købt sig drikkevarer, inden ”grisen” serveres kl. 18.30, siger Annette Engsig.      l              

Lettere i baren
Et andet medlem af Byfestkomiteen, Bendt Bro Kristensen tilføjer: – Ligesom tidligere, har vi for at gøre det lettere for alle, ensartede priser med et rabatstempelkort, med plads til 10x drikkevarer. Det betyder mindre håndtering af kontanter og betalingskort for såvel gæster som hjælperne i baren, men selvfølgelig kan man fortsat betale som man har lyst til – også for en enkelt øl, sodavand, drink eller en flaske vin.  

Og ikke at forglemme, hører Shu-bi-duo med til Grisefesten. Orkestret formår at skabe den rigtige feststemning i teltet der leder op til dans.

Billetlugen åbnes igen kl. 21
  – Selvom man ikke har sikret sig en spisebillet, er det ikke ensbetydende med, at man
går glip af festen, siger Annette Engsig, for efter spisningen, kl. 21.00 åbner vi billetlugen igen, hvor man kan komme ind til festen for kr. 50,-. Og på det tidspunkt er festen jo stadig ung!   

SE PROGRAMMET FOR BYFESTEN HER

Sommerfest for børn

FARSØ: De Private Pasningsordninger i Farsø har afholdt sommerfest for børnene samt deres forældre og søskende

Festen blev afholdt på legepladsen hvor der blev hygget, leget og snakket på tværs af de forskellige pasningsordninger i det skønne solskinsvejr.

Nye almen-boliger klar til indflytning i næste måned

Aars Boligforenings nye træhuse i Haubro er klar til indflytning i næste måned.

HAUBRO: Her til eftermiddag havde Aars Boligforening inviteret til Åbent Hus på de nyopførte udlejningsboliger i Haubro.

Der er opført to sorte et-plans træhuse med to lejligheder i hver.

Her til eftermiddag var der Åbent Hus og interesserede kunne kigge på lejlighederne og de omgivelser de ligger i.

Flere interesserede kiggede forbi for at tage lejlighederne i øjesyn, og mange var begejstret.

Et spørgsmål gik dog igen. Plantes der hæk ud mod Løgstørvej og Haubrovej. Svaret fra direktør fra Aars Boligforening, Brian Larsen, er kort og godt – ja. 

Træhusene og de nye lejligheder er i øvrigt identiske med dem som Aars Boligforening allerede har opført i Vegger og Gedsted. Begge steder er de udlejet. I Gedsted sågar inden boligerne var opført.

En ting adskiller dog boligerne i Haubro fra dem i Vegger og Gedsted. I Haubro opvarmes de med varmepumpe.

Det var der også spørgsmål til ved onsdagens åbent hus.

-Da der ikke er fjernvarme i Haubro, havde vi valget mellem gas og varmepumpe. Heldigvis valgte vi det sidste, fortæller Brian Larsen.

Selvom også el-priserne er høje, så opvejer lavenergi husene i Haubro med deres ekstra isolering i loft og gulv.

Husene er klar til indflytning i næste måned.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.