Forside Blog Side 357

Der er så mange gode børnebands, så her kommer det onde!

I dag kan børn opleve bandet De Onde i ALFA.

VESTHIMMERLAND: Verden er fuld af god børnemusik, men ond børnemusik er der kun ét band i hele verden, der spiller. Nemlig De Onde – muhaha! I efterårsferien kan man opleve dem live i ALFA, nærmere bestemt i dag søndag.

De fire sortklædte superhelte spiller håndspillet ond børnemusik, der kan få selv de artigste englebørn til at hoppe med på den onde bølge. De Onde leverer et energisk show og giver den danske børnemusik-scene et frisk pust.

-Kom ind og oplev en rigtig børnekoncert, hvor musikken spille live (– ikke noget med tracks) af fire fantastiske musikere. De Onde skaber en supersjov og medrivende koncert med masser humor og spilleglæde. Koncertens målgruppe er de 5-9 årige, men mon ikke også de voksne også kommer til at trække på smilebåndet, siger musikhusleder Lisbeth Jagd.

Peter Marott spiller ond trompet. Når han spiller trompet, spiller han så højt, at han vækker dem, der sover på den anden side af jorden. Det er ret ondt – især fordi han selv godt kan lide at sove længe.  Peter kan også spille helt stille. Sådan lidt ninja- trompet-agtigt. Så sniger han sig ind på folk og laver et ordentligt TRUUUUUUUUT.

Tobias Trier spiller ond guitar. Det hele begyndte med, at Tobias fik et hårdkogt æg, men ikke vidste, hvordan han skulle spise det. Tobias’ mor sagde, at han skulle bruge æggedeleren i køkkenskabet. Han var så̊ ond, at han trykkede æggedeleren sammen, så ægget blev skåret ud i skiver. Men hov – han fandt ud af, at han også kunne lave lyde på æggedeleren! Mystiske, onde lyde.

Eva Skipper spiller virkelig ond bas! I gamle dage var bassen et godt instrument. De dybe toner virkede beroligende på folk, og hvis der var nogen, der var ophidsede. Men en dag kom Eva til at vende stikket til forstærkeren omvendt. Lyden blev vild og høj og skærende og hæslig og folk begyndte at råbe: “Yeah man, det der er virkelig ond bas!

Carl Quist-Møller er den onde supertrommeslager. Han siger selv, at han kan skræmme fjenden med en march. Han siger også, at han kan tromme en takt, der er så skæv, at folk, der lytter til den, går sidelæns og vælter. Måske kender du Carl Quist-Møller som Løgnhalsen fra Ramasjang? Eller som tegneren bag Jungledyret Hugo?

Der findes ufattelig meget pussenusset børnemusik, derfor har De Onde et ønske om at give plads til alle de frække piger og drenge og åbne op for de følelser vi alle indeholder. Følelser der tit bliver lagt låg på.

Musikken kan bedst karakteriseres som udadvendt og energisk og bevæger sig frit i genrer som jazz, rock’n’roll, brazil m.m. De finurlige tekster underbygger det onde univers, og ved hjælp af humor og gode historier tager de publikum med ud på en rejse i fantasien.

Sammen med De Onde kan du være fræk, uopdragen, uartig, slem, uhøflig, ulydig og øretæveindbydende. Slå dig løs; det er sjovt at være ond!

Se annoncen for koncerten i ALFA her

Flextrafik bliver mindre dyrt for kommunen

Foto: NT

VESTHIMMERLAND: NT har udsendt forslag til en ny takstmodel og takster for 2023 i den åbne flextrafik i høring blandt kommuner og Region Nordjylland.

Forslaget indebærer en mere simpel takststruktur, en lidt højere brugerbetaling og dermed en mindre reduktion i kommunernes udgifter til flextrafik.

Den åbne flextrafik udgøres i dag af kørselsordningerne Flextur og Plustur. Udover de åbne produkter skal NT’s bestyrelse træffe beslutning om taksterne for Flexhandicap på bestyrelsesmøde den 27. oktober 2022.

Takstoplægget medfører at taksterne for Flextur justeres og ensartes fra 2023. De store ændringer er, at der i Flextur foreslås et mere enkelt takstsystem, hvor der fremover kun er 1 lav takst på 6,00 kr. pr. km. og 1 høj takst på 12,00 kr. pr. km. Den lave takst vil blive anvendt på landet og i områder med relativt mindre byer, mens den høje takst anvendes i byer med høj grad af bus- eller tog betjening.

I Vesthimmerlands Kommune er alene tænkt anvendt den lave takst, hvilket svarer til den nuværende gældende takst for flexture internt i kommunen.

I forslaget vedrørende Flextur ligger videre, at der ikke mere gives rabatter til medrejsende, men at alle (voksne) bliver fuldt betalende, samt at de særlige rejseregler på tværs af kommunegrænser ophører. Medrejsende betaler i dag kun 2,00 kr. pr. km. For rejser på tværs af kommunegrænser betales i dag 14,50 kr. pr. km for alle kilometrer.

NT forslår, at taksten for Plustur forsat skal være indeholdt og inkluderet i bus- eller togbilletten, for forsat at sikre en let og enkel adgang til den kollektive trafik for alle i Nordjylland.

Endelig har NT forudsat, at taksten for Flexhandicap prisreguleres.

I følge forudsætningerne i NT’s notat, vil takstforslaget for Vesthimmerlands Kommunes vedkommende, alt andet lige, betyde en let forhøjet samlet brugerbetaling, hvilket forventes at reducere kommunens driftstilskud til NT med ca. 86.000 kr. årligt.

Sjovt og lærerigt indblik i Middelalderen

Gøglertruppen Ramashang underholder.

VITSKØL: Lørdag formiddag – i strålende solskin, blev to dage med Middelalderdage indledt med salutskydning foran Vitskøl Kloster.

Det flotte vejr gjorde at tilstrømningen af publikum, som hovedsaglig bestod af børnefamilier, var stor. Lige over middag så man en meget glad formand for Levende Middelalder på Vitskøl, Bo Jacobsen gå rundt blandt folk på markedspladsen. Til Farsø Avis lød det: Er det ikke skønt at se ?.

Og der var også meget fornøjeligt at kigge på.  Som dagens andet indslag fik den musikalske gøglergruppe Ramashang humøret op til smil og grin blandt publikum, som stod i en rand rundt om underholdningen og klukgrinede.        

Dermed var to dages finøjerlige indslag og marked i gang.

20 markedsboder fandt man rundt omkring på ”Grathe Hede” som græsarealet bag Vitskøl Kloster de to dage var omdøbt til.  Boderne, som naturligvis var middelaldertelte var ”beboet” af middelaldergrupper, der det meste af sommeren har turneret rundt i landet til middelalderarrangementer.  Middelaldermarkedet på Vitskøl er sæsonens sidste, og så kan grej og passion for middelalder pakkes ned til næste sæson.

Mjøden er i orden

Selvom det var sæsonens sidste marked, så var meget alligevel på salg i boderne, alt lige fra mjød og honning til legetøjsværd og knive.

Valshamr underholder med høge og falkeflyvning

Samtidig viste middelaldergrupperne hvordan dagligdagen foregik i middelalderen, på nær når der blev budt op til bueskydning, høgeflyvning og ”torturshow”, som også var særlige begivenheder i middelalderen.   

Ridderkamp i klostergården

Tiden fløj således afsted på Middelaldermarkedet, hvor der blev gjort meget ud af at børn kunne indleve sig i tiden. Børn kunne prøve at skyde med bue og pil, slå reb, tage sig en ridderkamp med sværd og skjold, prøve middelalderspil og meget andet.

Lørdagens flotte sensommervejr var en ren publikumstræffer, hvorimod søndagens regn og rusk blev en våd fornøjelse. Også for Middelaldergrupperne, selvom de var klædt godt på i uld fra inderst til yderst.         

Middelalderdage på Vitskøl Kloster er atter på banen – se programmet her

Meget er på programmet til Middelalderdage, bl.a. høgeflyvning.

TREND/VITSKØL: I denne weekend – hvor efterårsferien netop er startet, afholdes der atter middelalderdage på og omkring det skønne Vitskøl Kloster.

Der bliver fuld fart  på begge dage, lige fra markedet skydes i gang kl. 10 med håndvåben og sortkrudt af gruppen ”Lejeknægte og Tross”, og helt frem til dagen afrundes med optræden med gøgl og musik af gruppen ”Ramashang”.

Musik og gøgl
Netop Ramashang har været savnet på markedet de sidste år, men vender stærkt tilbage i en udvidet besætning med hele 5 mand.

Gruppen besidder både et højt musikalsk niveau og har masser af humor, gøgl, akrobatik og næsvisheder på programmet. De spiller så det kan høres over hele markedspladsen, spiller, – så folks ben ikke kan stå stille, og deres næser begynder at vrikke.

Bueskydning fra hesteryg
Gruppen Moritoi Kharvaa viser mongolernes gamle militærdisciplin, bueskydning fra hesteryg. Rytteren skyder efter, og rammer sit mål med bue og pil på op til 90 meters afstand, mens hesten galoperer – kun styret ved hjælp af rytterens vægt og ben. De viser og fortæller om forskellige buer og skydeteknikker, og dermed hvor skræmmende, det har været at stå foran et mongolsk kavaleri. Der er 2 opvisninger pr. dag.

Frit skud
Bueskytterne fra Ydalir vil være til rådighed for publikum det meste af dagen. De lader folk låne deres buer og instruerer tålmodigt i, hvordan de skal håndteres for at ramme i mål. De giver også plads til at andre aktører, der har medbragt deres buer kan få afprøvet deres færdigheder. Bueskydning skærper evnen til at fordybe sig, udvise tålmodighed og være rolig i stressede situationer. 2 gange lørdag og 1 gang søndag vil de nordjyske bueentusiaster vise, hvad de med deres skarpe øjne og rolige hænder selv kan præstere.

Tryllekunst i kirkesalen
Tryllekunstneren Frederik vil glæde og overraske publikum med 2 forskellige shows. Det ene rent trylleri,  baseret på den viden, han har opsamlet gennem kalkmaleri-motiver, fund af trylleudstyr og nedskrevne beretninger om middelalderens gøglere. I det andet agerer han middelalderlig kvaksalver, der med hjælp af hellige relikvier og amuletter viser mirakler for både godtfolk og skidtfolk.

Men der er også mange andre aktører. Det en skøn blanding af nye og en masse af de gode gamle kendte, der kommer til Vitskøl og byder ind med blandt andet kampopvisning og høgeflyvning. 

Det er for børn
Der vil være mange aktiviteter for børn. Og for de modigste vil der være mulighed for at dyste mod en rigtig ridder. Som sædvanlig er Børnelegepladsen med bl.a. målskydning med armbrøster åben fra tidlig til silde.

På markedspladsen stiller flere end 20 middelaldergrupper op, der alle på forskellig vis levendegør middelalderens levevis – som man selv var der!

Markedspladsen
På markedspladsen stiller flere end 20 middelaldergrupper op, der alle på forskellig vis levendegør middelalderens levevis – som man selv var der!
I boderne vil du kunne købslå om alskens varer, som f.eks. lerkrukker, lammeskind og langbuer. Der er også mjød, honning, vin og ost til salg. Og måske vanker der ovenikøbet også smagsprøver fra de mange gryder, der snurrer over bålene.

Der vil også ved mulighed for at få stillet sulten, når elverne fra Tamu Vitskøl sælger ”Lange Lanser” og pandekager.

Stenaldercenter byder efteråret velkommen med et stærkt og “strømreduceret” program

Der er nye aktiviteter på programmet, men stenaldercenteret byder også på klassiske stenalderoplevelser, såsom den populære stammebådssejllads.

ERTEBØLLE: Når stenaldercentret slår dørene op til årets sidste åbningsuge – som er her i efterårsferien, så vil det være muligt at opleve, hvordan man laver mad i et hul i jorden, tørrer frugt og kød uden brug af strøm, bager brød på sten, laver varmt tøj af skind og dyretarme og så kan du opleve, hvordan det er at opholde sig i en stenalderbolig.

Fortiden er ikke knastør
-Fortiden har faktisk en relevans i nutiden og den behøver slet ikke være knastør, fortæller Stenaldercenterets leder Louise Villadsen, der har forberedt efterårsferiens program.

Leder og arkæolog Louise Villadsen sørger for, at der er en helt særlig stemning både ude og inde, når Stenaldercenter Ertebølle slår dørene op i efterårsferien.

Stenalderfolket gør klar til vinteren
I Ertebølletiden for godt 7.000 år siden måtte stenalderfolket også gøre klar til vinteren. Selvom klimaet var mildere dengang, blev vinteren også kold og man måtte sikre sig, at man havde ressourcer nok. Dengang måtte man finde løsningerne lige uden for hyttedøren. Det var fra naturen man fik både varme i boligen, varmt tøj, lune dyner og maden man skulle spise igennem vinteren. Det var slet ikke spørgsmål om man skulle tænde for radiatoren, den eksisterede nemlig slet ikke.

-Vi kan selvfølgelig ikke tænde tranlamper og bål i stuerne, men selvom vi befinder os i 2022, kan man alligevel hente mange strømløse tips og tricks i stenalderen, forklarer Louise Villadsen,  og vigtigst af alt, så er det ikke bare lærerigt, men også enormt hyggeligt at forberede sig til vinteren på stenaldermanér”.

Kom tæt på stenaldermenneskets hverdagsliv
Traditionen tro kan man komme tæt på helt tæt på stenaldermenneskets hverdagsliv og ikke alene få et indblik i hvordan vores forfædre overlevede, men også prøve kræfter med alt fra stammebådssejlads til stenaldermaling. 

I hele ugen vil der hver dag være fortællinger i centerets udstilling.

-Fortællingen er en oldgammel underholdningsform, men også den måde man, før skolen blev opfundet, lærte på. Fortællinger har evnen til at tage en med på eventyrlige rejser tilbage til en svunden tid og det er netop det vi gør i efterårsferien, siger Louise Villadsen, som selv vil stå for at invitere gæsterne til at tage plads på magiske dyreskind og tage gæsterne med på en rejse over havet og langt ind i en oldgammel urskov.

Erbo og Olle har brug for hjælp fra stenaldercentrets gæster
Endnu et nyt tiltag er et aktivitetshæfte, som kan benyttes af både voksne og børn. Her kommer man med stenaldermanden Erbo og hans søn Olle ind Ertebølletidens verden. Erbo og Olle er kommet væk fra Ertebølle Køkkenmøddingen og her er de kommet i problemer. De har brug for hjælp fra gæsterne, som med hæftet i hånden, ikke alene bliver klogere på stenalderen, men også lærer en række stenalder-skills, som de skal bruge for at hjælpe stakkels Erbo og Olle.

Lysfest onsdag aften
Dertil afholder Stenaldercenter Ertebølle igen i år en Lysfest, der blev afholdt med stor succes for første gang i 2019. I år afholdes denne stemningsfulde aften onsdag i uge 42. På denne aften vil hele stenalderen blive smukt oplyst af levende lys i form af bål, fakler, tranlamper og flydende lys i søen.

-Jeg tror, at det er sådanne naturnære oplevelser vi skal fokusere på i denne tid, hvor alting med en kontakt koster dyrt og vi glæder os til at runde sæsonen af med et brag af en efterårsuge med natur- og kulturoplevelser for hele familien, slår den travle leder fast.

Efterårsferien på Stenaldercenter Ertebølle indledes lørdag den 15. oktober

Se programmet på Stenaldercentret i Efterårsferien her

Vestrup skole besøgte Asmildkloster Landbrugsskole

VESTRUP: 5. og 6. årgang på Vestrup Skole var på Grøn Rejse til Asmildkloster Landbrugsskole torsdag og fredag før efterårsferien. Grøn Rejse var et tilbud der blev givet til 3 skoler, hvor Vestrup Skole var heldige at blive udvalgt som det ene.

Grøn Rejse er et døgn, hvor der tages udgangspunkt i FN´s Verdensmål nr. 12: Ansvarlig forbrug og produktion og nr. 15: Livet på land.

Der blev undervist i dyrevelfærd, hvor der bl.a. var på besøg i en kostald.

Eleverne havde også arbejdet med LittleBits i forbindelse med teknologi i landbruget. LittleBits er små programmeringskomponenter, som kan sættes sammen på mange forskellige måder.

Torsdag eftermiddag skulle eleverne selv lave deres aftensmad og dessert. Der blev taget udgangspunkt i fremtidens fødevarer, hvor vi bl.a. skal huske at skære ned på forbruget af kød. Der blev lavet lasagne med meget lidt kød, linser og grøntsager. Til dessert blev der lavet æblemuffins med ristede melorme og chokolade.

Torsdag aften stod lærere og nogle af landbrugseleverne bag et Farmerrace. Det var virkelig sjovt. Opgaverne i Farmerrace gik ud på: 1. Kend din traktor, 2. Malk en ko, 3. Farmerquiz, 4. Sæt halen på grisen, 5. Slå søm i, 6. Farmerwalk, hvor der skulle slæbes tunge vanddunke.

Det var en rigtig god tur, som meget kan anbefales. Vestrup Skoles elever ærte mange nye ting på en spændende måde.

Old School motionsdag

Inden afgang på løb blev der danset en fællesdans, som alle elever i hele Danmark dansede denne dag som en 40 års jubilæumshyldest for Skolernes Motionsdag

FARSØ: Traditionen tro afholdte Farsø Skole den sidste dag inden efterårsferien Skolernes Motionsløb. Det var i år 40 år siden motionsløbet blev afholdt for første gang.

I indskolingen blev jubilæet markeret ved at gå “old School” og afviklede dagen på traditionel vis. Eleverne løb samme rute som man på skolen gjorde for år tilbage.

Motionsløbet foregik som O-løb som man tidligere har gjort

-Vi fandt skolens gamle O-løbsstempler frem, fortæller lærer Anita Virenfeldt. Samme stempler som mange af elevernes forældre har brugt, da de løb motionsløb.

Dagen startede med fælles opvarmningsdans i skolegården – en dans, der tog eleverne på en tidsrejse med dansemoves gennem årtierne.  

Ruten gik nordud af Farsø by. Her ved Mejsevej.

Selve motionruten gik, som dengang, ud af byen, hvor der var pit-stop med frugt og drikke hos Altinget på Bjergvej. Flere af de voksne lyste ekstra op på ruten, da de i anledningen af jubilæet havde iklædt sig 80´er-outfit.

Alle elever gav den gas og havde en festlig dag, inden de blev sendt på en velfortjent efterårsferie.

Der justeres på bibliotekernes betjente åbningstider

VESTHIMMERLAND: Det er ikke den nuværende energikrise der er årsag til, at der ændres på de fire bibliotekers åbningstider, det er derimod antallet af brugere.

Det har den konsekvens, at der fra nytår vil være 6 timer færre om ugen med en bibliotekar bag disken på biblioteket i Farsø.     

Hidtil kørt med ens betjent åbningstid
De fire biblioteker har siden 2013 kørt med ens betjent åbningstid og selvbetjent åbningstilbud.   

Brugeradfærd og dermed følgende besøgsstatistik for de 4 biblioteker er imidlertid meget forskellig, hvorfor Vesthimmerlands Biblioteker overfor Kultur- og Fritidsudvalget har foreslået en justering af åbningstiderne, som tager udgangspunkt i borgernes adfærd og behov.

Besøgsstatistikkerne viser, at Aars Bibliotek generelt er meget velbesøgt, både i den betjente og selvbetjente åbningstid, samt at bibliotekerne i Løgstør, Farsø og Aalestrup har en langt lavere benyttelse.

Bibliotekarernes tid skal bruges anderledes
Forslaget til justering af de betjente åbningstider tager udgangspunkt i ønsket om, at optimere ressourceanvendelsen, så personaleindsatsen lægges dér, hvor der er potentielt flest brugere, samt dér hvor borgerne har tid til og behov for biblioteksbesøg.

På årsbasis vil der på den baggrund være samlet set 121 færre betjente åbningstimer, hvilke i stedet anvendes til en opsøgende indsats til for eksempel børns læselyst og sundhedsaktiviteter som Hold Hjernen Frisk, der fokuserer på både mental og fysisk sundhed hos ældre borgere.

Selvbetjent åbningstid fortsætter uændret 
Den selvbetjente åbningstid fra kl. 7-22 på alle biblioteker fortsætter uændret. Det er forventningen, at de justerede åbningstider vil øge antallet af besøg samlet set.

Øget betjent åbningstid inkl. lørdag i Aars
I forslaget øges den betjente åbningstid på Aars Bibliotek med 10 timer ugentligt, med åbningstid fra kl. 10 om fredagen, lørdagsåbent fra kl. 10 til 13, samt åbent 3 dage mellem jul og nytår, hvor der hidtil har været lukket.

Lørdagsåbent i Løgstør 
På Løgstør Bibliotek øges med lørdagsåbent samt 2 dages åbent mellem jul og nytår. Dog nedsættes åbningstiden samlet med 3 timer ugentligt, dér hvor aktiviteten er lavest, hvilket er om formiddagen.

6 timer færre betjent åbningstid i Farsø og Aalestrup
På Farsø og Aalestrup Biblioteker er der ikke basis for lørdagsåbent. Åbningstiden nedsættes samlet med 6 timer ugentligt, dér hvor aktiviteten er lavest, hvilket er om formiddagen.

Der foreslås ligeledes ændring af åbningstiderne i sommerferien, hvor åbningstiden øges kraftigt i Aars, og justeres i mindre grad på de øvrige biblioteker.

De foreslåede åbningstider skal træde i forbindelse med juleåbningen og ellers fra årsskiftet.

Kultur- og Fritidsudvalget har sagt ja 
Kultur- og Fritidsudvalget har på sit seneste møde imødekommet ønsket fra Vesthimmerlands Bibliotekerne omkring at differentiere de betjente åbningstider på kommunens fire biblioteker.       

Emneuge om sundhed og motion

ULLITS: I denne uge – op til efterårsferien blev der afholdt en emneuge omkring sundhed og motion på Ullits skole.

De fire første dage blev eleverne delt op i 4 grupper på tværs af klasserne. Der blev arbejdet i 4 forskellige værksteder, hvor eleverne roterede, så alle kom igennem alle fire værksteder.

Der blev lagt cykling ind i programmet af 1,5 times varighed hver dag. Resultatet blev at eleverne tilsammen på de fire dage havde cyklet 3.727 km. Det vil sige, at de området havde cyklet strækningen fra Ullits til Fez i Marokko.

Et andet værksted bød på rytmisk slagbold. Her blev der spillet rundbold på cykel – ingen måtte slippe deres cykel rundt på banen. Desuden blev der danset vals og tja-tja-tja og eleverne udarbejdede deres egne danse.

Der var også et værksted med crossness. Her prøvede eleverne kroppen af på nye og spændende måder. Dæk, vægte, bmx og waveboard var bare nogle af de ting der blev prøvet kræfter med. Børnene sugede til sig af de nye måder at bruge kroppen på.

På holdet ”Alene i læhegnet” skulle eleverne afprøve deres overlevelsesfærdigheder af ved at arbejde sammen i små grupper. Eleverne måtte tage 10 ting med i læhegnet, fx en presenning, snor, skeer mm. Derefter skulle holdet bygge en hule, og se om de kunne vinde forskellige ingredienser til bålmad ved at fiske med magnet og skyde med bue og pil.

Sidste værksted var sunde snacks og yoga. Her skulle der arbejdes med forskellige nye opskrifter til hyggemad i madkassen. Sukker var bandlyst og havregryn og bønner i højsædet. Herefter skulle der dyrkes børneyoga og meditation. Svært for nogle men afslappende for de fleste.

Fredag var der Skolernes motionsdag. Dagen blev startet med vals og fælles opvarmning. Derefter gik de i gang med Nordic run. Eleverne skulle gennem mange forhindringer og kamp mod ” de onde” inden de kastede sig ud i flere omgange.

Selve motionsløbet blev afviklet som ”Bike and run”. To elever var sammen om en cykel. Den ene cyklede og den anden løb. Deres resultat fik de først når sidstemand var inde.

Og som altid sluttede dagen med varm kakao og æbler.

Alt i alt en fantastisk emneuge med masser af god energi og gå på mod. Dejlig at se, hvordan de store hjalp de mindste og hvordan de tilsammen hyggede sig med det.

TEMA: SJOV EFTERÅRSFERIE

Der er MASSER AF EFTERÅRSFERIE SJOV på Farsø – egnen. Se efterårsferie siderne i Farsø Avis med arrangementer og ideer for hele familien her: http://e-pages.dk/farsoavis/800/9

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.