VESTHIMMERLAND: Det er ikke den nuværende energikrise der er årsag til, at der ændres på de fire bibliotekers åbningstider, det er derimod antallet af brugere.
Det har den konsekvens, at der fra nytår vil være 6 timer færre om ugen med en bibliotekar bag disken på biblioteket i Farsø.
Hidtil kørt med ens betjent åbningstid
De fire biblioteker har siden 2013 kørt med ens betjent åbningstid og selvbetjent åbningstilbud.
Brugeradfærd og dermed følgende besøgsstatistik for de 4 biblioteker er imidlertid meget forskellig, hvorfor Vesthimmerlands Biblioteker overfor Kultur- og Fritidsudvalget har foreslået en justering af åbningstiderne, som tager udgangspunkt i borgernes adfærd og behov.
Besøgsstatistikkerne viser, at Aars Bibliotek generelt er meget velbesøgt, både i den betjente og selvbetjente åbningstid, samt at bibliotekerne i Løgstør, Farsø og Aalestrup har en langt lavere benyttelse.
Bibliotekarernes tid skal bruges anderledes
Forslaget til justering af de betjente åbningstider tager udgangspunkt i ønsket om, at optimere ressourceanvendelsen, så personaleindsatsen lægges dér, hvor der er potentielt flest brugere, samt dér hvor borgerne har tid til og behov for biblioteksbesøg.
På årsbasis vil der på den baggrund være samlet set 121 færre betjente åbningstimer, hvilke i stedet anvendes til en opsøgende indsats til for eksempel børns læselyst og sundhedsaktiviteter som Hold Hjernen Frisk, der fokuserer på både mental og fysisk sundhed hos ældre borgere.
Selvbetjent åbningstid fortsætter uændret
Den selvbetjente åbningstid fra kl. 7-22 på alle biblioteker fortsætter uændret. Det er forventningen, at de justerede åbningstider vil øge antallet af besøg samlet set.
Øget betjent åbningstid inkl. lørdag i Aars
I forslaget øges den betjente åbningstid på Aars Bibliotek med 10 timer ugentligt, med åbningstid fra kl. 10 om fredagen, lørdagsåbent fra kl. 10 til 13, samt åbent 3 dage mellem jul og nytår, hvor der hidtil har været lukket.
Lørdagsåbent i Løgstør
På Løgstør Bibliotek øges med lørdagsåbent samt 2 dages åbent mellem jul og nytår. Dog nedsættes åbningstiden samlet med 3 timer ugentligt, dér hvor aktiviteten er lavest, hvilket er om formiddagen.
6 timer færre betjent åbningstid i Farsø og Aalestrup
På Farsø og Aalestrup Biblioteker er der ikke basis for lørdagsåbent. Åbningstiden nedsættes samlet med 6 timer ugentligt, dér hvor aktiviteten er lavest, hvilket er om formiddagen.
Der foreslås ligeledes ændring af åbningstiderne i sommerferien, hvor åbningstiden øges kraftigt i Aars, og justeres i mindre grad på de øvrige biblioteker.
De foreslåede åbningstider skal træde i forbindelse med juleåbningen og ellers fra årsskiftet.
Kultur- og Fritidsudvalget har sagt ja
Kultur- og Fritidsudvalget har på sit seneste møde imødekommet ønsket fra Vesthimmerlands Bibliotekerne omkring at differentiere de betjente åbningstider på kommunens fire biblioteker.
