Forside Blog Side 32

Kommunen giver hundepension grønt lys under skærpede vilkår

Vesthimmerlands Kommune har givet tilladelse til drift af hundepension på Kongshøjgaard, dog under strengere vilkår for at begrænse gener for naboer og sommerhusejere.

HVALPSUND: Vesthimmerlands Kommune solgte i 2023 den tidligere produktionsskole Kongshøjgaard. Den nye ejer ønskede at oprette et hundecenter, der blandt andet inkluderer en hundepension.

Ved salget blev det slået fast, at ejeren selv skulle ansøge om de nødvendige tilladelser for de planlagte aktiviteter.

I foråret 2025 opdagede kommunen, at ejendommen allerede blev annonceret som hundepension. Der blev derfor gennemført et tilsyn, og ejeren indsendte en officiel ansøgning om dispensation fra lovens afstandskrav, som normalt skal beskytte naboer og sommerhusområder mod støj og lugt fra dyrehold.

Skærpede vilkår for at begrænse gener
Teknisk forvaltning vurderede, at en mindre hundepension kunne drives uden væsentlige gener for omgivelserne. For at sikre dette indeholder afgørelsen en række skærpede vilkår, herunder: Udvidede tidsrum, hvor vinduer og døre skal holdes lukket, Begrænsning af tidsrummet for luftning af hundene, Præcisering af det område på ejendommen, hvor hundene må luftes.

Derudover har kommunen bestilt et uvildigt notat, som konkluderer, at vilkårene sikrer, at der ikke vil opstå væsentlige støjgener, heller ikke for et kommende sommerhusområde.

Politisk beslutning og borgerinddragelse
Sagen har været til politisk behandling i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet. Den 18. december 2025 besluttede et flertal i Byrådet, at hundepensionen kan fortsætte, men kun under de skærpede vilkår.

Inden afgørelsen, var sagen sendt i høring blandt ejere og beboere indenfor 300 meter, og kommunen modtog tre høringssvar fra i alt 26 sommerhusejere.

Hvad betyder det for fremtiden?
Med dispensation kan hundepensionen fortsætte sin drift på Kongshøjgaard. Hvis tilladelsen ikke var blevet givet, skulle hundepensionen have lukket. Afgørelsen vil nu blive meddelt både ejeren og de borgere, der har indsendt høringssvar.

Endelig afgørelse træffes af Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget, som samtidig giver landzonetilladelse til den ændrede anvendelse af bygningen.

/cf

Blå spejdere afblæser krise

Fire nye er trådt til i DDS Farsø’s bestyrelse, så de blå spejderes aktiviteter kan forsætte fra spejderhuset i Søanlægget.

FARSØ: Det var med kniven på struben, da DDS Farsø forleden holdt sin årlige generalforsamling, som i spejdersprog hedder grupperådsmøde.

Forud for mødet havde flere medlemmer meldt deres afsked efter mange års arbejde for gruppen, og umiddelbart havde den siddende bestyrelse ikke fundet emner til afløsere på alle pladser. Dermed kunne gruppens og det smukke spejderhus på bakken i Søanlægget være truet på eksistensen.

Så galt kom det ikke til at gå, for på mødet meldte flere sig på banen, så der kunne stilles en slagkraftig bestyrelse med såvel garvede som nye og friske kræfter.

Den afgående formand, Per Havbro, som har beklædt posten i 20 år, aflagde sin sidste beretning, hvor han kom ind på årets mange aktiviteter i gruppen, fra en sommerlejr til Norge over gruppeture og til de traditionelle aktiviteter som f.eks. 4. maj og Sankt Hans fest i Søanlægget. Gruppen har haft to af de større spejdere på et PLAN-kursus, som er med til at ruste dem til på sigt at tage del i lederarbejdet. Han takkede også for samarbejdet med Farsø Efterskole, hvor man har haft aktiviteter med bl.a. klatring og vandaktiviteter. Spejderne har også været synlige i bybilledet, hvor de har medvirket ved juletræstænding og haft salg af brændte mandler ved Rådhuscentret – aktiviteter som også giver tilskud til gruppens indtægter.

Selvom han stopper som formand, lovede Per Havbro, at han fortsat vil være til rådighed for gruppen, som derved kan trække på hans store erfaring.

I sommeren 2026 deltager gruppen ved Spejdernes Lejr, som er en stor lejr, der for anden gang i træk finder sted i Hedeland ved Roskilde.

Der blev rettet en tak til Per Havbro, gruppeleder Hanne Pedersen og Helle Thomsen, som forlader bestyrelsen.

Den nye bestyrelse består af Jes Dalsgaard, Nicolai Nielsen, Morten Lyngby og Thue Frederiksen, som alle er nyvalgte, samt Hedvig Lyngby, Casper Høilund og Mona Andersen, som fortsætter i bestyrelsen. Som suppleanter valgtes Kathrine Olesen og Angelo Agatino Nicolosi. Bestyrelsen konstituerer sig på det førstkommende møde.

Kasserer Hedvig Lyngby fremlagde regnskabet, der viser indtægter på 140.123 kr. og udgifter på 112.218. kr., hvilket munder ud i et pænt overskud på 28.025 kr. Gruppen har udgift til korpskontingent på 10.475 kr., som skal ses på baggrund af kontingentindtægter på 13.875 kr. En anden stor udgiftspost er skatter, forsikringer og afgifter, som beløber sig til 24.277 kr.

/pl

Livø blev uønsket draget ind i valgkampen

Mange fik morgenkaffen galt i halsen, da Venstres Søren Gade i sidste uge foreslog at beboerne på udrejsecenter Kærshovedgård skal flyttes til Livø. Foto: Vesthimmerlands Kommune.

LIVØ: En uge inde i valgkampen til folketingsvalget, fik Livø, torsdag i sidste uge en uventet landsdækkende opmærksomhed, som øen og Vesthimmerland gerne havde været foruden.

Gade forslog udrejsecenter flyttet til Livø
Venstres Søren Gade foreslog nemlig at flytte beboerne på udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording til Livø, fordi der alligevel ikke bor nogen på øen.

Stor politisk modstand og vrede  
Det mødte hurtigt modstand fra partifæller, herunder venstre borgmester i Vesthimmerland Per Bach Laursen og Himmerlandskredsens spidskandidat for venstre til Folketinget, Marie Bjerre. Men også folketingskollega Theresa Berg Andersen fra SF og de erhvervsdrivende på Livø fik morgenkaffen galt i halsen.

Alle var enige om at Søren Gade ikke kender nok til Livø, og forslaget stod for egen regning og brugt som valgflæsk i hans egen valgkreds Vestjyllands Storkreds, hvor det udskældte udrejsecenter Kærshovedgård ligger.

Per Bach Laursen påpeger, at Søren Gade ikke er opdateret og åbenbart ikke kender til det formidlingscenter til adskillige millioner kroner, som er ved at blive etableret på øen af Vesthimmerlands Museum..

Marie Bjerre var på sociale medier, samme dag, og også meget direkte i sin afvisning af Søren Gades forslag:

-Jeg kommer til at forsvare Nordjylland med næb og kløer! Søren Gade må have mistet sit boldøje! Det her forslag har Søren fremført flere gange i Venstres folketingsgruppe. Der er absolut nul opbakning til det, og det ved Søren også godt, skrev hun på X.

SF’s folketingskandidat Theresa Berg Andersen var også rasende over Søren Gades udmelding.

-Livø er ikke Danmarks nye fængsel. Og det bliver det heller ikke, hvis det står til os heroppe, skrev hun på Facebook. Jeg er rasende over, at man overhovedet kan finde på at pege på Livø på den måde. At pege på Livø virker mest af alt som et hurtigt og symbolsk politisk udspil.

Vesthimmerland har andre planer med Livø
Der arbejdes i øjeblikket på at etablere et formidlingscenter på øen, og der er samlet et tocifret millionbeløb ind via fonde til at realisere projektet, som skal stå klar i 2028.

Jakob Dyrman, formand for Vesthimmerlands Museum – og i øvrigt også Venstre byrådsmedlem i kommunen, sagde i sit opslag på facebook om Gades udmelding:

Nej det er ikke en aprilsnar, men burde være det, for det er ikke realiserbart!. Vi fra Vesthimmerlands Museum med Maria Clement Hagstrup i spidsen har modtaget næsten 30 mio. kr. til at til og ombygge nogle af bygningerne på Livø for at drive et udvidet museumstilbud på Livø. Det skal blandt andet tiltrække turister. Turister samt udviste borgere på et hjemrejsecenter vil jo aldrig kunne forenes, så forslaget er omsonst, det kan ikke ske, fordi aftalerne med staten om at bruge nogle af bygningerne til museum er allerede er lavet.

/cf

Kultur- og Sundhedsdag i borgerhuset

I borgerhuset på Illerisørevej i Hvalpsund summer det af liv og aktiviteter.

HVALPSUND: I sidste uge, i anledningen af Kultur- og Sundhedsugen bød Hvalpsund Kultur- og Bogcafe interesserede indenfor til en hel dag med liv, bevægelse og aktiviteter.

Kultur- og Bogcafeen inviterede indenfor
På programmet var Qui gong og Tai Chi, besøg af Sundhedscenter Vesthimmerland, besøg af Ældresagen Farsø, fremvisning af husets aktiviteter og i det hele taget hyggelig cafestemning. Også beboere og frivillige fra Friplejehjemmet Hesselvang kiggede forbi til kaffe og kage.     

I anledningen af Kultur- og Sundhedsugen bød Hvalpsund Kultur- og Bogcafe Sundhedscenter Vesthimmerland indenfor, så de kunne fortælle om sundhedscentrets tilbud til borgerne.
Vibeke Hvidsten(i rød vest)er formand for Hvalpsund Kultur- og Bogcafe. Til Kultur- og Sundhedsdagen havde hun inviteret kollegaer fra Farsø, nemlig Ældresagen Farsø til at fortælle om deres tilbud. Ældresagen Farsø var repræsenteret ved Anette Sørensen og Grethe Guldager

Et meget aktivt hus
De mange brugere af borgerhuset på Illerisørevej vil sige, at det er kultur- og sundhedsdag hver gang de gang kommer. Huset, med særligt Hvalpsund Kultur- og Bogcafe som arrangør, bruger flittigt huset til kulturelle arrangementer, men også faste aktiviteter.

De kulturelle arrangementer kan være foredrag inkl. livestream foredrag fra Århus Universitet samt sang og musik. Men borgerhuset bruges også som øvelokale for lokale musikere, såsom Jættebanden, som galleri for lokale kunstnere, ligesom andre foreninger har mulighed for at leje lokalerne. Borgerhuset er ejet af Hvalpsund Borgerforening og har Hvalpsund Kultur- og Bogcafe som primær lejer.          

Borgerhuset bruges også som galleri for lokale kunstnere, og særligt fornøjeligt er det når det er lokale motiver fra Hvalpsund der hænger på væggene. Det er Anette Jensen, Hvalpsund der står bag malerierne.

Faste aktiviteter – godt for hjerne og fællesskab
Som medlem af Kultur- og Bogcafeen kan man benytte sig foreningens faste aktiviteter, som man godt kan betagne som sunde for hjerne og fællesskab.

Med faste intervaller er der læsekredse, strikkecafe, spil eftermiddage (kort og brætspil) og yoga. Huset er samtidig også det lokale bibliotek og lokalhistorisk arkiv.

Mange medlemmer
Formand for Hvalpsund Kultur- og Bogcafe, Vibeke Hvidsten, fortæller at foreningen har mange medlemmer og medlemmerne flittigt gør brug af husets tilbud og arrangementer.

Der må maksimalt være 50 personer i huset ad gangen, og derfor har man måttet indføre tilmelding til de større og populære arrangementer.

Det ser Vibeke Hvidsten som et positivt ”problem”.  At samle så mange mennesker i en by af Hvalpsunds størrelse viser interessen og sammenholdet. Hun glæder sig også over, at mange medlemmer kommer med ønsker til foredrag man gerne vil have til Hvalpsund. 

Stor opbakning
-Der er stor opbakning til bogcafeen. Man skal huske at den for snart mange år siden startede med 6-7 personer. I dag værner den også om det sociale, frivillighed og fællesskabet i byen. Her i huset har vi løst mange ting over en kop kaffe, fortæller Vibeke Hvidsten.

Hun nævner også at man gør meget for at inkludere nye tilflyttere.

-Hvert andet år afholder vi et velkomstarrangement for nye borgere, hvor byens foreninger og fællesskaber fortæller hvad Hvalpsund kan byde på.

Det har der været stor succes med.

Frivillighed en stor styrke i Hvalpsund
Vibeke Hvidsten nævner også frivillighed som en stor styrke i Hvalpsund. Mange giver en hånd med det de kan bidrage med. Det gør man for fællesskabets og byens skyld    

Mange vil sige, at Hvalpsund udadtil er en by i udvikling med hensyn til havne- og byudvikling, men det er den altså også når det kommer til fællesskab og frivillighed, for det er altså borgerne der er med til at drive Hvalpsund frem. 

/cf

Farsø Skole på liste over skoler med bekymrende kvalitet

Ifølge Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har Farsø Skole haft udfordringer med eksamensresultaterne i 9. klasse. I skoleårene 2023-2024 og 2024-2025 har mindre end 80 procent af eleverne opnået mindst karakteren 02 i dansk og matematik

FARSØ: Farsø Skole er blevet udpeget som en af de skoler i Danmark, hvor der er behov for øget opmærksomhed på den faglige udvikling. Det fremgår af en årlig orientering fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) til landets kommuner.

På landsplan er 105 folkeskoler og specialskoler i skoleåret 2025/2026 blevet udpeget med det, styrelsen betegner som “bekymrende kvalitet”. På listen finder man også Farsø Skole.

Lave karakterer i dansk og matematik
Baggrunden er, at andelen af elever i 9. klasse på Farsø Skole, der har opnået mindst karakteren 02 i både dansk og matematik ved de bundne afgangsprøver, har ligget under 80 procent i to skoleår i træk.

I skoleåret 2023/2024 opnåede 74,5 procent af eleverne – svarende til 38 elever – mindst 02 i dansk og matematik. Dermed var der 13 elever, som ikke nåede denne grænse. Seks elever var fritaget for eksamen, tre opnåede ikke 02 i dansk, tre opnåede ikke 02 i matematik, og én elev opnåede ikke 02 i hverken dansk eller matematik.

Året efter, i skoleåret 2024/2025, opnåede 75,6 procent – svarende til 31 elever – mindst 02 i de to fag. Her var 11 elever under grænsen. Ni elever var fritaget for eksamen, én elev opnåede ikke 02 i dansk, og én elev opnåede ikke 02 i matematik.

To årgange præget af særlige udfordringer
Ifølge Skoleforvaltningen har man været i dialog med skolelederen på Farsø Skole om resultaterne. Skoleledelsen peger blandt andet på, at de to årgange har været præget af særlige udfordringer, herunder omfattende fravær, alvorlig sygdom og sent ankomne unge m.m.

Ekstra støtte iværksat
For at styrke resultaterne har skolen iværksat en række initiativer. Blandt andet er der sat ekstra støtte ind i almenundervisningen, samarbejdet med hjemmene er blevet styrket, og der er intensiveret samarbejde med SSP((Skole Socialforvaltningen Politi) og Ungdommens Uddannelsesvejledning(UU). Derudover er der sat fokus på ekstra modersmålsundervisning og bedre IT-støtte til ordblinde elever.

Skolen har også valgt at afskaffe læseferien for 9. klasse for i stedet at bruge tiden på mere faglig fordybelse op til afgangsprøverne.

Skoleforvaltningen oplyser, at den bakker op om initiativerne og vil følge udviklingen tæt i samarbejde med skolens ledelse.

Ikke generelt problemer med kvaliteten
Samtidig understreger forvaltningen, at Farsø Skole ikke generelt har haft vedvarende problemer med kvaliteten. I skoleåret 2022/2023 opnåede skolen nemlig et af sine bedste eksamensresultater nogensinde.

Sagen er sendt til orientering i kommunes Børne- og Familieudvalg.

/cf

Kulturpris 2026 til Britta Hougaard

Prisen blev overrakt til Britta Hougaard af formand for Vesthimmerlands Kulturråd, Gitte Thillemann og formand for Kultur-, Fritids og Landdistriktsudvalget Per Nyborg. Ud over bronzestatuetten består prisen også af et diplom. Foto: Vesthimmerlands Kommune

VESTHIMMERLAND: Som afslutning på Kultur- og Sundhedsuge 10 i Vesthimmerland, blev Årets Kulturpris 2026, søndag eftermiddag uddelt i ALFA af Vesthimmerlands Kulturråd og Vesthimmerlands Kommune.

Prisen gik i år til Britta Hougaard fra De Kreative Frivillige i Løgstør.

– Britta er en ægte ildsjæl for Løgstør og en drivkraft i byens kreative fællesskab. Hun formår at sætte de frivillige i gang med en masse spændende projekter – altid med en sprudlende energi og en positivitet, der smitter af på alle omkring hende, lød det i indstillingen.  

Prisen blev overrakt af formand for Vesthimmerlands Kulturråd, Gitte Thillemann og formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Per Nyborg.

Kulturprisen uddeles hvert år for at hylde de ildsjæle, der er med til at forme og styrke kulturlivet i Vesthimmerlands Kommune. Britta Hougaard blev valgt blandt fire indstillede.

De indstillede til Kulturprisen 2026 var:
* Strandby Eventen gør en stor indsats med en årlig halfest. Så snart festen er ovre, begynder de planlægningen af næste års event.

*Lokalhistorisk Forening for Ullits & Foulum har udgivet en bog med opgørelser over alle huse i Ullits og små fortællinger om ting, man husker tilbage på at have oplevet i sin barndom. Det er et kæmpe stykke arbejde, og fortællingerne lever nu videre i mange hjem.

*Britta Hougaard fra De Kreative Frivillige, Løgstør sætter de frivillige i gang med en masse spændende projekter med en sprudlende energi, som smitter af på alle omkring hende. Hun var blandt andet tovholder på udstillingen ”Naturens stemme – forfald”.

*De Kreative Frivillige, Løgstør arbejder sammen om forskellige udsmykninger til byen – først i forbindelse med Johnny Hougaards udstilling og senere på egen hånd i Skoleengen.

Mads er ny golfmanager i Hvalpsund Golf Club

Formand for Hvalpsund Golf Club, Anders West byder Mads Iversen velkommen som golfmanager for klubben.

HVALPSUND: Ved årsskiftet fik Hvalpsund Golf Club ny golfmanager. Efter flere år på posten valgte Jarrit Hansen i efteråret at meddele bestyrelsen, at han ønskede at stoppe som golfmanager. Han fortsætter dog som frivillig i klubben.

Velkendt ansigt
Afløseren blev et velkendt ansigt: Klubbens træner, 47-årige Mads Iversen fra Skive, har overtaget posten og er dermed gået ind i sin første sæson som golfmanager.

Bestyrelsesformand Anders West lægger ikke skjul på begejstringen:

– Mads var den første, jeg ringede til og vores klare førsteprioritet. Heldigvis sagde han ja – og med i købet fik vi mulighed for at etablere en golfshop, siger han.

Med sig til Hvalpsund har Mads Iversen, golfshoppen Iversen Pro Shop, som er indrettet i lokaler i forlængelse af sekretariatet i klubhuset.

Stærkt fundament med mange gæster
Golfklubben har omkring 360 medlemmer og tiltrækker hvert år mellem 8.000 og 9.000 greenfee-gæster. Det giver et solidt grundlag for både restaurant og den nye shop, som har navnet Iversen Proshop.

Mads Iversen har været træner i Hvalpsund de seneste tre sæsoner, men har ikke haft sin daglige gang i klubben før nu.

– Jeg kender flere af spillerne fra begynderholdene, men jeg skal også lære klublivet rigtigt at kende, siger han.

Som golfmanager skal han stå for begyndertræning, fællestræninger, privattræning og fittings samt en række administrative opgaver. I starten vil der ikke være faste sekretariatstider.

– Jeg skal have en fornemmelse af, hvornår det giver mest mening at være her. Det bliver formentlig fire-fem dage om ugen, især når der kommer større grupper, forklarer han.

Meget af tidsbookingen til banerne klares nemlig digitalt via Golfbox, og flere sekretariatsopgaver kan Mads Iversen håndtere hjemmefra.

Erfaren spiller og træner
Mads Iversen begyndte at spille golf som 12-årig, da hans far tog ham med på banen. Selvom han var udtaget som målmand i fodbold, trak den individuelle sport mere.

Talentet for golf viste sig hurtigt. Han skiftede fra Skive Golf Klub til Aalborg Golf Klub, der dengang var blandt landets bedste klubber, og han spillede siden både på landsholdet og professionelt. I perioden 1994–2005 var han aktiv på højt niveau, og som professionel fra 2002 til 2005 deltog han blandt andet på Challenge Tour og ECCO Tour.

Siden har han haft en lang karriere som træner med 16 sæsoner i Skive Golf Klub, fire sæsoner i Morsø Golf Klub og desuden tilknytning til Lübker Golf.

En af Danmarks bedste baner
Ifølge den nye golfmanager er banen i Hvalpsund noget helt særligt.

– Udsigtsmæssigt er den blandt de bedste i Danmark – klart i top tre. Der er ingen dårlige huller, og banen er meget varieret. Sværhedsgraden er middel, så mange kan være med, forklarer han.

En runde på 18 huller kan spilles på omkring fire timer, mens ni huller kan klares på godt en time. Banen er desuden kendt for at være spilbar det meste af året takket være gode jordbundsforhold.

– Standen er rigtig god, og vi har dygtige greenkeepere. Efter min mening er banen blandt de 10 bedste i Danmark, siger Mads Iversen, der selv har spillet flittigt på banen i mange år før han blev træner i Hvalpsund, særligt om vinteren.

Der kan dog ikke spilles på banen lige nu. Sneen skal smelte helt og vandet trække fra. Derfor holdes banen lukket i en uges tid endnu.

Klar til ny sæson
De seneste måneder er brugt på at gøre klar til den nye sæson. Ud over etableringen af Iversen Proshop er mødelokalet i kælderen omdannet til klublokale, og der er installeret automatisk låsesystem.

Sæsonen skydes for alvor i gang med to dages åbent hus i april, hvor alle interesserede får mulighed for at prøve kræfter med golfspillet og opleve fællesskabet i Hvalpsund Golf Club.

/cf

3 dages fødselsdagsfest i Farsø Rådhuscenter

Fredag, lørdag og søndag inviterer Farsø Rådhuscenter til 37 års fødselsdag med masser af gode tilbud fra butikkerne.

FARSØ: Fredag, lørdag og søndag er der masser af gode tilbud i Farsø Rådhuscenter, i anledning af centrets 37 års fødselsdag.

Fødselsdagsavis
Og for at det ikke skal forbigå nogen, er der i dag er udsendt en fødselsdagsavis til samtlige husstande i Vesthimmerland.

LÆS fødselsdagsavisen her

Avisen indeholder en hel gavepakke af særlige fødselsdagstilbud fra Centrets butikker og en række af Farsøs øvrige butikker. Hertil kommer aktiviteter og konkurrencer i Farsø Rådhuscenter.

Tallet 37 spiller en særlig rolle
Ud over de særlige hjemkøbte varer til fødselsdagen eller de nye forårsvarer, så spiller ”tallet 37” også en særlig rolle i priser og antal i butikkerne.

Fredag kan man sågar, hvis man kan fremvise en bon på over kr. 337,- ved handel i en af centerets butikker fredag, trække et lod på Centertorvet, som kan udløse gavekort til butikkerne eller Farsø Vin.  

Også lørdag har ”tallet 37” en særlig rolle, for her sælges 100 stk. Othello lagkager til kun kr. 37 pr. stk. Det er selvfølgelig efter først til mølle.  

Gæster i centret
Fredag formiddag vil Sundhedscenter Vesthimmerland, som har base i Farsø være tilstede i centret, som optakt til Vesthimmerlands Kommunes Kultur- og Sundhedsuge 10,   

Alle tre dage, i butikkernes åbningstid, finder man Lions Farsø i et lånt lokale i centret med jubilæumsudstilling, snak, salg af Lions produkter samt indsamling af brugte briller.

Også for børn
For børn vil der være gratis aktiviteter i centret. Om lørdagen en Skattejagt og mulighed for at lave Krea, hertil gratis popcorn. Søndag er der gratis ansigtsmaling hos Lions Farsø, hvor man kan blive malet som en løve

Søndag gratis rundstykke og gratis banko
Søndagsåbningen starter med gratis kaffe og rundstykke på Centertorvet. Senere på formiddagen har 100 deltagere mulighed for at spille banko helt gratis med udsigt til gevinster sponsoreret af centrets butikker.

Men andre ord er der al mulig grund til at slå et sving – eller flere, omkring Farsø Rådhuscenter i forbindelse med fødselsdagen 

/cf

Danskundervisning hjemtages for unge udlændinge

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune har besluttet at hjemtage danskundervisningen for unge udlændinge mellem 16 og 25 år.

Fremover vil undervisningen foregå i regi af UNGvesthimmerland, hvor målet er at styrke både de unges sproglige færdigheder og deres sociale integration.

I dag varetages undervisningen af HF & VUC Nord gennem en kontrakt, som omfatter voksne udlændinge fra 18 år og opefter. Der blev desuden i 2022 indgået en aftale om målrettet danskundervisning til unge udlændinge, som ikke havde sproglige forudsætninger for at starte på en ungdomsuddannelse. Denne aftale vil nu blive opsagt.

UNGvesthimmerland skal stå for danskundervisning
Kommunen vurderer, at UNGvesthimmerland nu har de nødvendige faglige og pædagogiske kompetencer til at tilbyde undervisningen direkte. Formålet er at skabe en mere helhedsorienteret indsats, hvor undervisningen kobles tættere til de unges hverdag og et aktivt ungemiljø. På den måde får de både styrket deres danskkundskaber og et bedre afsæt mod uddannelse og job.

Målgruppen omfatter unge med utilstrækkelig tidligere danskundervisning, unge der ikke er i modtagerklasse-målgruppen, samt unge fra asylområdet. Tiltaget forventes at styrke de unges sproglige, faglige og sociale udvikling, øge integrationen og tilknytningen til uddannelse og arbejdsmarkedet samt skabe bedre sammenhæng med øvrige kommunale indsatser.

Økonomisk betyder hjemtagelsen også en besparelse. Forventet årlig udgift til 10 helårselever er cirka 750.000 kr., hvilket svarer til ca. 1.450 kr. pr. uge pr. elev – mod 1.975 kr., som det koster i dag hos HF & VUC Nord.

Undervisningen planlægges opstartet den 1. august 2026 og er godkendt af Beskæftigelsesudvalget. Evalueringen af indsatsen vil finde sted efter det første år.

/cf

Uge 10 fyldes med sundhed og kultur i Vesthimmerland

For andet år i træk får kultur og sundhed i Vesthimmerland fuldt fokus i en hel uge.

VESTHIMMERLAND: Kultur- og Sundhedsugen er tilbage i Vesthimmerland, hvor der sættes fokus på kulturelle oplevelser, sundhed og velvære gennem et væld af aktiviteter.

I Vesthimmerlands Kommune inviteres der igen til Kultur- og Sundhedsuge i uge 10. Her vil der være alt fra foredrag til aktiviteter, workshops og kulturbegivenheder i hele kommunen.

Der er stand-up, sang, naturoplevelser, fitness, vinterbadning, koncerter og meget mere.

Åbningsarrangement med Christian Degn
Åbningsarrangementet finder sted i ALFA Vesthimmerlands Musikhus. Her er der oplæg med journalist og tv-vært Christian Degn om at flytte, blive og finde hjem. Derefter er der paneldebat med lokale stemmer i Vesthimmerland.

Præsenterer kulturtilbud i Vesthimmerland
– Gennem Kultur- og Sundhedsugen kan vi vise nogle af de mange kulturtilbud, som vi har i Vesthimmerland. Der er også plads til at tage store emner op – som eksempelvis at finde sit hjem. Det er en uge fyldt med fællesskab og festlige indslag, udtaler Per Nyborg, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget.

Et af ugens højdepunkter er desuden et foredrag med hjerneforsker Troels W. Kjær. Han kan opleves i Svømmecenter Vesthimmerland om tirsdagen, hvor han fortæller om at håndtere stress og mistrivsel.

Et udstillingsvindue
– Jeg er rigtig glad for, at vi nu igen har samlet kulturen og sundheden i uge 10. Her har vi fået et stort udstillingsvindue for nogle af de mange tilbud, der findes i Vesthimmerland inden for sundhed og kultur, lyder det fra formand for Sundhedsudvalget, Lars Andresen og fortsætter:

Kultur, fritid og foreningsliv
– Sundhed drejer sig ikke kun om motion, kost og lægebehandling. Kultur, fritid og foreningsliv spiller en afgørende rolle for alles sundhed i kommunen. Her i uge 10 kan man samle en masse inspiration, hvor vi viser alle de gode kultur- og sundhedstilbud, vi har at byde på.

Gennem Kultur- og Sundhedsugen kan man også opleve seniormessen under overskriften ”Et liv i bevægelse”, et rådhusarrangement med koncert hos Alberte Winding & Andreas Fuglebæk og meget mere.

Over 40 programpunkter
Mere end 40 arrangementer afvikles i forbindelse med Kultur- og Sundhedsugen 2026.

For andet år i træk får kultur og sundhed i Vesthimmerland fuldt fokus i en hel uge.
Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.