VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune har besluttet at hjemtage danskundervisningen for unge udlændinge mellem 16 og 25 år.
Fremover vil undervisningen foregå i regi af UNGvesthimmerland, hvor målet er at styrke både de unges sproglige færdigheder og deres sociale integration.
I dag varetages undervisningen af HF & VUC Nord gennem en kontrakt, som omfatter voksne udlændinge fra 18 år og opefter. Der blev desuden i 2022 indgået en aftale om målrettet danskundervisning til unge udlændinge, som ikke havde sproglige forudsætninger for at starte på en ungdomsuddannelse. Denne aftale vil nu blive opsagt.
UNGvesthimmerland skal stå for danskundervisning
Kommunen vurderer, at UNGvesthimmerland nu har de nødvendige faglige og pædagogiske kompetencer til at tilbyde undervisningen direkte. Formålet er at skabe en mere helhedsorienteret indsats, hvor undervisningen kobles tættere til de unges hverdag og et aktivt ungemiljø. På den måde får de både styrket deres danskkundskaber og et bedre afsæt mod uddannelse og job.
Målgruppen omfatter unge med utilstrækkelig tidligere danskundervisning, unge der ikke er i modtagerklasse-målgruppen, samt unge fra asylområdet. Tiltaget forventes at styrke de unges sproglige, faglige og sociale udvikling, øge integrationen og tilknytningen til uddannelse og arbejdsmarkedet samt skabe bedre sammenhæng med øvrige kommunale indsatser.
Økonomisk betyder hjemtagelsen også en besparelse. Forventet årlig udgift til 10 helårselever er cirka 750.000 kr., hvilket svarer til ca. 1.450 kr. pr. uge pr. elev – mod 1.975 kr., som det koster i dag hos HF & VUC Nord.
Undervisningen planlægges opstartet den 1. august 2026 og er godkendt af Beskæftigelsesudvalget. Evalueringen af indsatsen vil finde sted efter det første år.
/cf
