HVALPSUND: Ved årsskiftet fik Hvalpsund Golf Club ny golfmanager. Efter flere år på posten valgte Jarrit Hansen i efteråret at meddele bestyrelsen, at han ønskede at stoppe som golfmanager. Han fortsætter dog som frivillig i klubben.
Velkendt ansigt
Afløseren blev et velkendt ansigt: Klubbens træner, 47-årige Mads Iversen fra Skive, har overtaget posten og er dermed gået ind i sin første sæson som golfmanager.
Bestyrelsesformand Anders West lægger ikke skjul på begejstringen:
– Mads var den første, jeg ringede til og vores klare førsteprioritet. Heldigvis sagde han ja – og med i købet fik vi mulighed for at etablere en golfshop, siger han.

Stærkt fundament med mange gæster
Golfklubben har omkring 360 medlemmer og tiltrækker hvert år mellem 8.000 og 9.000 greenfee-gæster. Det giver et solidt grundlag for både restaurant og den nye shop, som har navnet Iversen Proshop.
Mads Iversen har været træner i Hvalpsund de seneste tre sæsoner, men har ikke haft sin daglige gang i klubben før nu.
– Jeg kender flere af spillerne fra begynderholdene, men jeg skal også lære klublivet rigtigt at kende, siger han.
Som golfmanager skal han stå for begyndertræning, fællestræninger, privattræning og fittings samt en række administrative opgaver. I starten vil der ikke være faste sekretariatstider.
– Jeg skal have en fornemmelse af, hvornår det giver mest mening at være her. Det bliver formentlig fire-fem dage om ugen, især når der kommer større grupper, forklarer han.
Meget af tidsbookingen til banerne klares nemlig digitalt via Golfbox, og flere sekretariatsopgaver kan Mads Iversen håndtere hjemmefra.
Erfaren spiller og træner
Mads Iversen begyndte at spille golf som 12-årig, da hans far tog ham med på banen. Selvom han var udtaget som målmand i fodbold, trak den individuelle sport mere.
Talentet for golf viste sig hurtigt. Han skiftede fra Skive Golf Klub til Aalborg Golf Klub, der dengang var blandt landets bedste klubber, og han spillede siden både på landsholdet og professionelt. I perioden 1994–2005 var han aktiv på højt niveau, og som professionel fra 2002 til 2005 deltog han blandt andet på Challenge Tour og ECCO Tour.
Siden har han haft en lang karriere som træner med 16 sæsoner i Skive Golf Klub, fire sæsoner i Morsø Golf Klub og desuden tilknytning til Lübker Golf.
En af Danmarks bedste baner
Ifølge den nye golfmanager er banen i Hvalpsund noget helt særligt.
– Udsigtsmæssigt er den blandt de bedste i Danmark – klart i top tre. Der er ingen dårlige huller, og banen er meget varieret. Sværhedsgraden er middel, så mange kan være med, forklarer han.
En runde på 18 huller kan spilles på omkring fire timer, mens ni huller kan klares på godt en time. Banen er desuden kendt for at være spilbar det meste af året takket være gode jordbundsforhold.
– Standen er rigtig god, og vi har dygtige greenkeepere. Efter min mening er banen blandt de 10 bedste i Danmark, siger Mads Iversen, der selv har spillet flittigt på banen i mange år før han blev træner i Hvalpsund, særligt om vinteren.
Der kan dog ikke spilles på banen lige nu. Sneen skal smelte helt og vandet trække fra. Derfor holdes banen lukket i en uges tid endnu.
Klar til ny sæson
De seneste måneder er brugt på at gøre klar til den nye sæson. Ud over etableringen af Iversen Proshop er mødelokalet i kælderen omdannet til klublokale, og der er installeret automatisk låsesystem.
Sæsonen skydes for alvor i gang med to dages åbent hus i april, hvor alle interesserede får mulighed for at prøve kræfter med golfspillet og opleve fællesskabet i Hvalpsund Golf Club.
/cf
