Forside Blog Side 318

Lokal Danmarkshistorie er en stor succes

I fællesskab med historieprofessor Poul Duedahl har museumsinspektør Maria Clement Hagstrup skrevet bogen ”Afvigernes ø”, der udkom den 22. februar og allerede nu trykkes i andet oplag. Forrige weekend var de begge på DR-scenen til Historiske Dage i Kbh. sammen med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der har skrevet bogens efterskrift. Mange var mødt frem for at lytte og senere købe et signeret eksemplar af bogen. Foto: Peter Bejder

VESTHIMMERLAND/LIVØ: Kun en måned efter udgivelsen af bogen ”Afvigernes ø” om Livø Anstalten – og ikke mindst de 743 mænd, der var anbragt på øen mellem 1911-1961 – er bogen på vej i 2. oplag.

Museumsinspektør Maria Clement Hagstrup har haft et travlt forår, som i høj grad har centreret omkring den lille ø midt i Limfjorden. Siden første afsnit af DR-dokumentaren ”Nyrup – søn af en udstødt” løb over Tv-skærmene i begyndelsen af januar har der været stor opmærksomhed om den for mange ukendte historie om samfundets mandlige afvigere, der blev gemt væk på Limfjordsøen.

-Det har været en vild start på året og i det hele taget en fantastisk rejse med først udstilling, dokumentar, podcast og nu bogudgivelse, fortæller Maria Clement Hagstrup, der forrige weekend deltog i Historiske Dage i Øksnehallen i København, hvor 275 mennesker lyttede med, da hun sammen med medforfatteren Poul Duedahl, forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og DR redaktør Kirsten Langkjær Fårup fortalte om både dokumentar og bog.

Hvorfor denne store interesse for emnet?
-Jeg tror i høj grad, det handler om, at tiden er moden til, at vi tør forholde os til den del af vores historie, som handler om bagsiden af medaljen i forhold til udviklingen af vores velfærdsstat, understreger museumsinspektøren, der samtidig påpeger, at emnet både interesserer unge og ældre. Måske fordi de kan relatere til det at blive stemplet og føle sig forkerte set med samfundets øjne, og på den måde fungerer fortiden som et spejlbillede.

På museet oplever Maria Clement Hagstrup også, at indbakken er fyldt med bl.a. henvendelser fra folk, som enten har lyst til at dele deres egne oplevelser i forhold til nutidige udfordringer eller unge, der ønsker at skrive opgaver om Livø i uddannelsesregi. Mails, der varmer en historikers hjerte, fordi det understreger, at historien om anstalten – og de mange menneskeskæbner – både berører og oplyser.

Der er ingen tvivl om, at dokumentaren og bogen har været med til at sætte Vesthimmerland og et hidtil underfortalt stykke Danmarkshistorie på landkortet. I det hele taget bliver 2023 året, hvor der er ekstra meget fokus på lige præcis den del af vores fælles historie. Senest har socialminister Pernille Rosenkratz-Theil nemlig meldt ud, at der i maj vil komme en officiel undskyldning til dem, der var anbragt under særforsorgen i perioden 1933-1980, og som i velfærdssamfundets varetægt blev udsat for overgreb, vold, omsorgssvigt og seksuelle krænkelser.

Bogen ”Afvigernes ø” fortæller netop om mange af de skæbner, der var anbragt på Livø i de 50 år, anstalten fungerede.

God aktivitet hos de blå spejdere

FARSØ: De blå spejdere i DDS Farsø er i god gænge med en stabil spejderflok og en gruppe engagerede ledere, som sammen får gruppen til at fungere.

-Vi har i gruppen en fornuftig størrelse. Der har været en del af- og tilgang, men nu har vi stabiliseret os. Vi har gennem året været med i en række forskellige aktiviteter: Mus-lejr i Dronninglund, en rigtig god oplevelse for de yngste spejdere, og Spejdernes Lejr 2022 i Roskilde, hvor 8 juniorer og 4 ledere var med. Desuden har gruppen været på en kold, men vellykket gruppetur til Farsø Efterskole i efteråret. De traditionelle aktiviteter som strandrensning, 4. maj parade og Sankt Hans bål har også været vellykkede med god deltagelse, berettede formand Per Havbro om for de 15 fremmødte ved grupperådsmødet i spejderhuset ved søen forleden.

Formanden kunne også fortælle, at man i år arbejder med at få udskiftet vinduer og døre i det smukke spejderhus, hvor der også er planer om at renovere varmeanlægget.

De mange aktiviteter, ikke mindst deltagelse i Spejdernes Lejr, påvirkede dog også det økonomiske resultat, hvor kasserer Hedvig Lyngby kunne fortælle, at året gav et underskud på 17.723 kr. Der er desuden indkøbt et nyt køkkentelt, hvor en stor del af udgiften dog er dækket ind via bidrag fra Fonden for Sparekassen Farsø. Gruppens formue er på godt 90.000 kr.

Formandens beretning og det fremlagte regnskab blev godkendt, hvorefter man kunne gå over til valghandling til bestyrelsen. Lise Jende og Harly Munkholm udtræder og erstattes af Helle Thomsen og Sjaak Bosmann.

Efter grupperådsmødet kunne deltagerne trække udenfor og nyde synet af sort sol over søen i den smukke solnedgang.

Drop skolelukninger og sæt pris på de små skolers betydning for lokalsamfund og trivsel

Af: Tobias Juel Høj, Sognevejen 105, 9620 Aalestrup

I en tid med historier om et rekordhøjt antal elever i mistrivsel og snak om de små, døende lokalsamfund, overvejer man i Skole- og Dagtilbudsudvalget i Vesthimmerland Kommune at lukke fem af kommunens små skoler, der i dette skoleår rummer 331 elever. Løsningen skulle være at centralisere skoledriften på kommunens større skoler, der samtidig ville kræve renoveringer og tilbygninger. Eleverne på Vestrup Skole, som vi har et tilhørsforhold til, er foreslået omplaceret på Østermarkskolen, der ej heller har rammerne til at kunne tilbyde alle eleverne en plads, som det kom frem på stormødet den 20. marts. Til et opfølgende spørgsmål på, om man i stedet kunne sende elever fra Aars og til Vestrup for at løfte elevtallet, lød svaret: ”Aars er i vækst. Vi skal ikke pille ved skolerne i Aars.”

Vi er en tilflytterfamilie bestående af to voksne og to børn på 4 og 9 år. Den 9-årige går på Vestrup Skole, mens vores 4-årige starter i børnehaven i Vestrup den 1. april. Vi har aktivt tilvalgt Vestrup Skole, da vi, som mange andre familier i dagens Danmark, oplevede mistrivsel og var stærkt bekymret for vores datter, der gik i en af kommunens større skoler i vores eget skoledistrikt. Skoleskiftet har været hårdt, men vi har en pige, der har genfundet skoleglæden, og det skyldes de mindre rammer, Vestrup Skole kan tilbyde, men også det åbne fællesskab på skolen og i lokalsamfundet, som tog godt imod hende. Vores børn er særligt sensitive og har svært ved at overskue store institutioner og mange mennesker, og derfor faldt valget altså på det nære og trygge, som det kan være, når man ikke hver dag skal forholde sig til nye ansigter på gangene. Vi var nødsaget til at tage et hurtigt valg med skift af børnehave til den mindste, da han stod foran at skulle starte i førskolegruppen i Aalestrup før tid grundet pladsproblemer – endnu et eksempel på, at de større byers institutioner i forvejen er presset på deres fysiske rammer. Vi drømmer selvfølgelig om, at han kan få lov til at starte på Vestrup Skole til næste sommer.

Tilbage står regnestykket, hvor der forventes årlige driftsbesparelser på skoleområdet for ca. 15,5 mio. kr. (ikke modregnet anlægs- og flytteomkostninger ved skolelukninger) Regnearkstænkningen er da umiddelbart også det eneste, der kan pege på en fordel. Kigger vi i stedet på problemerne ved skolelukninger, kan vi tage nogle eksempler:

1)De små lokalsamfund bliver mindre attraktive og mister en central kilde til fællesskabet.
2)Det frie skolevalg mister sin værdi, når de mindre skoler forsvinder.
3)Der kommer til at mangle tilbud til børn, der ikke behøver specialskoletilbud, men som i højere grad kan rummes og trives på mindre skoler.
4)Kommunen gøres mindre attraktiv for børnefamilier når skoleudbuddet mindskes.

Politik handler blandt andet om værdier og fordeling af goder i samfundet – med lidt politisk mod kan værdi- og fordelingspolitik her gå hånd i hånd ved at holde hånden under kommunens små lokalsamfund og landsbyskoler. Dette forsøges blandt andet i Aalborg Kommune, hvor man netop arbejder målrettet med en strategi om at holde de små landsbyskoler i live. Vi kan henvise til en Zetland-artikel om Bislev Skole fra 2018, hvor det også dokumenteres, at trivsel og læring kendetegner de små skoler. Vores store håb er, at man vil droppe planerne og finde pengene et andet sted, så de mere end 300 børn ikke skal opleve at blive revet ud af deres trygge hverdag for en forsvindende lille del af det samlede kommunalbudget. Vi håber, I vil følge den værdi, som blev formuleret i Budgetberetningen for 2022: ”Vores børn og unge er fremtiden. Det er dem, der skal overtage og fortsætte udviklingen af Vesthimmerland, og derfor skal vi i vores budget sikre midler til at etablere de bedste rammer for trivsel, læring og udvikling.

Så har der været rejsegilde på Sundhedens Hus – FOTOS

I dag blev der afholdt rejsegilde på Sundhedens Hus i Farsø.

FARSØ: Her til middag, i silende regnvejr, holdt håndværkerne rejsegilde på Sundhedens Hus i Farsø.

Heldigvis kunne det holdes indendørs i et overdækket hus, som ellers normalt først følger efter rejsegildet.

Byggeriet er længere end man normalt er ved et rejsegilde. Man kan se ruminddelingen og der er gjort klar til installationer.

De seneste måneder har der faldt ekstraordinær meget regn, og det har fået håndværkerne til at prioritere, at overdække bygningen lige så snart betonelementer var på plads. Det har også betydet, at der ikke vil ske forsinkelser i byggeriet p.g.a. vejret.  Helt efter planen, skal affugtere i den næste måneds tid, suge alt fugt ud af betonen inden arbejdet går videre med installationer, lofter, vægge, gulve m.v.

Affugtere og varmeblæsere vil i den næste måneds suge alt fugt ud af bygningen inden arbejdet kan fortsætte.

Praktiserende læge Steinar Sandberg, indehaver af Farsø Lægehus, var også mødt op til rejsegildet. Han var begejstret for hvad han så. Han har nemlig været med til at slå stregerne for bygningen.

– Det ser lidt større ud i virkeligheden end jeg havde regnet med, men jeg er rigtig godt tilfreds. Nu skal jeg til at kigge på indretningen af de mange lokaler, fortæller Steinar Sandberg.  

Sundhedens Hus får i alt 12 konsultationslokaler. Det er dobbelt så mange lokaler som Farsø Lægehus har på Dr. Ingrids Vej i dag.

Men der er også brug for pladsen. I dag har Farsø Lægehus 2 praktiserende læger, 2 uddannelseslæger og flere sygeplejersker tilknyttet.

Med flytningen til det nye Sundhedens Hus er det planen at lægehuset skal have endnu en praktiserende læge tilknyttet, så alle tre ydernumre kan tages i brug. Lige nu bruges kun de to.

-Vi har lige nu åbent for tilgang af nye patienter, men der bliver snart brug for det 3. ydernummer, som også er formålet med dette hus, fortæller Steinar Sandberg. Til hvert ydernummer kan der knyttes 1.600 patienter.

Men Sundhedens Hus er også bygget til at det kan rumme en speciallæge. Et ydernummer til en psykolog er ledig, som Steinar Sandberg hilser meget velkommen til Farsø.

-Vi skal bruge de 9 ud af de 12 konsultationslokaler, så der er plads til en eller flere speciallæger.    

Dette rum bliver til venteværelset i det nye Sundhedens Hus.

I første omgang er det nye Sundhedens Hus ”kun” designet til læger. Det er det pengene fra sundhedspuljen er bevilliget på baggrund af, nemlig at tiltrække flere læger.

Det åbner op for at huset også har mulighed for en lægevagt og en jordemoderkonsultation, som hører under Region Nordjylland. Huset giver derimod ikke mulighed for ex. fysioterapi og fodterapi.         

Farsø Lægehus kan rykke ind det nye Sundhedens Hus til årsskiftet, hvilket vil sige i starten af januar 2024.         

Nautilus er vokset ud af sine rammer og vil bygge nyt klubhus – FOTOS

Sådan ser tegningen af det nye klubhus ud. Det kommende klubhus, som bliver i 2 etager får et stueplan med et fælles opholdsrum til brug for klubbens daglige aktiviteter. Her findes servicearealer såsom omklædning, sauna, toilet og bad for brugerne af huset. Disse faciliteter er mulige at opdele imellem de forskellige brugere af huset. På klubhusets 1 sal, er der opholdsrum, møderum, fælles altan og tilhørende fælles service arealer, som toiletter, depotrum og anretterkøkken til klubbens sociale arrangementer.

HVALPSUND: Med sine 355 medlemmer og 6 aktiviteter er Nautilus Hvalpsund for længst vokset ud af sine rammer på lystbådehavnen i Hvalpsund.

For at kunne fortsætte sin vækst med nye vandrelaterede aktiviteter, og fortsat øge sit medlemstal, har klubben behov for et nyt klubhus.

Et klubhusudvalg har derfor gennem længere tid arbejdet med opgaven.

Det nuværende klubhus er fra 1988 er blevet for lille til at rumme Nautilus nuværende aktiviteter, og kan slet ikke rumme nye.

Det nuværende klubhus er fra 1988 og for lille
Det nuværende klubhus blev opført i 1988. Ud over at være for lille til klubben, så er huset også dyrt i drift, da det udelukkende blev bygget til sommerbrug og opvarmet med el.      

Med flere afdelinger under opsejling, så kan de ikke alle være der, og slet ikke være der samtidig.   

Huset skaI ud fra det nuværende behov kunne rumme ungdomssejlere, roere, kajakroere, vinterbadere, kapsejlere, sejlerskole og modelbådssejlere. Men huset skal også kunne rumme nye meget oplagte vandaktiviteter, såsom Stand-Up-Padde (SUP), dykning, åbent vands-svømning, windsurfing m.fl.

Sådan ser opholdsrummet ud på 1 sal. På væggene er der krydsfinerplader, gulvene er linoleumsgulv og lofterne er liste lofterne er rå lægter

Klubhusudvalget arbejder derfor med et klubhus på 245m2 i 2 plan, altså 425 m2 i alt, med mulighed for flere aktiviteter kan afholdes samtidig.  

Værkstedet, med to store dobbeltdøre, hvor der er rig mulighed for at flytte aktiviteter fra værkstedet udenfor, hvis vejret tillader det.

Åben for mange flere brugere
Ud over at Nautilus er en multiklub med mange egne aktiviteter, så skal det nye klubhus også være åben for sejlere der lægger til i lystbådehavnen og andre klubber og skoler der vil benytte sig af Hvalpsunds vandaktiviteter. Det er således planen at den nuværende servicebygning Moleknasten ”flytter ind”. Også lokale foreninger vil være velkomne til, at låne lokaler til mødeaktivitet.       

Opholdsrummet i stueplan som vil være det nye servicehus på havnen, som man i dag kender det fra Moleknasten.

Sidste år besluttede klubhusudvalget, at de mange ønsker og perspektiver skulle samles i tegninger og en projektplan. Nautilus besluttede sig derfor, at købe sig til rådgivning og sætte en arkitekt på opgaven. Ud over at have noget håndgribeligt at vise frem sammen med et overslag på hvad det nye klubhus skal koste, så åbner det også klubbens ønsker op overfor omgivelserne. Flere fonde, Dansk Sejlunion og Vesthimmerlands Kommune har allerede nikket anerkendende til projektet.

Det rette tidpunkt at bygge nyt
Formand for Nautilus, Lars Glerup, der også er med i klubhusudvalget, fortæller at klubhusprojektet kommer på det rette tidspunkt. Der er så meget udvikling i gang i Hvalpsund lige nu – og i særdeleshed omkring lystbådehavnen. Det er derfor vigtigt, at vi som brugere af lystbådehavnen er medspiller og giver vore ønsker til kende.

Lars Glerup har også været med i byudviklingsgruppen ”Mellem havnene” og været i tæt kontakt med Vesthimmerlands Kommune omkring opgraderingen af molerne i lystbådehavnen, kystsikringen og den forestående flytning af vinteroplagspladsen for lystbåde.

Udviklingsplanen for området giver os helt nye muligheder for at udvide vore aktiviteter, og samtidig også behov for bedre service og mødefaciliteter, som et nyt klubhus altså kan være med til at tilbyde.

Koster 7,6 mio. kr.
Der er netop indhentet et estimeret overslag på et nyt klubhus. Beløbet lyder på 7,6 mio. kr. Det er Lars Glerups klare forventning, at størstedelen af beløbet vil blive finasieret af fonde.

-Vi har allerede gang i flere fondsansøgninger, som vi har fået positive tilbagemeldinger på på. Vi arbejder på, at hele finansieringen kan komme på plads i år, fortæller Lars Glerup.

Huset opbygges i bæredygtige materialer, som flere store fonde har som fokus. Det bygges i træ med en holdbarhed på 40-50 år. Det isolereres med tang og muslinger fra fjorden. Det opvarmes ved hjælp af solceller på taget – og på sigt måske af fjordvarme.  

Præsenteret for medlemmerne
I forrige uge blev tegninger og perspektiver fremlagt for medlemmerne af Nautilus i forbindelse med klubbens generalforsamling.

Her blev det endnu engang konkret for alle, ligesom det blev det igen mandag aften, hvor et rejseforedrag fandt sted i det nuværende klubhus, at huset er for trangt, når ”bare” 50 ud af klubbens 355 medlemmer møder frem.

Kan fejre 50 års jubilæum i år
Nautilus kan i øvrigt fejre 50 års jubilæum i år, som vil blive markeret i slutningen af august måned. Mon ikke den bedste jubilæumsgave til klubben vil være udsigten til at et nyt klubhus står klar på lystbådehavnen indenfor et år til to.                                                   

Ladestandere på vej

Her ses Drift- og anlægschef Kent Vestergård, Vesthimmerlands Kommune med kontrakten sammen med Erich Beck fra Norlys foran administrationsbygningen i Farsø

VESTHIMMERLAND: Så er der godt nyt til de mange borgere og turister, som gerne vil lade deres el-bil op i Vesthimmerland.

Som kommune har Vesthimmerlands Kommune netop indgået en kontrakt med Norlys e-mobility, som i den kommende tid opsætter 14 ladestandere rundt omkring i kommunen.

Det sker som et led i kommunens strategi om at sikre en stærk grøn omstilling, hvor Norlys nu opsætter ladestandere på offentlige parkeringspladser og havne til offentligt brug

– Vesthimmerland er i vores forsyningsområde og strategisk vil vi selvfølgelig gerne opsætte el-ladestandere her. Vi ser frem til de kan tages i brug, siger projektmanager hos Norlys e-mobility, Erich Beck.

Her er de første syv placeringer for ladestandere:
2 stk. 22 kW standere: Ved administrationsbygningen Farsø– Frederik IX’s Plads 1
2 stk. 22 kW standere: Ved administrationsbygningen Løgstør – Torvegade 15
2 stk. 22 kW standere: Ved administrationsbygningen Aalestrup – Aagade 25D
4 stk. 22 kW standere: Ved administrationsbygningen Aars – Vestre Boulevard 7
1 stk. 50 kW stander: Fiskerihavnen Hvalpsund – Havnepladsen 2C,
2 stk. 22 kW standere: Lystbådehavnen Rønbjerg – Livøvej 143
1 stk. 50 kW stander: Løgstør Havn – Kanalvejen 19

Michelle overtager Sportigan

Den 1. april er der ejerskifte i Sportigan Farsø. Medarbejder gennem sammenlagt 12 år, Michelle Nielsen bliver ny ejer af butikken, mens ejer af butikken gennem 17 år, Klaus Hansen, vil prøve noget andet. De to vil afholde ”Goddag og Farvel” reception i butikken den 1. april.

FARSØ: Pr. 1. april har Michelle Nielsen købt Sportigan Farsø af Klaus Hansen. Ejerskiftet har været undervejs i nogle år og faktisk været på tale siden 2020.

Har været en del af butikken i 12 år
Michelle Nielsen har været en del af butikken i sammenlagt over 12 år. Ja, faktisk lige så længe Klaus Hansen har været ejer af butikken, og hun er således den rette aftager.  

I december tog Klaus Hansen den endelige beslutning ovenpå et år, hvor begge hans forældre faldt bort i løbet af et halvt år og det samme var hans læremester i butiksdrift H.P. Sauer, om foråret.

-Det tog hårdt på mig, og fik mig også til at tage min egen situation op til overvejelse. Jeg vil ikke længere være butiksejer og trænger til en pause. Men omvendt vil jeg også have Michelle godt på vej. Jeg vil derfor her i den første tid være til rådighed for butikken nogle dage om ugen, og ikke mindst være Michelle behjælpelig med indkøb og administration.

Et godt tidspunkt at overtage butikken
-Det er et godt tidspunkt for Michelle at overtage butikken. Den er sund og i god drift. Samtidig står den også skarpt. For halvanden års tid siden blev den udvidet og renoveret, fortæller Klaus Hansen, der har været eneejer af sportsbutikken i 17 år.    

En rigtig sportspige
Michelle Nielsen er 33 år, har to børn og bor sammen med sin kæreste, og er aktiv håndboldspiller.

Det er også håndboldspillet som i sin tid fik Michelle til at vise interesse for sportsbutikken i Farsø Rådhuscenter. Hun startede derfor i butikken i 2008 og var her frem til 2018, hvor hun gik på barsel. Efter endt barsel tog hun en afstikker og arbejdede på fabrik. Det var her hun mærkede, at hun savnede den kundekontakt hun kendte fra butikken.

Ejerskifte har været flere år undervejs
For halvanden år siden bød muligheden sig for at komme tilbage til Sportigan i Farsø Rådhuscenter, og forinden havde Michelle og Klaus altså drøftet muligheden for at Michelle ikke ”kun” vendte tilbage som medarbejder, men altså også som mulig ny ejer af butikken. Så kom corona-perioden og Klaus Hansens førnævnte forfærdelige 2022 og planerne blev midlertidigt sat på pause.     

-Jeg er slet ikke i tvivl om at Michelle er den rette ejer af Sportigan Farsø, fortæller Klaus Hansen. Hun er rigtig dygtig og kendt af alle. Hun har været en kæmpe hjælp for mig i butikken, særligt det sidste års tid. Vi er rigtig gode kollegaer, har et helt særligt makkerskab og venskab, så jeg har givet Michelle den tid der skal til. Jeg ønsker at give den overlevering til Michelle som jeg i sin tid selv fik af H.P. som lærermester. Det havde jeg det selv rigtig godt med, og det ønsker jeg også for Michelle.

Ny indehaver af Sportigan Farsø, Michelle Nielsen

Glæder sig til at tage over
Også hovedpersonen selv, Michelle, glæder sig til at tage over.

– Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang. Det er efterhånden en del år siden, at jeg fandt ud af at jeg føler mig tryg i sporten og i butikken. Derfor ligger det også lige for, at jeg skal være indehaver af egen sportsbutik. Det er naturligvis en ny rolle, og jeg skal som noget nyt, selv varetage opgaven med sportsklubberne og virksomhederne. Men vi kender jo hinanden i forvejen, og de skal få den samme gode service som hidtil, så vi kan fortsætte det gode samarbejde, fortæller Michelle Nielsen.

Til at hjælpe sig i butikken vil Michelle fortsat have sine gode kollegaer Malene, Monica og Mathilde. Michelles far, Anders, vil også være repræsenteret i butikken. Han har nemlig lejet et vinduesparti i butikken til salg af urbandroner, som altså vil være en ny vare i butikken og i byen.         

SE OVERTAGELSESANNONCEN HER                 

Nedslidt er ikke noget, man vælger

Theresa Berg Andersen

Af: Theresa Berg Andersen, Hobrovej 145, Vilsted, Medlem af Folketinget for SF

For de fleste af os betyder det at arbejde og bidrage til samfundet meget for den daglige livskvalitet. Det gælder i den grad for de mange pædagoger, sosu’er, håndværkere og murere, offentligt som privat ansatte, der knokler med et både fysisk og mentalt hårdt arbejde.

Og for nogle i denne gruppe ender en lang og ellers god karriere med at tage hårdt på kroppen. Glæden ved at arbejde forsvinder ikke, men smerterne flytter med ind i hverdagen på sygehuset eller byggepladsen.

Nogle prøver for en tid at ignorere den uindbudte gæst med smertestillende, men det lindrer kun, men løser ikke, problemet. For dem, der ikke kan gå på pension, bliver konsekvensen, at de presses til at bliver længere på arbejdsmarkedet, end de er i stand til, for at få tilværelsen til at hænge sammen. At blive nedslidt er ikke noget man vælger. Det er noget, der rammer en.

Derfor er det uværdigt, at regeringen vil afskaffe seniorpensionen ved at lægge den sammen med den såkaldte Arne-pension i det, regeringen har valgt at kalde Arne Plus. I forslaget kan nedslidte nu først trække sig tilbage tre år senere og mister op til 4.000-5.000 kroner om måneden. Det kan vi som samfund ikke være bekendt overfor dem, der har slidt og slæbt på deres arbejde i årtier.

Og de har slidt. Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at kun knap fire procent af dem, der fik tildelt seniorpension i 2020 og 2021, kom fra almindelig beskæftigelse. Derimod kom to tredjedele fra enten sygedagpenge, ledighedsydelse eller fleksjob. Borgere, der altså er blevet nedslidte og for syge til at gå på arbejde. Det er svært at tro, at der er meget arbejdsudbud at hente her. Alligevel forsøger regeringen.

Regeringens Arne Plus-ordning er et forslag, der bygger på en forestilling om, at det at blive nedslidt er noget, der kan times efter ens år på arbejdsmarkedet. Sådan er virkeligheden bare ikke for de danskere, der efter mange års hårdt arbejde pludselig en dag kan konstatere, at de ikke kan gå på arbejde længere. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke kan.

Det er skræmmende, at regeringen vil finde mennesker i arbejdsudbuddet fra den gruppe, som Socialdemokratiet tilbage i 2020 selv mente var for nedslidte til at arbejde. Vi mener i SF, at vi bør gå den helt anden vej og forbedre og udvide mulighederne for at trække sig tilbage.

Lindgaard Havepark udvider butikken

Lindgaard Havepark, der udspringer fra Farsø, har netop udvidet butikslokalet i Aars og samtidig også overtaget forhandlingen af havepark maskiner fra Suldrup/Støvring området.

VESTHIMMERLAND: For syv år siden blev have-park maskiner en del af forretningen, mens Peter Lindgaard stadig drev sit autoværksted Autogården i Farsø.

I 2020 blev have-park konceptet udvidet til Aars med en butik, da byen netop på det tidspunkt var uden en forretning af den type.

Sidste forår bankede to unge mekanikere på døren med interesse for at købe Autogården i Farsø og drive mekanikerværkstedet videre i nyt navn. Det blev et farvel for Peter Lindgaard som traditionel automekaniker, men derimod en mulighed for at udvide forretningen med have-park maskiner.

Automekaniker Peter Lindgaard helliger sig nu salg, service og reparation af have-park maskiner.

Det har senest betydet, at han har overtaget Stihl og Stiga have/park – maskiner og reservedele fra Sumas(BS) i Suldrup.

-Sumas vil fremover centrere deres fokus på service og salg af Fendt Full-line og redskaber til landbruget og lignende branche, fortæller Peter Lindgaard. Derfor står vi i Lindgaard Havepark klar til at hjælpe alle deres tidligere have/park kunder i butikken i Aars.

I den forbindelse er butikken i Aars udvidet lidt, så der er plads til de nye varer til den nye sæson.

På torsdag inviteres der derfor til demodag i butikken, hvor der vil være besøg af sælgere fra de mange mærker som Lindgaard Havepark nu forhandler og mulighed for at afprøve maskinerne.

Ud over salg af plæneklippere og andet havepark udstyr, står Lindgaard Havepark også for service og reparation af have-park maskiner.

Beboere flytter ind i nye boliger ved lystbådehavnen den 1. april

De første beboere er klar til at flytte ind i Aars Boligforenings nye lejeboliger ved lystbådehavnen i Hvalpsund.

HVALPSUND: Aars Boligforenings nye lejeboligerne ved lystbådehavnen i Hvalpsund mangler nu kun den sidste finish, inden at beboere kan flytte ind den 1. april.

-De fire ud af de seks boliger er lejet ud på nuværende tidspunkt, fortæller direktør for Aars Boligforening, Brian Larsen.

Han regner med de sidste to lejeboliger også snart vil udlejet. Ikke mindst, når forårsvejret tillader, at der også bliver plantet hæk og sået græs ved boligerne. Så er boligkomplekset helt færdigt. Ligesom livet på havnen helt sikkert også er det helt store trækplaster.

Byggeriet af de nye boliger startede sidste sommer. I starten af februar i år var der Åbent Hus på byggeriet, hvor over 100 personer var forbi for at se den første færdige lejlighed.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.