Forside Blog Side 31

Udviklingsplan for Himmerlands Vestkyst på vej

55 personer, der repræsenterer lokale turistaktører, relaterede erhverv til turisme, visionsråd og foreninger, ildsjæle og frivillige med interesse for turisme, var i sidste uge samlet til en workshop som udgangspunkt for en strategisk-fysisk udviklingsplan for turismen ved Himmerlands Vestkyst.

VESTHIMMERLAND/GATTEN: Limfjordskysten i Vesthimmerland benævnes i turistmæssig henseende som Himmerlands Vestkyst. Kystlinjen rummer herlighedsværdier og natur som rummer et potentiale til at trække endnu flere turister til.

Turismen spiller en central rolle
Turismen spiller allerede en central rolle i Himmerland og gavner både turisme- og detailvirksomheder og lokale borgere. Det er samtidig et middel til målet om fx at øge bosætningen i Vesthimmerlands kommune. 

1 mia. kr. og 1000 arbejdspladser
-Turismen genererer en omsætning på omkring 1 milliard kroner og skaber cirka 1.000 arbejdspladser i Vesthimmerlands Kommune. Det forpligter os til at holde fast i væksten og samtidig udvikle de store potentialer, vi har i området, siger Johanne Bugge, destinationsdirektør hos Destination Himmerland.

Sikre fortsat udvikling
Det udviklingsarbejde har Destination Himmerland til opgave at bringe til veje i samarbejde med de lokale turistaktører, relaterede erhverv til turisme, visionsråd og foreninger, ildsjæle og frivillige med interesse for turisme.

55 deltagere samlet til workshop
I sidste uge var 55 af dem samlet i Gatten på HimmerLand til en workshop. Formålet var at tage første skridt til en ny strategisk-fysisk udviklingsplan (SFU) for Himmerlands Vestkyst. Til at hjælpe processen på vej har Vesthimmerlands Kommune og Destination Himmerland entreret sig med konsulentvirksomhederne FLÅK og Hird&Ko til at sætte fokus på områdets fremtidige udvikling.

Her ses deltagerne der har meldt sig til at arbejde med en strategisk-fysisk udviklingsplan for Himmerlands Vestkyst. De mødes igen i starten af maj måned for drøfte strategi og indsatsområder.

Hvordan udvikles Himmerlands Vestkyst som destination
Den indledende fase gik på at identificere potentialer, udfordringer og prioriteringer for området. De mange deltagere bidrog med idéer, perspektiver og konkrete input til, hvordan Himmerlands vestkyst kan udvikles som destination – fra Aggersborg i nord til Hvalpsund i syd, med forbindelser ind i baglandet.  

Den indledende fase gik på at identificere potentialer, udfordringer og prioriteringer for området.

-Den store opbakning understreger et stærkt lokalt engagement og en fælles vilje til at udvikle området. Vi starter således en fælles udviklingsrejse, hvor turismen får en stærk central betydning i Vesthimmerlands Kommune, fortæller Torben Frandsen, afdelingschef for Plan, Byg og Ejendomme i Vesthimmerlands Kommune.

Fælles retning og lokale styrker
Himmerlands Vestkyst er kendetegnet ved stærke fællesskaber, storslået natur og engagerede mennesker. Netop disse kvaliteter danner afsæt for udviklingsarbejdet, hvor målet er at samle kræfterne og skabe en fælles retning.

Bestyrelsesformand for Destination Himmerland og direktør for HimmerLand i Gatten, Jane Andersen har de sidste 7 år ”rejst med turismen” i Himmerland, som hun kalder det. Selv bor hun privat i Skivum udenfor Aars, og mærker at fællesskab og samarbejde er essentielt og nødvendigt.

– På landet får man ikke noget forærende, heller ikke turister, så vi skal selv gøre noget sammen. Men turismen er i fremgang og skal ses som en vækstmotor i vores kommune. Nu skal vi med denne turisme udviklingsstrategi være enige og sætte samme retning, lød fra Jane Andersen, inden de 55 deltagere tog fat på arbejdet.

Udviklingsplanen skal blandt andet: Styrke områdets turismepotentiale, Løfte og synliggøre kulturarven, Skabe flere arbejdspladser, Understøtte bosætning og livskvalitet, Bidrage til et levende lokalsamfund.

De emner der skulle beskrives og tages stilling m.h.t. styrker, svagheder og potentiale var: Natur og Kultur, Overnatning, Grønne og blå ruter, byerne som destination, fra jord til bord.

Der var bred enighed blandt deltagerne om, at samarbejde er afgørende for at lykkes. Når kræfterne samles på tværs af aktører, står destinationen stærkere.

/cf

Om Udviklingsplanen for Himmerlands Vestkyst
For første gang får Vesthimmerlands Kommune en strategisk-fysisk udviklingsplan (SFU) for turismen. Destination Himmerland og Vesthimmerlands Kommune er gået sammen med Dansk Kyst- og Naturturisme om at få udarbejdet planen. Et rådgiverteam med Tegnestuen Flåk og Hird&Ko hjælper med at lave en grundig analyse og proces. Udviklingsplanen er meget vigtig i forhold til at klarlægge hvordan de potentialer der er i turismen kan udvikles. SFU Himmerlands vestkyst er finansieret af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Realdania, Dansk Kyst- og Naturturisme og Vesthimmerlands Kommune.

Folketingsvalget i Vesthimmerlands kommune  

VESTHIMMERLAND: Stemmerne er talt op efter Folketingsvalget i går den 24. marts 2026.

Efter valgstederne lukkede kl. 20.00 i aftes, gik stemmeoptællingen i gang. Først færdig i Vesthimmerland var valgstedet i Overlade kl. 20.28.

Kl. 21.30 havde de næste 9 Vesthimmerlandske valgsteder sine resultater klar.  På det tidspunkt var 20,8 % af samtlige stemmer i hele landet optalt, og man begyndte at gå fra exit-pools til prognoser.            

Ca. Kl. 22.30 var samtlige valgsteder i Vesthimmerland optalt, man manglede kun resultater fra 3 valgsteder i Rebild kommune, der sammen udgør Himmerlandskredsen.

Herefter mødtes valgsekretærerne til fintælling i Messecenter Vesthimmerland og det endelige resultat var klar lidt i kl. et i nat.          

Nedenfor kan læses nøgletal vedr. folketingsvalget i Vesthimmerland.

Der kan læses mere om valgets resultater, og hvem der kommer i folketinget fra Vesthimmerland, Himmerland og Nordjylland i Farsø Avis i næste uge.   

   

Valgcirkus

FARSØ: På valgstedet i Farsø var det lidt af et ”valgcirkus”, for her kunne man vælge at gå til Folketingsvalg i opvisningshallen eller til Cirkus Mascot i træningshallen.

Det var sådan at Cirkus Mascot i lang tid før Folketingsvalget var udskrevet, havde booket Dronning Ingrid Hallerne til sin indendørs cirkusforestilling.

Heldigvis har Dronning Ingrid Hallerne to store haller, så begge ting kunne finde sted samtidig – også uden for meget parkeringskaos udenfor, selvom cirkusvogne og cirkusgæster optog de fleste p-pladser sidst på eftermiddagen.

/cf

Kø ved tankstationen på valgdagen

Der var kø i Farsø helt frem til Svoldrup krydset, da Go On og et politisk parti på valgdagen havde sænket prisen med flere kroner pr. liter brændstof.

FARSØ: Som det sidste valgflæsk på selve valgdagen for Folketingsvalget, havde et politisk parti indgået en aftale med Go On tankstationerne i hele Danmark, heriblandt den på Søndergade i Farsø.

Kampagnen gik på at prisen på benzin og diesel i tidsrummet fra kl. 07.00 til 10.00 blev sænket svarende til EU’s minimumsafgifter. Det betød at bilisterne kunne spare kr. 3,35 kr. pr. liter benzin og 2,25 kr. pr. liter diesel.

Det gav kø ved tanken i de tre timer.

/cf             

Så blev det valgdag

De valgtilforordnede var klar på valgstedet i Farsø. Her ses Morten Høgh og Anette Borup Fristrup klar til at indscanne valgkort og udlevere stemmesedler til vælgerne.

FARSØ: Her til morgen præcis kl. 8.00 gik valghandlingen til Folketingsvalget i gang på Vesthimmerlands 14 valgsteder.

I Dronning Ingrid Hallerne, som er valgstedet i Farsø, var de første 25 vælgere mødt op for at være blandt de første der afgav deres stemme. Flere skulle straks videre på arbejde.  Herefter ankom vælgerne i en lind strøm.

Forinden havde valgstyrer Mikael Lisberg Toft erklæret afstemningsdagen for startet.

Valgstyrer Mikael Lisberg Toft kunne fortælle, at valgstedet i Farsø havde modtaget 266 brevstemmer op til valghandlingen. Spændende bliver det at se om valgstedet i Farsø kan runde stemmeprocenten fra sidste folketingsvalg i 2022, hvor stemmeprocenten i Farsø lå på 81,92 %.

Blandt de første vælgere på valgstedet i Farsø var Lena Fransgaard, der her putter sin stemmeseddel i valgurnen.

Tilknyttet valgstedet i Farsø er der ved dette valg 3.476 stemmeberettigede, som er 53 færre end ved Folketingsvalget i 2022, hvor der var 3.529 stemmeberettigede.     

Disse kandidater og partier kan der stemmes på i Himmerlandskredsen som omfatter Vesthimmerland og Rebild kommuner

 

Se valgresultaterne på www.farsoavis.dk
Da valghandlingen på Vesthimmerlands Kommunes 14 valgsteder først ringes af i aften kl.20.00 med efterfølgende stemmeoptælling af de valgtilforordnede, vil det endelige valgresultat først være klart omkring midnat.

Følg derfor med www.farsoavis.dk i løbet af onsdag, hvor resultaterne fra Vesthimmerland vil blive lagt på.

/cf

Alle skolebørn får en unik kulturoplevelse hvert år

Med Kulturrygsækken får vesthimmerlandske børn en sjov, lærerig og inspirerende oplevelse af kultur – hvert år, fra 0. til 9. klasse. Stenaldercenter Ertebølle (foto) – og Vesthimmerlands Museum er inde i billedet når 8. årgang skal lære om Kulturarv i Vesthimmerland.

VESTHIMMERLAND: I skoleåret 2026-2027 får alle børn i Vesthimmerlands folkeskoler, friskoler og privatskoler mulighed for at opleve kultur på en helt ny måde.

Kulturrygsækken, som er en del af kommunens kulturpolitik, sikrer nemlig, at hvert klassetrin får én fælles, professionel kulturoplevelse inden for en bestemt kunstart.

Lige ned i kulturrygsækken
For 0. til 9. klasse betyder det blandt andet musik, dans, billedkunst, litteratur, arkitektur og scenekunst. En nyhed i år er, at 4. klasse præsenteres for “en professionel musikalsk oplevelse af høj kvalitet” i stedet for klassisk musik. Erfaringer har vist, at denne ændring giver børnene bedre muligheder for at få en meningsfuld oplevelse – men klassisk musik kan stadig indgå, hvis tilbuddet passer til klassens forløb.

Arrangeret sammen med lokale kulturaktører
Forløbene planlægges i tæt samarbejde med blandt andre Kulturskolen Vesthimmerland, Vesthimmerlands Musikhus ALFA, Levende Musik i Skolen (LMS), Vesthimmerlands Museum/Stenaldercenter Ertebølle og Teater Vesthimmerland. Skolebibliotekarerne hjælper også med at udvælge forfattere til forfatterbesøg, så eleverne får både faglig og kulturel kvalitet.

Undervisningsmateriale til de forskellige forløb sendes ud til skolerne inden sommerferien, og al information om tilbuddene er digitalt tilgængelig.

En obligatorisk kulturoplevelse om året
Kommunen forventer, at ordningen vil sikre, at alle børn får mindst én obligatorisk kulturoplevelse om året, samtidig med at de kan vælge ekstra tilbud via Skoletjenesten.dk. I marts og april indsamler skolerne oplysninger om klasser og elevtal, og der udarbejdes en samlet kalender for hver skole. I starten af juni modtager kulturambassadørerne – repræsentanter fra hver skole – folder og information om Kulturrygsækken.

Kulturrygsækken 2026-2027 har et budget på 250.000 kroner afsat af Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, mens skoleafdelingen finansierer forfatterbesøgene for 5. klasse.

/cf

200 Farsø gymnaster viser hvad de har lært

På lørdag får Farsø Gymnastikforenings forårsopvisning besøg Flying Superkids Junior, der ud over et optrin også afholder en workshop med alle børn der har lyst. Farsø Gymnastikforening har indenfor det seneste års tid indledt et samarbejde med Flying Superkids, som foreningen forventer sig meget af. Billedet er fra workshoppen i Farsø sidste forår.

FARSØ: På lørdag er en dag som mange gymnaster i Farsø Gymnastikforening har set frem til på flere måder.

Efter mange måneders træning i gymnastiksalen i Dronning Ingrid Hallerne kan de nu vise, hvad de har lært og øvet, foran forældre og søskende i opvisningssalen i forbindelse med Farsø Gymnastikforenings forårsopvisning.   

Flot gymnastik fra lokale gymnaster
Dagen byder på et spændende program. Ud over at gymnastikforeningens egne 6 hold, går på gulvet, så er også Junior Landsdelsholdet(14- 18 år) og Minimix Landsdelsholdet(10-14 år) med gymnaster fra fire Himmerlandske gymnastikforeninger, heriblandt Farsø Gymnastikforening, klar til at vise hvad man kan, når man træner ekstra.          

Flying Superkids Junior er gæst
Ud over flot og imponerende gymnastik fra de lokale gymnaster, så glæder gymnasterne selv, til besøg af Flying Superkids Junior fra Århus.    

-Farsø Gymnastikforening har det seneste års tid haft lidt samarbejde med Flying Superkids, fortæller Heidi Gautesen Møller, fra Farsø Gymnastikforening.

Samarbejde startede sidste år
Sidste forår var Flying Superkids Junior i Farsø en dag for at lave en workshop med gymnastikforeningens ældste gymnaster. Desuden har alle trænere og hjælpetrænere i Farsø Gymnastikforening været til et af Flying Superkids shows.

Prøve noget nyt
-Traditionelt har vi altid nogle efterskoler som gæstehold til vores forårsopvisning, lyder det videre fra Heidi Gautesen Møller. Der plejer vi at invitere skoler, hvor vi kender nogle gymnaster på. Men i år synes vi, at vi ville prøve noget helt nyt. Derfor valgte vi, at vores gæstehold, ud over landsdelsholdene, skulle være Flying Superkids JUNIOR.

Vi håber det kan gøre, at endnu flere har lyst til at komme og se vores opvisning. Og gerne blive hele dagen. Vores gymnaster vil så gerne have et godt publikum til deres opvisning. Af samme årsag har vi heller ikke ændret meget i entreprisen. Entre koster 60kr og man er gratis indtil man fylder 10 år, siger Heidi Gautesen Møller.

Workshop for alle børn der har lyst
Efter udmarch laver Flying Superkids Junior en workshop sammen med alle børn der har lyst. Her kan man prøve kræfter med forskellige ting sammen med børnene fra Flying Superkids Junior.

/cf

Der gøres klar til 20 ladeudtag ved Plejecenter Højgården

Alle biler i hjemmeplejen skal efterhånden skiftes til el-biler og det kræver el-ladestandere, så der kan lades når bilerne ikke er ude at køre. Ved Plejecenter Højgården skal der være 20 ladeudtag til hjemmepleje distrikt Farsø’s biler.

FARSØ: Hjemmeplejen i distrikt Farsø, der holder til på Plejecenter Højgården, kan snart køre grønnere rundt til distriktets borgere.

Kommunen har besluttet at fremrykke etableringen af 20 ladeudtag, så de står klar i takt med, at hjemmeplejens biler udskiftes til elbiler i 2027.

For at gøre det muligt, overføres 600.000 kr. fra næste års budget til 2026. Beløbet bruges til at betale tilslutningsbidraget til netselskabet N1, så arbejdet med en ny transformerstation kan sættes i gang allerede nu. Uden transformerstationen ville området ellers ikke have haft kapacitet til at levere strøm til de 20 ladeudtag.

Vesthimmerlands Kommune forklarer, at fremrykningen sikrer, at overgang til elbiler kan ske uden forsinkelser.

Generelt er opsætningen af ladestandere et vigtigt skridt mod kommunens mål om en 100 procent CO2-neutral transportsektor i 2030. Over de næste 4-6 år planlægger kommunen at udskifte hele sin bilflåde til elbiler og opsætte ladestandere svarende til 110 udtag.

/cf

Snart er udsigtspunktet fra bymidten en realitet

Det går stærkt for øjeblikket med at etablere Hvalpsunds nye udsigtspunkt fra midtbyen, som får udsigt til Louns Sø.

HVALPSUND: Som en del af områdefornyelsen er Vesthimmerlands Kommune lige nu i gang med at etablere et opholdsområde på den tomme plads mellem vandværksbygningen og Friplejehjemmet Hesselvang, altså bag Brugsen i en linje fra Mosevangen til Hesselvej.  

Her etableres der en udkigsplads i højden, hvor man både kan se Louns Sø og solopgangen. Desuden får området stiforbindelse fra Hesselvang til Brugsen, P-pladser langs Hesselvej samt opholdspunkter og formidling af Louns halvøens mange stisystemer.

/cf

Sådan ser opholds og udsigtsområdet ud i skitseform

Nye cykelveje skal gøre skolevejene i Farsø by sikrere

Med de nye cykelstier håber kommunen, at flere børn og unge vil vælge cyklen på vej til skole. Her ses den ønskede linjeføring for de to nye skoleveje.

FARSØ: Elever der går i Farsø Skole kan se frem til mere trafiksikker skolevej. Vesthimmerlands Kommune planlægger at søge tilskud fra Vejdirektoratets cykelpulje 2026 til to nye cykelveje, som skal gøre det nemmere og tryggere at cykle til skole.

Kommunen har tidligere fået støtte til cykelprojekter til skoleveje mellem Vester Hornum og Hornum samt Testrup og Aalestrup, og nu kommer turen til Farsø.

På baggrund af skolevejsanalyse
De to planlagte cykelveje i Farsø vil følge primære skoleruter, som blev udpeget i en skolevejsanalyse i 2025 i samarbejde med Farsø Skole. Den første vej går fra Højgårdsvej, vest om søen og videre til skolen via L. Heidemanns Vej og Søparken. Den anden vej starter ved Tulipanvej, nord om kirken og videre langs søanlægget til skolen.

Koordineres
Placeringen af vejene nord for Farsø Sø vil samtidig blive koordineret med områdefornyelsesprojekter (Byudviklingsplanen – red.), der arbejder på at forskønne området, samt Vesthimmerlands Forsynings overvejelser om et forsinkelsesbassin til overfladevand fra Højgårdskvarteret.

Vil få flere elever til at cykle i skole
Kommunen vurderer, at cykelvejene vil få flere elever til at cykle i skole, øge trafiksikkerheden og understøtte grøn transport i lokalområdet – helt i tråd med kommunens klimaplan og den igangværende mobilitetsplan.

Hvis projekterne får tilskud, forventes den samlede kommunale finansiering at beløbe sig til 2,577 millioner kroner, hvoraf egenfinansieringen udgør halvdelen for hver sti. Ansøgningen skal indsendes senest den 31. marts 2026, og svar fra Vejdirektoratet forventes i sensommeren 2026.

/cf

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.