VESTHIMMERLAND/GATTEN: Limfjordskysten i Vesthimmerland benævnes i turistmæssig henseende som Himmerlands Vestkyst. Kystlinjen rummer herlighedsværdier og natur som rummer et potentiale til at trække endnu flere turister til.
Turismen spiller en central rolle
Turismen spiller allerede en central rolle i Himmerland og gavner både turisme- og detailvirksomheder og lokale borgere. Det er samtidig et middel til målet om fx at øge bosætningen i Vesthimmerlands kommune.
1 mia. kr. og 1000 arbejdspladser
-Turismen genererer en omsætning på omkring 1 milliard kroner og skaber cirka 1.000 arbejdspladser i Vesthimmerlands Kommune. Det forpligter os til at holde fast i væksten og samtidig udvikle de store potentialer, vi har i området, siger Johanne Bugge, destinationsdirektør hos Destination Himmerland.
Sikre fortsat udvikling
Det udviklingsarbejde har Destination Himmerland til opgave at bringe til veje i samarbejde med de lokale turistaktører, relaterede erhverv til turisme, visionsråd og foreninger, ildsjæle og frivillige med interesse for turisme.
55 deltagere samlet til workshop
I sidste uge var 55 af dem samlet i Gatten på HimmerLand til en workshop. Formålet var at tage første skridt til en ny strategisk-fysisk udviklingsplan (SFU) for Himmerlands Vestkyst. Til at hjælpe processen på vej har Vesthimmerlands Kommune og Destination Himmerland entreret sig med konsulentvirksomhederne FLÅK og Hird&Ko til at sætte fokus på områdets fremtidige udvikling.

Hvordan udvikles Himmerlands Vestkyst som destination
Den indledende fase gik på at identificere potentialer, udfordringer og prioriteringer for området. De mange deltagere bidrog med idéer, perspektiver og konkrete input til, hvordan Himmerlands vestkyst kan udvikles som destination – fra Aggersborg i nord til Hvalpsund i syd, med forbindelser ind i baglandet.

-Den store opbakning understreger et stærkt lokalt engagement og en fælles vilje til at udvikle området. Vi starter således en fælles udviklingsrejse, hvor turismen får en stærk central betydning i Vesthimmerlands Kommune, fortæller Torben Frandsen, afdelingschef for Plan, Byg og Ejendomme i Vesthimmerlands Kommune.
Fælles retning og lokale styrker
Himmerlands Vestkyst er kendetegnet ved stærke fællesskaber, storslået natur og engagerede mennesker. Netop disse kvaliteter danner afsæt for udviklingsarbejdet, hvor målet er at samle kræfterne og skabe en fælles retning.
Bestyrelsesformand for Destination Himmerland og direktør for HimmerLand i Gatten, Jane Andersen har de sidste 7 år ”rejst med turismen” i Himmerland, som hun kalder det. Selv bor hun privat i Skivum udenfor Aars, og mærker at fællesskab og samarbejde er essentielt og nødvendigt.
– På landet får man ikke noget forærende, heller ikke turister, så vi skal selv gøre noget sammen. Men turismen er i fremgang og skal ses som en vækstmotor i vores kommune. Nu skal vi med denne turisme udviklingsstrategi være enige og sætte samme retning, lød fra Jane Andersen, inden de 55 deltagere tog fat på arbejdet.
Udviklingsplanen skal blandt andet: Styrke områdets turismepotentiale, Løfte og synliggøre kulturarven, Skabe flere arbejdspladser, Understøtte bosætning og livskvalitet, Bidrage til et levende lokalsamfund.
De emner der skulle beskrives og tages stilling m.h.t. styrker, svagheder og potentiale var: Natur og Kultur, Overnatning, Grønne og blå ruter, byerne som destination, fra jord til bord.
Der var bred enighed blandt deltagerne om, at samarbejde er afgørende for at lykkes. Når kræfterne samles på tværs af aktører, står destinationen stærkere.
/cf
Om Udviklingsplanen for Himmerlands Vestkyst
For første gang får Vesthimmerlands Kommune en strategisk-fysisk udviklingsplan (SFU) for turismen. Destination Himmerland og Vesthimmerlands Kommune er gået sammen med Dansk Kyst- og Naturturisme om at få udarbejdet planen. Et rådgiverteam med Tegnestuen Flåk og Hird&Ko hjælper med at lave en grundig analyse og proces. Udviklingsplanen er meget vigtig i forhold til at klarlægge hvordan de potentialer der er i turismen kan udvikles. SFU Himmerlands vestkyst er finansieret af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Realdania, Dansk Kyst- og Naturturisme og Vesthimmerlands Kommune.
