Forside Blog Side 307

Tom har købt Pakhuset

Pakhuset er ved at blive gjort klar til genåbning i midten af næste måned

HVALPSUND: Fra midten af juni, åbner Pakhuset ved lystbådehavnen igen som restaurant.

Ny ejer af bygningen er lokale Tom Laursen. Han ejer og driver i forvejen spisestedet og fiskehandlen Havnens Røgeri på Sundvej. Desuden ejer han også Havnens Oase, som dog er forpagtet ud.    

Fiskehandler Tom Laursen, der i 2019, efter endt renovering åbnede Havnens Røgeri med fiskehandel og cafe, gør meget i spisesteder i Hvalpsund. For 2 år siden købte han Oasen på Havnepladsen, som er forpagtet ud som cafe og spisested. Nu har han købt Pakhuset på Lystbådehaven som drives videre som restaurant.

Ligesom mange andre glæder han sig over Hvalpsunds udvikling, og det vil han gerne være med til at understøtte.          

Pakhuset genåbner i midten af juni. Lige nu er der ved at blive ændret på rumfordelingen i stueetagen i Pakhuset. Det betyder også, at der lægges et helt nyt gulv. Et gulv i træ for at understrege de maritime omgivelser. Desuden et helt nyt loft, for at akustikken i restauranten er i orden.

Tom Laursen er lige nu ved at ansætte personale. Restauranten vil tilbyde brunch og buffet. Af og til vil der også være grillaftener.             

Ligesom tidligere vil der også blive mulighed for at afholde selvskaber på 1. salen, ligesom en tidligere lejlighed vil blive indrettet til konference og mødelokale.

Tom Laursen har også planer om at bygge en værelsesfløj med 20 dobbeltværelser til Pakhuset, alle med udsigt over fjorden. Arealet indenfor hegnet omkring Pakhuset er allerede udlagt til dette formål sammen med p-pladser.     

60 deltagere til start på klubmatch

Vinderne af Flügger Matchen 2023.

HVALPSUND: I dag havde Flügger Match v/ Claus Jensen, G3 Malerfirma Farsø, 60 deltagere til start i Hvalpsund Golf Club.

Der blev udleveret en meget fin guidebog så man kunne klare turen rundt. Det var et dejligt vejr, hvilket også afspejlede sig i nogle flotte resultater.

Vindere i A rækken blev Nr. 1 Thomas Skals 42 p, Nr. 2 Ernst Rieks 40 p og Nr. 3 Ernst Hansen 39 p. Vindere i B rækken blev Nr. 1 Dorthe Kvorning 39 p, Nr. 2 Poul Kristian Poulsen 39 p og Nr. 3 Louise Michelsen 38 p. Vindere i C C rækken vinderne blev Nr. 1 Jørgen Lynderup 39 p, Nr. 2 Gerda Lynderup 36 p og Nr. 3 Anna Bach Poulsen 36 p.

Nærmest flaget på hul 3 Kirsten Krog 6,06 meter, hul 7 Tommy Hansen 0,89 meter, hul 15 Dorthe Kvorning 5,11 meter.

Efter matchen stod formand for Hvalpsund Golf Club, Anders Westh for præmieoverrækkelsen.

Lions piger igen klar med gourmet tur gennem Farsø

9 retters menu gennem Farsø finder sted den 15. juni. Dette foto er fra sidste år, hvor turen bl.a. gik omkring Hotel Farsø, der denne aften havde taget opstilling ved Baldersvej.

FARSØ: I næste måned byder Lions Club – Thit Jensen for 6. gang på det populære arrangement ”Smag på Farsø” – måske bedre kendt som ”9-retters menu gennem Farsø”.

Igen er det lokale spisesteder og madleverandører der byder sig til på de 9 pitstops, som den skønne aftentur gennem Farsø by går forbi.

År efter år er eventen steget i popularitet. Der er nu sat et loft på antallet deltagere på 550 personer.

Det er efter aftale med madleverandørerne, men også af hensyn til arrangementet. Jo flere deltagere, jo længere bliver aftenens arrangement og jo sværere bliver det at samle alle til udtrækning af lodtrækningspræmier og aftenens to andre programpunkter ”Thit prisen 2023” og donationer til sorggrupper for børn.       

-Vi glæder os over den store interesse fra såvel spisesteder som deltagere. Det er helt overvældende, siger Pylle Harbo og Birthe Nørgaard, der er blandt hovedkræfterne bag ”Smag på Farsø”.  

-Vi har 9 pitstops undervejs og selvom vi siger 9-retter, så er der reelt 10, fordi der serveres flere retter nogle af stederne. Så et godt råd – spis ikke hjemmefra, der er rigelig med mad og drikke, lyder det fra Lions pigerne

Billetsalget til ”Smag på Farsø”, der finder sted den 15. juni, starter mandag 15. maj hos Inge & Birthe i Farsø Rådhuscenter.

Hvis man ønsker at gå sammen som en gruppe rådes man til at melde sig til som et hold. Hver gruppe der sendes afsted med 10. minutters mellemrum består af 45 deltagere.

Det er naturligvis – ligesom tidligere, bysbørnene Thit og Johs. V. Jensen der sender de mange deltagere ud på smagsruten.

SE ANNONCEN FOR 9 RETTERS MENU GENNEM FARSØ HER

Rebild måske på vej med i Destination Himmerland

HIMMERLAND: Man har fra Vesthimmerland og Mariagerfjord i par år arbejdet på – og håbet på, at Rebild vil gå med i turismesamarbejdet Destination Himmerland.

Det arbejdes der lige nu på, at kan lykkes. Lige nu er samarbejdsaftalen til gennemsyn i de tre Byråd, med håbet om at Rebild vil indtræde i samarbejdet fra 1. oktober 2023.         

Destination Himmerland blev etableret i 2020
Foreningen Destination Himmerland (DH) blev etableret den 1. marts 2020 som et turismefremmesamarbejde mellem Mariagerfjord Kommune og Vesthimmerlands Kommune.

DH erstattede de to kommuners eksisterende turismefremmeselskaber, VisitVesthimmerland og VisitMariagerfjord. Konsolideringen var blandt andet foranlediget af erhvervsfremmereformen af 2018, hvor målet var, at de kommunalt finansierede turismefremmeselskaber konsoliderede sig i færre, større destinationsselskaber.

Af Destinations Himmerlands gældende vedtægter, fremgår det, at nye kommuner, der ønsker samarbejde om indsatsen for turismefremme i Himmerland, kan optages som medlem. Beslutningen herom kræver godkendelse af Destinationens medlemmer og kræver derved godkendelse af Byrådene i Mariagerfjord Kommune og Vesthimmerlands Kommune. Af vedtægterne fremgår det også, at nye medlemskommuner skal indgå i en naturlig turismemæssig helhed med medlemmerne for at kunne optages.

Sendte henvendelse til Rebild sidste år
Den 24. marts 2022 fremsendte formanden for DH og borgmestrene for Mariagerfjord Kommune og Vesthimmerlands Kommune en henvendelse til Borgmesteren i Rebild Kommune. Henvendelsen indeholdt en invitation til dialog om Rebild Kommunes indtræden i DH. Ambitionen er at styrke rammevilkårene for turismeerhvervet i hele Himmerland ved at samle alle kommunerne i én stærk turismedestination.

På baggrund af henvendelsen blev der igangsat en proces, hvor de tre borgmestre og repræsentanter fra administrationen i de tre kommuner, sammen med Direktøren for DH, afdækkede og beskrev rammerne for Rebild Kommunes indtræden i Destinationen og potentialerne heri.

Rebild trækker mange gæster til
Rebild Kommune har et stærkt outdoor-brand, der bygger på de stedbundende kvaliteter og den unikke natur og kultur, som området rummer. Der drives med RebildPorten som centrum en helårsdestination med stort besøgs-flow fordelt over året. Alene Rebild Bakker området besøges årligt af ca. 450.000 gæster.

I februar 2023 åbnede Koldkrigsmuseet Regan Vest. Anlægget er ganske unikt og defineres af Visit Denmark som en international attraktion, som ligger blandt de største fyrtårne i Danmark. En kulturarv der allerede for nuværende har vist sit store potentiale.

RebildPorten er imidlertid mere end blot turisme. Det er et bemandet formidlingscenter for hele Rebild Kommunes kultur-, natur- og oplevelsesudbud, og har herunder et tæt samspil med Rebild Kommunes arbejde med bosætning og udvikling. Stedet besøges årligt af ca.75.000 gæster og har åbent alle ugens dage bortset fra mandag. Ud over gæsteservice varetager RebildPorten alt destinationsudvikling, markedsføring, netværksfacilitering, eventudvikling, erhvervsturisme og funding.

Potentiale i én samlet himmerlandsk destination
Turister skeler ikke til kommunegrænser, men bevæger sig indenfor en given geografi med afsæt i, hvor de er bekendte med relevante tilbud og oplevelser. Til sammen har de tre himmerlandske kommuner et varieret udbud af turismetilbud med aktive naturoplevelser og outdoorprodukter suppleret med særlige kulturhistoriske tilbud, spændende overnatningstilbud, gode spisesteder og interessante events. Potentialet for at skabe synergi mellem disse tilbud realiseres bedst ved at betragte Himmerland som én samlet turistdestination og ved at samle turismefremmeindsatsen under Destination Himmerland, som blandt andet skal: brande og markedsføre Himmerland og turismeerhvervet overfor potentielle gæster, tilrettelægge gæsteservice, som inspirerer og leder gæster rundt i Himmerland med henblik på at sikre en god oplevelse og anspore gæster til at bruge penge hos erhverv, attraktioner og foreninger, og understøtte produktudvikling i erhverv og attraktioner ved at tilbyde rådgivning, relationsopbygning og kompetenceudvikling.

Med et samlet turismesamarbejde, der dækker alle tre kommuner, vil Destination Himmerland stå stærkere i ansøgninger til den pulje på 40-43 mio. kr. årligt til lokale og tværgående turismeprojekter, som de 19 Destinationsselskaberne kan søge hos Erhvervsstyrelsen. Rebild Kommune har således ikke adgang til at søge disse midler på nuværende tidspunkt, mens Destination Himmerland har hjemtaget 5.571.000 mio. kr. i medfinansiering til projekter siden 2020.

Rebild slipper billigere i kontingent
Mens Vesthimmerland og Mariagerfjord p.t. betaler 64,85 kr. per indbygger, så lægges der op til at kontingentet for Rebild Kommune ”kun” udgør 27 kr. per indbygger. Kontingentet begrundes bl.a. med forskellen i turismeerhvervets størrelse i de tre kommuners turismeerhverv og med Rebild Kommunes fortsatte drift af RebildPorten.

Der opsættes ikke yderligere kommunalt drevne hjertestartere

Foto: TrygFonden

VESTHIMMERLAND; Fra tid til anden modtager Vesthimmerlands Kommune borgeropfordringer til at opsætte offentligt drevne hjertestartere.

Senest er kommunen blevet kontaktet af Trend Sommerhusforening, som opfordrer kommunen til at opsætte en hjertestarter ved Surferbasen ved Trend Strand til gavn for turister samt badende gæster.

Sommerhusforeningen har på eget initiativ haft en hjertestarter opsat på kommunens offentlige toilet i Trend. Denne agter foreningen at flytte op i sommerhusområdet.

Fra hjemmesiden www.hjertestarter.dk, som drives af Trygfonden, kan ejerne af hjertestartere indtaste deres placering til blandt andet brug for hjerteløberne. P.t.er der registreret 208 hjertestartere i Vesthimmerlands Kommune, 168 stk. er der døgnadgang til, 34 stk. er tilgængelige i åbningstiderne for den pågældende bygning (eksempelvis på Biblioteket i Farsø), og 6 er placeret på private matrikler, hvor de er bag lås og slå (eksempelvis i kantinen på Danpo i Aars).

Der er ikke et konkret overblik som fortæller, hvor mange hjertestartere der drives i offentligt betalt regi, idet at en hjertestarter foruden indkøbsprisen også skal serviceres årligt, have nye stødpuder efter anvendelse, og hvis de er udvendigt placeret, sidder de i et skab som bruger strøm til opvarmning.

Eksempelvis kommer Vesthimmerlands Kommune til at betale strømmen for hjertestarteren ved det netop overdragede offentlige toilet på Ceresvej 1 i Lendrup, hvorimod det endnu ikke er aftalt om service og brug skal betales af Vesthimmerlands Kommune.

Der er hjertestartere på kommunens administrationsbygninger.

Teknik og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune, har derfor på sit seneste møde helt principielt drøftet, hvorvidt Vesthimmerlands Kommune skal øge antallet af offentligt drevne hjertestartere og den dertil hørende økonomi. Eller om kommunen kan fortsætte med at henvise til allerede eksisterende placeringer og initiativtagere, samt eksternes betaling af driften.

En hjertestarter koster i indkøb og opsætning ca. 16-20.000 kr. ex. moms (afhængigt af mængderabatten) samt ca. 2.400 kr. ex. moms årligt i drift.

Med baggrund i at der allerede findes 208 apparater i kommunen har Teknik- og Miljøudvalget ikke et ønske om at opsætte og drifte yderligere hjertestartere. Dog skal de hjertestartere der i dag sidder på kommunens bygninger hjemtages, så de indgår i den kommunale drift,

Desuden anbefaler Teknik- og Miljøudvalget generelt at hjertestartere ophænges udenfor, så de er offentligt tilgængelige døgnet rundt

Vedr. Debatten om lukning af Gedsted Skole og LB

På vegne af Gedsted Beboer- og Erhvervsforening, Bettina Hansen

Gedsted er en by, vi er stolte af – den har stor betydning for rigtig mange mennesker. Gedsted Skole og LBO er naturligvis en af hjørnestenene i byen – det er her, vores børn og unge mødes med hinanden og de forskellige voksne, der er omkring skolen og dagtilbuddene.

Skolen er i supergod stand, varme og energiforbruget ser fornuftigt ud og pt. bygges der til vuggestuen. Samlet set er der de senere år blevet renoveret for ca. 10 millioner kroner.

I LBO’en og skolen præges børnene og lærer om mange af livets muligheder, som danner grundlag for deres videre vej i livet. Tryghed og nærhed er vigtigt og muligt på en lille skole, hvor de små kan spejle sig i de store elever, og alle kender hinanden. Det er en unik start på livet, som giver glade børn med mod på livet – og netop en af årsagerne til, at mange har valgt at bosætte sig her eller i området omkring byen.

Gedsted Skole har et godt ry og er noget særligt, bl.a. fordi alle elever lærer at spille et instrument. Så musik fylder en del på skolen og kan ses, høres og mærkes, når man er på skolens område – hvad enten det er ude på den skønne legeplads, der har instrumenter som legeredskaber eller det er indendøre på den velholdte skole, hvor vægge, lokaler og indretning giver plads til de musiske udfoldelser.

Skolen er også omdrejningspunkt for andre end børnene. Den samler nemlig også voksne, der mødes til forskellige arrangementer f.eks. i form af kulturtilbuddet: Vennepunktet, der i årtier har samlet masser af mennesker til foredrag, teater, fællesspisning, koncerter og meget mere. De senere år har vi oplevet at flere og flere fra hele kommunen også sætter pris på dette tilbud og på den måde har det udviklet sig hen over årene.

Tæt på skolen er en anden hjørnesten den lokale Idrætshal med fitnesscenter og et skønt anlæg – et mødested for alle aldre – hvad enten det er de små vuggestuebørn der boltrer sig med legeredskaber i hallen eller håndbold piger- og drenge der skyder bolden i nettet, badminton, banko interesserede der håber på den store gevinst – fælles er, at folk mødes med andre og får fælles oplevelser.

Hallen og området omkring hallen benyttes af Gedsted Skole og LBO direkte i undervisningen, og skolen er således en væsentlig del af eksistensgrundlaget for Gedsted Hallen og hele sportsområdet.

Det vil gøre ondt at fjerne det.

Selv på byens plejecenter ”Søndervang” mærker de skolens betydning, når f.eks. eleverne kommer forbi med deres sang og musik, eller de små kommer og pynter plejecentrets juletræ.

De seneste år har byen fået et kæmpe løft i form af områdefornyelse. Det har betydet, at vi har fået en fantastisk mulighed for at forskønne områder og gøre byen til et mere spændende sted at være. Det største indsatsområde var etableringen af den nye legeplads ved skolen med shelters. For ca. en million kroner blev der indrettet en lege- og aktivitetsplads på en del af skolens boldbane. Den fremstår i dag som et særdeles attraktivt legeområde for skolen, byens børn og turister, indrettet med stor skønhed og fantasi.

I Gedsted er der mange der gør en stor indsats for at tage godt imod tilflyttere. Vi synes, at der de senere år er kommet en del børnefamilier til byen, som har medvirket til at holde vores børnetal nogenlunde stabilt. Nogle af disse familier har været udlændinge, som alle er blevet utroligt godt integrerede i byen – og børnene på skolen.

Mange af tilflytterne har direkte angivet skolen som årsag til, at de er flyttet til Gedsted. Det fortæller alt om byens mulighed for at tiltrække nye beboere.

Beboerforeningen arbejder netop nu med at udarbejde en film sammen med et produktionsselskab og lokale investorer. Filmen skal reklamere for vores by på bedste vis og forhåbentlig tiltrække endnu flere borgere der kan betale skattekroner i vores kommune, og at der er en skole i Gedsted er en central grund til, at vi laver filmen – vi tror på udvikling frem for afvikling og håber derfor, at vi får lov til at beholde vores Skole og LBO i Gedsted mange år frem.

Hvis bare nogle få familier vælger at flytte ud af kommunen – evt. mod syd, – Ulbjerg er kun 7 km væk og har 64 elever – altså en lille skole som måske prioriteres frem for den store Aalestrup skole, ja så er den besparelse, der er på papiret ved en lukning, måske ikke så meget værd…

Og så er vi fremme ved alt det andet i byen, som også vil blive påvirket negativt, ved lukning af skolen:

Handelslivet: Muligheden for at bevare en butik for dagligvarehandel, frisør, El-forretning, Pizzaria, Keramik og blomsterbutik, Café med is- og osteudsalg, den lokale tank osv.

Alt dette og det øvrige erhvervsliv i Gedsted giver liv til byen og arbejdspladser, og de støtter ofte op med sponsorater til små og store arrangementer.

Gedsteds store foreningsliv er helt unikt. Masser af frivillige giver deres tid og energi for at Gedsted skal være et rart sted at bo – og fordi, de ikke kan lade være.

Her kan alle finde en forening eller interesse, der falder i ens smag, da mulighederne er mange.

På Torvet er et Medborgerhus, hvor det hver dag summer af masser af aktiviteter, som skiftende foreninger står for, her er fester, møder, kurser, madklubber, bogcafé, kunstforening, billard osv osv.

Overalt i byen ses foreningsarbejdet udfolde sig fra idrætsarealer til kunstudstilling i de gamle fabriksbygninger, fra veje og stier hvor løberne og vandrerne holder til, byens anlæg, hvor Beboerforeningen har igangsæt grillaftener mm.

Overalt ses eksempler på det fællesskab, som foreningslivet skaber. Vi føler, at dette fællesskab i den grad er truet, hvis skolen lukker.

Alle disse perler og hjørnestene i vores by, er vi som tidligere nævnt stolte af – vi sætter stor pris på at bo et sted, hvor dét er muligt. Derfor bliver vi også udfordret, når en af de vigtige hjørnestene er truet. Det vil naturligt påvirke de andre områder og vi kan være bekymrede for, hvilken betydning det får for byen fremover, hvis skolen lukkes – hvilken by ender vi så op med at få??

Det fører os frem til en masse uafklarede spørgsmål som f.eks.: – Kan vi fortsat tiltrække unge mennesker, der har lyst til at bo her, eller vælger de fremover andre steder, hvor der er skole og børnepasning?

Jammerbugt Kommune har et minimums elevtal på 70, med hvilken baggrund har Vesthimmerland valgt tallet 80? – De små skoler klarer sig langt bedst i Trivselsmålingerne – hvorfor skal de overføres til de større skoler, med dårligere målinger?

– Og flere lignende uafklarede spørgsmål.

Vi vil som Beboer- og Erhvervsforening gerne være med til at tiltrække nye til vores skønne by. Vi har med byens beliggenhed og den smukke natur mulighed for at gøre det attraktivt at bosætte sig i vores lille landsby med alle de skønne ting, der allerede er nævnt.

Vi har vi billigere boliger i rolige omgivelser, der giver plads til, at der kan være råd til andre prioriteter som eksempelvis at gå ned i arbejdstid, at rejse, eller hvad der nu er vigtigt for den enkelte. Men i dét billede er det væsentligt, at vi også kan tilbyde skole og børnepasning.

Vores motto er: “Spar en million eller to, flyt til Gedsted og bo”

Læserbrevet er forkortet af redaktionen

Vester Hornum fester i næste uge  

Torsdag, fredag og lørdag festes der i Vester Hornum, hvor der er byfest og alle borgere er med.

VESTER HORNUM: Traditionen tro afholdes der byfest i Vester Hornum i forbindelse med Kr. Himmelfartsferien. Som sædvanlig er det et flot og indbydende program som byfesten i Vester Hornum kan præsentere, hvor der er noget for alle aldersgrupper – og hvor hele byen og omegnen mødes til fest.

Programmet byder på rigtig mange gode og underholdende indslag – herunder et par nyheder, men de mest populære enkeltstående indslag er nok byfestoptoget, bilboksningen, kåringen af årets borger og byfestballet som rigtig mange ser frem til. Men også konkurrencen ”Land og By”, hvor lokale dyster mod hinanden for sjov, er der mange der ser frem til. For børnene er det hoppelandet der er det store hit.

Festpladsen er rykket bag ved skolen
Festpladsen er i år rykket om på træningsbanen bag ved Vester Hornum Skole. På den måde kan man samle alle udendørs aktiviteter og byfestteltet samme sted.      

I anledning af Kr. Himmelfartsdag starter byfesten med en byfestgudstjeneste i byfestteltet. Det er naturligvis sognepræst Rasmus Hauge der vil sende gode vinde med byfesten om fællesskab, sammenhold og festligt samvær.   

Byfestoptoget
Ligesom tidligere, så er Byfestoptoget at finde som et af de første programpunkter. Indslagene byder på stor kreativitet fra såvel børn som voksne, som går meget op i at finde sjove emner at bygge deres vogn op over. Rent faktisk var der i sidste måned inviteret til en kreativ arbejdsdag i det gamle byggemarked i hovedgaden, hvor børn og voksne havde mulighed for at bygge sæbekassebiler og andet kreativt til optoget. 

Traditionen tro vil Kimbrergarden gå i spidsen for optoget og alle opfordres til at tage opstilling langs fortovene for at se hvad der er fundet på.  

Vesthimmerlands bedste kagebord
Det er godt at blive tanket op med energi til fest og derfor er Vester Hornums populære kagebord også på programmet på byfestens første dag.   

Igen opfordres byens bedste kagebagere M/K til at komme med deres favoritkage, hvad enten det drejer sig om en bradepandekage, lagkage, sandkage, småkage o.lign.

For en symbolsk pris, kan Vester Hornum borgerne således sætte sig til det gigantiske kagebord og bare spise løs indtil maven siger stop – og her plejer man ikke at holde sig tilbage.


Bilboksning
Når kaffe og kage er indtaget, står et andet populært programpunkt på plakaten, nemlig bilboksningen, som samler et stort publikum fra by og land. Spændende bliver det, hvilken bil der holder sig kørende i ringen som vinder.   

Knallertudstilling
Dem som ikke interesserer sig for smadrede biler, men til gengæld seje knallerter kan få syn for sagen, når lokale børn og voksne udstiller deres crossknallerter.      

Også fredag vil der være udstilling på festpladsen, denne gang med andre køretøjer.   

Eftermiddag der kan få pulsen op
Fredag eftermiddag gentager den lokale fodboldklub Vester Hornum IF sidste års succes med at arrangere et Grand Old Boys fodboldstævne hvor naboklubberne er inviteret til Vester Hornum. Det foregår med 8-mands hold og kampe på 15. minutters varighed.

Også børnenes fest
Alle tre byfestdage vil der være sjove aktiviteter for børn på festpladsen. Ud over hoppeborge vil der også være fiskedam og andre konkurrencer. For de kreative børn vil der alle tre dage være et kreahjørne med tegninger, perler samt fredag og lørdag ansigtsmaling.

Det er ikke kun de voksne der får mulighed for at byde op til dans, for fredag eftermiddag er der som en nyhed arrangeret børnedisko i teltet. Børnene har også mulighed for at deltage i en anden byfestnyhed, nemlig beerpong turneringen. Selvfølgelig ikke med øl som de voksne, men med sodavand.      

Hyggeaften med grill og musik

Fredag aften byder traditionen tro på hygge, grill og musik – og sådan bliver det også i år.  Mens den helstegte svinekam steges færdig på grillen vil Thilleskov Events stå for god musik aftenen igennem, som de i øvigt også vil torsdag aften.  

På byfestens sidste dag lørdag, starter aktiviteterne op allerede om formiddagen. Først lægges bunden med morgenkaffe og rundstykker.

Imens vil de lokale FDF spejdere servere snobrød, pandekager og popcorn over bål for børnene, ligesom der vil være mulighed for at se Vester Hornum ovenfra – fra en lift.  

dig

Land og By konkurrence
Over middag finder dette års udgave af Land og By konkurrencen sted. Begge hold besættes med fem deltagere og det er kort og kort en konkurrence som bringer lokale borgere ud i uvante situationer på den sjove måde. Det er som vanlig Svend Aage Nielsen der har fundet på de fem specielle discipliner. Kom og se hvad han har fundet på.    

Byfestballet slutter festen af
Lørdag aften finder Byfestballet sted i Vester Hornum hallen. Traditionen tro samler byfestballet et par hundrede borgere til fællesspisning med buffet og herefter vil DJ Christian Madsen & Beers for Tears spille op til dans. Desuden vil kåringen af årets Vester Hornum borger finde sted.  

SE PROGRAMMET FOR BYFESTEN på de særlige temasider HER

Hvem skal planlægge fremtidens energilandskaber?

Asger Andersen (S)

Af: Asger Andersen (S),Gruppeformand, Skovvej 9, Vegger

Den grønne omstilling af vores energiproduktion er nødvendig både for klima og forsyningssikkerheden.

I Vesthimmerland er der stor interesse for at investere i såvel vindmøller, solceller og biogasanlæg. I øjeblikket er der politisk behandling af ansøgninger for 2400 hektar solceller, 65 vindmøller og endnu et biogasanlæg.

Det skaber i sagens natur mange overvejelser for de mange husstande og borgere som kan blive naboer.

Det samlede byråd vedtog i juni 2022 at områderne Svoldrup Kjær og Nørrekær Enge blev udpeget til energiparker, som på sigt kan lagre og omsætte grøn energiproduktion. Denne beslutning står på kommuneplanens beslutning om at undersøge mulighederne for at lave en energipark i Vesthimmerland.

I den kommende beslutningsproces vil den socialdemokratiske byrådsgruppe arbejde for, at borgerne kan regne med den langsigtede planlægning, som er demokratisk vedtaget af kommunalbestyrelsen.

Det er afgørende for den socialdemokratiske gruppe, at det er politikerne som sætter retning for planlægningen i Vesthimmerlands Kommune.

En hjertehilsen, der går lige i hjertet på mor

Se de flotte morsdagshilsner fra børnehavebørnene i Farsø til deres mødre. De findes på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter

FARSØ: Børnene fra Valhalla, Højgårdens Børnehave og Bakkegårdens børnehave i Farsø har den seneste uge – på opfordring fra Farsø Handelsstandsforening, haft til opgave at lave en helt særlig hilsen til deres mor i anledningen af Mors dag.

SE MORSDAGSTILBUDDENE FRA FARSØS BUTIKKER HER

Kan ses på Centertorvet fra i dag onsdag  
Den hjertelige hilsen til mor vil kunne ses på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter fra i dag onsdag, hvor de mange hilsner vil være ophængt på træer – et træ til hver børnehave.    

Ca. 125 hilsner
Annette Andreasen fra Farsø Handelsstandsforening leverede i starten af sidste uge 50 hjerter i karton til hver børnehave. I mellemtiden har børnene haft farverne fremme og har lavet en helt særlig hilsen til deres mor. Ca. 125- 130 hilsner er der kommet ud af det, fortæller Annette Andreasen, der sirligt har ophængt hjerterne på træerne på Centertorvet.    

Afhent sammen med mor
Efter at de flotte hjerter har været til udstilling i et par dage, lyder opfordringen – naturligvis,  at mor og barn, gerne sammen med resten af familien møder op, fredag, lørdag eller søndag for at hente de flotte hjertehilsner.

– Vi er så glade for, at der er taget så godt imod initiativet i Farsøs institutioner. Nu håber vi at hilsenerne går lige i hjertet på Mor, lyder det fra Annette Andreasen.

Byrødder skal klædes teknisk på for at vurdere ansøgninger på VE-anlæg

Oversigtskort VE projektansøgninger

VESTHIMMERLAND: Som beskrevet i sidste uges avis, har Vesthimmerlands Kommune, modtaget 12 ansøgninger til etablering af VE-anlæg i Vesthimmerland.

Ansøgningerne er i kompleksitet og størrelse langt over den viden som medlemmerne i Byrådet ligger inde med.

De har derfor besluttet, at blive klædt teknisk på af uvildige energieksperter, på et temamøde, der afholdes i dag onsdag, for at være i stand til at vurdere de 12. ansøgninger.

Først herefter vil politikerne gå i gang med at prioritere, hvilke af de 12 projekter, der skal arbejdes videre med.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.