Tom har købt Pakhuset

HVALPSUND: Fra midten af juni, åbner Pakhuset ved lystbådehavnen igen som restaurant.

Ny ejer af bygningen er lokale Tom Laursen. Han ejer og driver i forvejen spisestedet og fiskehandlen Havnens Røgeri på Sundvej. Desuden ejer han også Havnens Oase, som dog er forpagtet ud.    

Fiskehandler Tom Laursen, der i 2019, efter endt renovering åbnede Havnens Røgeri med fiskehandel og cafe, gør meget i spisesteder i Hvalpsund. For 2 år siden købte han Oasen på Havnepladsen, som er forpagtet ud som cafe og spisested. Nu har han købt Pakhuset på Lystbådehaven som drives videre som restaurant.

Ligesom mange andre glæder han sig over Hvalpsunds udvikling, og det vil han gerne være med til at understøtte.          

Pakhuset genåbner i midten af juni. Lige nu er der ved at blive ændret på rumfordelingen i stueetagen i Pakhuset. Det betyder også, at der lægges et helt nyt gulv. Et gulv i træ for at understrege de maritime omgivelser. Desuden et helt nyt loft, for at akustikken i restauranten er i orden.

Tom Laursen er lige nu ved at ansætte personale. Restauranten vil tilbyde brunch og buffet. Af og til vil der også være grillaftener.             

Ligesom tidligere vil der også blive mulighed for at afholde selvskaber på 1. salen, ligesom en tidligere lejlighed vil blive indrettet til konference og mødelokale.

Tom Laursen har også planer om at bygge en værelsesfløj med 20 dobbeltværelser til Pakhuset, alle med udsigt over fjorden. Arealet indenfor hegnet omkring Pakhuset er allerede udlagt til dette formål sammen med p-pladser.     

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: