Lions piger igen klar med gourmet tur gennem Farsø

FARSØ: I næste måned byder Lions Club – Thit Jensen for 6. gang på det populære arrangement ”Smag på Farsø” – måske bedre kendt som ”9-retters menu gennem Farsø”.

Igen er det lokale spisesteder og madleverandører der byder sig til på de 9 pitstops, som den skønne aftentur gennem Farsø by går forbi.

År efter år er eventen steget i popularitet. Der er nu sat et loft på antallet deltagere på 550 personer.

Det er efter aftale med madleverandørerne, men også af hensyn til arrangementet. Jo flere deltagere, jo længere bliver aftenens arrangement og jo sværere bliver det at samle alle til udtrækning af lodtrækningspræmier og aftenens to andre programpunkter ”Thit prisen 2023” og donationer til sorggrupper for børn.       

-Vi glæder os over den store interesse fra såvel spisesteder som deltagere. Det er helt overvældende, siger Pylle Harbo og Birthe Nørgaard, der er blandt hovedkræfterne bag ”Smag på Farsø”.  

-Vi har 9 pitstops undervejs og selvom vi siger 9-retter, så er der reelt 10, fordi der serveres flere retter nogle af stederne. Så et godt råd – spis ikke hjemmefra, der er rigelig med mad og drikke, lyder det fra Lions pigerne

Billetsalget til ”Smag på Farsø”, der finder sted den 15. juni, starter mandag 15. maj hos Inge & Birthe i Farsø Rådhuscenter.

Hvis man ønsker at gå sammen som en gruppe rådes man til at melde sig til som et hold. Hver gruppe der sendes afsted med 10. minutters mellemrum består af 45 deltagere.

Det er naturligvis – ligesom tidligere, bysbørnene Thit og Johs. V. Jensen der sender de mange deltagere ud på smagsruten.

SE ANNONCEN FOR 9 RETTERS MENU GENNEM FARSØ HER

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: