Forside Blog Side 299

Haubro Klassisk og Veterantraktortræf er klar igen!

Denne weekend afholdes der for 3. gang Haubro Klassisk og Veteran traktortræf. Det finder sted midt i Haubro ved foderstoffen på Haubrovej.

HAUBRO: I denne weekend samles veteran og klassiske traktorer samt deres ejere igen i Haubro til træf.

Det er tredje gang træffet afholdes, og der kommer flere og flere traktorer til år for år. I år kommer der et sted mellem 160 og 170 traktorer.

-Samlerne vil gerne ud og vise deres traktorer frem udtaler formand Jens Ole Rask.

Træffet i år har samme opskrift som sidste år, der fokuseres ikke kun på veterantraktorer, men også klassiske traktorer frem til årgang 1990.

-Som der sker generationsskift i dem der samler ændrer det sig jo også hvad gæsterne gerne vil se, og den udvikling er vi med på lyder det fra Jens Ole Rask, det er jo de yngre generationer der skal føre interessen for vor hobby videre.  

Derfor glæder det ham også, at to 15-årige er blandt udstillerne, med deres veterantraktorer.

Træffet byder også på andet en traktorer, for lørdag lægger American Wheels, Aalborg, som er amerikanerbiler, vejen forbi træffet i Haubro.

Søndag vil der være noget på programmet for rigtige veterantraktorentusiaster, nemlig demonstration og opstart af en BM20 årgang 1947 med glødehovedmotor som opvarmes med original monteret brænder, der startes med trykluft. Måske disse også vil blive lokket af træffets stumpemarked.

For børn vil der være hoppeborg og pedaltraktorer.         

Haubro Klassisk & Veteran Traktortræf glæder sig til en weekend med masser af glade gæster og udstillere.

SE ANNONCEN FOR TRAKTORTRÆFFET HER

Sauna: Er det nu den rigtige placering?

Det er Hvalpsund Fællesforening, der står bag der står bag opførelsen af den nye sauna for vinterbadere med permanent placering bag højtvandssikringen mellem badeanlægget og den nye solnedgangsplads. Ikke alle borgere i Hvalpsund er enige i denne placering, særligt efter at råhuset til saunaen er skudt op de seneste uger.

HVALPSUND: -Er der nogen der ved hvorfor saunaen skal placeres der hvor der er god udsigt?, lød det i sidste uge på Hvalpsund Borgerforenings facebook.

Et godt spørgsmål
Og det lader til at være et rigtigt godt spørgsmål, for kommentarsporet er fyldt med reaktioner fra fortvivlede borgere.

Kommentarerne lyder bl.a.: ”Ja, den bygning er da en skændsel for havnen og udsigten. Helt malplaceret. Den placering ødelægger det smukke udsyn over fjorden. Kan det ikke ændres ?”

”Det er sikkert fint, med den sauna, men den placering er da årets selvmål her i byen, har vi et navn på den der har godkendt placeringen. Det bliver simpelthen en skamplet på havnen”.

Andre maner til besindighed
”Der har været rig mulighed for at være en del af planlægningen af by fornyelsen, hele sidste år. Det er da meget rart at kunne komme på toilet, tage en skyller, spise mad med mulighed for læ, samt en skøn legeplads med masser af rum til fantasien kan få frit løb hos de yngste, tror når saunaen er færdig bygget og stået et halvt år, vil vi vænne os til at træde ud på “udsigtspladsen” frem for at stå ved muren”

”Der er god udsigt uanset hvor vi er i Hvalpsund. Det er vel mest hensigtsmæssigt at saunaen er i nærheden af vandet, så vi ikke får udsigt til halvnøgne mennesker i vores gader om vinteren. Jeg tænker på trafiksikkerheden”

Andre har en løsning
”Hvis man placerer bygninger med gavlen mod vandet her i Hvalpsund, får man langsiden vendt mod syd, flere dage med mindre vind, mest mulig udsyn for bagvedliggende huse. Det ved vi der bor her, men tænker det måske er andre der planlægger. Har der slet ikke været nogle lokale med i beslutningen?”

”Står lige midt i det hele, den kunne vel have være trukket lidt til side eller tilbage til bus skuret, den skal vel kun bruges i vinterhalvåret, eller bruger man sådan en dagligt hele året rundt?”.

Vinterbadere og fællesforening står bag saunen
Som beskrevet her i avisen for 3 uger siden, er det Hvalpsund Fællesforening, der står bag saunaen.

Saunaen står ganske vist på kommunens grund, men det Fællesforeningen der har stået for at skaffe penge til saunaen gennem fonde. Resten har foreningen selv puttet i projektet. Driften kommer fællesforeningen også til at stå for.

Det er Ove Nørskov fra Fællesforeningen, der for øvrigt selv er vinterbader, der har stået for fondsansøgninger m.v.

Saunabygningen koster kr. 800.000, hvoraf de kr. 700.000 kommer fra fonde og de restende kr.100.000 er altså egenfinansiering.

Fuldkommer badeanlægget hele året
Han fortæller, at ønsket om en sauna stammer tilbage fra 2019 – altså kort tid efter at det populære badeanlæg blev indviet.

-Det er perfekte forhold for vinterbadere der ønsker at bade i fjorden, fortæller Ove Nørskov, der godt ved at Nautilus har et lignende tilbud om sauna ved lystbådehavnen. Men det er netop det der forskellen. Havn vs. Fjord.

Vi har et dejligt badeanlæg, og det ønsker vi at bruge hele året.

Oprindelig tanke om placering bag Kahytten
Da fællesforeningen begyndte at lege med tanken om en sauna tilbage i 2019 var tanken egentlig at saunaen skulle placeres bag ved Kahytten. Men da Fællesforeningen sendte en ansøgning ind til Vesthimmerlands Kommune om denne placering, blev de i stedet foreslået placeringen mellem badeanlægget og solnedgangspladsen. En placering de ikke havde håbet på som en mulighed.

Vinterbadesæsonen går fra 1. oktober til 1. april og det er altså i det tidsrum der vil være mulighed for at bruge saunaen.

Man vil kunne benytte saunaen med et chip-system, som fællesforeningen allerede bruger i forbindelse med sit motionscenter. Altså vil man skulle være medlem af fællesforeningen for at kunne bruge de nye faciliteter. Men det ser Ove Nørskov heller ikke som et problem. Såvel borgere som sommerhusejere kan blive medlem.

Byrødder stod fast – Ullits, Ranum og Vester Hornum skoler skal lukkes – FOTOS

Budskabet var klart i Byrådssalen.

VESTHIMMERLAND: Selvom over 250 borgere – såvel børn som voksne, fra særligt Ullits og Ranum var mødt op til Byrådsmødet her til eftermiddag og indtog alle ledige stole

i Byrådssalen og den tilstødende kantine, så gjorde det indtryk, men det ændrede ikke ved indstillingen fra Børne- og Familieudvalget til Byrådet. Ullits, Ranum og Vester Hornum skoler skal lukke.

Alle ledige stole i Byrådssalen og den tilstødende kantine blev indtaget af borgere. Særligt fra Ullits og Ranum der indtil det sidste håbede på en omgørelse af indstillingen om at lukke deres skole.
Her får skolebestyrelsesformand for Ullits Skole, Martin Rieks Pedersen en snak med borgmester Per Bach Laursen inden han går ind i Byrådsalen

De fremmødte forsøgte at påvirke politikerne til det sidste med snak på to-mandshånd, da politikerne gik rundt og gav hånd til de fremmødte. Børnene derimod viste deres utilfredshed med protestbannere som de utrætteligt holdt i vejret lige så snart politikkerne kiggede deres vej.

Byrådssalen fyldt til sidste plads
De fremmødte borgere der ikke var plads til i Byrådssalen blev placeret i den tilstødende kantine på Rådhuset, hvor man kunne følge live-streamingen af Byrådsmødet på en skærm.

3 inhabilile politikere ændrede ikke på udfaldet
Da politikere og tilhørere var kommet på plads, viste det sig at tre af de 27 byrådspolitikkerne måtte melde sig inhabile grundet slægtskabsinhabilitet. Kurt Friis Jørgensen har en datter der arbejder på Ranum Skole, Niels Krebs Hansen en datter der arbejder på Vester Hornum skole og Anders Kjær Kristensen arbejder selv som pedel på Vestrup skole. Selvom der ikke helt var enighed i Byrådsalen om inhabilteten for Kurt Friis og Niels Krebs, så blev det sådan. De tre Byrådspolitikerne blev sendt udenfor døren i de 2 timer som debatten om skolelukningerne varede.

Det skulle også vise sig, at de tre byrådspolitikeres fravær ikke havde betydning for udfaldet i forbindelse med den afsluttende afstemning. For lukning af de tre skoler Vester Hornum, Ranum og Ullits stemte 21 byrådspolitikere. 2 stemte imod og 1 hverken for eller imod.

Vester Hornum gjorde det nemt for politikerne
Mens Vester Hornum Skole på baggrund af de seneste to års elevflugt, selv ønskede sig lukket – og endda allerede fra kommende skoleår, så var der en skole mindre for politikerne at bekymre sig om i regnestykket.

Formand for Børne- og Familieudvalget Inger Nielsen (V) indledte med at byde de mange borgere velkommen. Og hun nævnte, at hun havde forstået budskabet for en måned siden, hvor et par hundrede borgere også mødte op foran Rådhuset forud for Børne- og Familieudvalgets møde med budskabet: ”Vi er her ikke for at vise opbakning”.

Skilte og bannere med vigtige budskaber til politikerne var der flere af fra såvel børn som voksne.

For få børn
Byrådsmedlem Jeppe Korreborg (C)der også er medlem fra Børne- og Familieudvalget beskrev atter baggrunden for skolestrukturændringen, der i bund og grund går på færre børn. 560 færre skolebørn over de sidste 10 år. En reduktion af skoler nu, vil sikre bæredygtigheden af skolestrukturen 5-10 år fem.

En af de rigtig trælse dage i politik
-Det her er en af de rigtig trælse dage i politik, lød det byrådsmedlem Lars Andresen (V) og ligeledes medlem af Børne- og Familieudvalget.

Jeg har desværre som skolebestyrelsesformand været med ved de to forrige skolestrukturændringer. I 2011, hvor Louns-Alstrup skole måtte lukke. I 2015 hvor Ullits skole var udset til at lukke, men slap med skrækken

Han ville ”nøjes” med at indstille Vester Hornum og Ranum til lukning. Han påpegede det uretfærdige at lukke Ullits skole på baggrund af en manglende elev op til 75. Hvis Vestrup og Gedsted havde stået i samme situation med 74 elever, ville jeg have haft samme holdning, lød det fra Lars Andresen.

Værd at bevare de små skoler
Jeg synes det er værd at bevare de små skoler. De har en kæmpe værdi i vores kommune, Ullits har stået meget tydeligt for deres skole og I har en trivselsundersøgelse der ligger i top. Kæmpe respekt for jeres ihærdige kamp, lød det fra Lars Andresen, hvorefter der lød klapsalver fra salen.

Ønskede at give Ranum og Ullits en ekstra chance
Fra LiseLotte Lynge (Æ) lød det: Jeg går ind for at bevare de små samfund. Jeg går ikke ind for lukning af Ranum og Ullits skoler for nu. De skal have samme vilkår og tildelingsmodel som Vestrup og Gedsted for 2024 og 2025. Dog ønsker jeg Vester Hornum lukket, det har de selv ønsket.

Dette forslag fik Jeppe Korreborg (C) op i det røde felt. Det ændrer ikke ved, at vi har for få børn. Vi har en for stor bygningsmasse og vi har ikke børnene til den. Jeg synes det er et billigt point at give Ranum og Ullits en sidste chance. I Ranum er det kun 25% af eleverne i skoledistriktet der går i den kommunale skole, og en fremskrivning viser at der kun vil være 60 elever på Ullits skole om få år.

Liselotte Lynges forslag blev ved en senere afstemning nedstemt. Forinden fik hun en del knubbede ord med på vejen fra hendes byrådskollegaer.

Forøvrigt sluttede borgerne punktet med skolestruktur i Byrådssalen af med at synge ”Altid frejdig når du går”

Ullits Skole – en fair chance??

Af: Martin Rieks-Pedersen, Skolebestyrelsesformand for Ullits Skole & LBO

I Ullits ligger der en skole. Skolen har supergode udendørsfacilliter med plads til leg, læring og trivsel. Lærerne er dygtige og nærværende. De kender hver enkelt elev, og hver enkel elev kender lærerne og ikke mindst hinanden. Ved siden af skolen ligger der en LBO. LBO’en har samme værdier og muligheder for udfoldelse som skolen. Børnene i LBOen har også deres vante gang på skolen. De er nogle gange med til morgensang, hvor de elsker at være sammen med de store skolebørn – og glæden er gensidig. Hele det sidste år som børnehavebarn i Ullits LBO er der fokus på den gode overgang til skolen. Der er nært samarbejde mellem Børnehave og 0.klasse, og på den måde sikres børnene en god overgang, når de ”sparkes ud” i skolegården. Der er med andre ord en tydelig rød tråd fra vuggestue til 6.klasse.

Eleverne på skolen er ikke skåret efter samme skabelon – nogle har forskellige behov, og alle har de hver deres interesser og særpræg. På Ullits Skole ses den slags som en styrke. Hver byder ind med det, som man kan, når man kan. Og når man ikke kan, så er der ret stor forståelse fra de andre elever. Når forståelse udfordres, så tages der hånd om problematikkerne fra skolens side, og de daglige småkonflikter får derfor ikke lov til at vokse sig større.

Men er alt dette bare ord og en romantisk forestilling om, hvordan livet er på en landsbyskole? Nej! Ullits Skole ligger tårnhøjt placeret i de årlige trivselsmålinger og er aktuelt i top10 i hele landet! Børnene er i trivsel – og med god trivsel er det lettere at skabe god læring.

Men hvad er det hele værd, når sparekniven skal svinges? Skoleområdet skal spare, og det er derfor indstillet til Byrådet, at Ullits Skole skal lukke. Vesthimmerlands Kommune ønsker bæredygtige skoler, og politikerne kan ikke tage beslutninger ud fra bløde værdier som trivsel og nærhed. Der skal konkrete tal på bordet, og da Børne- & Familieudvalget også har indstillet at skoler med under 75 elever skal lukke, så kender vi nu langt om længe beslutningstagernes smertegrænse. Tallet er 75. Tak for informationen. Så ved vi endelig, hvor grænsen går. Men hvor mange børn mangler Ullits Skole for at leve op til det krav? Svaret er ikke mere avanceret end at alle skolebørnene i Ullits vil kunne hjælpe med beregningen. For efter sommerferien er der skrevet 74 elever op til Ullits Skole. Så der mangler 1 elev! Så kom ikke og sig, at kommunen ikke bekymrer sig om den enkelte elev. For den elev, der mangler i Ullits, ser altså ud til at være afgørende for, om man vil lukke Ullits Skole.

I årevis har Ullits Skole lavet god skole for de børn, der har gået på skolen. Både de lokale børn, som kommer fra et stort geografisk område, som blandt andet strækker sig helt til Hvalpsund, men også for børn som ellers burde have gået i en af kommunens andre gode skoler. Børn som kom i mistrivsel på en stor skole, og som for nogles vedkommende var på vej til en plads i specialområdet, men som fik en ny chance i trygge rammer på Ullits Skole, og på den måde fik en succesoplevelse. Disse historier er altid dejlige, især for det enkelte barn, men også for kommunens pengekasse. Men er de enkelte elever vigtige nok? Eller er det kun, hvis eleven er forskellen på 74 eller 75?

I Ullits ønsker vi en velfungerende folkeskole. En folkeskole der er rummelig og som har fokus på den enkelte. Uanset om man er elev nummer 42 eller 75. Og i Ullits er det ikke bare drømmetænkning, for vi har allerede den skole!

Så kære byråd – lad os beholde den! Vi har forståelse for at I ønsker mindst 75 elever på kommunens skoler, så giv os en fair chance for at blive det. Med jeres minimumskrav, så ved forældre nu, hvad der skal til for at skolen kan bestå eller ikke bestå, og man kan derfor trygt melde sine børn ind uden den konstante frygt for at skolen pludselig lukker.

Hvis skolen ikke kan leve op til kravet om 75 elever, så bliver vi lukket. Det ved vi godt – men giv os en fair chance til at vise, hvad man kan på Ullits Skole. Lad Ullits og omegn vise, at vi mener det, når vi siger: SAMMEN KAN VI MEST!

I dag afgør Byrådet skæbnen for Ullits og Ranum skoler

Det er kun en måned siden at de stod foran rådhuset i Aars sidst for at vise deres utilfredshed med at Ullits Skole er i fare for lukke i en ny skolestruktur. I dag står støtterne fra Ullits foran Rådhuset igen, da Byrådet skal tage den endelige beslutning.

VESTHIMMERLAND: Siden januar, hvor strukturdebatten på skole- og dagtilbudsområdet har været et fast punkt på Børne- og Familieudvalgets møder, har flere skoler og institutioner ikke vidst om de har været købt eller solgt.

I marts blev der taget fat på borgermøder, dialogmøder og høring.

Indstillingen fra forvaltningen lød på lukning af 5 skoler: Vester Hornum, Gedsted, Vestrup, Ullits og Ranum.

Den 19. maj blev der afholdt et ekstraordinært møde i Børne- og Familieudvalget. På dette møde blev elevantallet for en bæredygtig skole sænket fra 80 til 75 elever. Det betød, at Gedsted og Vestrup skoler gik fri i denne omgang, men samtidig også med den besked, at kan man ikke holde elevtallet på min. 75 elever to skoleår i træk, så lukkes de uden diskussion.

Skolebestyrelsen på Vester Hornum Skole har selv kastet håndklædet i ringen og har meddelt kommunen, at man gerne ser skolen lukket allerede fra kommende skoleår til august, men til gengæld skal kommunen garantere lokale dagtilbud til 20 børn.

I Ullits ser man sig uretfærdigt behandlet med 74 børn – og med en trivselsundersøgelse, der viser at Ullits skole befinder sig i top 10 for hele landet. Her har man på ingen måde opgivet kampen om at få lov at bestå.

Også i Ranum finder man truslen om lukning helt uretfærdig, særligt fordi man amputerer elevgrundlaget for skolen med planer om at flytte K-klasserne til Farsø.

Byrådet kan derfor godt regne med et stort fremmøde at utilfredse forældre og skolebestyrelse forud for Byrådsmødet torsdag eftermiddag. Da Byrådsmøder er åbne, er der forberedt 200 pladser på Rådhuset.       

Her er Børne- og Familieudvalgets indstillinger til Byrådet:

Indstilling 1:Et flertal i udvalget bestående af Inger Nielsen, Jeppe Korreborg Pedersen, Signe Nøhr, David Rathkjen, Benny Hansen og Jens Chr. Pedersen stemmer for lukning af Ranum Skole, Ullits Skole og Vester Hornum Skole pr. 1. august 2024. Eleverne forventes flyttet til Løgstør Skole, Farsø Skole og Hornum Skole. Der udarbejdes forslag til nye skoledistrikter i efteråret 2023. Vester Hornum Skole lukkes pr. 1. august 2023.
Et mindretal bestående af Lars Andresen stemmer for lukning af Ranum Skole og Vester Hornum Skole.

Fra skoleåret 2024-2025 vil skoler automatisk blive indstillet til lukning, hvis elevtallet pr. 5/9 er under 75 elever to på hinanden følgende skoleår.

Indstilling 2.I forhold til den kommende tildelingsmodel, skal der indgå en garantitildeling med udgangspunkt i maksimal sammenlæsning af to årgange.  Et enigt udvalg indstiller, at der oprettes lokale dagtilbud i eksisterende lokaler i Ranum Skole, Ullits Skole og Vester Hornum Skole pr. 1. august 2024, og der gives en garantitildeling på 20 årsnormsbørn til den samlede institution. Børnehaven i Vester Hornum åbnes 1. august 2023.

Indstilling 3: Et enigt udvalg indstiller, at K-klasserne flyttes til Farsø Skole i de lokaler, der tidligere rummede Væksthus Farsø, betinget af, at en købsaftale kan indgås og godkendes af Økonomiudvalget og Byrådet.

Indstilling 4: udgår

Indstilling 5: Et enigt udvalg indstiller, at Valhalla og Højgården bevares som selvstændige institutioner.

Indstilling 6: Et enigt udvalg indstiller, at Sneglehuset og Kridthuset bevares som selvstændige institutioner. Hvis børnetallet i Løgstør fortsat falder, tages en sammenlægning af Sneglehuset og Kridthuset op igen.

Indstilling 7: Et enigt udvalg indstiller, at Hornum Børnehave fra 1. august 2023 ændres til ren børnehave, og at Lyseblå Stue i den forbindelse flyttes til Valhalla i Farsø.

Lions kvinder overrækker Thit pris for 13. gang

I aften kl. ca. 20.30 vil Lions Club – Thit Jensen overrække Thit prisen til en driftig kvinde eller kvindegruppe på Farsø-egnen.

FARSØ: Torsdag aften overrækkes Thit Prisen for 13. gang

Overrækkelsen sker på Store Torv i forbindelse med Lions arrangementet ”9 retters menu gennem Farsø”.

Efter at deltagerne har smagt på Farsø, langs en kulinarisk rute gennem Farsø, vil der være overrækkelse af Thit prisen, som en festlig afslutning på arrangementet. Thit prisen uddeles som en erkendtlighed for at gøre opmærksom på en persons – eller en gruppes frivillige og uegennyttige arbejde for andre. Især er der fokus på lokale projekter som med kvindelig stædighed har holdt fast.

Fremtidens brugs er sikret i Hvalpsund

Bestyrelsen for Hvalpsund Brugsforening og uddeler Peter Uttrup Orbesen er stolte over at kunne meddele at fremtidens brugs i Hvalpsund nu er sikret.

HVALPSUND: Denne gode nyhed meldte bestyrelsen for Hvalpsund Brugsforening og uddeler Peter Uttrup Orbesen ud i sidste uge. 

Vækst på 20%
-Det er med kæmpe stolthed og en vis portion ydmyghed at vi kan berette en fantastisk drift i din Dagli’ Brugsen Hvalpsund. Vi sælger varer som aldrig før, og oplever en fremgang på året, på intet mindre end 20% vækst – tusind for jeres enorme opbakning – Uden jer, Ingen Brugs!, lyder det.

Fremtidssikring af butikken
Den gode drift er også medvirkende til, at man det seneste halve års tid har arbejdet intenst på at sikre de bedste rammer for en fremtidig attraktiv butik.

-Som en mindre butik er vilkårene til tider at man må kæmpe for ens egen for overlevelse… Vi har “bidt fra os” og vendt udfordringerne til noget positivt der har styrket os på den anden side. I stedet for at lade os slå ud af sidste års udfordringer (energikrise, krigen i Ukraine, interne forhøjede kædeomkostninger) og den nuværende inflationskrise, har vi valgt at fokusere på hvad vi selv kan gøre noget ved – nemlig at gøre Brugsen i Hvalpsund til et rart sted at handle og arbejde, fortæller uddeler Peter Uttrup Orbesen

Energirenovering og modernisering
Det betyder at Dagli Brugsen senest til september går i gang med en større energirenovering og modernisering.

Helt konkret betyder det, at der opsættes solceller på taget, der producere op i mod knap 50.000 KWh strøm, som skal medvirke til en billigere drift af butikken.

Butikken vil også få udskiftet de 27 år gamle kølere med et helt nyt og intelligent køle- frost anlæg i hele butikken, som ud over en bedre indretning af butikken også giver en billigere drift i hverdagen.

Butikken vil også få en helt ny bagerafdeling og butiksindretning.  Nogle varegrupper vil således få mere plads – andre mindre. Kort og godt vil man inden årets udgang stå med en topmoderne dagligvarebutik i Hvalpsund.  

Investering på 2,8 mio.
De nye investeringer løber samlet op i 2,8 mio. kr. og er finasieret af LAG midler, energirenoveringspuljen, NGS, Trefor puljen og Brugsforeningen, som er Coop butikkernes interne låneforening.  Så sent, som i mandags fik butikken svar på den sidste ansøgning. Denne gang fra Erhvervsstyrelsen – også herfra kommer der penge.        

-Så nu kan vi komme i gang, siger Peter Uttrup Orbesen glædesstrålende. 

Udmeldingen har fået rigtig mange tilkendegivelser fra kunderne. Nu er den ikke ”kun” Dagli brugsen men Dejli brugsen.     

Butikkerne i Farsø er udfordret

I går mandag bekendtgjorde dametøjsbutikken She i Farsø Rådhuscenter at den lukker indenfor kort tid.

FARSØ: I denne uges avis kan man desværre igen læse om en butik der holder ophørsudsalg i Farsø, denne gang She i Farsø Rådhuscenter

For 3 uger siden udmeldte Kaffeladen det samme triste budskab.

Detailhandelen i Farsø har det seneste års tid været hårdt ramt.

Inden for det seneste år er tre butikker lukket, og nu er to mere altså på vej. I maj sidste år lukkede Farsø Bageri, og i år Diamanten i februar og senest Bog og Ide i slutningen af april.

Årsagerne er forskellige for de enkelte butikker. For nogle har corona’en været en for stor udfordring, men generelt er årsagen en faldende omsætning, hvilket naturligvis er uholdbart og fører til ophør.

Men hvordan bevarer vi vores butikker ?. Den helt store udfordring for de fysiske butikker i Farsø, og alle andre handelsbyer, er at flere og flere vælger at handle på nettet. Pakkeudleveringssteder i Farsø og i omegnsbyerne har kronede dage, her stiger antallet af udleverede pakker.

Det medfører naturligvis en omsætningsnedgang i de fysiske butikker, og i værste fald lukning. Det er skidt for byen, at flere og flere varegrupper forsvinder, hvilke uundgåelig også vil gå ud over de tilbageværende butikker. 

En ting er sikkert, netbutikkerne kærer sig ikke om den lokale handel. Der er kun borgerne og kunderne til at gøre det. 

She lukker indenfor kort tid

I går mandag bekendtgjorde dametøjsbutikken She i Farsø Rådhuscenter at den lukker indenfor kort tid.

FARSØ: Mandag blev det kendt, at dametøjsbutikken She i Farsø Rådhuscenter lukker inden for kort tid.

”Total ophørsudsalg” blev slået op på ruderne i butikken og på butikkens facebook. Også her i avisen fremgår den besked.

Sten Nielsen, retaildirektør for Trimar, som ejer She i Farsø Rådhuscenter, oplyser pr. telefon til Farsø Avis, at årsagen er manglende omsætning, som ikke gør det rentabelt at drive butikken videre.

Corona, inflation og en afmatning i Farsø Rådhuscenter nævner han også har smittet af på omsætningen.

Trimar driver i omegnen af 30 dametøjsbutikker i Danmark. Konceptet og grundsortimentet er ens i alle butikkerne med undtagelse af enkelte lokale forskelle. Tøjkollektionen går under navnet Micha.

Sten Nielsen oplyser, at ophørsudsalget varer sommeren over, og der således ikke på nuværende tidspunkt er sat dato på sidste åbningsdag.

Borgermøder om tilpasning på plejeboligområdet

VESTHIMMERLAND: Der er lige nu – og i flere år frem, både for få børn og for få plejekrævende ældre i Vesthimmerland. Derfor er der fuld gang i strukturdebatterne lige nu. Ordvalget tilpasning er dog et andet ord for reduktion.

Overkapacitet frem til 2034
For plejeboligområdets vedkommende er der er lige nu en overkapacitet i antal plejeboliger i Vesthimmerlands Kommune.

Allerede i 2021 startede Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune en analyse op m.h.t. plejeboligbehov.  Aktuelt er der en del tomgangsleje på kommunens plejecentre. Det fik sidste år Byrådet til at beslutte, at boligkapaciteten midlertidigt kan reduceres med op til 30 boliger på Plejecenter Solvang. Det var på baggrund af Plejeboliganalyse – del 2.

Nu forholder Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune sig imidlertid til Plejeboliganalyse – del 3.

I del 3 findes et opdateret datagrundlag med indarbejdelse af tidligere beslutning om, at boligkapaciteten midlertidigt kan reduceres med op mod 30 boliger på Plejecenter Solvang. Af datagrundlaget fremgår, at der er en umiddelbar stor overkapacitet i antal plejeboliger i Vesthimmerlands Kommune, også selvom boligkapaciteten er reduceret med de midlertidigt lukkede boliger, og på trods af at antallet af ældre er stigende. Plejeboligplan 3 viser en forventet overkapacitet i permanente plejeboliger frem til 2034.

To anbefalinger
I analysen er der foretaget en vurdering af de enkelte plejecentre. Vurderingen er lavet ud fra geografiske forhold, bygningsmæssig stand og fysisk arbejdsmiljø. Udover denne vurdering, er der lavet en gennemgang af alle plejecentre i forhold til det forventede behov for opdatering i forhold til størrelse på boliger.

Yderligere reduktion
Der er overordnet set to anbefalinger for plejeboligområdet i Vesthimmerlands Kommune i Plejeboligplan 3 om, at der foretages en yderligere reduktion i antallet af permanente somatiske plejeboliger, og at man sikrer de nødvendige tilpasninger på området for at optimere driften og kunne overholde budgetterne.  

4 plejecentre i spil
Med hensyn til reduktion af plejeboliger er der fire muligheder. 1. Lukning af Plejecenter Søndervang i Gedsted. 2 Lukning af plejecenter Kærbo (Demens plejehjem) i Ranum, 3. Opsige driftsaftale med Røde Kors Hjemmet i Løgstør eller 4. Midlertidig lukning af yderligere 10+19 boliger på Plejecenter Solvang i Aars.

Der er således tale om mulighed for permanent lukning, svarende til et af de 3 mindste plejehjem i kommunen, eller en mulighed for yderligere midlertidig lukning af afsnit på Plejecenter Solvang.

Sparer lønkroner på kort sigt

Besparelserne ved at lukke et plejecenter eller nedlægge plejeboliger midlertidigt vil primært betyde en reduktion i lønudgifter til plejepersonale. Desuden vil det tage tid at flytte beboere og frigøre hele afsnit / helt plejecenter.

I 2034 skal der genåbnes plejeboliger igen
Hvis der permanent lukkes boliger må det forventes, at der på et senere tidspunkt vil blive behov for at genåbne midlertidigt lukkede boliger eller bygge nye boliger / nyt plejecenter i takt med at antallet af ældre stiger de kommende år. I så fald skal der tilbageføres driftsmidler til åbning af nye boliger eller genåbning af midlertidigt lukkede boliger.

Ser også på andre forhold
Plejeboliganalysen ser også på andre forhold. Såsom, hvis der etableres yderligere friplejehjem, hvordan tilpasses plejeboligkapaciteten i den situation.

Der er også undersøgt muligheden for at etablere tryghedsboliger og andre ændringer for målgruppen af ældre borgere i Vesthimmerland

Og endelig er der også kigget på behov for renovering og opdatering af de eksisterende plejecentre. Herunder eventuelt at bygge et nyt kommunalt plejecenter.

Reduktion af plejeboliger i høring
De fire modeller for reduktion af plejeboliger er i høring hos de berørte plejecentre, de relevante MED udvalg samt Ældrerådet i Vesthimmerlands Kommune.

I denne uge afholdes der borgermøder om tilpasningen på plejeboligområdet. I mandags var det i Løgstør, i går i Aars, i aften i Gedsted forud for den endelige beslutning i Byrådet til efteråret.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.