VESTHIMMERLAND: Der er lige nu – og i flere år frem, både for få børn og for få plejekrævende ældre i Vesthimmerland. Derfor er der fuld gang i strukturdebatterne lige nu. Ordvalget tilpasning er dog et andet ord for reduktion.
Overkapacitet frem til 2034
For plejeboligområdets vedkommende er der er lige nu en overkapacitet i antal plejeboliger i Vesthimmerlands Kommune.
Allerede i 2021 startede Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune en analyse op m.h.t. plejeboligbehov. Aktuelt er der en del tomgangsleje på kommunens plejecentre. Det fik sidste år Byrådet til at beslutte, at boligkapaciteten midlertidigt kan reduceres med op til 30 boliger på Plejecenter Solvang. Det var på baggrund af Plejeboliganalyse – del 2.
Nu forholder Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune sig imidlertid til Plejeboliganalyse – del 3.
I del 3 findes et opdateret datagrundlag med indarbejdelse af tidligere beslutning om, at boligkapaciteten midlertidigt kan reduceres med op mod 30 boliger på Plejecenter Solvang. Af datagrundlaget fremgår, at der er en umiddelbar stor overkapacitet i antal plejeboliger i Vesthimmerlands Kommune, også selvom boligkapaciteten er reduceret med de midlertidigt lukkede boliger, og på trods af at antallet af ældre er stigende. Plejeboligplan 3 viser en forventet overkapacitet i permanente plejeboliger frem til 2034.
To anbefalinger
I analysen er der foretaget en vurdering af de enkelte plejecentre. Vurderingen er lavet ud fra geografiske forhold, bygningsmæssig stand og fysisk arbejdsmiljø. Udover denne vurdering, er der lavet en gennemgang af alle plejecentre i forhold til det forventede behov for opdatering i forhold til størrelse på boliger.
Yderligere reduktion
Der er overordnet set to anbefalinger for plejeboligområdet i Vesthimmerlands Kommune i Plejeboligplan 3 om, at der foretages en yderligere reduktion i antallet af permanente somatiske plejeboliger, og at man sikrer de nødvendige tilpasninger på området for at optimere driften og kunne overholde budgetterne.
4 plejecentre i spil
Med hensyn til reduktion af plejeboliger er der fire muligheder. 1. Lukning af Plejecenter Søndervang i Gedsted. 2 Lukning af plejecenter Kærbo (Demens plejehjem) i Ranum, 3. Opsige driftsaftale med Røde Kors Hjemmet i Løgstør eller 4. Midlertidig lukning af yderligere 10+19 boliger på Plejecenter Solvang i Aars.
Der er således tale om mulighed for permanent lukning, svarende til et af de 3 mindste plejehjem i kommunen, eller en mulighed for yderligere midlertidig lukning af afsnit på Plejecenter Solvang.
Sparer lønkroner på kort sigt
Besparelserne ved at lukke et plejecenter eller nedlægge plejeboliger midlertidigt vil primært betyde en reduktion i lønudgifter til plejepersonale. Desuden vil det tage tid at flytte beboere og frigøre hele afsnit / helt plejecenter.
I 2034 skal der genåbnes plejeboliger igen
Hvis der permanent lukkes boliger må det forventes, at der på et senere tidspunkt vil blive behov for at genåbne midlertidigt lukkede boliger eller bygge nye boliger / nyt plejecenter i takt med at antallet af ældre stiger de kommende år. I så fald skal der tilbageføres driftsmidler til åbning af nye boliger eller genåbning af midlertidigt lukkede boliger.
Ser også på andre forhold
Plejeboliganalysen ser også på andre forhold. Såsom, hvis der etableres yderligere friplejehjem, hvordan tilpasses plejeboligkapaciteten i den situation.
Der er også undersøgt muligheden for at etablere tryghedsboliger og andre ændringer for målgruppen af ældre borgere i Vesthimmerland
Og endelig er der også kigget på behov for renovering og opdatering af de eksisterende plejecentre. Herunder eventuelt at bygge et nyt kommunalt plejecenter.
Reduktion af plejeboliger i høring
De fire modeller for reduktion af plejeboliger er i høring hos de berørte plejecentre, de relevante MED udvalg samt Ældrerådet i Vesthimmerlands Kommune.
I denne uge afholdes der borgermøder om tilpasningen på plejeboligområdet. I mandags var det i Løgstør, i går i Aars, i aften i Gedsted forud for den endelige beslutning i Byrådet til efteråret.
