Ny ældrelov – Borger før opgave

VESTHIMMERLAND: Statsministeren annoncerede i sin nytårstale behovet for en ny ældrelov, som skal gøre op med den omfangsrige regulering og dokumentation på ældreområdet. I sidste uge kom den!.

Regeringens ældrereform med titlen ‘Du bliver aldrig for gammel til at have det godt’ bygger på øget selvbestemmelse for den ældre, større tillid til medarbejdere og ledelse samt lokal forankring. Den sigter mod, at de ældre fremover modtager en mere værdig, nærværende og fleksibel pleje, der imødekommer deres behov og ønsker.

På forkant i Vesthimmerland
Den nye reform er fortrinsvis blevet taget godt imod. Også i Vesthimmerlands Kommune, som med Projekt ’Borger før opgave’, allerede har været i gang i lidt over et år, og taler ind i nogle af de overskrifter, som den nye ældrelov indeholder – nemlig mere selvbestemmelse for den ældre og et bedre samarbejde med de pårørende.

Er med i forsøg
Da demografien i den grad peger i retning af flere ældre i Vesthimmerland, var kommunen heller ikke sen til at tilmelde sig Socialstyrelsens forsøg med selvvisitation i ældreplejen.

I august 2022 sendte Vesthimmerlands Kommune en puljeansøgning til Socialstyrelsens ansøgningspulje til forsøg med selvvisitation i ældreplejen. Projektet, som går under titlen: Borger før opgave – en indsats med afsæt i borgerens ønsker, ressourcer og behov, blev godkendt, og der blev afsat 1.391.620,00 kr. til projektet, som har kørt siden november 2022, og fortsætter til udgangen af 2025.

Projektets indhold er i tråd med den kommende Ældrelov.

Meget tilfreds
Bente Bach Poulsen, Afdelingschef for Forebyggelse og Myndighed i Vesthimmerlands Kommune, er meget tilfreds med projektet:

– Det er meget tilfredsstillende, at vi allerede nu ser positive effekter ved projektet. Flere borgere har gjort brug af bytteydelser, dvs. valgt at få hjælp til noget andet end det de er visiteret til. Borgerne udtrykker også stor tilfredshed og begejstring, da hjemmeplejen har mere fokus på deres konkrete behov den enkelte dag end den vanlige visitation.

– Vi ser samtidig positive effekter ved, at visitator sidder en dag om ugen i distriktet. Det har styrket relationerne mellem visitator og hjemmepleje, og det er blevet nemmere for hjemmeplejen at tage kontakt, når man kommer til at kende hinanden bedre. Det er også oplevelsen, at det er blevet lettere at vende forskellige udfordringer, problematikker og ændringer i visitationerne, og således forenklet og forbedret samarbejdet omkring borgeren.

Mindre teams i hjemmeplejen
Sideløbende med ”Borger før opgave” kører Vesthimmerlands Kommune også et projekt omkring mindre teams i hjemmeplejen.  Det skal være med til at øge trivslen og arbejdsglæden hos personalet og sikre at medarbejderne oplever mere medstyring af deres hverdag. Og ikke mindst skal borgerne mærke, at der kommer færre forskellige medarbejdere i deres hjem. Den nye ældrelov fokuserer netop på at sikre mere kontinuerlighed og flere kendte ansigter i hjælp, pleje og behandling.

/cf

Fakta om projektet ’Borger før opgave’
Projekt Borger før opgave vedrører borgere i Vesthimmerlands Kommune og deres pårørende, som er visiteret til personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem. Landgruppen i Distrikt Løgstør har ca. 100 borgere tilknyttet, som alle indgår i starten af projektperioden. Ved udbredelse af projektet, vil antallet af borgere i projektet stige, hvor det vurderes, at cirka 1.000 borgere vil blive omfattet.

Målet er, at Vesthimmerlands Kommune ved udgangen af 2025 er færdig med en reorganisering af hjemmeplejen i teamdannelse kombineret med en ny samarbejdsmodel mellem Bevilling Voksen/Ældre og hjemme- og sygeplejedistrikterne.

Til projektet er det eksterne konsulenthus Substans tilknyttet, som bl.a. står for kompetenceudvikling.

Projektet har primært fokus på 3 ting:
1.Et mere fleksibelt samarbejde mellem Bevilling Voksen/Ældre og Hjemme- og Sygeplejedistrikterne:

Det vil bl.a. sige, at Hjemme- og Sygeplejen efter aftale og fastsatte kriterier kan lave justeringer i borgernes ydelser, som eksempelvis at Planlægger også selv kan ”visitere” en infektionspakke – og dermed sætte ekstra hjælp på i op til 14 dage, hvis borgeren har infektion.

2.Øget fleksibilitet for borgeren i modtagelsen af hjælpen:

Det kan for eksempel være at bytte rengøring med gåtur, vande blomster el.lign. 

3.Ændre perspektiv fra ”en borgeransøgning og levering af ydelse” til fremover at tænke ”behov og løsning via øget borgerinddragelse i visitationen”.

Her er tanken, at der bl.a. skal udarbejdes en samtaleguide og laves afprøvning på en model, hvor visitationen har en opstartssamtale med borgeren for at afdække pågældendes ønsker, behov og ressourcer.

Planen med projektet er samtidig også at skabe et tættere samarbejde mellem visitator og leverandør – idet visitator eksempelvis sidder en dag om ugen ude ved hjemmeplejen, så der opleves et tættere samarbejde og dialog med og om borgeren.
Kilde: Vesthimmerlands Kommune

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: