VESTHIMMERLAND: For halvandet år siden, i august 2024, besluttede Byrådet i Vesthimmerlands Kommune at igangsætte planlægningen for et vindmølle- og solcelleprojekt ved Svoldrup Kær/ Holme.
Vindmølle- og solcelleprojektet udgør et delelement i den samlede energipark, som BioCirc, i samarbejde med Wind Estate, ønsker at etablere i området.
Energiparken forventes at omfatte vindmøller, solceller, batterianlæg og øvrige tekniske anlæg, samt udvidelse af Vesthimmerlands Biogas og udlæg af område til PtX-anlæg og øvrige erhverv. Energianlægget vil samlet have en produktion på cirka 980 GWh/år.
Område på 660 ha med 21 vindmøller og ca. 480 ha solceller
Lokalplanområdet omfatter cirka 660 ha og rummer to grupper med i alt 21 vindmøller, ca. 480 ha solceller, en højspændingsstation, et batterilagringsanlæg samt bebyggelse og anlæg til rekreative formål.
4,5 m. høje solceller fordelt på 5-6 seperate områder
Der ansøges om ca. 480 ha solceller, som vil have en højde på op til 4,5 meter, og enten vil være solcellepaneler fastmonteret sydvendt på stativer, hvor rækkerne går øst-vest, eller solcellepaneler med trackingmekanisme på nord sydgående rækker, hvor panelerne følger solens bane over himlen. Der vil primært af hensyn til dyrelivets frie bevægelighed ikke blive opsat hegn omkring solcellearealerne, men der vil blive etableret beplantningsbælter, som vil afskærme solcellerne. Solcellerne opstilles i 5-6 separate solcelleområder.
185 m. høje vindmøller, fordelt med 11 møller nord for Holmevej og 10 syd for Holmevej
Vindmøllerne er samlet i to grupper og kan have en maksimal højde på 185 meter. Den nordlige gruppe består af 11 vindmøller placeret i to nord-syd-gående rækker mellem Vester Hornum, Hornum, Støttrup og Havbro. Hovedparten af disse vindmøller står inden for områder, der også er udlagt til solceller.
Den sydlige gruppe består af 10 vindmøller i 2 øst-vest-gående rækker, placeret i Svoldrup Kær på begge sider af Røjbæk og Trend Å, mellem Holmevej og Svoldrupvej.
I den gældende lokalplan 1127 er der planlagt 6 vindmøller i Svoldrup Kær. Med denne lokalplan forlænges rækken mod øst med 2 yderligere vindmøller. Syd for denne række nedtages 6 eksisterende vindmøller, som erstattes af 6 nye på 185 meters højde, og rækken forlænges samtidig med yderligere 2 vindmøller mod øst.
Størst mulig hensyntagen til boliger, landskab og natur
Solceller og vindmøller skal indpasses i området med størst mulig hensyntagen til boliger, landskab og natur. Lokalplanen fastsætter desuden rammer for afskærmende beplantning, så indblikket til solcellerne mindskes mest muligt.
Nye rekreative funktioner
For at skabe mulighed for at komme ud og opleve og få informationer om landskabet, naturen og energiparken udpeges områder, primært omkring Hødalsbakke og Trend Å, til rekreative funktioner. De rekreative funktioner kan bestå af eksempelvis udsigtstårn, shelters, en hytte samt toiletfaciliteter.
Lokalplanområdet forsynes med nye stiforbindelser, dels for at skabe sammenhæng igennem lokalplanområdet til nærområdet og dels for at skabe adgang til de nye rekreative funktioner indenfor lokalplanområdet
Plangrundlag udarbejdet i samarbejde med projektansøgerne
Kommunen har i samarbejde med projektansøgerne udarbejdet det fornødne plangrundlag samt miljørapport.
Miljørapport
Miljørapporten indeholder en beskrivelse og vurdering af den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet, som planlægningens og projektets gennemførelse vurderes at medføre.
I miljøvurderingen af planerne og projektet fokuseres der i hovedtræk på støj, skygge, befolkningen – rekreative forhold, menneskers sundhed, biologisk mangfoldighed, flora og fauna, vand, jordbund og affald, luft og klima, kulturarv, landskab, trafik, kumulative påvirkninger
I miljørapporten vurderes det, at planerne og det ansøgte projekt ikke vil give anledning til en væsentligt negativ påvirkning af de undersøgte forhold.
§25 tilladelse
Desuden er der lavet et udkast til en §25-tilladelse, som skal laves på baggrund af en miljøkonsekvensrapport. En §25 tilladelse vedrører projekter, der kan have væsentlig indvirkning på miljøet såsom solceller og specifikke tilladelser relateret til udledning af spildevand.
Det er ikke lykkedes projektansøger at indgå en aftale med ejeren af Holmevej 63. Det skal på den baggrund bemærkes, at ejendommen er udtaget af projektet. Den indgår dog stadig i planlægningen, og vil dermed være omfattet af kommuneplantillæg samt lokalplan.
Grøn pulje generer 105 mio. kr. til kommunen
Ved etablering af det fulde projekt forventes en grøn pulje på omkring 105 mio. kr. Det endelige beløb vil dog afhænge af, hvilke vindmøller og solceller der opstilles, samt af udnyttelsesgraden af lokalplanens areal.
Byrådet skal tage beslutning om udsendelse i høring
Det er Byrådet der skal beslutte, hvorvidt planforslag samt tilhørende miljørapport skal udsendes i 8 ugers offentlig høring. I forbindelse med igangsætning af de 8 ugers høring, vil alle myndige borgere inden for en radius af 4,5 kilometer af projektet blive orienteret via digitalpost. Desuden skaI der i forbindelse med høringen afholdes et borgermøde. På borgermødet skal Energistyrelsen informere om kompensationsordninger jævnfør VE-loven.
Teknik- og Miljø ønsker kun solceller under vindmøllerne
I sidste uge var sagen til behandling i Teknik-, Miljø og Klimaudvalget.
Et flertal bestående af Allan Ritter (C ), Henrik Dalgaard (C ), Jimmy Støttrup (V), Thomas Nordahl (V) og Christina Haaning Normand (SF) anbefaler overfor Byrådet, at solceller som hovedregel kun kan opstilles indenfor arealet af 4 x møllehøjden. Dette sikrer mod, at ejendomme nærmest bliver stavnsbundet grundet uvished om solcellers tilblivelse, idet flertallet vurderer, at der er stor etableringssikkerhed for vindmøllerne, hvormed ejendommenes opkøb alene af denne grund sikres. Der er tale om projektspecifik anbefaling og ikke en principbeslutning som gælder for opstilling af solceller i øvrigt.
Kenneth Nyholm (S) bemærker, at der ikke ønskes solceller nord for Holmevej. Jørgen Smith Nielsen (D) bemærker, at han ikke ønsker forslaget udsendt i høring, da han er modstander af forslaget.
/cf
