VESTHIMMERLAND: Brugte træplader med gamle sømhuller. Flamingo fra dit nyindkøbte fjernsyn. Slidte eternitplader uden asbest. Det lyder måske som noget, der bare skal smides væk – men sådan ser man det ikke hos Vesthimmerlands Forsyning. Her handler det ikke bare om at skaffe sig af med affald. Det handler om at få mest muligt ud af det.
Et godt eksempel er eternitplader uden asbest. De skulle tidligere graves ned under jorden sammen med de farlige asbestholdige plader, fordi der ikke fandtes nogen mulighed for genanvendelse. I dag kan man som borger i Vesthimmerland aflevere pladerne på genbrugspladsen i Oudrup ved Løgstør. Herfra sendes de til nedknusning og bliver genanvendt i produktionen af cement og beton.

Siden det blev muligt i december 2024, har Vesthimmerlands Forsyning sendt 20 tons eternit uden asbest videre til genanvendelse.
Det er et konkret eksempel på, hvordan Vesthimmerlands Forsyning arbejder sig opad i det så kaldte affaldshierarki – en slags rangliste for, hvordan affald skal håndteres mest miljøvenligt.
Nederst i affaldshierarkiet ligger deponering og forbrænding. Når noget bliver deponeret, betyder det, at affaldet lægges i store, særligt indrettede anlæg og dækkes til med jord. Her bliver det liggende til vores efterkommere – skjult, men ikke glemt. Det fylder op, gør ingen nytte og minder os om en måde at håndtere affald på, som vi helst skal væk fra.
Øverst i hierarkiet findes genanvendelse, genbrug – og allerbedst: forebyggelse, så affaldet slet ikke opstår.
Vesthimmerlands Forsyning arbejder hele tiden på at finde bedre og mere bæredygtige måder at håndtere affaldet på. Og hver gang noget affald flyttes bare ét trin op i hierarkiet, bliver det lidt bedre for miljøet og for generationer efter os.
FAKTA:
Her er et lille udpluk af affaldstyper, som tidligere blev sendt til deponi eller forbrænding – men som nu bliver genanvendt.
Træ – fra forbrænding til genanvendelse
Indtil 2007 blev alt træ fra genbrugspladserne brændt. Og ja, det brænder godt – men i dag bliver træet i stedet genanvendt til spånplader. På den måde får materialerne nyt liv i nye produkter i stedet for bare at ende som aske og varme.
Sanitet – fra deponi til genanvendelse
Før 2014 blev gamle toiletter og håndvaske gravet ned under jorden i deponiet. I dag bliver de knust og genanvendt til produktionen af beton og cement. Næste skridt er direkte genbrug af egnede sanitetsdele.
Flamingo – fra forbrænding til genanvendelse
Tidligere blev flamingo sendt til forbrænding, men i dag bliver det genanvendt som isoleringsmateriale hos en lokal virksomhed i Vesthimmerland.
Madaffald – fra forbrænding til genanvendelse
Før 2023 blev madaffald smidt ud sammen med restaffaldet og brændt. I dag bliver det i stedet omdannet til biogas og gødning.