HOLME: Sidste tirsdag offentliggjorde Christiansborg de 11 kommuner, der nu får mulighed for at benytte sig af en såkaldt ”rød løber” ordning for etablering af en statslig udpeget industripark i kommunen.
Vesthimmerland havde også budt ind, nemlig med etablering af en industripark på 77 ha. i Holme i samme område som det nuværende biogasanlæg.
Selv om antallet at statsligt udpegede industriparker umiddelbart efter ansøgningstidspunktet blev hævet fra 5 til 11, så kom Vesthimmerland ikke med i puljen denne gang.
På byrådsmødet i maj 2025, hvor Byrådet besluttede at indsende ansøgningen, lød det fra borgmester Per Bach Laursen (V)
-Der er tilknyttet en ”rød løber ordning” til industriparkerne som omhandler en hurtigere proces gennem det statslige apparat, hvis man har brug for at få en statslig sagsbehandling i forbindelse med tilladelser til at oprette en virksomhed. Ud over en øget konkurrenceevne har man også en ambition om at de tyndere befolkede områder får nogle muligheder som man ikke har haft tidligere. Derfor er der også lagt op til, at det skal foregå i landdistrikterne. Der er mange kommuner der kommer til at søge om det her, det er i hvert fald mit indtryk. Jeg ved fra et møde der er afholdt i KL regi, at langt over halvdelen af de 98 kommuner har bedt om yderligere informationer. Vi ved Aalborg Kommune søger, det gør Brønderslev også, og så er der Vesthimmerland. Det er de tre kommuner jeg har kendskab til søger i Nordjylland. Også Viborg Kommune søger. De har slået sig sammen med Faurskov Kommune og Randers Kommune. De har et projekt de vil placere ved forsøgsanlægget i Foulum under Århus Universitet. Der vil man lave en industripark i tilknytning til en energipark som man arbejder med ved Tjele, ligesom vi i Vesthimmerland arbejder med en energipark ved Holme. Så der er interesse for det her, så det vil ikke undre mig, at der kommer rigtig mange gode projekter ind til ministeren. Jeg er af den opfattelse at den ansøgning der ligger fra Vesthimmerlands Kommune er yderst stærk – og yderst relevant for vores område.
Men den var altså ikke stærk nok!. De statsligt udpegede industriparker kommer til at ligge i kommunerne: Kerteminde, Skive, Lolland, Aabenraa, Ikast-Brande, Horsens, Viborg, Næstved, Esbjerg, Aalborg og Kalundborg.
Det fremgår ikke af udmeldingen fra Christiansborg, om der kommer en ny ansøgningsrunde for statsligt udpegede industriparker.
/cf
