FARSØ: I sidste uge var et nyt erhvervsområde ved Svoldrupvej på Byrådsmødet.
Fra Byrådsmedlem Niels Krebs (C) lød det: – Endelig, endelig, endelig kommer der et forsøg på at lave erhvervsgrunde i Farsø. Det har vi arbejdet på i 8 år, og det håber jeg nu vi kommer i mål med, ellers må vi finde en anden placering.

Jens Chr. Pedersen (A) kunne tilslutte sig:- Selvom jeg ikke har arbejdet med det i 8 år, så har det været et langt sejt træk. Vi synes i den socialdemokratiske gruppe, at det er positivt med en forundersøgelse af jordbundsforholdene på arealet – men også en arkæologisk forundersøgelse, så de priser der bliver meldt ud til eventuelle købere er priser der holder, og ikke bliver tilført en arkæologisk ekstraregning. Men hensyn til aflastningsvej, som der også står i indstillingen, skal man undersøge en sådan fra Fabriksvej til Røjbækvej. Det vil faktisk være en god løsning for lastbiler, at man kan fortsætte fra Fabriksvej direkte over i Røjbækvej. På den måde vil man undgå de 2 sving, som vi har nu, og flere lastbiler vil formentlig vælge den vej fremfor hovedgaden. Det vil forbedre trafiksikkerheden på hovedgaden i Farsø. Det tror jeg mange vil sætte stor pris på.
Kurt Friis (V) tilføjede: Jeg har været med til at behandle erhvervsområdet i Økonomiudvalget, og årsagen til at vi tager det med at planlægge omfartsvejen ind også, betyder at der faktisk er flere ledige grunde langs Svoldrupvej som kan tages med ind i projektet. Derfor giver det god mening at få det afklaret nu.

Byrådet godkendte at afsætte kr. 700.000 til forundersøgelser, som indgår i byggemodningsomkostningerne for det nye erhvervsområde.
Planerne for det nye erhvervsområde blev beskrevet i Farsø Avis den 14. april.
LÆS ARTIKLEN HER: Der laves beregninger for etablering af nyt erhvervsområde ved Svoldrupvej
OG EN ARTIKEL FRA 2022: Erhvervsråd peger på nyt erhvervsområde
/cf