HOLME/SVOLDRUP KÆR: Byrådet havde et meget vigtigt punkt på dagsordenen i sidste uge, nemlig om planlægningen for vindmøller og solceller i området omkring Farsø, Vester Hornum, Hornum, Haubro og Svoldrup Kær skal igangsættes.
Selvom det allerede har været drøftet grundigt i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget så var formand for Teknik- og Miljøudvalget, Allan Ritter Andersen (K) alligevel glad for at sagen kom i Byrådet.
– Jeg synes det vigtigt, at vi får det ordentligt belyst og borgerne kan følge denne debat. Det ville de ikke kunne hvis det ikke kommer for Byrådet.
Drøftet i fem kvarter
Det blev også til drøftelser, der varede i over fem kvarter i byrådssalen.
Allan Ritter Andersen lagde ud: – Det her startede på vores maj møde i Byrådet. Der udpegede vi energiøer og Svoldrup Kær var en af dem. Der blev det bemærket, at vi gerne vil sætte så meget sol op som muligt. Vi tog derfor området i Svoldrup Kær med. Det var vi enige om var en rigtig god ide. Det har Byrådet besluttet og det arbejder vi selvfølgelig frem efter i udvalg og forvaltning. Vi er nu kommet så langt, at vi har haft projekterne i høring og vi har haft borgermøde. Næste fase er nu planlægningen, som vi skal til at i gang med. I planlægningsfasen går vi helt lavpraktisk i gang med at finde ud af, om man ejer de arealer man søger på, om der er fredninger – lige fra §3 jord til gravhøje m.m. og hvordan kommer det til at påvirke den enkelte borger. Det kommer vi til at arbejde rigtig meget med. Herefter bliver der lavet en visualisering af området så alle kan se hvordan det kommer til at se ud derude.
Normalvis så behandler vi selv det man søger på. Så det med at tage et ekstra areal ind og lave lokalplan på noget som der ikke er søgt på, synes jeg er en lidt underlig tilgang til det. Det kan der være andre grunde til, så det kan vi komme tilbage til. Jeg heller ikke lade være med at bemærke, at det i lokalpressen er kommet frem at Socialdemokratiet bekymrer sig om borgerne ude i området. Det skal jeg hilse at sige, at det gør vi også i udvalget. Vi har brugt rigtig meget tid på at snakke om hvordan vi kan tage så meget hensyn som overhovedet mulig, så man faktisk kan holde ud at bo i området med de gener der altid vil komme når man laver sådan et miljøanlæg. Vi bruger også meget tid på at tale beplantningsbælter, dyrekorridorer, skovområder og hvordan vi i det hele taget få det til at ligne noget derude. Det er rigtigt, rigtigt vigtigt!. På det seneste møde har vi også inviteret de sagsbehandlere med der skal behandle det her. De har været med på udvalgsmøderne for at lytte. Det synes vi er vigtigt, for så hører man udvalgets signaler om hvad vi tænker om de bekymringer vi ser i det. Det er ikke bare lige sådan at lave 600 ha solceller. I bund og grund har vi slet ikke forholdt os til om der skal 600 ha solceller derud. Det vi har sat i gang er planlægningen, og så har vi forholdt os til at det er vigtigt at vi justerer ud fra de ting der nu kommer frem, når vi får tegnet op og der er nogle borgere der skal tages hensyn til. Om der skal der tages noget ud i den nordlige ende eller noget i den sydlige ende, det har vi ikke forholdt os så meget til. Vi har bare sikret os, at det kan vi gøre i processen. Vi er ikke så meget optaget af om der skal solceller ud i den nordlige ende. Det vil vise sig når vi får lavet kort og visualiseringer om det måske vil give mere mening af lave 50 ha solceller mere mod Hornum og tage noget ud et helt andet sted. Det er for tidligt at sige endnu.
Når man beslutter at lave en statslig udpegning, som vi besluttede den 30. maj, så bliver der lavet en kommuneplan på området. Det betyder at dette område er lagt ud til sol og vind m.v., hvis vi ellers får den statslige udpegning. Det tror vi og håber vi på det kommer. Ligeså snart vi laver en lokalplan ændrer området status fra landbrugsjord til erhvervsjord. Det betyder at det for ejere af jord i området får en økonomisk konsekvens, hvis man laver området om uden at de har ønsket det. Hvis der så aldrig kommer solceller derude vil det fordyre det område. Jeg synes det er en dårlig ide at planlægge for noget man ikke ønsker, men omvendt skal vi også stå ved den beslutning der er taget i Byrådet, og sende et kraftigt signal til projektmagerne om at få så meget placeret i den sydlige del som muligt.
Vi skal være enige
For mig er det vigtigt, at når vi sender det her til endelig godkendelse at vi så er rimelig enige. Det her er en beslutning der skal stå de næste 30 år. Det bliver ikke en 4-3 afgørelse i Teknik og Miljø Udvalg og det håber jeg heller ikke det bliver i Byrådet.
Herefter gik drøftelserne på det forslag som Socialdemokraterne har foreslået, nemlig allerede nu at planlægge for et område i Svoldrup Kær.
Det var der dog ikke enighed om med begrundelsen om, at der ikke skal planlægges for et område som projektmagere ikke har søgt om og ikke ejer.
Usikre politikere
Flere politikere var i tvivl om de kan stå ved deres beslutning længere fremme i processen, bl.a. Liselotte Lynge(DD) og Lars Rem(LA)
Fra Liselotte Lynge lød det: Jeg har på fornemmelsen at det her bliver meget større end det jeg vil være med til. Jeg er ikke imod grøn omstilling. Det vi i sin tid blev enige om var, at det skulle holdes i Svoldrup Kær. Altså det vi i dag kalder for etape 0. Og det er bare allerede blevet så meget nu. Grunden til at dette store projekt blev sat i gang var biogasanlægget skulle udvides på et tidspunkt, for ellers ville de jo ikke have brug for al den strøm – altså solceller og vindmøller. Lige nu har de ikke styr på hverken deres lugtgener eller udledning, så det kan jeg heller ikke sige ja til at udvide. Jeg sagde ja til at udvide området, men jeg blev gjort opmærksom på, at det ikke var et ja til at projektet blev til noget, men et ja til at det kunne blive til noget senere. Jeg synes energiøer er en rigtig god ide
Planlægningen går i gang
Igangsætning af planlægningen blev sendt til afstemning. For stemte (17): Per Bach Laursen, Per Bisgaard, Jakob Ræbild Nørgaard, Kurt Friis, Jakob Vium Dyrman, Benny Hansen, Morten Mejdahl, Signe Nøhr, Jeppe Korreborg Pedersen, Steffen Lønsmann, Allan Ritter, Niels Krebs, Henrik Dalgaard, Kirsten Moesgaard,Leif Larsen, Jane Bonnerup, Rasmus Vetter.
Imod stemte (5): Lars Rem, Erik Stagsted, Anders Kjær Kristensen, Jens Chr. Pedersen, Asger Andersen.
Stemte hverken for eller imod (1): Liselotte Lynge Jensen.
Dermed bliver planlægningsprocessen sat i gang.
/cf
