Asbest fra minkfarme kommer til at presse deponi kapaciteten

VESTHIMMERLAND: Nedrivningen af 44 minkfarme i Vesthimmerlands kommune kan skabe et akut behov for mere plads til farligt affald. Særligt de mange asbesttage på farmene forventes at belaste det nuværende deponeringsanlæg i en grad, så kapaciteten ikke rækker.

Udvidelse af deponi i Oudrup
Derfor har Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget nu, på opfordring fra Vesthimmerlands Forsyning, anbefalet at kommunen sætter gang i forundersøgelser med henblik på at udvide det eksisterende deponi i Oudrup. Sagen går videre til Økonomiudvalget og Byrådet.

Asbest er klassificeret som farligt affald og kræver særlig håndtering og deponering. Når de mange minkfarme skal rives ned som følge af lukningen af erhvervet, vil det generere betydelige mængder af netop denne type affald, men også isolering og andet mineralsk affald, der kræver deponering.

I dag modtager Vesthimmerlands deponi blandt andet asbest og andet mineralsk affald. Men med de kommende nedrivninger vurderes det, at anlægget ikke har tilstrækkelig kapacitet.

Lang vej til udvidelse
Kommunen understreger, at der endnu ikke er truffet beslutning om at udvide deponiet. Først skal der gennemføres en forundersøgelse, som skal afdække behov, placering og økonomi.

Samtidig er processen langvarig. Miljøstyrelsen forventer, at sagsbehandlingen alene kan tage mellem fem og otte år. Derfor ønsker kommunen at gå i gang allerede nu.

Hvis Byrådet godkender indstillingen, vil Vesthimmerlands Forsyning stå for arbejdet med forundersøgelser og ansøgning. En styregruppe med repræsentanter fra både forsyningen og kommunen skal følge projektet.

Lov kræver kommunalt ejerskab
Ifølge lovgivningen må deponeringsanlæg kun ejes af offentlige myndigheder. Vesthimmerlands Deponi er allerede kommunalt ejet, men drives i dag af Renovest A/S. En eventuel udvidelse skal derfor ske i rent kommunalt regi.

Kan blive billigere løsning
Selvom en udvidelse vil kræve en større investering fra kommunekassen, peger vurderinger på, at det kan være den billigste løsning på sigt. Alternativet er at transportere affaldet over lange afstande til andre deponier, hvilket vil øge omkostningerne.

Den endelige beslutning om en udvidelse af deponiet bliver først truffet, når forundersøgelserne er afsluttet. Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget i Vesthimmerland har nu anbefalet at sætte processen i gang – en beslutning, der også skal en tur omkring byrådet. Forundersøgelsen skal blandt andet klarlægge økonomi, miljøpåvirkning og tekniske muligheder.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.