HVALPSUND: I 10 år har planerne for et nyt område nord for lystbådehavnen i Hvalpsund været undervejs. Nu rykker det i kølvandet på de mange andre områdefornyelsesprojekter i Hvalpsund og nybyggeri ved lystbådehavnen.
Planerne for området går på kystsikring, ny bådoplagsplads for lystbåde og et nyt mastehus.
Tilladelser er på plads
Det der senest har spændt ben for brug af området nord for lystbådehavnen var, at der skulle gives dispensation til at fjerne beskyttet natur i området. Det er blevet løst ved en byttehandel med erstatningsnatur på kommunalt ejet landbrugsjord syd for Hvalpsund.
Der er ligeledes givet tilladelse til at etablere kystsikring nord for lystbådehavnen. Kystsikringen var i udbud i 2021 sammen med to andre sikringsprojekter i Hvalpsund.
Der manglende lidt penge
I den oprindelige investeringsredegørelse for området var der afsat 5 mio. kr. til nyt masteskur og bådoplagsplads. Det slår ikke til, og derfor bevilligede Byrådet i december sidste år de manglende kr. 750.000, så anlægsopgaven kan gå i gang.
Det gjorde den så i sidste uge!
Entreprenørmaskiner startede med at rive det eksisterende røde skur ned på grunden. I denne uge går man i gang med kystsikringen. De store sten til sikringen er ankommet.
Kystsikringen anlægges på samme vis som langs Fjordvej. Det er også samme entreprenørfirma, der står for opgaven, og i øvrigt også stod for forstrækningerne af ydermolen og den ekstra mole ved indsejlingen til lystbådehavnen sidste år.
Herefter anlægges ny bådoplagsplads og masteskur
Til april er det planen at de indledende arbejder på den nye bådoplagsplads starter. Til maj støbes fundamentet til det nye mastehus. I sommerferien etableres selve bådoplæggerpladsen med veje, sti, el m.v.. Herefter opføres selve mastehuset.
Med andre ord kan lystsejlere tage den nye oplæggerplads med faciliteter i brug fra dette efterår ligesom Nautilus kan forberede sine nye aktiviteter fra sæsonen 2024.
En del af områdefornyelsen
Ud over at planerne har været 10 år undervejs, så er anlægsarbejdet nu mere aktuel end nogensinde.
Flytningen af både masteskur og oplagsplads er nødvendig for at frigive areal til boligbyggeri nær havnen. Den nye bådoplagsplads forbereder desuden byggefelter til kajak- og bådhuse, som er et stort ønske fra sejlklubben Nautilus, ligesom sejlklubben har et større projekt i støbeskeen omkring et nyt klubhus som skal rumme langt flere faciliteter end det gør i dag.
Samtidig er et af de konkrete indsatser i områdefornyelsesprogrammet at etablere sammenhæng på tværs af havnene og sammenhæng rundt i byen og ud i landskabet med stier og stiforløb.
Den ene stisløjfe er planlagt fra lystbådehavnen, langs den nye bådoplagsplads og videre mod nord til campingpladsen.