Affaldsgebyret stiger med kr. 425 kroner pr. husstand fra nytår

VESTHIMMERLAND: Flere ting spiller ind. Ny affaldsordning, dyrere brændstof og en stigende inflation så alt generelt stiger. Det får husstandene at mærke i Vesthimmerland fra nytår, hvor affaldsgebyret for en almindelig husstand stiger fra kr. 3.446,38 til kr. 3.871,50 – altså 425 kroner.

Efter længere tids behandling i kommunens teknik og miljøudvalg endte prisstigningen og godkendelsen af den i Byrådet i sidste uge.  

Teknisk udvalgs formand Allan Ritter (C) sagde på byrådsmødet: Det kommer sig af en national handlingsplan, der blev vedtaget i Folketinget den 7. juni 2021. Her blev der besluttet at 70 % af affaldet i Danmark skal genbruges i 2030. I december 2021 besluttede et flertal i Byrådet at gå med en ordning hvor der er fire containere. Da det blev godkendt var der et tal fremme om stigning på 246 kr. Så det gik vi ind i med åbne øjne, at der var en prisstigning på dette tidspunkt. Vi var enige om at den grønne omstilling har en pris. Da vi skal godkende de endelige takster i teknisk udvalg for 2 måneder siden kommer der så en pris der hedder 425 kr. efter der er lavet nogle afskrivningsændringer m.v. Det var ikke det vi havde godkendt projektet ud fra. Derfor tog vi en omgang mere i Teknisk udvalg.  . Vi blev enige om at lade den gå tilbage til forsyningen til en ny beregning. De vendte tilbage med beskeden om at der ikke umiddelbart er mere at hente. Så vi har godkendt taksterne nu. Men vi er udvalget ærgerlige over stigningen, da der er nok andre ting der stiger.

Byrådsmedlem og formand for Vesthimmerlands Forsyning, Lars Andresen (V) uddybede:

Aftalen er en del af den grønne omstilling, og det er nu vi ser hvad den koster for borgerne. Som det fremgår, bliver det en stigning på 425 kr. for den enkelte husstand i 2023. Det er en stigning på 11,8 %. Det er en forholdsvis stor stigning. Stigningen havde været endnu større (558 kr.) hvis der ikke var godkendt en langsommere afvikling af gælden for genbrugspladsen i Farsø. Jeg synes også selv det er en stor stigning, særligt i denne tid hvor der er store prisstigninger for den enkelte husholdning med prisstigning på alt fra fødevarer til energi og galopperende inflation over det hele. Så det er ikke med glæde, at jeg står her og fremsætter de store stigninger. Jeg er formand for forsyningen så  det er mit ansvar at redegøre for hvordan tingene hænger sammen.

Merudgiften er samlet på 10 mio. kr. opdelt i 4 underpunkter.1 Igangsætning og drift af den nye affaldsordning. 2. prisudvikling på 5%, 3. ekstraordinær prisudvikling og 4. ændrede forudsætninger i forhold til det fremlagte beslutningsgrundlag.

Ad 1 Nye skraldebiler, nye affaldsbeholdere, ekstra medarbejdere til den nye ordning – det er primært skraldemænd. Det er drift af 66 årlige tømninger i stedet for 52 årlige tømninger som vi har nu. Det kommer sig af flere fraktioner som skal tømmes med en større frekvens. Der er valgt en leasingløsning på de nye lockere ved boligblokkene og ved sommerhusområderne hvilket giver en merudgift på 5.440.000 og afledt udgift for hver husstand på 284 kr.

Ad 2: 5% giver en merudgift på 1.152.000. og afledt merudgift på 64 kr. for hver enkelt husstand.

Ad 3 Grundet konflikt og krig i Europa er der lige nu stigende priser på brændstof og el. Desuden er renten steget, hvilket giver en stor stigning i finansielle udgifter Alt lagt sammen en merudgift på 1.653.000. Afledt udfgift for husstanden på 92 kr.

Ad 4 Poser til madaffald på 850.000. Vi har i bestyrelsen drøftet om det er noget vi skal lade være med at have med i regnskabet. Men vi har vurderet at det er det fornuftige at gøre, da vi kan skaffe det billigere for den enkelte husstand i forhold til at man selv skal ud at købe poserne. Ekstra bemanding på et halvt årsværk på 225.000. Det er kommet frem efter at man har lavet bemandingsplanen. Rente på locker. Drift af 3 nye skraldebiler. Og endelig har vi fået lidt færre penge for de fraktioner vi kan sælge. Det koster mange penge af komme af med flere fraktioner – mest for plastik. Det vi tjener flest penge på er jern og metal, papir og pap. Resten betaler vi for at komme af med. I alt ekstra udgift på 2.116.000 d.v.s. en stigning på 118 kr. pr. husstand.

Det giver alt i alt de 558 kr. Herfra skal vi altså trække den mindre afgift til langsommere afvikling af gælden på 133 kr. Altså lander vi på de 425 kr..

Der er ikke nogle af udgifterne der er unødvendige eller kunne have været undgået. Det man måske kan klandre bestyrelsen og Vesthimmerlands Forsyning for, er vi er kommet med nogle lidt for optimistiske beløb da vi havde vores temamøde i Byrådet og dermed beslutningsgrundlaget for den nye affaldsordning.

Sammenlignet med vore omkringliggende kommuner m.h.t. til stigninger ligger vi midt i feltet. Andre kommuner har endnu ikke fuldt implementeret deres nye affaldsordning. Og andre har helt bedt om udsættelse for implementering. Min konklusion er, at vi ikke lægger ekstravagant højt på listen. Vi ligger lige midt i.

Længere debat i byrådet
Byrådet takkede for den indsigtsfulde gennemgang, men det afstedkom også en længere debat i salen.

Fra de konservatives Svend Jørgensen(C) var kommentaren: at stigningen i affaldsgebyret har de senere år i forvejen har været på 10-12 procent, mens inflationen har ligget på omkring 2 procent i samme periode. Han gerne havde set, at kommunen havde beholdt de tre affaldsspande og set tiden an. Retningen er forkert, fastslog han om de store prisstigninger.  

Fra Kirsten Moesgaard (Vesthimmerlands listen) lød det: Jeg synes også det er en for stor stigning. Jeg synes godt man kan bede forsyningen om at kigge dybere. Kan man eksempel spare på skraldeskolen, så den måske kan komme over i skoleregi. Eller kan man spare nogle kommunikationsmedarbejdere. Men det er selvfølgelig op til bestyrelsen at finde ud af det. Jeg synes det er alvorligt hver gang vi kommer med en prisstigning – specielt i den tid vi har nu. Der er grund til at reflektere. Heldigvis har man sat det store byggeri i Oudrup standby – i hvert fald indtil næste år. For det vil jo afføde en endnu større stigning til vores borgere.

Fra Anders Kjær Kristensen (S) og Asger Andersen (S) var der fuld accept af stigningen. Den grønne omstilling koster, og den er vi villig til at betale for

Jakob Dyrman (V) var på linje: Vi kan ikke være uenige om at prisstigninger er en træls situation for borgerne og især lige nu. Vi har en grøn omstilling. Det koster og det giver helt mening for mig, at vi har de fire containere så længe der ikke er en teknologi – altså nogle robotter, der kan sortere al affaldet fra samme container. Det skal nok komme. Spørgsmålet er bare hvornår. Indtil da må vi tage et ansvar og det synes jeg vi gør.

Efter ca. tre kvarters debat i byrådsalen endte man med at stemme for takststigningen som træder i kraft fra nytår.

Også på erhvervsområdet er der en stigning, der svarer til 19% men målt ud fra mindre beløb fra kr. 538 til 640 kr.   

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: