SVOLDRUP KÆR: I marts 2022 indsendte virksomheden Wind Estate en ansøgning om at opstille vindmøller og solceller ved Svoldrup Kær.
Siden har ansøgningen været igennem 2 høringer og er blevet reduceret i omfang til opstilling af seks vindmøller med en totalhøjde på op til 185 meter og etablering af ca. 56 hektar solceller inden for planområdet.
Seneste høring udløb den 9. november.
Men da der sker rigtig meget indenfor området for øjeblikket med hensyn til perspektivområder og ikke mindst en kommende ny lovgivning omkring VE-Anlæg fra Christiansborg, har Vesthimmerlands Kommune valgt at ”trække i håndbremsen” frem til januar.
Projektet skulle egentlig have været endeligt godkendt i Teknik- og Miljøudvalget sidste mandag for derefter at blive sendt til Økonomiudvalget og Byrådet, men sådan gik det ikke. Et flertal bestående af Lars Andresen (V), Jimmy Støttrup (V), Jane Bonderup (SF) og Kirsten Moesgaard (VesthimmerlandsListen) valgte at udsætte sagen til slutningen af januar 2024.
Den nye lovgivning omkring VE-anlæg går bl.a. på, at der er udsigt til nye VE-takster, som vil give naboer til VE-anlæg større kompensationer.
Med den viden valgte Teknik- og Miljøudvalget altså at udskyde beslutningen.
Billedet er en visualisering, hvor de seks måske kommende vindmøller ses til venstre parallelt med de 6 eksisterende møller i Svoldrup Kær
/cf