VESTHIMMERLAND: For 1000 år siden har det formentlig ikke været et særsyn at se tre unge mænd i 20’erne gå rundt på Aggersborgs volde.
Men denne kolde og blæsende decemberdag i 2016 var sværdet skiftet ud med et mærkværdigt firkantet ”våben”(en smartphone – red.), der som en ledestjerne førte de unge mennesker rundt i terrænet. Først rettet mod kirketårnet, dernæst stenen, der markerer borgens midte. Hvorfor nu det?
Hvis man omkring år 980 kom sejlende gennem Limfjordens smalleste passage ved Aggersund, så ville ingen være i tvivl om, at der på skråningen, inde på land, lå en borg, som kun kunne være opført af en stor fyrste. Borgen har været massiv og synlig langvejs fra som et symbol på en konge, der i disse år manifesterede sin magt, nemlig ”den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne” jf. runeinskriptionen på Den Store Jellingsten.
Bygget af 3-5.000 egestammer
3.000-5.000 egestammer har der formentlig været brugt for at bygge Aggersborg og sammen med de fire andre trelleborge i Danmark, Nonnebakken, Trelleborg, Fyrkat og Borgring, broen over Ravning enge samt forstærkningen af Danevirke så har Harald Blåtand været en bygherre, der kunne måle sig med andre europæiske herskere i vikingetiden.
Selvom der er gået mere end 1000 år siden Aggersborg oplevede sin storhedstid, og de eneste fysiske vidnesbyrd befinder sig tørt og godt bag museers mure, så er historien fortsat ganske nærværende. Som besøgende på stedet fascineres man af den helt unikke udsigt over datidens trafikale knudepunkt, Limfjorden, mens selve borgen for længst er forfaldet og formentlig kun havde en levetid på 10-20 år.
Mere levende formidling
Derfor har det for mange gæsters side været et stort ønske at kunne opleve stedets historie ved hjælp af en mere levende formidling. Det var der i høj grad mulighed for i juli 2016, hvor besøgende hver dag kunne møde en guide fra Vesthimmerlands Museum, som stod parat til at fortælle om områdets betydning op gennem tiden. En stor succes med mere end 2.500 gæster fra både ind- og udland i det tidsrum guiden var til stede. To amerikanere var på en decideret tour de force gennem vikingetidens Norden. Nu muliggør teknologien imidlertid at tilføje en yderligere dimension, som tager den besøgende med på en rejse tilbage i tiden, hvor borgen med sine 48 langhuse atter rejser sig i landskabet.
Augmented reality
Mads Luther Nørlem, Jon Byrdal Larsen og Christian Lebek Jakobsen er kandidatstuderende på medialogi på Aalborg Universitet og har i samarbejde med Vesthimmerlands Museum udviklet en app, der ved hjælp af augmented reality illustrerer, hvordan man forestiller sig, at Aggersborg har set ud på Harald Blåtands tid.
Teknikken er den samme som man bruger til at jage de populære Poke Mon figurer. Ved at se på Aggersborg gennem mobilens kamera vil det – via app’en – vise de 48 langhuse og hvordan de stod i forhold til hinanden.
Den føromtalte decemberdag i 2016 blev teknologien bag app’en testet og forklarer dermed de tre unge mænds mærkværdige færden i området bevæbnet med ikke sværd, men smartphone! Ved hjælp af forskellige ”fix punkter” ved kirken, den nordlige port, platformen med informationsskilte samt stenen i borgens centrum bliver det muligt at få et kig ind i borgen eller ud over borgen som arkæologerne, baseret på den seneste forskning, mener den må have set ud i slutningen af 900-tallet.
Ligeledes er tanken, at de besøgende, også via app’en, kan ”møde” en af arkæologerne, der har været med til udgravninger på stedet, og høre ham fortælle om Harald Blåtands Aggersborg.
Udviklet i samarbejde med AUC
Samarbejdet med de studerende fra Aalborg Universitet er for Vesthimmerlands Museum både givende og udviklende, og det glæder museumsdirektør Broder Berg meget, at det nu bliver muligt at opfylde et længe næret ønske rent formidlingsmæssigt:
– Vi har længe haft stor fokus på Aggersborg, som jo er langt den største af trelleborgene, og med dette samarbejde kan vi gøre historien mere nærværende og tilgængelig for de mange besøgende, som hvert år lægger vejen forbi dette unikke sted.
App’en bliver dog først tilgængelig i slutningen af maj.