Vesthimmerland vil ikke forbigåes som energikommune

VESTHIMMERLAND: For en måned siden var Vesthimmerland, ja faktisk hele Nordjylland, ikke på Regeringens landkort, da et udspil omkring energiparker i Danmark blev meldt ud.

Vesthimmerlands Kommune havde ellers for længe siden meldt to arealer ind, nemlig Svoldrup Kær og Nørrekær Enge.

-Heldigvis, lød det fra borgmester Per Bach Laursen (V), på et ekstraordinært indkaldt Byrådsmøde i sidste uge, har vi mulighed for at afgive et høringssvar. Det er vi i direktion og forvaltningerne blevet enige om at gøre.          

Men også Byrådspolitikerne inddrages i processen, derfor var de alle blevet indkaldt til ekstra udvalgsmøder og Byrådsmøde sidste onsdag. 

– Det gør vi belært af erfaring, for da vi meldte vores to beliggenheder ind m.h.t. energiparker i sin tid, var der ikke politisk behandling af de udpegninger. Det var der kritik af. Jeg synes det er en rimelig kritik.

Borgmesteren pointerede dog, at høringssvaret ikke handler om en beslutning omkring de konkrete VE- projekter, der er meldt ind.

-Den politiske stillingtagen kommer først på et langt senere tidspunkt, når vi nærmer os noget der kan ligne en realitet på nogle af de her projekter, lød det videre fra borgmesteren på Byrådsmødet.

Undren at Nordjylland ikke er med
Fra formand for Teknik- og Miljø, Allan Ritter (C) lød det: Det der har undret os meget, er at vi slet ikke er blevet udpeget i det nordjyske og vi heller ikke helt ved hvad det har af betydning for os. Men det vi regner med, er at man får noget hjælp til planlægning og en hurtigere sagsgang.  Jeg tror det er væsentligt at vi kører høringen igennem og sender den over. For de indmeldinger vi har lavet er helt oplagte til energiparker.  Så hvis der ikke kan være energipark i de to områder, vi har meldt ind, så findes der ikke energiparker i Danmark. Så selvfølgelig skal vi give et høringssvar på det. I Teknik- og Miljø har vi i høringssvaret tilføjet, at vi er landbrugsområde der har meget biomasse i området. Desuden har vi brug for en el-udbygning til vores erhvervsvirksomheder.

Fra Allan Ritter lød det videre: – I den her proces har vi haft nogle møder med opstillerne. Vi synes det er så vigtig en sag, som får en stor en indflydelse på vores kommune mange år frem i tiden, så det er vigtigt, at vi får debatten allerede nu, og det er Byrådet der træffer beslutningen om høringssvaret.

Dermed tog debatten sin start i Byrådssalen

Fra Asger Andersen (S) lød det: I den socialdemokratiske gruppe bakker op om, at kæmpe alt det vi kan for at få lov at lave energiparker. Vi har råstofferne til stede. Vi husdyrbesætninger til biogas, og vi har den vind og de arealer der skal til. Jeg tror også efterhånden at vi har den fælles politiske forståelse, at centrerer vi energianlæggene er det også godt for vores landskab. Det er bare ærgerligt at staten ikke har fået øje Vesthimmerland endnu. Derfor står vi her nu. Man kan ikke koble en hel region af den grønne omstilling.

Der skal kigges på beskatningen
Asger Andersen fremhævede, at det i høringssvaret også er vigtig overfor regeringen at påpege at man kigger på lovgivningen m.h.t til hvor energivirksomhederne skal de lægge skatten af deres fortjeneste.

-I dag ligger den jo tilfældigt rundt omkring i landet, hvor man selv synes. Vi synes det er rimeligt for alle kommuner, at der hvor man producerer energien, det er også der man hører til skattemæssigt.  I mange andre sammenhænge hører vi jo, at vi er ”Udkantsdanmark” og skal have kroner fra ”Bydanmark”. Nu kan vi faktisk hjælpe os selv rent økonomisk. Men det kræver, at man på statsniveau vil træffe nogle beslutninger om det. 

Lars Rem (Ny Borgerlige) havde forklaringen på hvorfor, Nordjylland er på kortet. Man har koblet Nordjylland fra fordi man har planer om at hovedledningen stopper ved Viborg. Men det viser jo også, at da man tog fat på de her ambitiøse planer i Regeringen, så vidste man reelt ikke hvordan det skulle gøres. Det har sat os i Vesthimmerland i en situation, hvor vi har sat en frygtelig masse ting i gang uden at vide hvad Regeringen egentlig ønsker. Jeg gentager igen, at jeg er med på at vi smækker nogle solceller på tagene, og at vi smækker nogle vindmøller i vandet, men jeg ikke er med på landbaserede VE-anlæg, så jeg stemmer ikke for at sende høringssvar. Jeg må indrømme, at da jeg så Regeringens kort, så tænkte jeg, ”Yes, vi har trukket frinummer”, men det har vi nok ikke alligevel.

Skal med på ”motorvejen”
Kurt Friis (V) tog herefter ordet: -Der er ikke nogle af os, der har sagt ja til de indkomne projekter. Den proces kommer efterfølgende, hvor vi skal diskutere hvert enkelt projekt. Det her handler udelukkende om at vi i Nordjylland bliver koblet på udviklingen omkring energisektoren og får mulighed for det. Der sker en voldsom udvikling indenfor området og vores virksomheder her i Vesthimmerland skal helst også have mulighed for at komme med på den bølge og få nogle fordele ud af det. Så derfor er det vigtigt at ”motorvejen” omkring el-nettet kommer til Nordjylland og altså længere end til Viborg. 

Allan Ritter sluttede debatten af i Byrådssalen: Jeg kan ikke understrege nok, at dette er et høringssvar med undren over hvorfor vi ikke er udpeget i det nordjyske. Processen bagefter er, som ved alle de andre projekter vi har haft, at der er en fordebat, borgermøder, høringer og det tager op til halvandet år. Og det kan i princippet være, at vi kun ender med at godkende halvdelen af projekterne, slet ingen, eller det hele. Det er en helt anden proces.

Herefter var der afstemning i Byrådssalen. Efter at fire linjer var blevet taget ud af teksten, stemte 21 ud af de 22 fremmødte politikere i Byrådssalen for at fremsende høringssvaret. Kun Lars Rem var imod.     

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: