AARS/ERTEBØLLE: Vesthimmerlands Museum har i årevis kæmpet med et utilstrækkeligt tilskudsgrundlag. Det har medført, at museet nu har en negativ egenkapital. Det betyder, at museet, der også drifter Stenaldercenter Ertebølle er ude i markante driftsbesparelser i 2023 og 2024 for at få økonomisk balance.
For 2023 er der sågar bevilliget et kommunalt særtilskud på kr. 475.000. Et beløb – og mere til, nemlig kr. 514.000, som museet, indtil videre, selv skal finde en løsning på i 2024.
For de besøgende betyder det først og fremmest en reduceret åbningstid.
Kigger man isoleret på Stenaldercenter Ertebølle reduceres sæsonen, således at den kun er på 8 uger. Fra april til oktober vil der dog være åbent for besøgsgrupper ved forudgående bestilling. Det betyder, at der kan spares på sæsonansatte. Der vil også være besparelser på skoletjenesten på både Vesthimmerlands Museum og Stenaldercenter Ertebølle svarende til 8 timer pr. uge, hvilket betyder at skoler vil have mindre mulighed for at aflægge besøg.
I det hele taget kigges der på mandetimer i forskning, åbningstid, administration og konservering. Tiltagene gør, at det er i 2023 vurderes muligt at finde 200.000 kr. som investeres i arkæologiske administrationsopgaver for at undgå underskud på dette område (til allerede ansatte medarbejdere) og for ikke at sætte statsanerkendelsen over styr. Det vil også have fokus i 2024.
Samtidig vil museet forsat have stort fokus på at rejse projektmidler fra fonde og puljer. Her bliver der brug for fagkompetencer som en væsentlig forudsætning for at opnå bevillinger. Det gælder også for projekter, der kan løfte turistrelaterede oplevelsespotentialer bl.a. ifm. Aggersborg og Ertebølle.
Det er ledelsen på Vesthimmerlands Museums håb, at museet inkl. egne driftsbesparelser i 2024 og fremover, kan modtage et forhøjet driftstilskud i størrelsesorden kr. 475.000 om året.
Dette forhold vil Vesthimmerlands Kommune dog først tage stilling til i forbindelse med budgetlægningen for 2024.