VESTHIMMERLAND: I uge 10 slår Vesthimmerland dørene op for en helt ny og spændende uge fyldt med aktiviteter, inspiration og fællesskab – nemlig Kultur- og Sundhedsugen.
Kultur og sundhed samlet i én uge
Efter syv år med en dedikeret kulturuge har Vesthimmerlands Kommune i år valgt at kombinere kultur og sundhed i én samlet uge.
-Vi er stolte af det stærke lokalsamfund, vi har her i Vesthimmerland. Kultur- og Sundhedsugen er en oplagt mulighed for at vise, hvad vi kan tilbyde, og hvordan vi som kommune kan samle mennesker på tværs af interesser og baggrunde, siger borgmester Per Bach Laursen og tilføjer:
Det er en uge, hvor vi kan fejre fællesskabet og de mange muligheder, der gør Vesthimmerland til noget særligt.
Bredt udvalg af oplevelser og arrangementer
Kultur- og Sundhedsugen byder på et bredt udvalg af oplevelser og arrangementer. Fra foredrag og workshops til motion, yoga, koncerter og kreative aktiviteter. Programmet er lavet i samarbejde med kommunens mange engagerede aktører, herunder foreninger, erhvervsliv og frivillige.
Blandt de planlagte aktiviteter og arrangementer kan borgerne se frem til spændende foredrag om bl.a. vejen til en sundere livsstil, foredrag om tv-programmet ”Størst”, kreative workshops, koncerter, familievenlige og kulturelle oplevelser. Bemærk flere af disse arrangementer har tilmelding eller billetsalg – og en del er allerede booket op eller udsolgt.
Derudover vil der være mulighed for at deltage i fælles arrangementer, hvor bevægelse og socialt samvær går op i en højere enhed.
Sundhed er mange ting
Formand for Sundhedsudvalget, Asger Andersen, siger:
– Sundhed er mange ting. Det handler om motion, kost og livsstil, men det handler også om fællesskab og fælles oplevelser. Ved at kombinere kultur og sundhed skaber vi en platform, hvor vi sammen kan arbejde på at forbedre vores trivsel. Jeg håber, at denne uge kan inspirere til nye sunde vaner og ikke mindst styrke de sociale bånd rundt i kommunen.
Et lokalt engagement
Vesthimmerland har et rigt kulturliv og et stærkt foreningsliv.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Per Nyborg, ser frem til en uge, der fremhæver netop disse styrker: – Det er aktørernes engagement og idéer, der gør Kultur- og Sundhedsugen unik. Jeg glæder mig til at se, hvordan kreative og sundhedsfremmende aktiviteter går op i en højere enhed.
Ugen giver også mulighed for at præsentere nye samarbejder mellem foreninger, virksomheder og kommunen. Ved at bringe forskellige aktører sammen skabes en platform, hvor alle kan bidrage til at styrke de lokale fællesskaber og vise, hvorfor Vesthimmerland er et fantastisk sted at bo og leve.
Inspirere til aktiv og meningsfuld hverdag
Det er Kultur- og Fritidsforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune med god hjælp fra Vesthimmerlands Biblioteker der står bag ”Kultur- og Sundhedsuge 10”.
-Formålet med ugen er at inspirere borgere i alle aldre til en aktiv og meningsfuld hverdag, hvor kreativitet, bevægelse og trivsel går hånd i hånd, lyder det fra de to tovholdere for ”Kultur- og Sundhedsuge 10”, udviklingskonsulent Anna Moos Jensen fra Kultur og Fritid og kommunikationsmedarbejder Stinna Gyrup Dommerby fra Vesthimmerlands Biblioteker.
115 arrangementer
Hele 115 aktiviteter og arrangementer er der at vælge imellem i Kultur- og Sundhedsugen.
Det vil være en umulighed at deltage i dem alle, derfor går flere aktiviteter også igen i flere byer. Det er helt bevist, da flere foreninger har lokafdelinger, såsom Ældresagen og fysioterapi, men det er for at vise at flere tilbud findes i hele kommunen.
/cf
