VESTHIMMERLAND: Turistaktører kan igen i år søge penge til aktiviteter langs Limfjorden.
Puljen på kr. 800.000 er øremærket til fremme af turisme langs Vesthimmerlands limfjordskyst, altså fra Aggersund i nord til Louns i syd, dog med særligt fokus Hvalpsund, Ertebølle, Rønbjerg og Løgstør.
Puljen blev oprettet af Vesthimmerlands Kommune i forbindelse med stiftelsen af Destination Himmerland og er således på kommunens budget som en separat turismebevilling for andet år i træk.
I forbindelse med dannelsen af Destination Himmerland i 2020, som omfatter Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner var man bange for at Vesthimmerlands vestkyst turistmæssigt blev nedprioriteret i forhold til den populære Kattegat østkyst. Derfor blev det politisk besluttet, at Vesthimmerlands vestkyst skulle have sin egen turismeudviklingspulje.
Turistaktører kunne ikke blive enige
Egentlig var det en gruppe af turistaktører i Vesthimmerland der sammen med Vesthimmerlands Økonomiudvalg skulle udstikke retningslinjerne og dermed være med til at bestemme hvad pengene skal gå til.
Sidste år gjorde Corona-situationen, at det var svært at mødes og blive enige. Enden på dette blev, at det blev Vesthimmerlands Kommunes økonomiudvalgs opgave at vælge blandt de 22 indkomne ansøgninger. 7 ansøgninger modtog tilskud fra puljen til de ansøgte aktiviteter, vurderet ud fra en nærmere fastsat kriterieliste.
Gode erfaringer fra 2020
Af afrapporteringen for de 7 projekter der modtog penge fra turismepuljen i 2020 fremgår følgende generelt: At aktiviteterne stort set er gennemført i forhold til det ansøgte. At der har været efterspørgsel og nytte af aktiviteterne. At de har affødt øget lokal aktivitet. At der er gjort brug af flere lokale ressourcer. At aktiviteterne har øget samarbejdet lokalt, ligesom der er skabt øget samarbejde mellem nye aktører.
Til gengæld forsinkede det sene tidspunkt for udmøntning i 2020 aktiviteterne, således at vurderingen af resultaterne retfærdigvis først kan ses i fuldt omfang i 2021.
Men der er indhentet erfaringer, der medfører, at flere aktiviteter skal justeres, ligesom der er behov for yderligere konsolidering af flere af aktiviteterne i 2020. Regnskaber viser, at midlerne er anvendt til det ansøgte, og i flere tilfælde er der anvendt yderligere midler.
Der er naturligvis variationer. Eksempelvis afventer en aktivitet (badebroen i Hvalpsund – red.) en myndighedsbehandling, hvorfor den først igangsættes i 2021, men ”anlæg” er indkøbt, ligesom en aktivitets fortsættelse kræver fortsat løbende finansiering. For alle aktiviteterne kan konstateres, at der fortsat er et udviklingspotentiale samt der bør investeres i markedsføring for at udbrede kendskabet til aktiviteterne.
Med andre ord er udgangspunktet for 2021 puljen godt
Økonomiudvalget skal igen vælge mellem ansøgningerne
På baggrund af det seneste Byrådsmøde i torsdags, hvor 2021 puljen var på dagsordenen, bliver det derfor igen Økonomiudvalget der skal tage stilling til ansøgningerne, da der fortsat ikke er dannet en gruppe af turistaktører i Vesthimmerland til at tage opgaven.
Det har ikke været muligt at afholde møder og blive enige, derfor bliver det igen Økonomiudvalget, der skal vælge blandt ansøgningerne med nye tiltag, der skal have penge.
Kriterierne vil som udgangspunkt være de samme som i 2020. Det vil sige aktiviteter og lignende, der kan fremme turismen og øge antallet af gæster og besøgende i Vesthimmerlands Kommune. Puljen støtter bredt og er åben for alle ideer, men aktiviteter og lignende skal være turismerelateret.
Puljen især skal fremme turismen langs Vesthimmerlands Kommunes Limfjordsområde – Hvalpsund, Ertebølle, Rønbjerg, Løgstør og Aggersund. Ansøgere skal derfor være lokalt forbundet med dette område, og aktiviteten eller lignende der ansøges om tilskud til, skal også gennemføres i Limfjordsområdet i Vesthimmerlands Kommune.
Desuden vil der i år blive lagt vægt på at aktiviteten skaber øget omsætning, at aktiviteten nytænkende og nyskabende, at der er lokalt engagement og opbakning til aktiviteten, at der gøres brug af lokale ressourcer i aktiviteten og at der er varige effekter af aktiviteten. At samarbejde på tværs af projekter og aktører skal ske, hvor det giver mening, og ikke som et projekt, hvor kommunen ”tvinger” til samarbejde. Desuden skal kriterierne også være tydelige på, at initiativer der søges til skal skabe en indtjening og endelig at det bør være muligt at søge midler til koordinationsbistand til de frivillige kræfter indenfor turisme.
Der kan maksimalt ansøges om 200.000 kr. i støtte til en enkelt aktivitet. Undtaget er projekter, hvor der er etableret et samarbejde, der strækker sig geografisk langs Limfjorden. Her kan ansøgere opnå mere end de 200.000 kr.
Puljen åbner for ansøgninger her i februar og Økonomiudvalget behandler ansøgningerne på et møde i marts 2021.