HOLME: Som en del af indfrielsen af Danmarks ambitiøse klimamål, meldte Plan- og Landdistriktsstyrelsen sidste onsdag ud, at BioCircs Go Green energiprojekter i Vesthimmerland, Jammerbugt og Viborg er en del af de statsligt udpegede områder til energiparker.
Dagen efter meldte BioCirc selv ud.
– Vi er yderst tilfredse med udpegningen af vores projekter. Det er en anerkendelse af vores tilgang til lokal grøn energiproduktion gennem cirkulære energiklynger, udtaler Bertel Maigaard, CEO for BioCirc.
På borgermødet i Dronning Ingrid Hallerne den 17. juni 2024 præsenterede bl.a. Bertel Maigaard BioCirc’s projekt for Svoldrup Kær/Holme.
Meget tyder på at udpegningen til energipark allerede var stemt af imellem BioCirc, Vesthimmerlands Kommune og Plan- og Landdistriktsstyrelsen på det tidspunkt.
Så spørgsmålet fra en borger på mødet, om projektet var så langt, at det var godkendt af Byrådet, burde have været svaret med et klokkeklart ja, fremfor det der blev svaret ”Der er en politisk positiv interesse for projektet”
Dermed går processen med Energipark Holme videre.
/cf
