VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune har pr. 1. oktober indgået et nyt samarbejde med firmaet DigiRehab.
Det giver alle borgere, som modtager hjemmehjælp i form af plejeydelser fra Vesthimmerlands Kommune, mulighed for at benytte sig af tilbuddet om fysisk træning i eget hjem.
Træningen foregår sammen med en medarbejder, der er uddannet i at understøtte og motivere til træning. Målet med træningen er, at borgeren bliver fysisk stærkere – og dermed kan klare sig bedst muligt i hverdagen.
– Vi er glade for samarbejdet, da vi nu kan arbejde målrettet via træning med at ”gøre” borgerne mere selvhjulpne i deres hverdag, fortæller Afdelingsleder i Bevilling – Voksen og Ældre, Vibeke Vad Eriksen.
Erfaringer fra andre kommuner viser, at mange borgere oplever positive effekter af træningen i form af øget funktionel styrke samt mentalt overskud.
To gange ugentlig træning
Sammen med en social- og sundhedsassistent følger borgeren et individuelt tilrettelagt træningsprogram i eget hjem via en tablet, som medarbejderen medbringer.
Træningsforløbet starter med en vurdering af fysik; hvordan borgen klarer sig i hverdagen og en fysisk test. På baggrund af vurderingen udarbejdes et skræddersyet træningsprogram, som borgen og den udsendte social- og sundhedsassistent udfører 2 gange ugentligt á 20 minutters varighed pr. gang i 12 uger. Borgeren vil blive vurderet igen i uge 5 og 9 for at evaluere effekten af træningen og få tilpasset øvelserne herefter.
Hvis det vurderes, at borgeren vil have gavn af yderligere træning, kan indsatsen forlænges i yderligere 12 uger, dog med nedsat træningsfrekvens.
Efter de 12 eller 24 ugers træning vil borgeren få udleveret et træningsprogram til videre selvtræning.
Håbet er mindre behov for hjemmehjælp
– Vi håber, at den enkelte borger ikke skal have så meget hjælp/understøttelse af hjemmeplejen som før træningen. Samtidig håber vi, at vi kan motivere borgeren til selv at fastholde træningen efter træningsforløbet med DigiRehab-trænerne er gennemført, lyder det videre fra Vibeke Vad Eriksen, der videre fortæller om ordningen:
-Alle borgere, som modtager hjemmehjælp i form af plejeydelser i Vesthimmerlands Kommune, vil blive tilbudt at deltage i træningen. Deltagelse kræver blot, at borgeren er motiveret for at gennemføre træningen.
FAKTA: Hvad er DigiRehab?
DigiRehab er udviklet af et privat firma, som er specialister i individuelle træningsforløb i eget hjem. Ud fra data sammensætter DigiRehab et træningsprogram specifikt til den pågældende borger. Træningen er tiltænkt at kunne udføres i hjemmet og vises med billeder og videoer. Øvelserne er typisk kendte funktioner såsom at rejse og sætte sig fra en stol/sofa eller komme fra liggende til siddende
