FARSØ: Et nyt sundhedshus i Farsø til 33 millioner kroner og investeringer i velfærdsteknologi er blandt Vesthimmerlands Kommunes ønsker til de kommende års sundhedsinvesteringer i forbindelse med Sundhedsreformen, der dyrker nærhedsprincippet. Men kommunen skal nu genoverveje sine planer, inden pengene bliver fordelt.
Milliarder skal styrke det nære sundhedsvæsen
Med sundhedsreformen er der på landsplan afsat 3,5 milliarder kroner til investeringer i det nære sundhedsvæsen frem mod 2031.
Region Nordjylland får 440 millioner kroner af puljen, hvoraf 317 millioner kroner er afsat til Sundhedsråd Limfjorden, som Vesthimmerland hører under.
Pengene skal blandt andet bruges på fysiske rammer, teknologi, it og udstyr, der kan styrke behandlingen tættere på borgerne.
En stor del af midlerne er dog allerede tiltænkt etableringen og indretningen af sundheds- og omsorgspladser. Her er det foreløbige investeringsbehov opgjort til 85,1 millioner kroner.
Derudover er der lagt op til at afsætte mellem 100 og 140 millioner kroner til kommunale anlægsprojekter og et tilsvarende beløb til digitale og teknologiske løsninger.
Vesthimmerlands Kommune har planer om at investere i både et nyt sundhedshus i Farsø og nye teknologiske løsninger, der skal gøre hverdagen lettere for borgere og medarbejdere i sundhedsplejen.
Kommunen har tidligere meldt ind til Sundhedsråd Limfjorden om 33,05 millioner kroner til etableringen af et nyt sundhedshus i Farsø til erstatning for det gamle og utidssvarende Sundhedscenter Vesthimmerland på Fredensvej i Farsø samt 7,5 millioner kroner til digitale og velfærdsteknologiske løsninger.
Mens kommunen anbefaler at fastholde ønsket om de teknologiske investeringer, er der større usikkerhed om planerne for et nyt sundhedshus i Farsø.
Tre teknologiske løsninger i spil
Vesthimmerlands Kommune ønsker at fastholde sit forslag om at investere 7,5 millioner kroner i tre konkrete velfærdsteknologiske løsninger.
Det drejer sig for det første om medicinrobotter, som skal hjælpe borgerne med selv at tage deres medicin.
Derudover ønsker kommunen at investere i ”HelpSoq”, der gør det lettere for borgere selv at tage kompressionsstrømper på.
Den tredje løsning er ”Orikio”, som er et AI-baseret alarmsystem, der kan registrere risikosituationer i borgerens hjem.
Fælles for løsningerne er, at de skal gøre borgerne mere selvhjulpne og skabe større tryghed i hverdagen. Samtidig er målet at mindske behovet for besøg fra medarbejdere og dermed frigøre ressourcer i ældre- og sundhedsplejen.
Sundhedshuset i Farsø skal genovervejes
Sundhedsforvaltningen anbefaler, Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune drøfter, om kommunen fortsat skal prioritere projektet til 33,05 millioner kroner.
Udvalget, som har møde i denne uge, skal også overveje, om Vesthimmerlands Kommune er villig til selv at bidrage økonomisk til byggeriet.
Det spørgsmål kan få betydning for, om projektet bliver prioriteret i den kommende fordeling af midlerne. En anden kommune har eksempelvis fremsat ønske om et sundhedshus med en kommunal medfinansiering på 40 procent af den samlede anlægsudgift.
Nu skal Sundhedsudvalget tage stilling til de reviderede forslag, som indgår i den samlede plan for fordelingen af anlægsmidlerne i perioden 2027-2031.
Først penge til projekterne fra 2029
Kommunerne skal ikke forvente, at pengene til nye sundhedshuse og teknologiske investeringer bliver frigivet med det samme.
I første omgang er midlerne for 2027 og 2028 nemlig prioriteret til udgifter i forbindelse med etableringen af sundheds- og omsorgspladser.
De kommunale anlægsprojekter og investeringerne i digitale og velfærdsteknologiske løsninger forventes derfor tidligst at kunne realiseres i perioden 2029-2031.
Sundhedsråd Limfjorden arbejder nu videre med fælles principper for, hvordan pengene skal fordeles mellem kommunerne og regionen.
Et fælles regionalt og kommunalt oplæg forventes fremlagt for Sundhedsråd Limfjorden her i starten af november. I december ventes et første udkast til den samlede investeringsplan.
Den endelige plan skal sendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest 1. april 2027.
/cf
