FARSØ: I anledning af Farsø Festens 50 års jubilæum blev der gjort ekstra meget ud af det, både hvad angår program men også kapacitet.
Som andetsteds nævnt blev byfestteltet udvidet til maksimal størrelse for at kunne rumme festens deltagere. Det betød også, at festen kom i bekneb med borde og bænke, som byfestkomiteen selvfølgelig havde været forudseende omkring, særligt til fredag aften, hvor der skulle bænkes 776 gæster til Grisefesten.
Derfor havde Byfesten ansøgt såvel Fonden for Sparekassen Farsø og Sparekassen Danmark Fonden Himmerland om penge til indkøb af borde/bænke-sæt.
Disse penge blev officielt overdraget fredag eftermiddag på festpladsen, hvor der få timer efter var Grisefest i byfestteltet og de nyindkøbte borde og bænke kom i brug.
To dage forinden var Spar Nord Fonden også forbi med en donation. Det var tilskud til det flotte jubilæums festfyrværkeri torsdag aften, samt til dækning af kunstnerne der spillede, lørdag aften til de unges fest.
Foruden fondene har også de 27 VIP-sponsorer og annoncørerne i Byfesthæftet bidraget til festens afholdelse – og ikke at forglemme festens mange gæster, der med billetter, køb i baren og i tombolaen bidrager til festens andet formål – ud over at afholde årets fest i Farsø, også bidrager til ungdomsarbejdet i klubberne og foreningerne, der giver en hånd med alle de praktiske opgaver før, under og efter festen.
/cf